Ludvig 14.
(
fransk
:
Louis XIV
,
Louis le Grand
; født
5. september
1638
i
Saint-Germain-en-Laye
, død
1. september
1715
i
Versailles
) var
konge
af
Frankrig
fra
1643
til
1715
. Han kaldes
Solkongen
(
fransk
:
le Roi Soleil
).
Ludvig 14. er det klassiske eksempel pa en enevældig konge. Sentensen
L'Etat, c’est moi!
?
Staten, det er mig!
tilskrives ham, men med urette.
[1]
Han styrkede kronens magt ved udbygning af den statslige forvaltning, ved at bekæmpe adelens opposition og ved at støtte det franske erhvervsliv. Livet ved hoffet blev helt og holdent tilpasset monarkens person. Hans prægtige fremtoning blev et symbol pa hans fremtrædende stilling. Kongen støttede kunsten og videnskaben; det førte til en blomstringstid for fransk kultur. Ludvig fulgte en krigerisk udenrigspolitik, sa Frankrig under hans regeringstid fik en stærkt dominerende placering i
Europa
. Han sad 72 ar og 110 dage pa tronen - fra 14. maj 1643, da han var fire ar og otte maneder gammel, indtil han døde 1. september 1715, fire dage før han ville være fyldt 77 i september 1715. Han er dermed det længst regerende statsoverhoved i
Europas historie
.
Ludvig 14.s fødsel pa slottet i
Saint-Germain-en-Laye
blev set som en lykkelig begivenhed, da hans forældre ?
Ludvig 13.
og
Anna af Østrig (1601-1666)
havde været gift i 23 ar uden af fa børn. Ved hans fødsel blev den frygtede tronfølger Gaston d'Orleans udelukket. Af taknemmelighed modtog den nyfødte tilnavnet
Dieudonne
(den Gudgivne). Hans bror, hertug
Filip 1. af Orleans
, blev født i
1640
.
Allerede som firearig fulgte Ludvig den
14. maj
1643
sin far pa tronen. Indtil
1651
var det imidlertid hans mor, der førte regeringen. Den faktiske magt la hos minister
kardinal Mazarin
. Mazarin forberedte malrettet Ludvig pa rollen som enevældig hersker. Skridt for skridt blev den unge konge involveret i magtudøvelsen og delte til sidst regeringsansvaret med Mazarin. Pa baggrund af de udenrigspolitiske succeser, som minister-kardinalerne
Richelieu
og Mazarin havde skaffet Frankrig, kunne Ludvig udvikle den franske enevælde i barokstil med et hofliv, som helt og holdent var tilpasset herskerens person. Efter
Den westfalske fred
, som afsluttede
Tredivearskrigen
i
1648
, og
Freden i Pyrenæerne
med
Spanien
i
1659
var Frankrig den politisk og militært stærkeste magt i Europa. Med hjælp fra ministre som
Colbert
,
Louvois
,
Lionne
og kansleren
Seguier
styrkede han det statslige magtapparat og udvidede det militære, institutionelle og materielle grundlag for det franske monarkis magt. En negativ indflydelse pa hans regering havde forfølgelsen af
huguenotterne
og
Den spanske arvefølgekrig
. Denne omfattende krig førte næsten til statsbankerot i
1713
. Den blev afværget gennem en finansreform og massive besparelser.
I
1660
giftede Ludvig sig med
Maria Theresia af Spanien
. Efter hendes død i
1683
giftede han sig i hemmelighed morganatisk (til venstre hand) med
Madame de Maintenon
. Ludvig overlevede sin søn Louis,
le Grand Dauphin
og sit ældste barnebarn, Louis de Bourgogne, og døde den
1. september
1715
. Hans oldebarn fulgte ham som
Ludvig 15.
pa tronen.
Ludvig 14. blev begravet i den af ham byggede
Bourbonernes krypt
i
klosterkirken Saint-Denis
. I
1793
blev hans særdeles velbevarede lig skændet sammen med andre kongers af franske revolutionære og endda i kort tid kastet i en grav. Hans balsamerede hjerte blev kort efter hans død bragt til
jesuitterkirken
i
Rue St. Antoine
i
Paris
, for at ligge ved siden af hans fars hjerte. Da kongedømmet blev genskabt efter
Napoleons
fald, blev alle de begravede hjerter ført til St. Denis, hvor de nu er i den smukt restaurerede krypt.
Efter at Ludvig 14. som firearig arvede tronen i
1643
, overtog hans mor Anna af Østrig regentskabet. Hun bekræftede straks kardinal Mazarin i stillingen som premierminister.
Pa dette tidspunkt var Frankrig i krig mod
Habsburg
. De franske armeer kæmpede i Tredivearskrigen mod bade det
Tysk-romerske rige
og den spanske konge. Ganske vist sejrede de franske armeer, men krigen belastede statsfinanserne betydeligt. Indenrigspolitisk stod Anna overfor en heftig opposition, da byernes domstole og adelen tvivlede pa hendes regering. Kardinal Mazarin var i opposition til dem. Anna viste sig dog at være ganske anderledes end ventet. Dronningen blev som spansk
habsburger
ved det franske hof forsmaet i første omgang, men blev en overbevist franskmand. Hun talte hverken
nepotisme
eller indskrænkelse af den kongelige autoritet i landet. Hendes generaler fik besked pa at fortsætte kampen med uformindsket styrke. Mazarin styrede statens anligggender og fortsatte kardinals Richelieus politik med at koncentrere al statens magt i hænderne pa kongen.
Med underskrivelsen af
Den westfalske fred
i
1648
var Frankrig den store sejrherre i
Tredivearskrigen
. Der kunne indsættes betydelige troppestyrker i krigen mod Spanien, men nu udbrød
Fronde-oprøret
(1648-1653), en aben borgerkrig mellem parlamentet i Paris og adelen mod kongens enevældige politik. Ludvigs mindrearighed blev brugt som begrundelse for oprøret. Oprørerne hævdede, at de kæmpede mod Mazarins negative indflydelse. Han blev som italiener ikke vurderet særlig højt. Især de kongelige prinser tog ham det ilde op, at han konsekvent udelukkede dem fra politisk indflydelse. Men parlamenterne (højesteretterne) var pavirket af den engelske borgerkrig og sa en chance for at udbygge deres privilegier i forhold til kronen. Fronden blev slaet i
1652
, men uroen fortsatte til
1654
. Ludvig 14. blev erklæret for myndig i
1651
og afsluttede sin mors regentskab. Kongen var endnu for ung til at regere og overdrog som forventet magten til Mazarin og ikke en af kongehusets prinser. I 1654 fulgte kroningen og salvingen af kongen i Reims, og ordenen var synligt for enhver genoprettet i kongeriget. Kroningen tjente som symbol pa kontinuitet og Guds beskyttelse.
Under borgerkrigen gik kampen mod Spanien i sta. Fronden fik nu støtte fra Spanien. Da oprøret var slaet ned, kunne Frankrig samle sine kræfter mod Spanien og opnaede sejre ved angreb pa de
Spanske Nederlande
og en invasion af Spanien, som førte til besættelsen af
Catalonien
. I
1657
lykkedes det Mazarin at indga et hemmeligt forbund med
Oliver Cromwells
England
mod Spanien. Spanien sa sig tvunget til at søge fred. Kong Filip 4. af Spanien tilbød Ludvig sin ældste datters (Maria Theresia af Spanien) hand. I 1659 mødtes de to monarker pa
Fasanøen
mellem Frankrig og Spanien og underskrev Freden i Pyrenæerne. Frankrig fik
Roussillon
i Pyrenæerne og
Artois
i de
Spanske Nederlande
foruden nogle mindre omrader. Den spanske prinsesse afskrev sig arveretten til den spanske trone til gengæld for en medgift pa 500.000 gulddaler, en sum som spanierne ikke kunne betale. Derved forblev Maria Theresia den ældste arveberettigede datter i det spanske kongehus. Ægteskabet mellem Ludvig og hans kusine Maria Theresia fandt sted den 9. juni 1660 i
Saint-Jean-de-Luz
. Allerede den
1. november
1661
blev deres søn
Ludvig af Frankrig
,
le grand Dauphin
, født.
