Kernevabens anvendelighed som kampmiddel er knyttet nøje sammen med radighed over dels tilstrækkelige mængder egnede kernematerialer (primært tritium , lithium , uran og plutonium ) til udformning af sprænghoveder og dels et tilstrækkeligt antal egnede fremføringsmidler. Kombinationen heraf danner grundlaget for kernevabens militære og politiske opdeling pa forskellige mader.

Traditionelt bliver kernevaben inddelt i afstanden fra affyringssted til malomrade:

• langdistance ( over 5.500 kilometer)
• mellemdistance (500 til 5.500 kilometer)
• kortdistance (under 500 kilometer)

Nogenlunde svarende hertil kan man ogsa inddele kernevaben i:

• strategiske vaben, der anvendes pa lang afstand fx fra et kontinent (Asien) til et andet (Amerika) mod krigsafgørende mal
• taktiske vaben, der anvendes i et afgrænset kampomrade mod militære styrker

Endelig kan kernevaben opdeles efter, om de er beregnet til brug fra:

• landjorden (fx missiler eller granater )
• havet (fx ubadsmissiler eller torpedoer )
• luften (fx bombefly eller krydsermissiler )

Langdistancevaben, ogsa kaldet strategiske vaben, har altsa en rækkevidde pa over 5.500 kilometer. Som fremføringsmiddel anvendes bl.a. interkontinentale ballistiske missiler ( ICBM ).

De kan være placeret i faste, nedgravede installationer, siloer, med døgnbemanding og en særlig infrastruktur, der tillader affyring med fa minutters varsel. Andre ICBM missiler kan være placeret pa mobile enheder, der forflytter sig i skovomrader og lignende, hvorved de kan være svære at ramme fx i et overraskelsesangreb.

En moderne type ICBM, de sakaldte MIRV-missiler (Multiple Independently Targetable Re-entry Vehicle), kan indeholde flere kerneladninger, som hver for sig kan rettes mod mal, der kan ligge flere hundrede kilometer fra hinanden. En anden type er MARV-missilet (Maneuverable Re-entry Vehicle), som er et styrbart MIRV-system, hvor den enkelte kerneladning kan fa retningskorrektioner efter frigørelse fra modermissilet.

En ny missiltype er hypersoniske missiler sasom det russiske Avangard, der kan fremføre nukleare sprænghoveder pa over to megatons sprængkraft med hastigheder op til 25.000 km/time og samtidig manøvrere undervejs.

Fremføring af strategiske kernevaben kan ogsa ske med langdistancebombefly og med overfladeskibe og ubade.

Under den kolde krig var bombefly med nukleare bomber konstant i luften, mens atomdrevne ubade med interkontinentale missiler uafbrudt sejlede pa patrulje, klar til med kort varsel at sætte et angreb ind.

Disse vaben (Intermediate Range Nuclear Forces, INF) har en rækkevidde pa 500 til 5.500 kilometer.

Sprænghovederne fremføres af jager - eller bombefly , mellemdistancemissiler (Intermediate Range Ballistic Missile, IRBM) eller af krydsermissiler , som kan affyres fra jordoverfladen, fra fly eller fra skibe.

Opstilling af IRBM-missiler i Europa førte i 1987 til en traktat (INF) mellem USA og Sovjetunionen med et totalforbud for landbaserede mellemdistancemissiler i 1987.

Taktiske kernevaben (Short-range Nuclear Forces, SNF) har en rækkevidde pa under 500 kilometer. Fremføringen kan ske med kortdistancemissiler eller som ladning i artillerigranater.

Ligesom taktiske kernevaben fremført med jagerbombefly tænkes disse vaben først og fremmest anvendt i forbindelse med direkte kamphandlinger imellem troppe- og fladestyrker i en afgrænset kampzone i modsætning til lang- og mellemdistancevaben, som primært er planlagt som angrebs- eller gengældelsesvaben mod mal i modstanderens hjemland.

I de første atombomber, som var rene fissionsvaben, var udnyttelsesgraden af det fissile materiale meget lav. Efter atombombesprængningen over Hiroshima har man beregnet, at kun 1,8% af det fissile materiale faktisk blev spaltet.

Moderne vabendesign i nukleare sprænghoveder, der er større end 50 kilotons sprængkraft, baserer sig almindeligvis pa et to-trins princip, hvor et fissionselement sætter gang i et fusionselement, som sa sætter gang i endnu en fissionsproces (Teller-Ulam design fra 1951). Herved opnas en langt kraftigere effekt, idet fusionsdelen leverer sa meget energi, at selv den normalt ikke-spaltbare Uran-238, som der findes store mængder af i naturen, og som pakkes omkring fusionsladningen, ogsa kan starte en fissionskædereaktion, der ender med at udgøre hovedparten af vabnets samlede energiudladning.

Gennem denne stadigt anvendte designoptimering er termonukleare kernevaben bade blevet kraftigere og billigere end de simplere fissionsbaserede kernevaben, 'atombomber', som et lands offensive kernevabenudvikling typisk starter med.

