Libyen
(arabisk:
?????
,
L?b?ya
, italiensk:
Libia
), officielt
Staten Libyen
(arabisk:
???? ?????
,
Dawlat L?b?ya
) er et land i
Nordafrika
. Det ligger med
middelhavskysten
i nord, og grænser mod
Egypten
i øst,
Sudan
i sydøst,
Tchad
og
Niger
i syd, og
Algeriet
og
Tunesien
i vest. Libyen er med sine 1,8 millioner km²
Afrikas
fjerdestørste land malt i areal, og det 16.
største i verden
.
[5]
Af Libyens 5,7 millioner indbyggere bor 1,7 millioner i hovedstaden
Tripoli
. Landet er traditionelt inddelt i
Tripolitania
,
Fezzan
og
Cyrenaika
.
Libyen har tredjestørste
BNP
(
KKP
) pr. indbygger i Afrika, kun
Seychellerne
og
Sydafrika
har højere. En vigtig arsag til dette er landets store oliereserver og lave befolkningstal.
[6]
[7]
Libyen var fra 1969 til sommeren 2011 ledet af
Muammar al-Gaddafi
, hvis udenrigspolitik ofte havde bragt ham i konflikt med den vestlige verden og andre afrikanske landes regeringer. Libyen opgav imidlertid sit atomvabenprogram i 2003, og Libyens relationer til omverdenen blev i en periode forbedret. I marts 2011 blev forholdet til omverdenen radikalt forværret, da FNs sikkerhedsrad vedtog sanktioner mod Libyens efter brutale reaktioner mod demonstranter i landet. I løbet af sommeren overtog en væbnet
oprørsbevægelse
herredømmet over landet, og det tidligere regime gik i opløsning.
Libyens flag
var fra 1977 til lederen Gaddafi blev dræbt 20. oktober 2011 det eneste
nationalflag
i verden med kun en farve og uden nogen form for mønster, symboler eller andre detaljer. Under oprøret sommeren 2011 blev den gamle trikolore-version af flaget fra 1951 taget i brug igen. Ogsa nationalsangen blev erstattet.
[8]
Statens navn pa
arabisk
er
arabisk
: ????? L?biy?; pa
berbisk
:
);
Navnet Libyen, er et berbisk navn for omradet og bliver omtalt i
antikke egyptiske
tekster som
,
R'bw
(=
Libu
), som refererer til en af de
berbiske
stammer vest for
Nilen
. Pa
græsk
blev stammens medlemmer kaldt
Libys
og deres land for
Libya
. Udtrykket havde imidlertid en videre betydning i
oldtidens Grækenland
, da det indbefattede hele Nordafrika vest for Egypten. Senere, pa
Ibn Khald?ns
tid, var den samme store stamme kendt som
Lawata
.
[9]
Libyen er, med sine 1.759.540?km²
verdens 16. største land
malt i areal. Libyens areal er lige sa stort som Tyskland, Storbritannien og alle
de fem nordiske lande
tilsammen. Det grænser mod Middelhavet i nord, mod Tunesien og Algeriet i vest, mod
Niger
i sydvest, mod
Tchad
og
Sudan
i syd og mod Egypten i øst. Libyen er, med sine 1770?km det afrikanske land med længst kystlinje mod Middelhavet.
[11]
[12]
Middelhavet nord for Libyen bliver ofte refereret til som
Libyen-havet
. Klimaet i Libyen er for det meste tørt og ørkenagtig. De nordligste omrader har imidlertid et mere tempereret middelhavsklima.
Oaser
findes spredt over hele Libyen. Blandt de vigtigste er
Ghadames
og
Kufra
. Mere end 90?% af landets areal er ørken eller halvørken. Libyens højeste punkt er
Bikku Bitti
i
Tibesti
, med en højde pa 2267 meter. Landets laveste punkt er
Sabkhat Ghuzayyil
, en sænkning som ligger 47 meter under havoverfladen.
[13]
Trods sit store areal har Libyen i praksis kun to klimazoner. Kystomraderne i nord har Middelhavsklima med fugtige vintre og omkring 12?°C i januar, mod 26?°C i august. Her nar middelnedbøren op i 400?mm, med nedbør i 30-35 dage i perioden november-februar.
Indlandet har ørkenklima med meget store temperatursvingninger, fra under 0?°C om vinteren til over 50?°C om sommeren. Nattetid om vinteren er kuldegrader ikke ualmindelige. Ekstreme dagtemperaturer gar op mod 58?°C. Der er næsten ikke nedbør i det hele taget i de flade ørkenpartier.
Hver forar og efterar blæser en varm, tør, støvfuld
scirocco
(i Libyen kaldt
gibli
), en sydlig vind som varer fra en til fire dage. I april kan den bringe høje temperaturer med sig til den ellers kølige kystzone, gerne op mod 43?°C.
Sandstorme
forekommer hele aret.
Den
libyske ørken
, som dækker det meste af det østlige Libyen, er et af de mest tørre omrader pa jorden. Enkelte steder kan der ga artier uden
regnfald
, og selv i højereliggende omrader er nedbør kun tilfældig, en gang hvert femte til tiende ar. Ved Uweinat blev sidste nedbør registreret i september 1998.
[14]
Pa samme made kan temperaturerne i den libyske ørken være ekstreme. I Al-Azizyah blev der i 1922 registreret 57,8?
°C
, som er højeste malte naturlige lufttemperatur pa jorden nogensinde.
[15]
Der er nogle fa spredte ubeboede oaser, almindeligvis i forbindelse med de største sænkninger, hvor man kan finde vand ved at grave nogle fa meter ned i jorden. Vest i ørkenen er der spredte oaser i forbindelse med forskellige sænkninger, kaldt Kufra-gruppen, bestaende af Tazerbo, Rebianae og Kufra.
[14]
Lidt længere syd finder man massiverne Arkenu, Uweinat og Kissu. Disse granitbjerge er meget gamle, og blev dannet længe før sandstenen som omgiver dem. Arkenu og det vestlige Uweinat er ringkomplekser ligesom dem man finder i
Airbjergene
. Det østlige Uweinat, som ogsa er det højeste punkt i Libyen-ørkenen, er et ophøjet sandstensplateau som ligger med forbindelse med granitbjergene længere vest.
[14]
Sletten nord for Uweinat har spredte eroderede vulkanske formationer.
Med opdagelsen af olie i 1950'erne blev der ogsa opdaget store ferskvandsreservoirer under en stor del af landet. Vandet i disse reservoirer er fra før sidste istid, og har været der før dannelsen af
Sahara
-ørkenen.
[16]
Libyen er ogsa tilholdsstedet for
Arkenu-kraterne
, som er to krater fra et dobbelt nedslag for mindre end 140 millioner ar siden.
Kombinationen af lav nedbør og stærk fordamping (varme) gør Libyen til et karrig land med generelt lidt vegetation og dyre- og fugleliv. Bjergene langs kysten har derimod middelhavsklima, med tilsvarende flora som i landene omkring Middelhavet. Lavlandet langs kysten har steppevegetation.