Siden Ludvig 14. barndom havde kardinal Mazarin regeret landet for ham. Førsteministeren havde et usædvanligt talent for politik og underviste selv kongen i statskunsten: Ludvig 14. fik en solid og særdeles omfattende uddannelse i statens forhold, jura, historie og militærstrategi samt forskellige sprog og videnskaber.
Da Mazarin døde den
9. marts
1661
, var den 22-arige konge godt forberedt pa sin kongegerning og meddelte statsradet, at han ikke mere ville indsætte en ledende minister, men selv føre regeringen. Dette grundlag for regeringens førelse fastholdt han i sine betragtninger fra
1670
som grundlag for sin efterfølger. Hoffet og ministene var i starten irriterede over kongens ide. Kongen gik i gang med at skifte ud i regeringen og afskedigede en stor del af statsradet. Selv hans mor blev udelukket, sa kun de tre vigtigste ministre deltog i radets møder. En af disse var finansministeren
Nicolas Fouquet
. Ludvig lod ham fængsle for
korruption
og
højforræderi
og udskiftede ham med
Jean-Baptiste Colbert
, som var ham tro. Fouquet havde bortsvindlet statspenge og ladet bygge fæstninger uden tilladelse fra kongen. Det tolkede Ludvig som forberedelse af en opstand. Den nye regering vedtog et reformprogram, som havde til formal at styrke erhvervslivet og videnskaben, kraftigt at udbygge fladen og hæren samt en dybtgaende reform af bureaukratiet. Ludvig skrev til sin mor: "Jeg er ikke det fæ, som mange hoffolk har anset mig for at være"; kongen tog politikken og ansvaret særdeles alvorligt.
Den unge Ludvig 14. ville gøre indtryk pa Europa. Han fik muligheden allerede i 1661 ved
Kuskestriden i London
, som førte til, at Spanien matte anerkende den franske konges forrang i Europa. Det stod klart for de europæiske hoffer, at Ludvig ikke havde til hensigt at være en svag konge. I 1662 indgik Frankrig og Holland en forsvarsalliance, og kort efter købte Ludvig byen Dunkerque af
Karl 2. af England
. Kongen ville ikke kun overraske verden politisk, men ogsa udstille sin magt og rigdom ved prægtige hoffester, som var typiske for
baroktiden
. Han holdt i
1664
festen
Plaisirs de l’Ile enchantee
(den fortryllede øs glæder). Europas fyrster var forbløffede og imponerede af den luksus, som disse fornøjelser var udtryk for, og begyndte i stigende grad at efterligne den franske konges livsstil. Hermed begyndte legenden om Solkongen.
I
1665
døde hans onkel og svigerfar
Filip 4. af Spanien
. Ludvig gjorde for første gang opmærksom pa sin gemalindes arveret. Han krævede pa vegne af hertugdømmet Brabants devolutionsret en arveandel for Frankrig, hvorefter døtre af første ægteskab har forrang. I Spanien sad
Karl 2. af Spanien
et degenereret barn pa tronen, og barnets mor,
Maria Anna af Østrig
havde regentskabet. Regenten afviste de franske krav, og Ludvig forberedte sig pa krig. I
1667
udbrød
Devolutionskrigen
. Ludvigs hærreformer var allerede gennemført i vidt omfang, og han havde interesse i at fa afprøvet sine nye armeer. Han havde skabt en staende hær, en nyskabelse i tiden. Han havde professionelle soldater, som til stadighed var klar til indsats, strengt uddannede og disciplinerede og som regelmæssigt fik betaling og forsyninger. En hær pa 70.000 mand marcherede ind i de
Spanske Nederlande
. En anden annekterede
Franche-Comte
. Spanien stod over for en fuldbyrdet kendgerning og havde ingen muligheder for at værge sig. Sejren forekom at være uden begrænsninger, men nu følte Frankrigs allierede Holland sig truet af de franske troppers nærvær. De hollandske generalstater indgik i 1668 en tripelalliance med England og Sverige vendt mod Frankrig for at fa gang i fredsforhandlingerne. Frankrig sa sig nu tvunget til at mindske sine krav ved fredsforhandlingerne i
Aachen
. Ved
Freden i Aachen
(1668) beholdt Frankrig store omrader i den vestlige del af de
Spanske Nederlande
, men matte afgive Franche-Comte. Ludwig 14. kunne ikke tilgive, at hans egen allierede var faldet ham i ryggen, selv om han hidtil altid havde været Hollands største støtte og endda havde interveneret pa Hollands side i
1666
i
Den anden britisk-hollandske krig 1664-67
. Han beskyldte abent generalstaterne for utaknemmelighed og endda forræderi. Det afholdt ham dog ikke fra samme ar at afholde den
Grand Divertissement Royal
i Versailles for at fejre sin triumf.
Ludvig 14. havde nu to politiske mal: at straffe Holland og fa rettet grænserne ud, hvilket i praksis betød erobring af yderligere spanske omrader. Først ophævede han tripelalliancen, idet han i
1670
indgik et offensivt forbund med sin fætter
Karl 2. af England
. Derpa betalte han
Sverige
store subsidier for at indga i en alliance. Derefter annekterede Frankrig hertugdømmet
Lorraine
, afsluttede talrige forbunds- og neutralitetsaftaler med nabofyrster ? og isolererede Holland fuldstændigt udenrigspolitisk og militært. I
1672
erklærede Frankrig og England krig mod Holland, og den Hollandske krig (1672?1678) begyndte. Ludvig lod 120.000 mand overskride grænsen til Nederlands syv forenede provinser (bl.a. Holland). Det var ikke hans mal at annektere landet, men han ville statuere et eksempel og gennemtvinge handelsfordele. Det egentlige mal var at true Spanien. Franske tropper indtog stadig større omrader, hollænderne tabte kampen, og kun abningen af digerne og oversvømmelsen af store omrader reddede dem fra et totalt militært nederlag.
Johan de Witt
blev afløst af
Vilhelm 3. af Oranien
som statholder. Han indgik straks et forbund med Spanien og den
Tysk-romerske kejser
Leopold I.
Dermed havde Ludvig 14. ogsa opnaet sit andet politiske mal: Spanien og den Tysk-romerske kejser erklærede Frankrig krig. Efter at have trukket sine hære ud af Holland kunne Ludvig nu bruge dem mod Spanien og kejserriget. I 1674 annekterede han pa ny
Franche-Comte
, men England tradte nu ud af krigen. Til fejring af sejren foranstaltede kongen sin tredje berømte fest,
Festen i Versailles
. Kampene trak ud til 1678 og forløb højst fordelagtigt for Frankrig. Ludvig holdt 280.000 mand under vaben i krigen. Denne overmagt kunne de allieredes hære ikke modsta, og Frankrig vandt den Hollanske krig. I
1678
-
1679
blev
Freden i Nijmegen
afsluttet. Ved freden beholdt Frankrig næsten alle sine erobringer fra Spanien og det
Tysk-romerske rige
.