Nyere designelementer inkluderer ogsa andre forhold, som bade giver større sikkerhed under arbejdet med sprænghovederne og ikke mindst sikrer mod utilsigtet eksplosion, men ogsa andre forhold sasom gradueret eksplosionseffekt, penetrationsevne og radioaktiv effekt.

Der er udviklet en særlig type termonukleare vaben, hvor en væsentlig del af den frigjorte energi udsendes som neutronstraling, populært kaldet neutronbomber . I et almindeligt termonukleart kernevaben fordeles den udviklede energi med ca. 50 % til trykbølge, 35 % til varmestraling og 15 % til ioniserende straling . Ved et neutronvaben er fordelingen ca. 40 %, 25 % og 35 %. Den kraftige neutronstraling er meget ødelæggende for biologiske organismer, men skader i mindre udstrækning materiel. Vabnet er derfor specielt egnet som taktisk vaben mod kampvogne eller andre pansrede enheder, der ellers giver mandskabet en rimelig beskyttelse mod tryk- og varmepavirkning.

Den lægelige behandlingsudfordring i den akutte fase vil ikke sa meget ligge i behandling af de enkelte sygdomsramte personer, idet skadetyperne ikke afviger væsentligt fra, hvad der kan ses til dagligt.

En afgørende udfordring vil der derimod opsta, fordi antallet af akut tilskadekomne vil overvælde den eksisterende behandlingskapacitet. Dertil kommer et forventeligt sammenbrud af kommunikationsmidler pga. den elektromagnetiske puls, hvilket vil skabe kaos samtidigt med, at store grupper af borgere mere eller mindre spontant vil forsøge at fjerne sig fra omradet under vindfanen fra detonationen og de ødelagte/kontaminerede omrader.

I den beskrevne simulation af et kernevabens detonation over København (se kort) vil situationen yderligere kompliceres af, at landets centrale myndigheder og deres styringsinstrumenter ikke kan forventes at bevare funktionsevnen. Ud over de umiddelbart dræbte vil det samlede tabstal forventes at kunne stige meget betragteligt over de efterfølgende dage og uger.

Den russiske kernevabentriade bestar af Strategiske Raketstyrker med ca 1.197 sprænghoveder pa landbaserede ICBM missiler (fx RS-24 Yars, rækkevidde: 10.500 km), Strategiske Luftforsvarsstyrker med ca. 580 sprænghoveder i bombefly (Tu-35/160) og nukleare fladestyrker bestaende af 11 SLBM (Sea Launched Ballistic Missile) -bevæbnede atomundervandsbade med 896 sprænghoveder (bl.a. RSM-56 Bulava).

Dertil kommer et lidt mindre antal sprænghoveder beregnet til taktisk brug ved hjælp af kortrækkende missiler (fx Iskander-M, rækkevidde: ca. 350 km), jagerbombere (fx MiG-31K) eller luftforsvarssystemer. Samlet antal kampklare sprænghoveder (inkl. et reservelager) anslas til 5.889, som hver har en sprængkraft mellem 10 og 800 kilotons.

I de senere ar er der igangsat et omfattende moderniseringsprogram af den russiske kernevabenslagstyrke, hvorved de forældede fremføringssystemer fra Sovjet-tiden er næsten helt udfaset. I stedet er tilkommet nye kernevaben med bedre styringssystemer og optimerede sprænghoveder, f.eks. de nye ICBM RS-29 Sarmat termonukleare missiler hver med 10 sprænghoveder a 500 kt sprængkraft og med en rækkevidde pa op til 18.000 km, som er meldt kampklare fra den 1. september 2023. Ligeledes er den nye strategiske ubadstype af Borei-klassen under udbygning med yderligere atomdrevne ubade frem til i alt 10 Borei ubade i 2027 hver bevæbnet med 16 SLBM med multiple sprænghoveder.

Den russiske doktrin for anvendelse af kernevaben er ogsa blevet opdateret i 2020, hvorefter man vil anvende kernevaben, hvis man bliver angrebet med kernevaben eller andre masseødelæggelsesvaben, eller hvis man i en konventionel krig star overfor statens undergang.

Svarende til den justerede kernevabenpolitik har Rusland 28. februar 2023 ophævet den hidtil eksisterende aftale med USA om at holde antallet af strategiske kernevaben indenfor bestemte grænser og at kontrollere dette ved gensidige inspektioner (’New START’-aftalen fra 2011). I yderligere forlængelse af den russiske kursjustering har Rusland for første gang siden Sovjetunionens sammenbrud tilsyneladende udstationeret kernevaben udenfor Rusland, da man i oktober 2023 efter eget udsagn udstationerede kernevaben i Belarus (Hviderusland), hvor man ogsa har placeret kernevabenegnede Iskander missiler og 10 kernevaben-klargjorte Su-25 bombefly pa belarusiske baser.

Den amerikanske, strategiske kernevabentriade bestar af 1.920 sprænghoveder pa 14 Trident II bevæbnede undervandsbade, 800 sprænghoveder pa 400 Minuteman III landbaserede ICBM missiler og 788 sprænghoveder i bomber og krydsermissiler til fremførelse med B52 eller B2A bombefly.