Skovarealet
er øgende, takket være træpleje og skovplantning.
Dyrelivet omfatter typiske ørkenarter som
ørkengazelle
,
hyæne
,
sjakal
,
ørkenspringmus
,
ørkenræv
(fennek),
afrikansk vildkat
,
anubisbavian
(Papio anubis)
,
æsel
(Equus asinus)
og
hare
. Der er en række amfibier,
slanger
og
skorpioner
. Fuglelivet omfatter blandt andet
rovfugle
.
Libyen har relativt fa indbyggere sammenlignet med landets areal.
Befolkningstætheden
er ca. 3 personer pr. km² i de to nordlige regioner Tripolitania og Cyrenaika, og færre end en person pr. km² i landet forøvrig. Libyen er med dette et af de tyndest befolkede omrader i verden.
[17]
90?% af befolkningen bor pa mindre end 10?% af arealet, og da for det meste langs kysten. Mere end halvdelen af landets indbyggere bor i byer, og da først og fremmest koncentreret til landets to største byer,
Tripoli
og
Benghazi
.
[18]
Familieliv er vigtigt for libyske familier. De fleste libyske familier bor i boligblokke og andre uafhængige boligenheder, afhængig af boligbehov, indtægt og formue. Selv om libyske arabere traditionelt har levet som nomader i telt, har de nu bosat sig i forskellige byer.
[19]
Af den grund bliver deres traditionelle levesæt gradvist visket ud. Et ukendt, men lille antal libyere bor fortsat i ørkenen, som deres familier har gjort i arhundreder. Flertallet af befolkningen arbejder med
industri
eller i tjenestebaseret sektor, kun en lille del af befolkningen arbejder med
jordbrug
.
Etniske grupper og indvandring
rediger
Indfødte libyere er en blanding af de oprindelig indfødte berbere, og senere ankomne arabere.
Der er mindre grupper af
tuareger
og
tebuer
, som lever helt eller delvis i en nomadetilværelse, syd i landet. De største grupper af udenlandske indbyggere i Libyen kommer fra andre afrikanske lande, og inkluderer nordafrikanere (først og fremmest
egyptere
og tunesere), og
subsahariske
afrikanere.
[18]
Ifølge CIA factbook bestar 97?% af indbyggerne af libyske berbere og arabere, de resterende 3?% er
grækere
,
maltesere
,
italienere
, egyptere,
afghanere
,
tyrkere
,
indere
og subsahariske afrikanere.
[20]
Dette er imidlertid kun den registrerede del af befolkningen. Libyen har ogsa en større ulovlig indvandret subsaharisk afrikansk befolkning, som ifølge enkelte kilder estimeres til sa mange som en million.
[21]
Libyens officielle sprog er arabisk, og det er ogsa det mest brugte sprog i landet.
Tamazight
, som ikke har nogen officiel status i landet, bliver brugt af libyske berbere.
[22]
Berbisktalende libyere er for det meste koncentreret til
Jebel Nefusa
-regionen (
Tripolitania
, og da til byen
Zuwarah
ved middelhavskysten, og oasebyerne
Ghadames
,
Ghat
og
Awjila
). I tillæg taler tuareger
tamahaq
, som er det eneste kendte nordlige
tamasheq
-sprog.
Italiensk
og
engelsk
bliver nogle gange brugt i de større byer. Italiensk bliver imidlertid næsten udelukkende brugt af den ældre del af befolkningen.
Libyens befolkning indbefatter 1,7 millioner studenter, hvoraf 270.000 studenter tager højere uddannelse.
[23]
Uddannelse i Libyen er gratis for alle landets indbyggere,
[24]
og obligatorisk op til
gymnasieniveau
. Andelen
analfabeter
i Libyen er lavest for hele Afrika; over 82?% af befolkningen kan læse og skrive.
[25]
Efter at Libyen blev uafhængig i 1951, blev landets første universitet oprettet i Benghazi.
[26]
Studiearet 1975/76 er antallet universitetsstudenter estimeret til 13.418, et tal som har øget til over 200.000 i 2004. Det hurtigt øgende antal studenter har givet udslag i en øgning af uddannelsesinstitutioner som tilbyder højere uddannelse. Siden 1975 har antallet universiteter vokset fra to til ni, og højskoler og skoler for yrkesrettet uddannelse er oppe i 84.
[23]
Højere uddannelse bliver i Libyen finansieret over statsbudgettet. I 1998 udgjorde uddannelsessektoren 38,2?% af landets totale budget.
[26]
Den klart mest udbredte religion i Libyen er
islam
, og hele 97?% af befolkningen tilhører denne.
[27]
De allerfleste libyske muslimer er
sunnimuslimer
, og en hjørnesten for regeringens politik. En minoritet af muslimerne i landet (mellem 5 og 10?%) hører til
ibadismen
(en gren af
kharijitismen
), og sa at sige alle disse bor i Jebel Nefusa og i Zuwarah.
Indtil 1930'erne var
Sanussi
-bevægelsen den ledende islamske bevægelse i Libyen. Dette var en religiøs retning som var tilpasset ørkenlivet. Dens
zawaayaa
(religiøse bygninger) befandt sig i Tripolitania og Fezzan, men bevægelsen stod stærkest i Cyrenaika. Sanussi-bevægelsen reddede regionen fra uroligheder og anarki, og gav stammebefolkningen i Cyrenaika en religiøs tilknytning og følelsen af enhed og mening.
[28]
Denne islamske bevægelse, som med tiden blev slaet ned pa og fjernet af bade den italienske invasion, og senere Gaddafis regering,
[28]
var meget konservativ, og noget anderledes end den islam som praktiseres i Libyen i dag. Gaddafi forsikrer om at han er en hengiven muslim, og at hans regering har en aktiv rolle i at støtte islamske institutioner, og i spredningen af islam, pa verdensbasis.
[29]
En libysk form for
sufisme
er ogsa almindelig i dele af landet.
[30]
Der findes mindre
kristne
grupperinger, bestaende af næsten udelukkende udlændinge. Et lille gruppe
anglikanere
, bestaende af for det meste immigrerede afrikanske arbejdere, holder til i Tripoli, og disse er en del af et egyptisk bispedømme.
[31]
Der findes ogsa anslagsvis 40.000
katolikker
i Libyen, som betjenes af to biskopper, en i Tripoli (for italienere) og en i Benghazi (for maltesere).
Libyen var indtil nylig tilholdssted for et af de ældste jødiske samfund i verden, som havde holdt til der siden mindst det 3. arhundrede f.Kr.
[32]
En serie
pogromer
fra november 1945 og de følgende tre ar, stod for en dramatisk reduktion af den jødiske befolkning i landet.