Ludvig 14.s indflydelse og dominans i Europa voksede yderligere. Kongen var dog ikke tilfreds, før den planlagte grænseudretning var naet. Derfor afskedigede han i 1679 sin udenrigsminister
Marquis de Pomponne
og erstattede ham med Colberts talentfulde bror
Charles Colbert de Croissy
. Til sikring af grænserne indledte Ludvig 14. udbygningen af den franske fæstningskæde. Fæstningsbygmesteren
Sebastien Le Prestre de Vauban
sikrede kongeriget med over 160 nye eller ombyggede fæstninger, som skulle forsvare Frankrigs territorium. Den i
1680
grundlagte fæstningsby
Saarlouis
i
Saarland
er et godt eksempel pa dette grænseforsvar.
Efter den vellykkede krig opløste Frankrig ikke sine hære, men beholdt hele styrken under vaben. Ludvig brugte den til gennemførelse af genforeninger, hvorved han yderligere kunne udbygge sine erobringer. Først annekterede han resten af
Alsace
, hvor han især havde blikket rettet mod
Strasbourg
, der havde fungeret som indfaldsport for de kejserlige tropper. Byen blev indtaget i
1681
. I
1683
besatte Ludvig 14. den østlige del af de Spanske Nederlande, nemlig
Luxembourg
, i
1684
kurfyrstendømmet Pfalz
, som blev omdøbt til den franske provins
Saar
. Samtidig blev den nedre del af
Schelde
besat, og en stor del af Flandern kom pa franske hænder. Spanien protesterede kraftigt mod disse abne aggressioner i fredstid og erklærede krig i 1683. Der var imidlertid ikke andre lande, som var klar til at ga i krig mod Frankrig. Kejser Leopold 1. var i særlig grad bundet af den
Anden tyrkiske belejring af Wien
. Derfor matte Spanien straks anmode om fred. Ludvig indgik i
1684
en tyvearig vabenstilstand med Spanien og det Tysk-romerske rige og opnaede dermed den foreløbige anerkendelse af samtlige genforeninger. Dermed skulle Ludvig 14. ikke længere regne med modstand.
Ludvigs politiske og militæriske overmagt var imponerende efter
freden i Nijmegen
. Frankrigs diplomater beherskede de bonede gulve. Det var blevet den dominerende flademagt efter at det i 1660 knap nok havde to krigsskibe. Den franske hærs styrke og teknologiske overlegenhed var større end i noget andet land, erhvervslivet blomstrede og hele Europa efterlignede fransk kultur. Pa grund af de store sejre tildelte
Paris
i
1680
Ludvig titlen "den store" ?
(Ludovicus Magnus)
.
I de foregaende ar var Ludvig udover ekspansionen i Europa ogsa beskæftiget med udvidelse af de franske kolonier. Udover kolonierne i Canada, som var blevet grundlagt i begyndelsen af det 17. arhundrede, grundlagde han de første franske kolonier i
Indien
:
1673
Chandannagar,
1674
Pondicherry
og øen
Martinique
i
Vestindien
.
1682
grundlagde
La Salle
en nye fransk koloni ved den nedre del af Mississippifloden og kaldte den til ære for kongen
Louisiana
. Derudover erhvervede kongen
Haiti
(
1660
),
Fransk Guiana
(
1664
),
Senegal
, dele af den afrikanske vestkyst og
Madagaskar
.
Indenrigspolitisk begyndte Ludvig 14. at udbygge sin kontrol over den franske statskirke. I november
1681
lod han afholde en kirkeforsamling, som vedtog den
Gallikanske Deklaration
, som i praksis fjernede pavens magt i Frankrig. Den franske konges indflydelse pa den franske kirke var i forvejen meget stor, men nu matte paven heller ikke sende delegater til Frankrig uden kongens tilladelse. Biskopper matte ikke forlade landen uden forudgaende tilladelse. Statsansatte matte ikke udstødes af kirken pa grund af handlinger begaet i embeds medfør. Alle kirkelige privilegier blev overdraget til kongen, og alle pavens indtægtskilder blev reguleret ved kongens billigelse. Paven nægtede at godkende disse regler og først mange ar senere naede Ludvig et kompromis med
Vatikanet
.
Ludvig styrkede nationens enhed ved at kæmpe for en religion: Pa det punkt fulgte han konsekvent i sine forgængeres fodspor, især
Richelieus
som altid frygtede en gentalelse af
Huguenotkrigene
. Hertil kom, at han var blevet opdraget i en streng tro, som ansa protestantiske sjæle for at være udset til gennemga helvedes kvaler, hvorfor han ansa det for sin pligt at redde sine huguenottiske undersatter. Han satte derfor den protestantiske befolkningsgruppe under pres, først og fremmest ved
Fontainebleau-ediktet
, som ophævede
Nantes-ediktet
som
Henrik 4.
havde udstedt i
1598
. Hermed stoppede han en næsten 90 arig proces, der havde trængt kongemagten tilbage. Huguenotternes reformerte kirker blev ødelagt og protestantiske skoler lukket. Pa grund af Ludvig flygtede fra
1685
til
1730
omkring 200.000 (af 730.000)
Huguenotter
til udlandet ? først og fremmest til
Holland
,
Preussen
,
England
og
Nordamerika
, hvor de, der i reglen var flittige og veluddannede handværkere, bidrog til stigning i produktiviteten. Disse franske flygtninge pavirkede den protestantiske arbejdsmoral i Holland, hvorved den betydelige rigdom i landet voksede yderligere. Ny forskning har imidlertid vist, at antallet af flygtninge var for lavt til at afstedkomme større skader pa den franske økonomi.
[2]
Alligevel rystede Fontainebleau-ediktet Frankrigs anseelse i de protestantiske lande og en hard kerne pa 20.000 huguenotter gennemførte et oprør i det centrale Frankrig (
Kamisarden
). Det store flertal gav dog efter for presset og konvertererede, ogsa pa grund af skattefordele og livsvarig fritagelse for militstjeneste. Endelig opstod et katolsk Frankrig, et enigt og stabilt Frankrig for Ludvig 14. og hans ministre og kardinaler.
I arene efter 1686 dannedes
Augsburg Ligaenmed
bade protestantiske og katolske lande mod Ludvigs erobringspolitik. Medlemmer var den Tysk-romerske kejser Leopold 1.,
Kurfyrstendømmet Bayern
(Kurfyrst
Maximilian 2. Emanuel
),
Brandenburg
(
Frederik Vilhelm den store af Brandenburg-Preussen
),
Holland
, Spanien (Karl 2. af Spanien) og
Sverige
(
Karl 11. af Sverige
). Ludvig sendte igen tropper til Pfalz i 1688 for at understrege sit krav pa landet og for at komme et angreb pa Pfalz i forkøbet. Det førte til ødelæggelsen af Pfalz og en voksende konflikten mellem kongen og Ligaen. Den erklærede Frankrig krig, en krig som England tilsluttede sig efter
Den glorværdige revolution
i 1688. Krigen var den
Pfalziske Arvefølgekrig
(1688-1697).
Selv om Frankrig ikke pa forhand havde kunnet forberede sig pa denne krig, havde det alligevel stort held: Franske armeer besatte de Spanske Nederlande og marcherede ind i det Tysk-romerske rige og erobrede talrige byer. Ligaens tropper var darligere uddannet og talmæssigt underlegne. Og store dele af kejserens tropper var bundet i
Den store tyrkiske krig
. Alliancen kunne darligt notere sig en enkelt sejr, men Ludvig blev dog ramt af et nederlag for fladen i
slaget ved La Hougue
i
1692
. Det lykkedes ikke nogen af parterne at nedkæmpe fjenden. Især kunne de allierede ikke fordrive Frankrig fra kejserriget. Da Ludvig 14. indsa, at han trods flere strategisk fordelagtige sejre, sasom
slaget ved Neerwinden
den 29. juli 1693, ikke kunne gennemtvinge en fred, begyndte han at indsætte sine diplomater som politiske vaben. De udmattede modstandere begyndte at forhandle
Freden i Rijswijk
, og freden blev underskrevet i 1697. Ludvig forsøgte at fa afsluttet en rimelig og stabil fred, som hans modstandere ville være tilfredse med. Derfor afgav han igen Luxembourg og Pfalz mod at fa de øvrige genforeninger endeligt godkendt. Herudover anerkendte Ludvig 14.
