En serving i Dansk Vestindien anno 1686

Fangen Jens Pedersen var idømt straffearbejde pa Bremerholm i København. Han var dømt for tyveri, og dommen lød pa livstid. Men i august 1685 modtog Jens kongens benadning. Jens skulle ikke længere henslæbe livet i lænker pa Bremerholm, men blev udskibet sammen med andre fanger og servinge til St. Thomas. 2)

Servingeinstitutionen, som fangerne var en del af, blev etableret i 1671 ved koloniseringen af St. Thomas, og blev de næste 15 ar brugt til at skaffe billig arbejdskraft fra Danmark til Det Vestindiske Kompagni.3)  Arbejdsopgaverne for servinge og straffefanger var alsidige og fysisk harde. De bestod i rydning af skov og krat, sa der kunne udlægges plantagegrunde, i bygningsarbejde til kompagniets bygninger, bl.a. Christiansfort, samt naturligvis markarbejde pa plantagerne. Arbejdsdagene var lange og opslidende og foregik side om side med slaver importeret fra Afrika.

Straffefanger som Jens Pedersen tilhørte kompagniet pa samme vis som slaver, og blev ogsa betegnet som blanke slaver. De kunne habe pa, at kompagniet gav dem deres frihed, men de skulle forblive pa den danske koloni resten af livet, uanset om de forblev i kompagniets fangenskab eller var blevet frie folk. Almindelige servinge havde derimod selv tegnet kontrakt med kompagniet for en arrække, hvorefter de var frie mænd. De fleste servinge stammede fra Børnehuset, hvor de københavnske myndigheder havde indsat dem til tvangsarbejde.4)  De var tiggere og løsgængere samlet op fra byens gader og kunne kun slippe væk fra tvangsanstalten hvis de pa ærlig vis kunne klare sig selv fremover. For mange var den eneste reelle mulighed for at komme væk fra det overfyldte Børnehus at tegne servingekontrakt med Vestindiske kompagni. Servingene fik ikke løn, men modtog, ifølge kontrakten, en portion tobak og et lille jordlod i kolonien, nar deres tjenestetid var slut.

Men hvordan klarede fattige og kriminelle københavnere sig i den ny verden? De var ofte darligt ernærede inden den harde rejse. De var vant til at leve fra dag til dag af tiggeri og kriminalitet i en vad og kold by. Dette stod i klar kontrast til servingelivet i kolonien med daglangt hardt fysisk, og ensformigt markarbejde under en gloende sol.

De fleste servinge og fanger ansa ikke deres nye liv i kolonien som en lovende fremtid, men som et nødvendigt onde for at komme gennem livet. Jens Pedersen medbragte sin hustru, Mette Nielsdatter. Hun havde sandsynligvis allerede fulgt med sin mands kriminelle deroute til Bremerholm. Nu fulgte hun med ham til St. Thomas, og blev sat til at arbejde for kompagniet som serving sammen med Jens.

Der kendes andre eksempler pa, at mandlige straffefanger medbragte deres koner, men som regel var det enlige folk, der blev overskibet til tvangsarbejdet pa kolonierne. Jens og Mette ankom til St. Thomas sammen med en del andre servinge og fanger den 24. februar 1686 efter godt 4 maneders rejse. Det var ikke ualmindeligt, at folk omkom undervejs eller kort tid efter en sa lang overfart. Som de allerlavest rangerende pa skibet var servinge og fanger ekstra udsat for fejlernæring og svækkelse af deres krop.

Servingene sov tæt sammen i hængekøjer allernederst i skibet. Dernede var der darlig udluftning og en slem stank. Maden ombord naede ofte at blive fordærvet undervejs, og manglende c-vitaminer i kosten kunne resultere i skørbug. Men Jens og Mette klarede turen og den første svære periode pa St. Thomas. Ved ankomsten til kolonien blev nogle servinge solgt videre til private plantageejere som billig arbejdskraft. Det at sælge mennesker som en varer kendes især fra handlen med afrikanske slaver i Caribien, men de danske servinges situation var en anden. De var kun solgt videre i den periode, som deres kontrakt med kompagniet lød pa, ofte 3-4 ar. Derefter var de frie folk.

Jens og Mette kunne ikke bortsælges, da Jens var straffefange og derfor skulle være i kompagniets forvaring. De boede sammen med andre fanger og servinge pa Christiansfort i et lille aflangt rum pa omtrent 7,5 gange 1,8 meter. Ligesom pa skibet hang deres køjer tæt pa tværs i rummet over hinanden.5)  Rummet var aflast om natten for at undga at folkene flygtede eller rendte ud og lavede ballade. Tyveri og flugtforsøg

Den 13. juli 1686 bliver Mette taget i at stjæle fra kompagniets bomuldslager. Bomulden var opmagasineret pa taget over servingenes soverum og var nok et let bytte. Mette havde stjalet 15 pund bomuld og siden byttet tyvekosterne for den billige og berusende drik Killdevil. Herefter røg Mette i fangehullet pa Christiansfort.

Mette blev lukket ud et par dage i august, men da hun ikke ville bekende sit tyveri, sa satte guvernøren hende bag tremmer igen. Samtidig verserede en sag om Jens og en del andre fanger og et par soldater. De blev mistænkt for at have planlagt et flugtforsøg fra fortet, hvor de havde til hensigt at flygte i kompagniets chalup, en lille bad, der la til under fortet.