[33]
I 1948 var der ca. 38.000 jøder igen. I forbindelse med Libyens uafhængighed i 1951 flygtede mange af de resterende jøder fra landet. Efter
Suezkrisen
i 1956 flygtede resten af jøderne bosat i Libyen, med undtagelse af ca. 100 jøder.
Arkæologiske fund tyder pa, at sletterne langs Libyens kyst var beboet sa tidligt som det
8. artusinde f.Kr.
af et
neolitisk
folk, som bade etablerede
husdyrhold
af kvæg og drev
agerbrug
.
[34]
Det omrade, som i dag er kendt som Libyen, har været underlagt en række forskellige folkegrupper. Bade
fønikerne
,
karthagerne
,
grækerne
,
romerne
,
vandalerne
og
byzantinerne
, har hersket over hele eller dele af omradet. Bortset fra ruiner i
Kyrene
,
Leptis Magna
og
Sabratha
, efterladt af henholdsvis grækerne og romerne, er der kun fa spor af disse antikke kulturer.
Fønikerne var de første til at etablere handelsstationer i Libyen, da handelsrejsende fra
Tyr
, (i dagens
Libanon
) udviklede handelsforbindelser med berbiske stammer og lavede aftaler med dem, for at sikre sig deres samarbejde ved udvindingen af ravarer.
[35]
[36]
I løbet af det
5. arhundrede f.Kr.
havde
Karthago
, den største af de fønikiske kolonier, udvidet sit
hegemoni
over store dele af Nordafrika, hvorfra
punerne
fremstod som en egen civilisation. Puniske bosættelser langs kysten af Libyen inkluderede
Oea
(Tripoli), Libda (Leptis Magna) og Sabratha. Alle disse var i et omrade, som senere blev kaldt Tripolis, eller "De tre byer". Libyens nuværende hovedstad Tripoli har faet sit navn efter dette omrade.
Grækerne erobrede det østlige Libyen da, ifølge traditionen, emigranter fra den overbefolkede ø
Thera
blev beordret af oraklet i Delfi, til at finde sig et nyt hjem i Nordafrika. I 631 f.Kr. grundlagde de byen
Kyrene
.
[37]
Inden der var gaet 200 ar var yderligere fire vigtige græske byer blevet etableret i omradet:
Barka
(Al Marj), Euhesperides (senere kendt som Berenike, i dag
Benghazi
), Teuchira (senere Arsinoe, i dag
Tukrah
) og
Apollonia
(Susah), som var Kyrenes havneby. Sammen med Kyrene blev de kendt som Pentapolis (De fem byer).
Romerne forenede regionerne i Libyen. Og i mere end 400 ar var Tripolitania og Cyrenaika velstaende romerske provinser.
[38]
Romerske ruiner, som dem man finder i Leptis Magna, vidner om en levende region, hvor folkerige byer og ogsa befolkningen i mindre byer, kunne nyde bylivets bekvemmeligheder. Handelsmænd og handværkere fra mange dele af den romerske verden etablerede sig i Nordafrika, men byerne i Tripolitania beholdte sine puniske karaktertræk, og Cyrenaika sit græske.
Under kalif
Uthmans
regeringstid erobrede araberne, ledet af general
Abdullah ibn Saad
, Libyen i det
7. arhundrede
e.Kr. De følgende arhundreder tog en stor del af befolkningen i Libyen
islam
til sig, ogsa det
arabiske sprog
og kulturen.
Osmanske tyrkere
erobrede landet midt i
1500-tallet
. Og de tre provinser, eller
Wilayaerne
Tripolitania, Fezzan og Cyrenaika (som sammen udgør Libyen), forblev en del af det
Osmanniske Rige
, med undtagelse af en periode med selvstyre under
Karamanlidynastiet
. Karamanlidynastiet regerede fra 1711 til 1835, primært i Tripolitania, men det havde ogsa indflydelse i Fezzan og Cyrenaika i midten af
1700-tallet
. Dette udgjorde et første glimt af det genforenede og uafhængige Libyen, som skulle genopsta to arhundreder senere. Genforeningen skete, ironisk nok, ved en invasion under (
Den italiensk-tyrkiske krig
, 1911-1912) og en okkupation fra 1911, hvor Italien samtidig omgjorde de tre regioner til kolonier.
[39]
Italien antog navnet "Libyen" (brugt af grækerne for hele Nordafrika, med undtagelse af Egypten) som officielt navn pa kolonien (som var sammensat af de tre provinser Cyrenaika, Tripolitania og Fezzan).
Kong Idris 1.
, Emir af Cyrenaika, ledede modstanden mod den italienske okkupationsmagt mellem de to verdenskrige. I arene fra 1943 til 1951 var Tripolitania og Cyrenaika under britisk administration, mens Frankrig kontrollerede Fezzan. Idris vendte tilbage fra asyl i
Kairo
i 1944, men afslog at bosætte sig permanent i Cyrenaika indtil enhver udenlandsk kontrol blev fjernet i 1947. Ifølge betingelserne fra fredsaftalen med de allierede i 1947, opgav Italien alle krav knyttet til Libyen.
[40]
Den
21. november
1949
antog
FN's generalforsamling
en resolution som fastslog at Libyen skulle blive uafhængig før
1. januar
1952
. Idris repræsenterede Libyen i de følgende forhandlinger med FN.
24. december
1951
erklærede Libyen sin uafhængighed som
Kongeriget Libyen
, et konstitutionelt, arvelig monarki under kong Idris.
Opdagelsen af betydelige oliereserver i 1959 og de følgende indtægter fra salg af
olie
, gjorde at Libyen gik fra at være en af verdens fattigste nationer til at blive en meget velstaende stat. Selv om olien muliggjorde dramatiske øgninger i regeringens budgetter, var der øget utilfredshed i befolkningen over den øgede koncentration af landets rigdom, som faldt i hænderne pa kong Idris og landets øvrige elite. Denne utilfredshed fortsatte med at øges da
nasserisme
og
arabisk nationalisme
spredte sig i Nordafrika og
Mellemøsten
.
1. september
1969
gennemførte en lille gruppe officerer, ledet af officeren
Muammar Abu Minyar al-Gaddafi
, et
statskup
imod
Kong Idris 1
. Idris var i Tyrkiet for medicinsk behandling mens dette skete. Hans nevø,
prins Sayyid Hasan ar-Rida al-Mahdi as-Sanussi
, blev ny konge. Men det blev hurtigt klart at de revolutionære officerer, som havde offentliggjort kong Idris afgang, ikke ønskede Sayyid som ny konge. Han blev afsat og sat i husarrest samme dag. Monarkiet blev afskaffet og Gaddafi, som udrabte Libyen som den nye libyske arabiske republik, bliver fortsat betegnet som "Broderlig Leder og Guide for Revolutionen" i officielle udtalelser og presse.
[41]
Den 15. februar 2011 udbrød der
oprør i Libyen
, der efterhanden udviklede sig til en
borgerkrig
, og som 17. marts medførte at
FN's Sikkerhedsrad
vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen. Oprøret er sandsynligvis inspireret af
af oprøret i den arabiske verden i 2010 og 2011
.
