Komedie
(fra
oldgræsk
κωμ?δ?α/
komodia
, af κ?μο?/
k?mos
(=
festival
, sjov, halløj) og
aoidos
(= sanger,
poet
) fra
aeidein
(= at synge), beslægtet med ?δ?/
ode
[1]
) er en betegnelse for morsomme
teaterstykker
og
film
.
I
Dionysos
-kulten blev der i
Grækenland
i 400-tallet f.Kr. fremført handlinger af
maskerede
, udklædte og talende skuespillere, afvekslende med et syngende og dansende
kor
. Komedien er flere tiar yngre end
tragedien og
voksede ud af den samme
tradition
. I
Aristofanes
' ældre komedier er den en del af korpartiet, hvori forfatteren i jeg-form forsvarer sit værk og sine hensigter mod navngivne konkurrenter og politiske modstandere. I løbet af Aristofanes' forfatterskab forsvandt indslaget helt. Komedien kunne fa sit navn efter koret, der ofte forestillede dyr. Blandt Aristofanes' bevarede komedier er
Fuglene, Frøerne
og
Hvepsene
. De kan ga tilbage til
rituelle
maskerader i komediens ældste tid, som de ses pa vasemalerier.
[2]
Komedien gav forfatteren frihed til at hævde sine meninger lige i ansigtet pa selv den mægtigste modstander, der ovenikøbet kunne latterliggøres. Samfundskritik var komediens favoritmotiv, men den
parodierede ogsa
sin modsætning
tragedien
. Aristofanes gjorde grin med tragedieforfatterne efter tur, især
Euripides
, ved at bruge
scenens
tekniske muligheder - opfundet med tanke pa tragedien - pa bizart vis. Da den
demokratiske
frihed forsvandt i 400-tallet f.Kr., ophørte komediens funktion som talerør; pa den tid var korets tekster ogsa erstattet med et eneste ord til angivelse af, at her skal koret optræde.
[3]
I
middelalderen
var
teaterkunsten
gaet til grunde og glemt, og
dialogerne
blev misopfattet som fortællende
digte
. Komedier blev betragtet som bryllupsdigte formet som dialog, da de romerske komedier endte med en
bryllupsfest
. Mens tragedien var skrevet i
stylus gravis
(= alvorlig stil), gav komedierne en grinagtig fremstilling af laverestaende personer, skrevet i
stylus humilis
(= lav stil). I "
Vergils
hjul", en cirkel med tre sektorer, optræder ogsa en mellemting,
stylus medioris
, der førte til pastoraledigtningen. I tragediedigtningens alvorlige stil omtaltes kun "ædle" ting som
konger
,
krige
,
vaben
,
heste
,
ørne
,
egetræer
,
roser
og
liljer
. "Lave" ting som hyrder, køer og
grise
,
spurve
og
ukrudt
var forvist til den "lave stil" i komediedigtningen. Mens tragediernes "høje stil" fordrede, at karaktererne var "tapre", "smukke", "noble", var komediernes karakterer tilsvarende dumme, grimme og
komiske
. En sadan fremstilling af bønder betød ikke, at forfatteren nærede foragt for bønder, men at han skrev i sin tids
skematiske
stil. Dermed blev en
satiriker
som
Juvenal
opfattet som "komediedigter", mens
Dante
kaldte sit hovedværk for
Komedien
,
[4]
dels fordi digtet begynder i
helvedes
uhygge og ender i
paradisets
glæder, dels fordi det er skrevet pa
volgare
, det
italienske
talesprog
, i stedet for latin. Tilføjelsen "guddommelig" kom først i en trykt udgave fra 1550'erne, hvor Dantes værk præsenteres som en
guddommelig komedie
.
[5]