Vilhelm af Oranien
som konge over England. Pa denne maske skulle Frankrig fa mulighed for pa længere sigt at komme sig over krigsanstrengelserne.
Efter 1697 begyndte den spanske tronfølge i stigende grad at blive det vigtigste tema for Europas hoffer. Den spanske konge
Karl 2.
kunne ikke sikre arvefølgen. Det var uklart, hvem der skulle efterfølge ham. Savel de franske bourboner som de tyske habsburgere gjorde arvekrav gældende. Bade Ludvig 14. og kejser Leopold 1. havde giftet sig med døtre af
Filip 4. af Spanien
; men Ludvig havde giftet sig med den ældste datter, og hun havde aldrig opgivet sin arveret. Leopold havde derimod giftet sig med den yngste datter
Margarita af Spanien
og var af den opfattelse, at Spanien skulle forblive i habsburgernes besiddelse.
Andre stater frygtede at magtforholdet i Europa igen ville blive forskubbet, hvis enten Ludvig eller Leopold underlagde sig Spanien. Under disse omstændigheder indgik Ludvig 14. den første delingstraktat med Vilhelm 3. af England. Den bayerske prins
Joseph-Ferdinand
skulle have Spanien, og resten af de spanske besiddelser i Europa skulle deles mellem Ludvig og Leopold. Kejser Leopold accepterede denne aftale. Men Spanien afviste enhver deling af riget. Karl 2. besluttede sig i stedet for at indsætte den bayerske prins Joseph-Ferdinand som universalarving til alle besiddelser i hab om at savel Ludvig som Leopold ville afsta fra deres rettigheder.
Da den lille bayerske prins døde i 1699, matte denne plan opgives. Karl 2. ville imidlertid opretholde rigets enhed og besluttede sig for ærkehertug Karl, kejserens yngre søn, som arving. Dennes arvekrav blev dog formindsket af den anden delingstraktat mellem Frankrig og England. Efter denne skulle ærkehertug Karl ganske vist arve Spanien, men de spanske besiddelser i Italien skulle tilfalde Frankrig. Herefter afviste kejser Leopold at godkende den 2. delingstraktat og krævede den samlede spanske arv til sin søn Karl, hvorved han fornærmede bade Frankrig, Holland og England.
Kort inden sin død i ar 1700 skiftede Karl 2. mening. Han indsatte den franske kronprins' 2. søn
hertugen af Anjou
som sin universalarving. Hvis han uventet skulle arve den franske trone, sa ville hans yngre bror,
Herzog von Berry
blive Spaniens nye konge. Hvis han heller ikke stod til radighed, skulle ærkehertug Karl være hans arving. Hermed anerkendte Karl 2. bourbonernes legitime tronrettigheder, som stammede fra
Maria Theresia af Spanien
.
Da Ludvig 14. fik nyheden om den spanske konges død og nye testamente, stod han i en vanskelig situation. Skulle han godkende testamentet pa sit barnebarns vegne eller fastholde den 2. delingstraktat med England, som kejser Leopold ikke havde anerkendt? Efter omhyggelige afvejninger med sine ministre besluttede han at acceptere den spanske arv, da en krig med kejseren alligevel ikke kunne undgas, og da Frankrig kunne indtage en bedre stilling overfor kejseren. Det blev anset for sikkert, at en afvisning af testamentet ikke kunne forhindre en krig, da kejser Leopold planlagde at bruge vabenmagt, hvis Frankrig insisterede pa den 2. delingsaftale. Derfor udrabte Ludvig 14. sit barnebarn Filip d'Anjou til
Filip 5. af Spanien
. Ludvig gav ordre til øjeblikkelig besættelse af de spanske lydstater, inden Leopold kunne bemægtige sig dem.
Pa grund af bekymringen for at Frankrigs overmagt skulle vokse yderligere, forenede England, Holland og det Tysk-romerske rige sig til kamp mod Ludvig, hvorved den Store Koalition blev skabt. Den fransk-spanske alliance blev understøttet af
Savoyen
,
Kurkoln
og
Bayern
, og nu udbrød den
Spanske Arvefølgekrig
(1702?1713). Frankrig forfulgte to mal. Det vigtigste var at fa gennemført, at Filip 5. blev konge af Spanien. Hertil kom at Ludvig planlagde at gennemføre yderligere erobringer i Tyskland. Krigen forløb imidlertid ikke efter en planen. Frankrigs hære dominerede i starten slagmarkerne. Men de allierede mobiliserede nu alle til radighed staende kræfter og udbyggede og moderniserede deres hære. Frankrig matte under krigen opstille 680.000 soldater for at kunne danne en slagkraftig modvægt og holde de fjendtlige hære i det tysk-romerske rige engageret. Frankrigs statsfinanser blev overbelastede, og statskassen blev tømt. I 1708 sa den militære situation sa darlig ud for Frankrig, at Ludvig 14. bad om fred. Da de allierede imidlertid opstillede uantagelige fredsbetingelser, blev forhandlingerne straks afbrudt. Senere vendte lykken igen til Frankrigs fordel, men der kom ikke nogen afgørelse. Alle krigsdeltagerne var møre, og de allierede stod ogsa overfor en finansielt og økonomisk kollaps. Frankrig var klar over, at det ikke længere kunne besejre koalitionen, og koalitionen matte erkende, at det var den umuligt at overvinde Frankrig eller fordrive Filip 5. fra Spanien.
Da kejser
Josef 1.
døde i
1711
og ærkehertug Karl blev ny kejser, anerkendte England i stigende grad faren for at Karl skulle komme til at styre savel Spanien som kejserriget og indledte fredsforhandlinger med Frankrig. I
1713
underskrev England
separatfreden i Utrecht
med Ludvig og Filip og svækkede kejseren. Med franske troppers besættelse af
Freiburg
i november 1713 sa kejser Karl 6. sig tvunget til ogsa at indga fred
Freden i Rastatt
. Derpa fulgte
Freden i Baden
mellem Frankrig og det Tysk-romerske rige.
Filip 5. forblev konge af Spanien og beholdt de spanske kolonier. Resten af de Spanske Nederlande og de italienske besiddelser tilfaldt kejseren. Dermed havde Frankrig opnaet sit politiske hovedmal og placeret bourbonerne pa Spaniens trone, men matte dog samtidig opgive næsten alle militære erobringer. Alligevel var den habsburgske omklamring af Frankrig endegyldigt knust. I sine sidste ar koncentrerede Ludvig sig hovedsagelig om at genoprette statsfinanserne ved besparelser og finansreformer foruden støtte til erhvervslivet. Da hans oldebarn
Ludvig 15.
endnu var ganske lille (født 1710), overdrog Ludvig i sit testamente regeringsmagten til sin nevø
Filip 2. af Orleans
, som skulle fungere som regent.