Muammar al-Gaddafi
, der længe var eftersøgt, blev fanget ved
Sirte
og ved en skudduel mellem tilhængere og modstandere blev han dræbt 20. oktober 2011.
Efter borgerkrigens slutning den 23. oktober 2011 erklærede Overgangsradet Libyen for befriet. Den 7. juli 2012 blev Libyens første demokratiske valg i mere end 40 ar afholdt.
Der var to statslige grene i Libyen. Den "revolutionære sektor" bestod af revolutionslederen Gaddafi, revolutionskomiteerne og de resterende medlemmer af det revolutionære kommandorad pa 12 medlemmer, som blev oprettet i 1969.
[42]
Det historiske revolutionære lederskab var ikke indvalgt, og de kunne heller ikke bortvælges. De havde deres magt og deres positioner med baggrund i deres rolle i revolutionen.
Den lovgivende del af staten bestod af lokale folketing for hver af de 1500 valgkredse man finder i byerne, 32 sha'biyat-folketing for regionerne, og den Nationale Folkekongres. De lovgivende organer er repræsenteret med tilsvarende organ for
udøvende magt
(lokale folkekomiteer, folkekomiteer for sha'biyaterne og den Nationale Folkekongres' komite/kabinet).
Hvert fjerde ar valgte medlemmerne af de lokale folketing deres egne ledere og
sekretærer
for folkekomiteerne, nogle gange efter meget debat og en kritisk afstemning. Lederskabet for hvert lokale folketing repræsenterede sin lokale valgkreds ved Folketingets næste niveau. Medlemmerne af den Nationale Folkekongres valgte medlemmerne af den Nationale Folkekongres' komite (
kabinet
) under sine arlige møder.
Regeringen kontrollerede bade statslige og halvautonome medier. I tilfælde som brød med "visse tabuer", er privat presse blevet censureret,
[43]
selv om artikler som er kritiske mod landets politik er efterspurgte, og nogle gange med hensigt publiceret af det revolutionære lederskab selv som et led i indledende reformer.
Politiske partier
blev forbudt i 1952,
[44]
men ifølge en lov fra 1971 var det tilladt at danne ikke-statslige organisationer. Disse ma imidlertid tilpasse sig revolutionens mal, og de er fa i antal sammenlignet med Libyens nabolande.
Fagforeninger
eksisterede ikke,
[45]
men en række fagorganisationer er integreret i statsstrukturen, pa samme made som folketingene og komiteerne. Medlemmerne af disse organisationer havde ikke strejkeret. Fagorganisationerne sendte delegater til den Nationale Folkekongres.
Libyens udenrigspolitik har gennemgaet store ændringer siden staten blev oprettet 24. december 1951. Som kongerige indtog Libyen en provestlig holdning, men blev opfattet som tilhørende til den konservative traditionelle blok af stater tilhørende
den Arabiske Liga
, hvor landet ogsa blev medlem i 1953.
[44]
Regeringen var nært allieret bade med
Storbritannien
og
USA
, og begge disse lande havde militærbaser i Libyen. Libyen dannede ogsa nære forbindelser med
Frankrig
,
Italien
og
Grækenland
, og der blev oprettet fuldstændige, diplomatiske forbindelser med
Sovjetunionen
i 1955.
[44]
Selv om regeringen støttede det arabiske folks sager, som inkluderede uafhængighedsbevægelserne i
Marokko
og
Algeriet
, tog den i lille grad del i
mellemøsten-konflikten
eller i den turbulente interarabiske politik som blev ført i 1950- og tidlig 1960'erne. Kongeriget Libyen var kendt for sine nære forbindelser med vesten, og der i alt hovedsagelig blev ført en konservativ politik pa hjemmebane.
[46]
Efter
statskuppet
i 1969 lukkede Gaddafi amerikanske og britiske baser, og
nationaliserede
delvis udenlandske olieinteresser og anden kommerciel virksomhed i Libyen. Han spillede ogsa en nøglerolle i at tage brug i olieembargo som politisk virkemiddel, i hab om at en øgning i olieprisen og embargoen i
1973
skulle kunne presse vesten, og da specielt USA, til at opgive støtten til
Israel
. Gaddafi afviste bade
kommunismen
fra øst, og
kapitalismen
fra vest, og hævdede at han valgte en middelvej i valg af styresæt for landet.
[47]
I
1980'erne
distancerede Libyen sig gradvis fra Vesten, og blev beskyldt for at sta bag statsstøttet terrorisme i stor skala. Da bevis for libysk indblanding i diskotekbomben i Berlin i
1986
forela, hvor to amerikanske soldater blev dræbt, svarede USA med at gennemføre et
luftangreb
mod mal i nærheden af Tripoli og Benghazi i april samme ar.
[48]
I 1991 blev der rejst tiltale mod to libyske efterretningsagenter i USA og
Skotland
for deres roller i
bombningen af Pan Am flight 103
. Seks andre libyere blev stillet for retten
in absentia
for bombningen af
UTA Flight 772
.
FN's sikkerhedsrad
krævede at Libyen skulle udlevere de mistænkte, samarbejde i efterforskningen af flybombningerne, betale erstatning til ofrenes familier og standse al støtte til terrorisme. Libyen afvisning af at give et svar pa kravene førte til at Resolution 748 blev vedtaget, noget som betød sanktioner mod landet oprettet for at fremtvinge et svar fra Libyen. Libyens fortsatte modstand førte til yderligere FN-sanktioner i november 1993.
[49]
I 2003, mere end et arti efter at sanktionerne mod Libyen blev indledt, ændrede Libyen politisk kurs overfor den
vestlige verden
, med en aben intention om et bedre forhold mellem Libyen og vesten. Den libyske regering offentliggjorde sin beslutning om at opgive sit program for fremstilling af
masseødelæggelsesvaben
, og at udbetale næsten tre milliarder amerikanske dollars i erstatning til familierne af ofrene for flybombningerne i slutningen af 1980'erne.
[50]
Beslutningen blev ønsket velkommen af mange vestlige lande, og blev set pa som et vigtigt skridt i retning af at Libyen igen kunne blive en del af det internationale samfund.
[51]
Siden 2003 har landet arbejdet i retning af et normaliseret forhold til
EU-landene
og USA, og star ogsa bag udtrykket "Libyen-modellen", ment som et eksempel pa hvad der kan opnas ved forhandlinger i stedet for magt, nar der bliver vist vilje til det fra begge sider.
USAs udenrigsdepartement offentliggjorde
15. maj
2006
, at det ville genoptage sine fulde diplomatiske forbindelser med Libyen eftersom landet afsluttede sit vabenprogram. Udenrigsdepartementet fjernede ogsa Libyen fra sin liste over stater som støtter terrorisme, hvor Libyen havde været i 27 ar.
Den
16. oktober
2007
blev Libyen indvalgt i FN's sikkerhedsrad for to ar, med virkning fra januar 2008.
