Gallien var i antikken romernes betegnelse for det omrade i Nordvesteuropa, der var beboet af gallere ; i dag omfatter det Frankrig og dele af Belgien, Tyskland og Norditalien.

Navnet brugtes tidligt om Podalen, der omkring 400 f.v.t. var kommet under galliske ( keltiske ) indvandreres herredømme. Senere kaldte romerne Podalen for Gallia Cisalpina ('gallernes land pa denne side af Alperne') til forskel fra Gallia Transalpina ('gallernes land hinsides Alperne').

Fra 200-tallet f.v.t. erobrede romerne gradvis Gallia Cisalpina , og ca. 184 f.v.t. var hele omradet annekteret. Ud fra ønsket om at beherske landruten mellem Italien og Spanien erobrede romerne 121-118 f.v.t. Sydfrankrig, og omradet etableredes som provinsen Gallia Narbonensis .

Gallia Cisalpina blev provins i 81 f.v.t., men allerede i 42 f.v.t. indlemmet i Italien. Da Cæsar blev statholder i bade Gallia Cisalpina og Narbonensis, iværksatte han en erobringskrig (58-51 f.v.t.), der lagde hele omradet mellem Alperne, Pyrenæerne og Rhinen under Romerriget (se gallerkrigen ).

Omradet nordvest for Alperne var delt i fire provinser: Narbonensis i syd, Aquitania vest og syd for Loire, Lugdunensis i det centrale og nordvestlige Frankrig og endelig Belgica i nordøst.

Under det romerske herredømme gennemgik de galliske provinser en stærk økonomisk udvikling; vindyrkning blev udbredt, og der opstod et net af byer og handelspladser. Sideløbende blev det galliske sprog fortrængt af latin, og det indfødte præsteskab, druiderne , mistede sin position i samfundet.

I 260 e.v.t. grundlagde den romerske feltherre, Postumus, et gallisk kejserrige, der ogsa omfattede Britannien og Spanien, men allerede i 274 matte den sidste galliske kejser, Tetricus, overgive sig til romerne. For den videre udvikling i omradet se Frankrig (historie) .

Gallien bruges i dag ogsa som et poetisk udtryk for Frankrig og som ordspil pa nationalsymbolet, hanen (latin gallus ).