Da Ludvig 14. døde den 1. september 1715, havde han forøget det franske landomrade mere end nogen af sine forgængere. Frankrig var den mægtigste stat og det kulturelle centrum i Europa. Fransk var i det
17.
og
18. arhundrede
den gode smags sprog, pa samme made som engelsk senere blev til det globale handelssprog. I det 17. arhundrede overtog fx den russiske adel franske sæder og talte hellere fransk end russisk. Det franske folk var ? efter hollænderne ? det mest velhavende i Europa. Erhvervslivet kom hurtigt pa fode efter krigen og voksede i betydelig grad, selv om skatterne var forholdsvis høje.
- Med hans død mistede Frankrig sin største, dygtigste og betydeligste hersker, hvis regering i høj grad prægede det franske monarki indadtil og udadtil, og hvis præstationer mange steder blev kopieret langt ud over de franske grænser.
[3]
Pa den anden side var befolkningen led og ked af deres gamle konge efter 72 ars herredømme. De enorme finansielle belastninger fra den sidste krig tyngede bade kongen og befolkningen. Den gamle konge indrømmede selv, at "
intet rører mit hjerte og min sjæl dybere end er erkendelsen af at folket i mit rige er fuldstændigt udmarvet af den umadelige skattebyrde
", som den Spanske Arvefølgekrig havde medført. Da hans lig blev lagt i graven, berettede politikommissær Pierre Narbonne: "
Mange mennesker frydede sig over kongens død, og overalt hørte man violinspil.
" Og
Voltaire
sa ved siden af sørgetoget "
...sma telte, hvor folket drak, sang og lo.
“ Folket glædede sig over den nye konges regering og ville glemme de sidste harde ar i kampen om den spanske trone.
Da Ludvig 14. tiltradte regeringen i 1661 var Frankrigs statsfinanser stærkt anspændte pa grund af den sidste krig med Spanien. Ludvig støttede i stor stil pengekredsløbet ved at brugte store summer pa krige, hoffet, kunst og kultur. Store beløb forsvandt ved korruption i det franske bureaukrati. Ludvig skrev:
"Da Mazarin døde var der megen uorden i forvaltningen af mit kongerige"
. Ludvig 14. satte sig for at at fjerne dette kaos og skabe orden i den franske stats organisation. Som det første lod han i 1661 sin finansminister
Nicolas Fouquet
fængsle, fordi denne havde beriget sig pa statens indtægter for at kunne bygge det luksuriøse slot
Vaux-le-Vicomte
. Et tydeligt tegn til andre.
Ludvig 14. udnævnte derefter
Jean-Baptiste Colbert
, den mest berømte støtte af merkantilisten til
generalkontrollør over finanserne
. Posten som finansminister blev afskaffet og erstattet med et finansrad, som kongen og Colbert personligt ledede. Det var noget uhørt pa en tid, hvor en konge egentlig ikke skulle bekymre sig om noget sa usmart som penge. Ved at Colbert bekæmpede korruptionen og reorganiserede bureaukratiet, kunne han mere end fordoble skatteindtægterne uden at matte opkræve nye skatter. Pa den made blev det muligt for Ludvig at gennemføre en skattelettelse allerede i begyndelsen af sin regeringstode og opna en hurtigere vækst i den franske økonomi. Erhvervslivet blev støttet med oprettelse af handelskompagnier og
manufakturer
. Især den franske luksusindustri blev snart den førende i Europa og Verden. Med varer sasom gobeliner, spejle, kniplinger, guldsmedearbejder og møbler, som var efterspurgt i hele Europa, opnaede kronen store overskud. Indadtil blev Nordfrankrig underlagt en toldunion for at fjerne de indenlandske handelshindringer. Colbert forsøgte at etablere en fælles toldmur for hele kongeriget, men kom til kort overfor lokale handelsprivilegier.
Det franske skattesystem bestod af omsætningsafgifter, salgsafgifter og jordskatter. Som følge af forældede regler fra feudalismens tid var adel og præsteskab fritaget fra direkte skatter, som i stedet matte betales af bønderne og den fremadstræbende middelklasse. Formentlig blev den franske revolution ogsa næret af forargelse over dette gamle skattesystem. Imidlertid kan man under Ludvig 14. konstatere en tendens til at underlægge adelen og gejstligheden direkte beskatning. De var i forvejen forpligtede til at betale indirekte skatter. Kongen indførte en kopskat, som knap ramte landets nederste lag. Selv prinserne af blodet og tronfølgeren matte betale den højeste skattesats. Pa denne made blev højadelen for første gang direkte involveret i finansieringen af statens udgifter.
Ved Ludvig 14. død var Frankrig det rigeste kongerige i Europa med statsindtægter over gennemsnittet, som langt oversted finanserne i andre lande. Imidlertid udgjorde statens gæld pa grund af de store udfordringer i den Spanske Arvefølgekrig 2 mia. livres, et beløb, som først var betalt i
1725
. Dette ændrede imidlertid ikke ved økonomiens enorme ydeevne. Frankrig besad det næststørste handelsvolumen og en klart positiv handelsbalance, kun hollænderne formaede at opna større overskud med deres internationale handelskompagnier. Frankrig var et strukturelt stabilt og ressourcestærkt land, som med over indbyggere var det klart mest befolkede land i Europa.
Ludvig 14. regeringstid kaldes med rette for "Grand Siecle". Kongen havde til hensigt, at lade de bedste kunstnere, arkitekter, malere, digtere, musikere og forfattere at arbejde for Frankrig. Han gennemførte et aldrig før set mæcenat med henblik pa at pavirke hele det kunstneriske omrade i Frankrig, at præge og styre det sa det blev en instrument for den kongelige politik. Kunsten blev indsat i forherligelsen af kongen og hans mal, helt efter barokt mønster. Kongens og statens anseelse skulle styrkes, derfor fik Ludvigs minister Colbert til opgave at støtte litteratur, kunst og videnskab. Ministeren blev overladt opgaven med at organisere kongens rygte. Talrige kongelige akademier blev grundlagt pa alle omrader af kunst og videnskab:
- 1663 Akademiet for inskriptioner og akademiet for maleri og billedkunst.
- 1666 Videnskabernes akademi
- 1671 Akademiet for arkitektur
- 1672 Akademiet for musik
Som led i kongens selviscenesættelse ma man ogsa se festerne i Versailles. Kongens repræsentative virksomhed tjente til at styrke statens anseelse i hele verden. Enkelte kunstnere naede uanede højder i kongens tjeneste. Her bør især nævnes
Jean-Baptiste Lully
indenfor musik og dans, men ogsa
Moliere
, som forfattede utallige teaterstykker til Ludvig 14. Begge kunstnere fik ansvarlig for organisationen af de kongelige skuespil. Deruden støttede Ludvig mange andre berømte kunstnere: Indenfor litteraturen:
Boileau
,
La Fontaine
og
Racine
. Indenfor malerkunsten
Le Brun
,
Rigaud
og
Mignard
. Indenfor musikken ? som Ludvig ansa for vigtig i særlig grad ? bl.a.
Charpentier
,
Couperin
,
Delalande
og
Marais
. Indenfor arkitektur
Le Vau
,
Perrault
,
de Cotte
foruden
Hardouin-Mansart
, som i kongens tjeneste prægede den franske barok, samt indenfor kunsthandværk
Coysevox
og især
Boulle
. Indenfor videnskabernes omrade kunne Ludvig 14. trække nogle berømte forskere til Paris, heriblandt
Cassini
,
Huygens
og
Coronelli
, hvis arbejder han understøttede med store pengebeløb.