[52]
Den 15. februar 2011 udbrød
oprør i Libyen
, der efterhanden udviklede sig til en
borgerkrig
, og som 17. marts medførte at
FN's Sikkerhedsrad
vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen. Oprøret er sandsynligvis inspireret af
af oprøret i den arabiske verden i 2010 og 2011
.
Muammar al-Gaddafi
, der længe var eftersøgt, blev fanget ved
Sirte
og ved en skudduel mellem tilhængere og modstandere blev han dræbt 20. oktober 2011.
Efter borgerkrigens slutning den 23. oktober 2011 erklærede Overgangsradet Libyen for befriet. I begyndelsen af november erklærede brigadernes repræsentanter, at de ville beholde deres vaben, indtil der er blevet valgt en ny regering. Den 31. oktober 2011 blev
Abdurrahim El-Keib
valgt med 26 af 51 stemmer som ny leder af Overgangsregeringen og dermed valgt til at være Libyens ministerpræsident.
Den 22. november 2011 præsenterede el-Kib 22. november 2011 den nye provisoriske regering, som skal forsone de regionale og ideologiske interesser. Nøglepositionerne i regeringen gik til de tidligere oprørsledere.
Den 7. juli 2012 blev libyens første demokratiske valg i mere end 40 ar afholdt. Fire maneder efter parlamentsvalget, fik ministerpræsident
Ali Zidan
(valgt 14.Oktober 2012) den 2. november 2012 godkendt sin nye regering i den libyske nationalforsamling GNC. Regeringen bestar af 27 ministre og tre viceministre. Den er sammensat af medlemmer fra alle politiske kredse.
Den vigtigste opgave for regeringen er formentlig at fa styr pa den manglende sikkerhed i landet og fa kontrol med de mange militser, der har rødder i oprøret mod Gaddafi.
I 1984 blev det norske fragtskib
Germa Lionel
taget i arrest i Libyen. Skibet, som havde et mandskab pa 14 norske sømænd, blev holdt under streng bevogtning i havneomradet i 67 dage. Sømændene som arbejdede om bord pa skibet, var beskyldt for spionage, og matte ikke forlade skibet. Sømændene blev bevogtet af bevæbnede vagter, som sommetider var stærkt spirituspavirket.
[53]
Flere af mandskabet blev taget ind til afhøring, og ogsa udsat for tortur. Matros Bjørn Pedersen blev tortureret til døde, overstyrmand Bjørn Ivar Johansen blev stærkt mishandlet, mens Arnold Kiil blev fængslet.
[54]
Fem bulgarske sygeplejere og en palæstinensisk læge blev tiltalt for med forsæt at have smittet 426 libyske børn med
HIV
ved et børnesygehus i Benghazi, som en del af et pastaet komplot fra vest for at destabilisere regimet. I begyndelsen var 23 bulgarere og flere libyske sygehusansatte tiltalt, men efterforskningen begrænsede antallet til fem sygeplejere, to læger, en bulgarsk og en palæstinensisk, og flere libyske sygehusansatte. I 2004 blev den bulgarske læge,
Zdravko Georgiev
, frifundet i sagen, men blev fundet skyldig i ulovlige transaktioner i udenlandsk valuta, og dømt til fire ars fængsel og 600 dinarer i bøde. Han blev imidlertid umiddelbart sat fri, siden han allerede havde været i varetægt i fem ar. De resterende fem sygeplejere og den palæstinensiske læge blev dømt til døden, men de ankede. Efter en ny retssag blev de i 2006 igen dømt til døden, men ogsa denne dom blev anket. Dommen blev opretholdt i libysk højesteret. Domstolens metoder blev kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer, og dommene blev fordømt af USA og EU.
[55]
Den
17. juli
2007
blev dommene imidlertid ændret til livsvarig fængsel.
[56]
Efter lange og komplicerede forhandlinger med deltagere fra EU, Tyskland, Frankrig og flere andre, blev alle de fem bulgarske sygeplejere og den palæstinensiske læge udleveret til Bulgarien, hvor de blev benadet.
[57]
Konflikten mellem Libyen og Tchad (1978-1987)
rediger
Konflikten mellem Libyen og Tchad var en tilstand med sporadisk krigsførelse som foregik fra 1978 til 1987. Fire gange disse ar blev der foretaget interventioner fra Libysk side. Den oprindelige hensigt til Gaddafis indblanding i Tchad, var hans ambitioner om at besætte
Aouzoustriben
, den nordligste del mod Tchad, som grænser mod Libyen, med begrundelse i en uratifiseret aftale fra kolonitiden.
[58]
Ifølge historikeren Mario Azevedo havde Gaddafi ogsa ambitioner om at danne en "klientstat" syd for Libyen, en islamsk republik udformet pa samme made som hans
jamahiriyya
.
[59]
Efter at Libyen blev drevet ud af omradet i 1987, har landene normaliseret forholdet sig imellem, og konflikten om Aouzoustriben blev endelig afgjort af
Den internationale domstol
i
Haag
3. februar
1994
.
Ifølge USA's udenrigsdepartements arlige rapport om menneskerettigheder for 2004 var Libyens autoritære regime fortsat et af de regimer i verden som havde mange menneskerettighedsbrud.
Nogle af de mange og alvorlige overgreb fra statslig side inkluderede darlige fængselsforhold, vilkarlige arrestationer og forvaringer, fanger som bliver holdt isoleret, og
politiske fanger
som har siddet fængslet i arevis uden tiltale og rettergang. Retssystemet var statskontrolleret, og libyere som blev tiltalt, havde ikke ret pa en offentlig og korrekt rettergang. Libyere havde ikke ret til at udbytte sin regering.
Ytringsfrihed
,
pressefrihed
,
forsamlingsfrihed
og
religionsfrihed
var begrænset, og uafhængige menneskerettighedsorganisationer var ikke tilladt. Etniske minoriteter og minoritetsstammer blev diskrimineret, og staten lagde fortsat begrænsninger pa udenlandske arbejderes rettigheder.
Freedom House
rangerede i 2005 de politiske rettigheder og borgerrettigheder i Libyen til 7 pa en skala fra 1 til 7, hvor 7 er mindst fri, noget som gav nationen ratingen "ikke fri".
[60]
Den administrative inddeling i Libyen har været gennem omfattende forandringer de senere ar. Efter statsdannelsen var Libyen inddelt i guvernementer (Muhafazat), men landet blev senere inddelt i 25 kommuner (
baladiyat
)
[61]
. Disse blev senere igen inddelt i 32 nye kommuner (
sha'biyah
). Nyligt blev disse omstruktureret til 22 kommuner. Den følgende liste og kort viser den forrige inddeling, som afviger noget fra den nuværende inddeling.
