Leonid Brezjnev var en sovjetisk politiker og statsleder. Brezjnev var ingeniøruddannet, havde fra 1935 lokale partiposter i
Ukraine
og var under
2. Verdenskrig
politisk officer pa den ukrainske front. I 1950-1952 var han partichef i den moldaviske sovjetrepublik (nu
Moldova
) og i 1954-1956 i Kasakhstan.
I 1957 blev han medlem af partipræsidiet og var i 1960-1964 formand for
Den Øverste Sovjets
præsidium, dvs. Sovjetunionens formelle statsoverhoved. Efter at have medvirket ved afsættelsen af
Nikita Khrusjtjov
fik Brezjnev i 1964 posten som partiets førstesekretær, fra 1966 betegnet generalsekretær, mens
Aleksej Kosygin
blev ministerpræsident. Mod slutningen af 1960'erne fremstod Brezjnev som Sovjetunionens faktiske leder, og da han i 1977 pa ny blev valgt til formand for Den Øverste Sovjets præsidium, kunne han igen formelt kaldes statsoverhoved.
Brezjnevs periode som
USSR
's leder var præget af stærkt faldende økonomiske vækstrater, blandt andet pa grund af den ineffektive planøkonomi, som kun undergik ganske overfladiske reformer; politisk var perioden karakteriseret af betydelig konservatisme, der fastholdt partiets dominerende position og samtidig ved hjælp af statssikkerhedstjenesten
KGB
søgte at dæmme op for den voksende bevægelse af politisk anderledestænkende (dissidenter). Resultatet blev et samfund i en ideologisk, social og moralsk krise, der nogle fa ar efter Brezjnevs død banede vejen for
Mikhail Gorbatjovs
perestrojka
-politik.
Udadtil cementerede Brezjnev USSR's dominerende position i Østeuropa, dels med invasionen i
Tjekkoslovakiet
i 1968, legitimeret gennem den sakaldte Brezjnevdoktrin, dels med truslen om indgriben i Polen i 1980-1981.
I forholdet til Vesten fulgte Brezjnev, efter først at have gennemført en betydelig oprustning, der militært stillede Sovjetunionen lige med USA som supermagt, en afspændingspolitik, hvis mal var at fa anerkendt de bestaende grænser i Europa og sikre USSR adgang til vestlig teknologi.
Denne politik førte i 1970'erne til en række internationale aftaler, herunder Helsinkiaftalen i 1975, der bidrog til at mindske spændingen i Europa. Den goodwill, som Sovjetunionen matte have opnaet herved, modvirkedes dog af den politiske undertrykkelse hjemme samt af landets aktiviteter i den tredje verden, herunder især invasionen i
Afghanistan
i december 1979.