Bygningen af slottet i
Versailles
var en del af Ludvigs strategi for centralisering af magten. Ludvig 14. fuldende kardinalerne Richelieu og Mazarins bestræbelser og skabte en centraliseret, enevældig territorialstat. Han svækkede adelen ved hellere at gøre dem til medlemmer af sit hof end til regionale provinsherrer. Med det formal byggede han Versailles, et enormt palads udenfor Paris, hvortil hoffet flyttede den
6. maj
1682
. Hofetiketten tvang adelen til at bruge enorme pengesummer pa klæder og tiden pa de baller, middage og andre festligheder, som udgjorde den daglige rutine ved hoffet. Ludvig 14. skal have haft fotografisk hukommelse, sa han ved indtræden i en sal med et enkelt blik kunne fastsla hvem der var til stede. Derfor kunne ingen adelig, som var henvist til kongens gunst, risikere at blive væk. I stedet for at styre de lokale anliggender og beholde magten der, kappedes adelen nu om sadanne trivielle æresbevisninger som at matte hjælpe kongen ved paklædningen. Herigennem kunne Ludvig fremme embedsadelen og indsætte borgerskabet i stillinger, som tidligere var forbeholdt aristokratiet. Saledes la den politiske magt fast i hænderne pa kongen.
Man kan ikke stærkt nok understrege, at Versailles ikke først og fremmest var et sted for kongens personlige fornøjelse, men derimod var et magtinstrument. Ved at knytte højadelen tæt til hoffet blev den ikke blot i et stigende personligt afhængighedsforhold til kongen, men blev ogsa holdt fjernt fra oprør og magtforhold. Slottet var fyldt med politiske budskaber, som enhver besøgende fik at føle i form af rummenes indretning, malerier og skulturer, haverne og alleerne. Meningen var følgende: Kongen er garant for fred, offentlig ro og statens velstand, den eneste stedfortræder for Gud pa jorden og ingen har en tilsvarende magt.
- Ludvig 14. daglige liv udspillede sig sa vidt muligt i fuld offentlighed midt i en stort hofstat, som alt i alt omfattede omkring 20.000 personer. I det fornemme adelige hofselskab blandede der sig besøgende, tilskuere og supplikanter i stort tal i det store slotsanlæg.
I princippet havde enhver undersat ret til at overrække kongen et bønskift. Efter 1661 havde Ludvig skabt regler for denne praksis, men samtidig støttet den. Monarken sa en velkommen mulighed for derved at gøre sig fortrolig med de umiddelbare sorger og savn blandt sine undersatter. Senere blev der i Versailles i gardens rum opstillet et stort bord hvor bønskrifterne blev afleveret. Indtil 1683 var Marquis de Louvois, Statssekretær for krigsvæsen og minister ansvarlig for viderebringelse af disse bønner. De blev derefter behandlet af den ansvarlige statssekretær og snarest ? med en passende sagsfremstilling ? forelagt kongen, som i hvert tilfælde personligt afgjorde sagen. ... Ved hoffet var der udover store fester teater og musikforestillinger og mange andre adspredelsesmuligheder, fra hasardspild til fornøjelser af den enkleste art.
[4]
Ludvig 14. var en lidenskabelig bygmester. Udover hans store projekter i Versailles var Paris hans hovedinteresse. Det passer formentlig ikke, at Ludvig ikke kunne lide Paris, men alligevel kan man fornemme at hændelserne omkring Fronde-oprøret havde efterladt sig sine spor i hans tankesæt. Dengang stormede oprørere den unge konges soveværelse i
Palais Royal
, for at sikre sig, at han ikke var flygtet. Siden da var Ludvig overbevist om at Paris ikke var et sikkert sted at opholde sig. Det paladsanlæg, som han havde i tankerne kunne han heller ikke virkeliggøre i Paris, da han foretrak en vid udsigt og store vandflader. Alligevel forsømte han aldrig sin hovedstad og lod den tilflyde al mulig støtte. Det var hans mal at forvandle byen til et andet
Rom
og forskønne med talrige repræsentative bygninger og pladser.
Paris oplevede under Colbert tilsyn et byggeboom, som aldrig siden i historien. Ludvig lod Louvre ombygge, sløjfede byens mure og erstattede dem med brede boulevarder, talrige nye pladser (herunder
Place des Victoires
og
Place Vendome
), hertil kom nye kirker (sasom
St. Roch
og
Val-de-Grace
), broer (Pont Royal), parkanlæg (sasom
Jardin des Tuileries
og
Champs-Elysees
), triumfbuer og nye bydele (herunder Faubourgs St. Antoine og St. Honore). Han gennemførte ogsa praktiske foranstaltninger, sasom en gennemgribende brolægning, de forste gadelygter og tidlige former for kloakering. Blandt disse byggeprojekter finder man ogsa
Hotel des Invalides
med Invalidekirken, hvor krigsinvaliderne kunne blive forsørget gratis foruden
Hopital Salpetriere
. Ogsa Paris' observatorium til videnskabelige studier og College-des-Quatre-Nations, som indtil i dag tjener som sæde for
Academie francaise
hær med heri, ligesom grundlæggelsen af
Comedie-Francaise
. Paris voksede kraftigt og var med 700.000 indbyggere en af de største byer i verden, hvor der ved Ludvigs støtte til sidste boede 20 % af den intellektuelle elite i Europa. Den franske hovedstad blev til et byplanmæssig og kulturelt forbillede for hele kontinentet.
Det franske hof skiftede ofte opholdssted, men forlod kun sjældent Paris' omegn. Der var adskillige hovedresidenser i nærheden af hovedstaden, som længe havde tjent som residens for kongerne. Ludvig 14. søgte at udbygge og forskønne dem. I
Fontainebleau
lod han i bygge en stor barok parterre i haven og byggede en nye stor kanal og en anlagde en ny park. I Saint-Germain-en-Laye blev den store akse skabt og haverne nyanlagt. Gennem havearkitekturen blev
Andre Le Notre
? skaberen af den franske barokhave ? berømt i hele Europa.
I slotsparken ved Versailles lod han opføre et lystslot
Grand Trianon
, der ligesom slottet
Marly-le-Roi
var tænkt som en privatresidens for monarken. I Marly skabtes der efter 1678 et imponerende anlæg, der som det eneste ikke var tilgængeligt for offentligheden. Hertil trak Ludvig sig tilbage fra det hektiske og altid offentlige liv i Versailles. Her matte man kun komme efter udtrykkelig indbydelse, og en sadan ære blev anset for at være den største ære, der kunne overga en person ved hoffet. I omegnen af Versailles byggede medlemmer af kongehuset og hofadelen talrige slotte og parker. Her søgte de ro fra hoffet og gik pa jagt eller inviterede kongen til fest. Alt dette kostede enorme summer, og adelen blev snart nødt til at at bede kongen om penge for at kunne opretholde levestandarden. Pa den made voksede adelens afhængighed af kongen.
Ludvig 14. havde en kompleks karakter. Han var kendt for sin charme og var altid høflig, nar det var pa sin plads. Selv overfor jævne kvinder skulle han tage hatten af. Hans vigtigste egenskaber var et urokkeligt menneskekendskab og en skarp forstand. Som monark udviste han en sadan arbejdsiver, at han overgik de fleste herskere i historien. Det faldt ham let at regere, da han havde en særdeles professionel holdning til sit arbejde. Det berettes, at han aldrig blev træt under møder og lyttede opmærksomt pa alle som talte til ham. Ludvig 14. satte pris pa høj uddannelse og hans viden om politik og historie var frygtet. Han var ogsa kendetegnet af en stor viljestyrke, og han mødte smerter og livsfarlige situationer med fuld ligevægt og selvbeherskelse. Fx optradte han fa uger efter en operation, som var gennemført uden narkose. Pa den anden side var han ogsa i høj grad selvcentreret og havde et højt
selvværd
. Han havde en stærk trang til at vinde ry og havde en stærk pligtfølelse overfor staten og sine undersatter.