[62]
Økonomiske nøgletal
|
Værdi
|
% af BNP
|
Ar, kilde
|
BNP
|
50,3 mrd US$
|
|
2006,
Verdensbanken
|
BNP (vækst) (Verdensbanken)
|
3,53?%
|
|
2005,
UNDP
|
Konsumpriser
|
|
|
2004,
UNDP
|
Handelsbalance
|
15,86 mrd US$
|
|
2005,
UNDP
|
Betalingsbalance
|
14,95 mrd US$
|
|
2005,
UNDP
|
Udviklingshjælp (fra FN)
|
0,10 mrd US$
|
|
2005,
UNDP
|
BNP pr. indb
|
6.351 US$
|
|
2005,
UNDP
|
Den libyske økonomi er først og fremmest baseret pa indtægter fra landets olieindustri, som star for praktisk talt al indtægt fra eksport og omtrent en fjerdedel af landets
bruttonationalprodukt
(BNP).
[13]
Disse olieindtægter, samt Libyens lave indbyggertal, gør at Libyen er et af de lande i Afrika med højest BNP pr. indbygger, og har muliggjort at Libyen kan tilbyde sine indbyggere et omfattende og imponerende velfærdstilbud, specielt indenfor bolig og uddannelse.
[63]
Sammenlignet med sine nabolande, er
fattigdommen
i Libyen meget lille, bade absolut og relativt. Libyske embedsmænd har de sidste tre ar gennemført økonomiske reformer som et led i en større kampagne for at reintegrere landet i den globale kapitalistiske økonomi.
[13]
Disse tiltag skød fart efter at FN's sanktioner mod landet blev ophævet i september 2003, og da Libyen opgav planerne for udvikling af masseødelæggelsesvaben.
[64]
Libyen har startet gennemføringen af enkelte markedsorienterede reformer. Disse inkluderer ansøgelse om medlemskab i
Verdenshandelsorganisation
, reducerede
subsidier
og tilkendegivelse af planer om
privatisering
.
[65]
Produktionsindustri som ikke er oliebaseret, og konstruktionsindustri, som tilsammen star for ca. 20?% af BNP, er blevet udvidet fra primært produktion af jordbrugsprodukter til ogsa at inkludere produktion af
petrokemiske produkter
,
jern
,
stal
og
aluminium
. Klimatiske forhold og darlig jordsmon er faktorer som i høj grad begrænser jordbrugsproduktionen, sa Libyen importerer cirka 75?% af sin mad.
[13]
Tilgang til vand er ogsa et problem, cirka 28?% af befolkningen havde i 2000 ikke tilgang til rent drikkevand.
[66]
Verdens største vandindvindingsprojekt
Den Store Menneskeskabte Flod
blev iværksat for at afbøde dette problem.
Under tidligere statsminister
Shukri Ghanem
og nuværende statsminister
Baghdadi Mahmudi
har Libyen gennemgaet et økonomisk boom. Mange statsstyrede virksomheder er blevet privatiseret, og internationale olieselskaber, som
Shell
og
ExxonMobil
, er vendt tilbage til landet.
[67]
Turismen i landet er pa fremmarch, noget som vil lede til øget efterspørgsel efter kapacitet for hoteller og lufthavne, som
Tripoli International Airport
. Midler til større renoveringer af landets lufthavne er nyligt blievet godkendt af Libyens regering.
[68]
Libyens regering haber at kunne øge antal turister fra dagens 130.000 til ti millioner.
[69]
Muammar al-Gaddafis ældste søn
Saif al-Islam al-Gaddafi
er engageret i et grønt udviklingsprojekt med det formal at trække turister til
Kyrene
og at bevare de græske ruiner i omradet.
[70]
Libyen er kulturelt ligesom sine nabolande i
Maghreb
-regionen. Libyere betragter sig selv for i stor grad at være en del af et større arabisk samfund. Den libyske stat viser at de ønsker at styrke denne følelse ved indføringen og opretholdelsen af arabisk som eneste officielle sprog, og ved at forbyde undervisning i, og til og med brug af det berbiske sprog. Libyske arabere har arvet traditionerne knyttet til nomadiske
beduiner
, og associerer dem selv med en bestemt beduinstamme.
Som for mange andre lande i den arabiske verden, har Libyen fa teatre og kunstgallerier.
[71]
I mange ar var der ikke offentlige teatre i Libyen, og der var bare nogle fa biografer som viste udenlandske film. Libyens folkelige kulturtraditioner er imidlertid levende, med grupper som spiller musik og udfører dans ved hyppigt afholdte festivaler, bade indenlands og udenlands.
Pa libysk tv bliver det væsentligste af sendefladen afholdt til fremvisning af forskellige retninger inden for traditionel libysk musik.
Tuaregisk musik
og dans er populært i
Ghadames
og sydover. Libyske tv-programmer er for det meste pa arabisk, men med 30-minutters nyhedsudsendelser pa engelsk og fransk hver nat. Regeringen holder streng kontrol med alt indhold i libyske medier. Den strenge statslige fjernsynspolitik har ført til at video og satellitfjernsyn er udbredt i landet. En analyse nyligt udført af
Committee to Protect Journalists
viste at Libyens medier er de strengest kontrollerede i den arabiske verden.
[43]
For at rette op pa dette, har libyske styremagter planer om indføring af privat media.
[72]
Dagsavisen
Al-Fajr al-Jadid
udkommer i Tripoli.
Mange libyere benytter sig af landets strande. Landets godt bevarede arkæologiske steder, som Leptis Magna, som regnes for at være en af de bedst bevarede steder fra romertiden, er ogsa blandt de populære rekreationssteder som bliver benyttet af libyere.
[73]
Landets hovedstad Tripoli har mange gode museer og biblioteker. Disse inkluderer det statslige bibliotek, etnografiske museum, arkæologiske museum, nationalarkivet, epigrafiske museum og islamske museum. Jamahiriya-museet, bygget i samrad med
UNESCO
, er landets mest berømte. Det har en af de bedste samlinger af klassisk kunst i middelhavsomradet.
[74]
Mad i Libyen har sine rødder fra kulturer i Nordafrika og Middelhavet.
[71]
Lam
er et populært
kød
i landet, selv om oksekød ogsa spises af mange libyere.
[71]
Svinekød serveres ikke, da befolkningen er muslimsk,
[71]
mens kun private selskaber far serveret
alkohol
.
[75]
Mange libyske maltider serveres sammen med friske frugter som
melon
,
druer
,
nektariner
,
abrikoser
og
citrusfrugter
,
[71]
og almindelige libyske retter er
couscous
,
bazin
, som er en slags usødet kage, og
shurpa
, der er en suppe.
[75]
Libyske restauranter serverer international mad eller retter med lammekød, kylling, grøntsagsgryderetter, kartofler og makaroni.
[75]
- ^
Department of Economic and Social Affairs Population Division (2009).
"
(engelsk)
World Population Prospects, Table A.1"
(.pdf)
. 2008 revision.
FN
. Hentet 12. marts 2009
.
- ^
a
b
c
d
"
(engelsk)
Libya"
.
