I 1923 rundede antallet af radioapparater i Danmark de første 10.000, og entusiastiske radioamatører begyndte at tale om radioen som en "fuldkommen kulturel og kunstnerisk Revolution", der indvarslede en "Epoke, hvor Tid og Rum paa en vis Maade ophæves".
Som alle nye medier mødte ogsa Radioen modstand hos de mindre futuristisk indstillede grupper i befolkningen. Det var dem, der talte om "radioter", der var ramt af "den herskende Radio-Epidemi", hvor de "højfrekvente Strømme erstatter al selvstændig Hjernevirksomhed". Andre igen tog det hele mindre alvorligt og talte om Radioen som "Øjeblikkets Raptus", en forbipasserende modedille for teknikere og søfarende.
Men radioen var kommet for at blive. Apparaterne blev billigere, og antallet af radiolyttere steg næsten time for time. "Radiosagen" var ved at blive en folkesag, og stridende interesseorganisationer, sakaldte "Radioklubber", begyndte at dukke op. Bag radioklubberne stod bade kommercielle og publicistiske interesser. De første ønskede at tjene penge pa udbredelsen af radioapparater, mens de sidste ønskede at udnytte mediet til mere ideelle mal som at fremme udbredelsen af ideer, kunst og kultur. De private radioklubber konkurrerede om lyttere og frekvenser, og polemiserede voldsomt mod hinanden, hvilket gav anledning til udtrykket "Radiokrigen".