Baden blev straks trukket pa land og fastgjort, for at hindre lignende komplotter.6)  Jens blev ”pinlig med Skruen paa fingeren forhøert” om sagen, dvs. forhørt under tortur med tommelskruer, og man ansa ham for at være leder af banden. Han blev som straf pisket under galgen og brændemærket pa sin ryg. Normalt blev fanger brændemærket i panden, men der havde Jens allerede et brændemærke fra Bremerholm. Den 20. august blev Jens og hans kompagnon Peder Vognmand taget ud af fortets fangehul og lænket sammen med jern.

Denne foranstaltning skulle forhindre, at de rendte væk under markarbejdet pa kompagniets plantage.7)  Efter sadan en behandling skulle man tro, at Jens kunne dy sig for at flygte en anden gang. Men den 5. november rottede Jens og Mette sig igen sammen med nogle andre fanger; Peder Vognmand, Niels Krog og Søren Islænder. Man formodede, at de 5 var flygtet i en stjalen 3mands kano. Med sig havde de taget hængekøjer og en kapmesser.8) Tre dage senere blev Mette og Søren Islænder fundet pa en lille ø mellem St. Thomas og St. Jan sammen med kanoen. Næste dag blev ogsa Niels Krog og Peder Vogn mand bragt tilbage til fortet.

Endnu var deres leder, Jens, ikke fundet og en kaptajn blev sendt ud pa eftersøgning til den lille ø, St. Patric. Den 16. november var alle de sammensvorne ? ogsa Jens ? fundet og retssagen mod dem pabegyndtes. Som det var sædvane dengang, og specielt i kolonisamfundet, blev straffen hard. Jens blev dømt ”til Gallie og Green” og andre straffe lød pa afskæring af ører og piskning. Mette skulle straffes med pisk under galgen og brændemærkes pa ryggen. Til fangernes trøst og bod kom præsten og foreholdt dem Guds hellige ord.

Eksekveringen af Jens dødsdom tog dog en uventet drejning.

Bødlen, en sort slave, stak af, sandsynligvis af skræk for at skulle hænge en hvid mand. Løsningen blev at Peder Vognmand skulle sættes fri uden straf. I stedet gjorde guvernøren ham til ny bøddel, og hans første opgave i sit nye hverv var at lade hans kammerat Jens hænge i galgen. Jens naede altsa kun et kort liv pa St. Thomas. At livet var bade kort og hardt for servinge og fanger var en selvfølge, men de fleste døde dog pa mindre dramatisk vis af fremmede sygdomme, fejlernæring og af det fysisk harde arbejde.

Den gennemsnitlige levelængde (fra en serving kom i kompagniets varetægt) var knap 3 ar.

Det vil sige, at langt fra alle naede at fa deres frihed inden de døde.9) Mette var herefter enke i 4 ar, men traf da en mand og fik et uægte barn. Manden var ligesom Jens dansk straffefange, men havde allerede en hustru i Danmark. Guvernøren sa gennem fingre med deres utugtige samliv, da manden ikke havde hørt fra sin kone i 7 ar.

Servinge og fangers liv pa de Dansk Vestindiske øer formede sig meget forskelligt. Jens og Mettes historie er blot et enkelt eksempel herpa. Andre havde held til at opna deres frihed og endda blive gode borgere i det lille samfund. Atter andre overlevede ikke engang rejsen. De skriftlige kilder om servinges og straffefangers dagligdag i kolonisamfundet er fa og spredte. De tilhørte ikke gruppen af borgere, der skrev dagbog eller sendte breve hjem. Men de var der ikke desto mindre, og deres ofte triste skæbner bidrager til en mindre belyst side af historieskrivningen om de gamle danske kolonier.

Kilder og noter

1. Der blev udsendt servinge fra Danmark til Vestindien i to perioder: Ved koloniseringen af St. Thomas o. 1671-89 og koloniseringen af St. Croix o. 1735-1755. De to tidsperioder har hvert deres syn pa og formal med servingeinstitutionen. Denne artikel beskæftiger sig udelukkende med første periode.
2. Rigsarkivet. Vestindisk-guineisk Kompagnis arkiv (frem over blot RA. VgK) 181. Korrespondance vedr. udsendelsen af delikventer, fanger og fattiglemmer til Vestindien (div. ar). Her optræder Jens Pedersen første gang pa en liste over 20 kongeligt benadede straffefanger, der skal sendes til St. Thomas 29. august 1685.
3. Vestindisk Kompagni skifter navn til Vestindisk-guineisk Kompagni ved sammenlægningen af Guineisk Kompagni i 1674.
4. Børnehuset var ikke, som navnet antyder, et logi for børn, men en arbejdsanstalt for bade voksne og børn i København.
5. RA. VgK 192. Dokumenter vedr. skibsekspeditioner til Vestindien og Guinea. Beskrivelse til en (desværre bortkommen) plantegning over Christiansfort.
6. RA. VgK 496-498. Journaler over det pa St. Thomas passerede 1686-91.
7. RA. VgK 89. Breve og dokumenter fra Vestindien 1674-75, 1682, 1684-98.
8. Kniv til at høste sukkerrør med.
9. Mirjam Hvid: ”Dend arme Blancke Slave” ? Servinge og straffefanger i Dansk Vestindien 1671-1755. Upubliseret speciale fra Saxoinstituttet, Københavns Universitet, 2006.Kan lanes fra Det Kongelige Bibliotek.

Tilbage