Internationale Valutafond
. Hentet 1. oktober 2009
.
- ^
"
(engelsk)
Human Development Report 2009. Human development index trends: Table G"
(PDF)
.
FN
. Hentet 10. oktober 2009
.
- ^
"
(engelsk)
Libyan 2006 census"
. Arkiveret fra
originalen
29. september 2007
. Hentet 15. september 2006
.
"
(engelsk)
Libyan 1995-2006 census"
. Arkiveret fra
originalen
30. september 2007
. Hentet 15. september 2006
.
- ^
U.N. Demographic Yearbook, (2003),
"Demographic Yearbook (3) Pop., Rate of Pop. Increase, Surface Area & Density"
,
United Nations Statistics Division
Besøgt 15. juli 2006
- ^
Annual Statistical Bulletin, (2004),
"World proven crude oil reserves by country, 1980?2004"
Arkiveret
11. juli 2012 hos
Wayback Machine
,
O.P.E.C.
, besøgt 20. juli 2006
- ^
World Economic Outlook Database, (April, 2006),
"Report for Selected Countries and Subjects"
,
International Monetary Fund
Besøgt 15. juli 2006
- ^
overgangsradets hjemmeside
Arkiveret
21. juli 2011 hos
Wayback Machine
.)
- ^
Se f.eks kapitlet "Les Loouatah" i
Rene Basset
,
Le dialecte de Syouah
, Paris, Leroux, 1890
(pdf text online)
(s. 1-14). s. 3: "On voit que les Lebou figurent au premier rang des barbares qui menacaient l'Egypte du cote de l'ouest?; c'est aussi dans les regions qu'ils occupaient que les auteurs arabes placent les
Loouata
dont le nom correspond aux
Lebou
des Egyptiens, aux
Loubim
de la Bible, aux
Levathae
(Λευαθαι) de Procope et aux
Ilaguaten
de Corripus" (Vi ser at
Lebu
først og fremmest er brugt om
barbarer
, som truede Egypten fra vest. Arabiske forfattere placerede
Lawata
i de omrader hvor disse opholdt sig. Navnet er tilsvarende det egyptiske
Lebu
, det bibelske
Lubim
,
Procopius
'
Levathae
og
Corippus'
Ilaguaten
)."
- ^
Federal Research Division of the Library of Congress, (1987),
"Climate & Hydrology of Libya"
,
U.S. Library of Congress
, besøgt 15. juli 2006
- ^
(2005),
"Demographics of Libya"
Arkiveret
26. april 2004 hos
Wayback Machine
,
Education Libya
, besøgt 29. juni 2006
- ^
(
20. juli
2006
),
"Field Listings ? Coastlines"
Arkiveret
16. juli 2017 hos
Wayback Machine
,
CIA World Factbook
, besøgt 23. juli 2006
- ^
a
b
c
d
CIA World Factbook ? Libya
Arkiveret
24. december 2016 hos
Wayback Machine
Besøgt 14. december 2007
- ^
a
b
c
Zboray, Andras,
"Flora and Fauna of the Libyan Desert"
,
Fliegel Jezerniczky Expeditions
, besøgt 14. juli 2006
- ^
Hottest Place,
"El Azizia Libya, 'How Hot is Hot?'"
,
Extreme Science
, besøgt 14. juli 2006
- ^
"'Fossil Water' in Libya"
,
NASA
, besøgt 24. marts 2007
- ^
Earth Trends, Environmental Information (2004),
"Population: Population density"
Arkiveret
1. april 2008 hos
Wayback Machine
,
World Resources Institute
, besøgt 19. juli 2006
- ^
a
b
Libya Demographics and Geography, (2005),
"Libya ? Population"
Arkiveret
3. maj 2008 hos
Wayback Machine
The Columbia Gazetteer of the World
Besøgt 17. juli 2006
- ^
Al-Hawaat, Dr. Ali, (1994),
"The Family and the work of women, A study in the Libyan Society"
National Center for Research and Scientific Studies of Libya
Besøgt 19. juli 2006
- ^
The World Factbook, (2006),
"People ? Libya"
Arkiveret
24. december 2016 hos
Wayback Machine
,
CIA World Factbook
Besøgt 17. april 2008
- ^
"
"Migration News ? Migration Dialogue"
"
. Arkiveret fra
originalen
29. marts 2008
. Hentet 26. april 2008
.
- ^
Anderson, Lisa, (2006),
"'Libya', III. People, B. Religion & Language"
Arkiveret
30. oktober 2009 hos
Wayback Machine
,
MSN Encarta
Besøgt 17. juli 2006
- ^
a
b
Clark, Nick, (July 2004),
"Education in Libya"
Arkiveret
8. februar 2013 hos
Wayback Machine
,
World Education News and Reviews, Volume 17, Issue 4
Besøgt 18. april 2006
- ^
Federal Research Division of the Library of Congress, (1987),
"Education of Libya"
,
U.S. Library of Congress
Besøgt 18. april 2006
- ^
(2003)
"About Libya"
Office of the Middle East Partnership Initiative
Besøgt 10. oktober 2007
Arkiveret
23. februar 2011 hos
Wayback Machine
- ^
a
b
El-Hawat, Ali, (2000),
"Country Higher Education Profiles ? Libya"
Arkiveret
5. juni 2010 hos
Wayback Machine
,
International Network for Higher Education in Africa
Besøgt 18. april 2008
- ^
Religious adherents by location,
"'42,000 religious geography and religion statistics', Libya"
Arkiveret
29. december 2014 hos
Wayback Machine
Adherents.com
, besøgt 20. april 2006
- ^
a
b
Federal Research Division of the Library of Congress, (1989),
"The Sanusis"
,
U.S. Library of Congress
, besøgt 20. april 2008
- ^
Federal Research Division of the Library of Congress, (1989),
"Islam in Revolutionary Libya"
,
US Library of Congress
, besøgt 20. april 2008
- ^
Libya ? Religion, (
8. juli
2006
),
"Sufi Movement to be involved in Libya"
Arkiveret
18. januar 2012 hos
Wayback Machine
Arabic News
, besøgt 19. juli 2006
- ^
(2004),
"International Religious Freedom Report: Libya"
Jewish Virtual Library
, besøgt 20. april 2008
- ^
The World Jewish Congress,
"History of the Jewish Community in Libya"
Arkiveret
25. april 2013 hos
Wayback Machine
,
University of California at Berkeley
, besøgt 20. april 2008
- ^
Harris, David A. (2001), "In the Trenches: Selected Speeches and Writings of an American Jewish Activist", 1979?1999, ss. 149?150
- ^
Federal Research Division of the Library of Congress, (1987),
"Early History of Libya"
,
U.S. Library of Congress
, besøgt 11. juli 2006
- ^
