Parlamentet, der er statens øverste repræsentative organ, bestar af to kamre: deputeretkammeret med 330 medlemmer og senatet med 136 medlemmer. Parlamentet er landets eneste lovgivende myndighed, hvis medlemmer vælges hvert fjerde ar ved frie og hemmelige valg.

De to kamre mødes hver for sig, men i nogle sager er der fælles sessioner. Hvert kammer vælger en formand, som er en indflydelsesrig post.

Parlamentet kan i en fælles session suspendere præsidenten med simpelt flertal efter først at have konsulteret forfatningsdomstolen. For at suspendere præsidenten skal der inden 30 dage afholdes en folkeafstemning om spørgsmalet. Parlamentets magt over præsidenten er med andre ord begrænset.

Præsidenten vælges hvert femte ar. Hvis ingen kandidat opnar over halvdelen af stemmerne i første omgang, vælges den kandidat med flest stemmer i anden runde. En præsident kan kun sidde i to perioder. Præsidenten skal underskrive vedtagne love, men kan returnere en vedtaget lov til fornyet behandling i parlamentet, men kun en enkelt gang.

Præsidentembedet er relativt magtfuldt, da præsidenten udnævner regeringen og kan deltage i et regeringsmøde. Hvis det sker, leder præsidenten mødet. Præsidenten kan under visse omstændigheder opløse parlamentet og desuden udskrive en folkeafstemning efter konsultation med parlamentet. Med til præsidentens kompetence hører at indga internationale aftaler, nar disse er vedtaget i parlamentet.

Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker og kan udstede mobiliseringsordre.

Præsidenten udpeger en kandidat til premierministerposten fra det parti, der har flertallet i parlamentet eller en koalition med et flertal bag sig. Kandidaten skal inden 10 dage udarbejde et regeringsprogram og stille med en ministerliste. Først nar programmet og ministerlisten ved en tillidsafstemning i en fællessession af de to kamre er godkendt, er regeringen dannet.

Regeringen træffer beslutninger og udsteder forordninger i henhold til regeringsprogrammet. Beslutninger og forordninger er først gyldige efter offentliggørelse i statstidende ( Monitorul Oficial ). Premierministeren orienterer parlamentet om regeringsbeslutningerne. Ministre kan blive kaldt i samrad for at svare pa spørgsmal i parlamentet. Regeringen kan i visse situationer udstede dekreter.

Regeringen er ansvarlig over for parlamentet, som kan stille regeringen et mistillidsvotum. Præsidenten kan ikke afskedige premierministeren.

I hvert amt udpeger regeringen en statslig embedsmand. Præfekten, der fungerer som statens regionale repræsentant, koordinerer ministeriernes opgaver i de enkelte amter.

En ny forfatning var nødvendig efter foreningen af fyrstendømmerne Moldavien og Valakiet i 1859. Denne første rumænske grundlov holdt helt til 1923, hvor 1. Verdenskrigs omvæltninger og skabelsen af Storrumænien krævede en ny grundlov.

Grundloven af 1923 knyttede de nyvundne provinser Bessarabien , Transsylvanien og Cadrilater (Syddrobrudja) til det gamle kongerige ( Regat ) i en centraliseret national enhedsstat.

1923-grundloven ophævedes under det kongelige diktatur fra 1938 til 1940, og i praksis varede denne ophævelse frem til krigens slutning i 1944. Pa papiret genindførte man i 1944 1923-forfatningen frem til 1948.

Efter den sovjetiske overtagelse af landet efter 2. verdenskrig fik landet en ny grundlov i 1948. Den definerede landet som en folkerepublik og som en suveræn nationalstat. Grundloven rummede flere af de højtidelige bestemmelser fra de tidligere om privat ejendomsret og om frihedsrettigheder, men der var tale om vinduespynt. De nye magthavere havde ikke brug for magtdeling eller en fri presse.

Pa trods af grundlovens ord nationaliserede regimet i løbet af fa ar næsten alle private virksomheder ved hjælp af dekreter og ophævede politiske partier og civile organisationer.

Grundloven af 1952, officielt kaldet ”Vi bygger socialismen”, var delvis en kopi af Stalins 1936-grundlov, som Stalin selv havde beskrevet som verdens hidtil mest demokratiske forfatning. 1952-forfatningen fastslog, at magten ligger hos folket og udøves gennem den store nationale forsamling ( Marea Adunare Na ? ional? ) og folkeradene (sovjetterne). Straks herefter begrænsedes denne bestemmelse, nar det hed, at arbejderklassen spillede den ledende rolle. Magtdelingsprincippet var helt fraværende.

Som noget nyt skrev man i § 2, at det var USSR, der befriede Rumænien fra fascisterne, kapitalisterne og de store jordejere. Pa den made var det USSR, der skabte folkerepublikken Rumænien. Der var tale om begrænset national suverænitet. Efter bruddet med Jugoslaviens leder Tito i 1948 definerede man en folkerepublik gennem dens faste underordning af USSR.

I den reviderede grundlov af 1965 defineredes republikken ikke længere som en folkerepublik, men som en socialistisk republik. Staten hed nu Rumæniens Socialistiske Republik ( Republica Socialist? Romania ).

Denne nye grundlov, som man officielt kaldte ”Socialismen har sejret”, afspejlede Rumæniens gradvise frigørelse fra Moskva, der var blevet indledt under Gheorghe Gheorghiu-Dej , og som fortsatte under Nicolae Ceau?escu . Respekt for den nationale suverænitet og uafhængighed samt princippet om ikke-indblanding erstattede de tidligere formuleringer om afhængighed af USSR.

Et helt kapitel omhandlede borgernes rettigheder og pligter, men disse var uden reelt indhold. Senere beskrev grundloven statens centrale og lokale organer, opbygningen af administrative organer og retsvæsenet. Landets egentlige magthaver ? kommunistpartiet ? omtaltes ikke i grundloven.

Efter omvæltningen i december 1989 gik der næsten to ar, før en ny grundlov tradte i kraft. En grundlovgivende forsamling godkendte i november 1991 den første postkommunistiske grundlov, men den tradte først i kraft efter godkendelse ved en folkeafstemning den 8. december 1991.