Som kavaler var Ludvig 14. forbilledlig. Hans tiltrækningskraft pa smukke kvinder er legendarisk. Kvinder havde en stor rolle i hans liv, især som elskerinder. Hans familie betød meget for ham, især skænkede han sine børn stor opmærksomhed. Som far og bedstefar var han omsorgsfuld og kærlig, men kunne ogsa være hard og ubøjelig. Hans udenomsægteskabelige børn vedkendte han sig uden undtagelse og gjorde dem til kongelige og giftede dem med prinser og prinsesser af blodet. Ludvig 14. selv var af middelhøjde og bar høje parykker for at virke højere. Samtidige beretter at han pa grund af sit ydre virkede temmelig intimiderende. Som elsker af og mæcen for hofballetten dansede han yderst gerne med i offentlige forestillinger, indtil han fyldte 30. Han var ogsa en god rytter, elskede jagt, skuespil og især musik. Han havde venskabelige forbindelse med talrige kunstnere.
Moliere
,
Lully
og
Le Notre
havde hans særlige opmærksomhed. Enkelte historikere mener, at han havde arvet bourbonernes livsglæde, mediciernes kærlig til kunst og de spanske habsburgeres majestætiske værdighed. Ludvig prægede moden ved sin personlige smag: fx ved indfølelsen af
allongeparykken
og
justaucorps
.
Ludvig 14. er den mest fremtrædende repræsentant for den monarkistiske enevælde. Han havde ganske vist ikke opfundet den, men udbyggede og grundfæstede den i Frankrig. I indenrigspolitikken er han kendetegnet ved effektiv styrkelse af den kongelige centraladministration for pa den made at svække traditionelle rivaler til magten sasom højadelen og stænderne. Hertil kom at Ludvig konsekvent opbyggede et effektivt net af 30 provinsledere, som virkede som kongens forlængede arm og pa den made kunne gennemføre kongens vilje effektivt ude i landet.
[3]
Dette var sikkert et af de vigtigste fremskridt i hans regeringstid, men det var ogsa hans lovgivningsarbejde indenfor retsplejen (
Code Louis
),
Handelen
, skibsfarten og slavehandelen (
Code Noir
), som tælles med til de største indenrigspolitiske præstationer i hans regeringstid. Pa skyggesiden af hans regering hører uden tvivl undertrykkelsen af huguenotterne, som er et eksempel pa tidens religiøse intolerance og havde paralleller i hele Europa. Men ophævelsen af Nantes-ediktet i 1685 var en af de mest populære beslutninger i hele hans regeringstid.
[5]
Derimod kan anklagen om, at Ludvig 14. havde ført sit land i ruin, ikke understøttes af de historiske realiteter.
[6]
Der var kun en økonomisk stagnation under den Spanske Arvefølgekrig, hvor skatterne ogsa var usædvanligt høje, og hele den europæiske handel gik i sta. Bade før og efter den udmarvende arvefølgekrig var bourbonernes rige usædvanligt produktivt og velstaende.
[7]
Statsgælden
i 1715 stammede ikke kun fra en overdreven hang til luksus og prestigebyggeri, men
skyldtes først og fremmest den paførte Spanske Arvefølgekrig, som havde gjort uhyre finansielle anstrengelser nødvendige.
[8]
Endelig var statsgælden mindre belastende end man ofte antager, da den allerede var betalt tilbage ti ar efter Ludvig 14.s død, og et balanceret statsbudget genoprettet.
De største succeser kan Ludvig fremvise pa det udenrigspolitiske omrade. Han efterlod et stærkere, større og ogsa strategisk bedre sikret Frankrig, som nu endelig var anerkendt som en førende flademagt. Sikret ikke mindst fordi det var lykkedes ham i de sidste ar af sin regeringstid at bryde habsburgernes omklamring af Frankrig.
[9]
For at opna det matte Ludvig udkæmpe lange krige, hvis omkostninger matte betales af de brede folk. Alligevel var skatterne i hans tid ikke ? som det gerne hævdes ? ruinerende for undersatterne.
[10]
En betragtelig præstation indadtil og udadtil var ligeledes kunsten og den repræsentative politik. Herigennem havde Ludvig opnaet at fransk kultur var næsten eneradende i Europa, hvilket den ville forblive indtil op det i det 19. arhundrede.
[10]
Solkongen er altid blevet vurderet forskelligt alt efter tidsalder og politisk synsvinkel. Han var for republikanerne en enevældig afskyelighed og nationalisterne i Tyskland fremstillede ham som en røverkonge, der holdt Tyskland i et kvælergreb, og rent faktisk leverede Ludvig ved sin aggressive ekspansionspolitik et argument til de nationale strømninger i det fransk-tysk arvefjendskab. Andre ser ham som en pligtopfyldende og omsorgsfuld monark, som var en forløber for principperne i
Oplysningstiden
.
[11]
I Frankrig æres han stadig for sin handlekraftige udvidelse af riget og tælles med blandt absolut vigtigste personer i Frankrigs historie. Den første forfatter, som skrev en omfangsrig historisk analyse af ham, var
Voltaire
, som gav ham følgende dom:
- Han havde fejl og mangler, han begik fejl, men ville de, som fordømmer ham, have kunnet na op pa siden af ham, hvis de havde været i hans sted? […] Man vil ikke kunne udtale hans navn uden ærefrygt.
- Memoires pour l’instruction du Dauphin:
Ludvig 14. politiske selvbiografi. Den blev egentlig skrevet for at indvie kronprinsen i politikkens hemmeligheder, idet kongen gør status over sine tidlige regeringsar. Den er skrevet efter 1670 og omfatter erindringer fra arene 1661, 1662, 1666, 1667 og 1668 samt "betragtninger over herskergerningen" fra 1679 og politiske rad til hans barnebarn
Filip 5. af Spanien
fra 1700. De udgør ikke blot en beretning om handlinger, men giver ogsa et levende indtryk af monarkens verdensanskuelse og virkelighed. I slutningen af sin regeringstid ville Ludvig 14. brænde det hemmelige manuskript i kaminen, og kun behjertet indgriben fra hertugen af Noailles reddede manuskriptet. I 1749 overlod hertugen manuskriptet til det kongelige bibliotek.
- Maniere de montrer les jardins de Versailles:
Maden man skal se haverne ved Versailles. Denne rejsefører giver et meget nært indblik i kongens væsen. De kongelige haver var skabt af
Andre Le Notre
og skulle opfylde en politisk funktion. Deres udsagn som instrument for staten var entydeligt. Ludvig 14. elskede sine haver højt, hvorfor han egenhændigt forfattede denne anvisning, hvormed det var muligt at møde haverne i deres logiske rækkefølge og dermed forøge den kunstneriske nydelse mest muligt. Der kendes seks versioner.