Herodot
(ca. 430 f.Kr),
"'The Histories', Book IV.42?43""
Arkiveret
9. april 2013 hos
Wayback Machine
Fordham University, New York
, besøgt 18. juli 2006
- ^
Federal Research Division of the Library of Congress, (1987),
"Tripolitania and the Phoenicians"
,
U.S. Library of Congress
, besøgt 11. juli 2006
- ^
Federal Research Division of the Library of Congress (1987),
"Cyrenaica and the Greeks"
,
U.S. Library of Congress
, besøgt 11. juli 2006
- ^
Heuser, Stephen, (24. juli 2005),
"When Romans lived in Libya"
,
The Boston Globe
, besøgt 18. juli 2006
- ^
Country Profiles, (
16. maj
2006
),
"Timeline: Libya, a chronology of key events"
BBC News
, besøgt 18. juli 2006
- ^
Hagos, Tecola W., (20. november 2004),
"Treaty Of Peace With Italy (1947), Evaluation And Conclusion"
Arkiveret
7. december 2012 hos
Wayback Machine
,
Ethiopia Tecola Hagos
, besøgt 18. juli 2006
- ^
US Department of State's Background Notes (November 2005)
"Libya ? History"
,
U.S. Dept. of State
Besøgt 13. april 2008
- ^
Federal Research Division of the Library of Congress, (1987),
"Government and Politics of Libya"
,
U.S. Library of Congress
. Besøgt 14. juli 2006
- ^
a
b
Special Report 2006, (
2. maj
2006
),
"North Korea Tops CPJ list of '10 Most Censored Countries'"
,
Committee to Protect Journalists
Besøgt 12. april 2006
- ^
a
b
c
Federal Research Division of the Library of Congress, (1987),
"Independent Libya"
,
U.S. Library of Congress
, besøgt 19. april 2008
- ^
Hodder, Kathryn, (2000),
"Violations of Trade Union Rights"
Arkiveret
24. maj 2008 hos
Wayback Machine
,
Social Watch Africa
, besøgt 19. april 2008
- ^
Abadi, Jacob (2000),
"Pragmatism and Rhetoric in Libya's Policy Toward Israel"
,
The Journal of Conflict Studies: Volume XX Number 1 Fall 2000, University of New Brunswick
, besøgt 19. april 2008
- ^
The Columbia Encyclopedia, Sixth Edition, (2001?2005),
"Qaddafi, Muammar al-"
Arkiveret
21. august 2006 hos
Wayback Machine
,
Bartleby Books
, besøgt 19. april 2008
- ^
Boyne, Walter J., (marts 1999),
"El Dorado Canyon"
Arkiveret
14. december 2005 hos
Wayback Machine
,
Air Force Association Journal, Vol. 82, No. 3
, besøgt 19. juli 2006
- ^
(2003),
"Libya"
, Global Policy Forum, besøgt 19. juli 2006
- ^
Marcus, Jonathan, (
15. maj
2006
),
"Washington's Libyan fairy tale"
,
BBC News
, besøgt 15. juli 2006
- ^
U.K. Politics, (
25. marts
2004
),
"Blair hails new Libyan relations"
,
BBC news
, besøgt 15. juli 2006
- ^
"Libya secures UN council"
,
BBC News
, besøgt 17. oktober 2007
- ^
(2006) Fuglesteg, Inger Karin og Larsen, Gry Ingrid
"GERMA LIONEL 20 ar efter."
?(
Webside ikke længere tilgængelig
)
Study of Post-Traumatic Stress Disorder (PTSD). Besøgt 23. april 2008
- ^
Per Arne Totland & Alvin Rosfjord: Germa Lionel. Norske sjøfolk i Gaddafis fangenskap (Oslo, 1984)
- ^
(2006)
"Statement by Commissioner Ferrero-Waldner on Libyan Court verdict on the Benghazi case"
, besøgt 10. december 2007
- ^
(2007)
"Libya revokes HIV death sentences"
,
BBC News
, besøgt 10. oktober 2007
- ^
(2007)
"Helsearbeiderne er benadet"
,
NRK nyheter
. Besøgt 19. april 2008
- ^
K. Pollack,
Arabs at War
, s. 375
- ^
M. Azevedo,
Roots of Violence
, s. 151
- ^
Freedom House
(2006)
Freedom in the World 2006
, besøgt 27. juli 2007
- ^
Lahmeyer, Jan, (
26. november
2004
),
"Historical demographical data of the administrative division"
Arkiveret
2. maj 2006 hos
Wayback Machine
,
Universiteit Utrecht
. Besøgt 19. juli 2006
- ^
"
?????? ?????????? ??????
? Den store jamahiriyaens Sha'biyat"
Arkiveret
7. februar 2009 hos
Wayback Machine
Besøgt 6. juli 2007.
- ^
United Nations Economic & Social Council, (
16. februar
1996
),
"Libyan Arab Jamahiriya Report"
,
Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights
, Besøgt 14. juli 2006
- ^
W.M.D., (2003),
"Libya Special Weapons News"
,
Global Security Report
, Besøgt
14. juli
2006
- ^
Reuters, (28. juli 2004),
"Libya to start WTO membership talks"
Arkiveret
2. maj 2008 hos
Wayback Machine
,
Trade Law Centre for Southern Africa
. Besøgt 16. juli 2006
- ^
(2001),
"Safe Drinking Water"
Arkiveret
14. november 2012 hos
Wayback Machine
,
WHO/UNICEF Joint Monitoring Programme
Besøgt 8. oktober 2006
- ^
Volume: 23, No. 27, (2006),
"Shell returns to Libya with gas exploration pact"
Arkiveret
13. maj 2005 hos
Wayback Machine
,
Oil & Gas Worldwide News
Besøgt 14. juli 2006
- ^
Jawad, Rana, (
31. maj
2006
),
"Libyan aviation ready for take-off"
BBC News
Besøgt 22. juli 2006
- ^
Bangs, Richard; Ammar Mabrouk Eltaye
"Libya sees thriving tourism industry ahead"
, MSNBC. Besøgt 10. april 2008
- ^
A Green Resort Is Planned to Preserve Ruins and Coastal Waters ? New York Times
- ^
a
b
c
d
e
"Libya Today"
Arkiveret
4. maj 2011 hos
Wayback Machine
,
Discover Libya Travel
, besøgt 20. april 2008
- ^
(
30. januar
2006
),
"Libya to allow independent media"
Arkiveret
21. februar 2006 hos
Wayback Machine
,
Middle East Times
, besøgt 21. juli 2006
- ^
Donkin, Mike, (
23. juli
2005
),
"Libya's tourist treasures"
,
BBC News
, besøgt 19. juli 2006
- ^
Bouchenaki, Mounir, (1989),
"The Libyan Arab Jamahiriya Museum: a first in the Arab world"
,
UNESCO, Museum Architecture: beyond the <<temple>> and ... beyond
, besøgt 20. april 2008
- ^
a
b
c
Looklex.com.
"Libya ? Eat and Sleep"
Arkiveret
5. februar 2013 hos
Wayback Machine
Besøgt 3. november 2008.