Dertil kommer ca 200 taktiske sprænghoveder (B61 -3/-4 bomber), hvoraf halvdelen er udstationeret i NATO lande i EU (Belgien, Holland, Tyskland, Italien), hvor de kan fremføres af F16 og F35A jagerbombefly. Med sprænghoveder fra reservelageret kommer den amerikanske kernevabenkapacitet op pa 5.244 sprænghoveder med sprængkraft svarende til den russiske.

USA’s anvendelsesdoktrin for kernevaben er uændret, at man ikke vil afvise at være den første til at bruge kernevaben i yderste tilfælde, hvis USA’s eller dets allieredes vitale interesser er truet. Den øgede spænding pa det nukleare omrade afspejler sig i bl.a. øgede øvelsesaktiviteter med savel strategiske som taktiske kernevaben. I forhold til tiden under den kolde krig har man opdateret de militære plankomplekser herunder OPLAN 8010-12, som er karakteriseret ved at samtænke savel konventionelle som ikke-konventionelle (inkl. nukleare) kampmidler og -ressourcer i samlede operationelle krigsplaner, der bl.a. har Rusland, Kina, Nordkorea og Iran i modstanderrollen.

USA har samtidig iværksat et omfattende moderniseringsprogram, der rækker ud over 2039, og som bl.a. vil erstatte de nuværende Minuteman III missiler med en helt ny generation af strategiske ICBM missiler, LGM-35A Sentinel, inklusive et nyt termonukleart sprænghoved, W87-1. Ogsa de ubads-baserede strategiske kernevaben er i færd med at blive opgraderet, sa de er mere præcise og sikre, og dertil kommer et helt nyt termonukleart sprænghoved, W93, der forventes operationsklar i 2036. De eksisterende kernevabenbestykkede ubade bliver erstattet af en helt ny atomubadsklasse, Columbia, der forventes operationsklar i 2031. Og endelig sker der ogsa opgraderinger af luftvabnets kernevabenkapacitet med nye bombefly, B21, nye flybomber, B61-12, og nye kernevabenbærende krydsermissiler, AGM-181.

Ud over Rusland og USA er der tre (maske fire) andre lande, der har en offensiv, strategisk kernevabenslagstyrke, som lever op til kriterierne for en garanteret gengældelseskapacitet i form af en kernevabentriade: Kina (410 sprænghoveder), Indien (164 sprænghoveder), Pakistan (170 sprænghoveder) og muligvis Israel (ca. 90 sprænghoveder). Derudover rader følgende tre lande over kernevaben, der i hovedsagen er baseret pa missilfremføring: Frankrig (280 sprænghoveder), Storbritannien (225 sprænghoveder) og Nordkorea (164 sprænghoveder).

I takt med at flere og flere stater anskaffer sig en kernevabenslagstyrke er behovet for en international regulering af kernevaben blevet mere og mere indlysende. Ikke alene er risikoen for overlagt anvendelse af kernevaben i krig stigende, men det er ogsa risikoen for utilsigtede hændelser ved uheld eller terrorisme.

Den første spæde begyndelse til en mere universel begrænsning af vabenkapløbet var en prøvestopaftale for kernevabenforsøg i atmosfæren og under vand, som blev indgaet mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien i 1963 og efterfulgt af den mere betydningsfulde ikke-spredningsaftale (Treaty on the Non-Proliferation of Nuclear Weapons, NPT), der blev ratificeret af bl.a. ovennævnte lande den 5. marts 1970. Traktaten er tiltradt af 191 stater. Som et vigtigt delelement førte aftalen til oprettelse af Det Internationale Atomenergiagentur ( IAEA ), hvis opgave er at føre tilsyn med aftalens overholdelse, herunder den fredelige udnyttelse af kernekraft.

I 1996 vedtog FN's Generalforsamling med overvældende flertal et totalt forbud mod atomprøvesprængninger (Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty, CTBT), som de fem daværende kernevabenmagter ? USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina ? skriftligt tilsluttede sig den 24. september 1996.

Herefter har udviklingen af nye kernevaben i vid udstrækning skullet forega ved hjælp af simulationer i meget kraftige computere, hvilket ind til for ret fa ar siden har sat begrænsninger for udviklingen i ny kernevabenteknologi. Den begrænsning er imidlertid overstaet, og den kernevabenteknologiske udvikling har igen taget fart.

Selv om der er en abenlys mangel pa et etisk acceptabelt grundlag for nogensinde at skulle bruge de omfattende lagre af kernevaben, star det klart, at det kræver fornyede anstrengelser fra lande uden offensive kernevabeninteresser, hvis udviklingen skal bremses.

Det har ført til, at der efter mange ars diplomatisk arbejde er vedtaget en traktat i FN, som forbyder alle kernevaben og relaterede aktiviteter fuldstændigt (Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons, TPNW). Traktaten tradte i kraft i 2021, og er bindende i international lov for de mere end 90 stater, der har tilsluttet sig traktaten, hvilket kernevabenbevæbnede stater som fx USA, Rusland og Kina dog ikke har gjort. Danmark har heller ikke tilsluttet sig forbuddet mod kernevaben.