Legitime børn med dronning
Maria Theresia af Østrig
:
- Louis af Frankrig
,
dauphin
de France
(1661?1711)
- Anne Elisabeth af Frankrig (18. november 1662?1662)
- Marie Anne af Frankrig (16. november 1664?1664)
- Marie Therese af Frankrig (1667 ? 1672)
- Philippe Charles af Frankrig , Hertug af Anjou (1668?1671)
- Louis Francois af Frankrig , Hertug af Anjou (1672)
Udenomsægteskabelige børn:
Fire børn med Mademoiselle
Louise de La Valliere
:
- Charles de Bourbon (19. november 1663 ? 1665)
- Philippe de Bourbon (7. januar 1665 ? 1666)
- Marie Anne de Bourbon,
Mademoiselle de Blois
, (1666?1739); ∞
Louis Armand de Bourbon, Prins af Conti
- Louis de Bourbon, Jarl af Vermandois
(3. Oktober 1667 ? 1683)
Seks børn med
Madame de Montespan
:
- Louis Auguste de Bourbon, Hertug af Maine
(1670?1736)
- Louis Cesar de Bourbon,comte de Vexin (1672 ? 10. januar 1683)
- Louise Francoise de Bourbon,
mademoiselle de Nantes
(1673?1743); ∞
Louis de Bourbon, Prins af Conde Hertug af Bourbon,
Monsieur le duc
- Louise Marie Anne de Bourbon,
Mademoiselle de Tours
(12. november 1674 ? 15. september 1681)
- Francoise Marie de Bourbon
mademoiselle de Blois
(1677?1749); ∞
Filip af Orleans Hertug af Orleans, "Regent af Frankrig" (1715-1723)
- Louis Alexandre de Bourbon, Jarl af Toulouse
(1678?1737)
Et barn med
Marie Angelique de Fontanges
:
- 1 Søn (1679)
Ludvig den 14.s skrifter
- Briefe
. Herausg. von P. Gaxotte, Ubersetzung M. Spiro, Kompass-Verlag, Basel/Leipzig 1931.
- Maniere de montrer les jardins de Versailles
. Simone Hoog, Reunion des Musees Nationaux 2001.
ISBN
2-7118-4224-X
- Memoiren
. Herausg. von J. Longnon, Ubersetzung L. Steinfeld, Kompass-Verlag, Basel/Leipzig 1931.
- Memoires de Louis XIV
. Jean Longnon, Tallandier, Paris 2001.
ISBN
2-235-02294-4
Biografier
- Olivier Bernier:
Ludwig XIV. Die Biographie
. Albatross-Verlag, Dusseldorf 2003.
ISBN
3-491-96085-1
(Læsevenlig og aktuel fremstilling, som gar for at være en af de bedste biografier.)
- Philippe Erlanger:
Ludwig XIV. Das Leben eines Sonnenkonigs
. Bechtermunz, Augsburg 1996.
ISBN
3-86047-154-6
(En klassiker, meget autentisk, hvori Ludvig fremstilles ret positivt, ja indimellem endda glorificerende.)
- Warren H. Lewis:
Ludwig XIV. Der Sonnenkonig
. Heyne, Munchen 1989.
ISBN
3-453-55034-X
(En biografi hvori politik stort set er udeladt og hovedsagelig drejer sig om hans liv og personlighed.)
- Uwe Schultz:
Der Herrscher von Versailles. Ludwig XIV und seine Zeit
. C. H. Beck, Munchen 2006.
ISBN
3-406-54989-6
(Rimelig fremstilling. Vurderer til dels Ludvig 14. særdeles negativt.)
- Bernd-Rudiger Schwesig:
Ludwig XIV. mit Selbstzeugnissen und Bilddokumenten
. Rowohlt, Reinbek 2001.
ISBN
3-499-50352-2
(Solid indføring.)
Beskrivelse af Ludvigs politik og tid
- Francois Bluche:
Im Schatten des Sonnenkonigs. Alltagsleben im Zeitalter Ludwigs XIV
. Ploetz, Freiburg, 1986.
ISBN
3-87640-253-0
(Særdeles læsbar tværsnit af mangfoldigheden i samfundet pa Ludvig 14.s tid. Om hofliv, om Paris og ud i landet.)
- Peter Burke
:
The Fabrication of Louis XIV
. Yale University Press, 1994.
ISBN
978-0-300-05943-4
(Detaljeret fremstilling af Ludvigs repræsentative politik.)
- Pierre Goubert:
Ludwig XIV. und zwanzig Millionen Franzosen
. Propylaen-Verlag, Berlin 1973.
ISBN
3-549-07280-5
- Manfred Kossok:
Am Hofe Ludwigs XIV.
DVA, Stuttgart 1990.
ISBN
3-421-06523-3
- Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. Muster-Schmidt, Gottingen 1994.
ISBN
3-7881-0143-1
(Standardværk, et omfattende og alligevel kortfattet videnskabelig analyse af Ludvigs politik og liv.)
- Voltaire
:
Le siecle de Louis XIV
. Le livre de poche, Paris 2005.
ISBN
2-253-08696-7
- Gilette Ziegler
Der Hof Ludwigs XIV. in Augenzeugenberichten
. Karl Rauch Verlag, Dusseldorf 1964.
(Meget interessant samlking af beretninger fra personer i hans omkreds.)
Kunst og arkitektur
- Pierre-Andre Lablaude:
Die Garten von Versailles
. Werner, Worms 1995.
ISBN
3-88462-117-3
- Vincent Maroteaux:
Marly. L’autre palais du soleil
. Vogele, Genf 2002.
ISBN
3-9522154-4-9
- Jean-Marie Perouse de Montclos:
Versailles
. Konnemann, Koln 1996.
ISBN
3-89508-280-5
- Orest Ranum:
Paris in the Age of Absolutism. An essay
. State University Press, Pennsylvania, P.A. 2003.
ISBN
0-271-02221-3
Militær og krige
- John A. Lynn:
Giant of the Grand Siecle. The French Army 1610?1715
. CUP, Cambridge 1999.
ISBN
0-521-57273-8
(Fremragende fagmæssig analyse af den franske arme under Richelieu og Ludvig 14. Beskrivelse af udvikling, opbygning og organisation af stridskræfterne, og som sadan forbillede for Frankrig pa det militære omrade.)
- John A. Lynn:
The Wars of Louis XIV 1667?1714
. Longman, London 1999.
ISBN
0-582-05629-2
(Formentlig den bedste og mest udførlige fremstilling af de franske krige under Ludvig 14.)
- Paul Sonnino:
Louis XIV and the origins of the Dutch War
. CUP, Cambridge 1988.
ISBN
0-521-34590-1
Kilder
- Elisabeth Charlotte von der Pfalz:
Die Briefe der Liselotte von der Pfalz
. Insel-Verlag, Frankfurt/M. 2004.
ISBN
3-458-32128-4
- Giovanni B. Primi Visconti:
Memoires sur la cour de Louis XIV
. Perrin, Paris 1988.
ISBN
2-262-00537-0
- Kardinal von Retz:
Memoiren. Auszuge
. Reclam, Leipzig 1977.
- Louis de Rouvroy, duc de Saint-Simon:
Erinnerungen. Der Hof Ludwig XIV. nach den Denkwurdigkeiten des Herzogs von Saint-Simon
. Reclam, Stuttgart 1983.
ISBN
3-15-007954-3
- Ezechiel Spanheim:
Relation de la Cour de France en 1690
. Mercure de France, Paris 1988.
- ^
Sammenlign hermed: Manfred Kossok:
Am Hofe Ludwigs XIV.
S. 25; om Ludvig 14.s faktiske selvforstaelse. Med hensyn til politik og statsvidenskab se: Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. S. 67ff
- ^
Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. S. 120
- ^
a
b
Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. S. 156
- ^
Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. S. 75f
- ^
Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. S. 116ff
- ^
Olivier Bernier:
Ludwig XIV. Die Biographie
. S. 369
- ^
Francois Bluche:
Im Schatten des Sonnenkonigs. Alltagsleben im Zeitalter Ludwigs XIV.
S. 2ff
- ^
Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. S. 98ff
- ^
Klaus Malettke:
Ludwig XIV. von Frankreich. Leben, Politik und Leistung
. S. 122ff
- ^
a
b
Olivier Bernier:
Ludwig XIV. Die Biographie
. S. 370
- ^
Francois Bluche:
Im Schatten des Sonnenkonigs. Alltagsleben im Zeitalter Ludwigs XIV.
S. 5