F eilbergs ordbog er som bekendt en grumme fornojelig bog, hvoraf man kan lære mange mærkelige ting pa de mest forskellige omrader. Ogsa den der vil studere, hvordan folk bærer sig ad med at bande og sværge, eller hvad overtro der knytter sig til eder, vil kunne høste rig belæring af denne forunderlig mangfoldige bog; han behover blot at sla op under ordet ?ed“ og ga alle de artikler igennem, hvortil der her mod slutningen henvises, og han vil da ha faet et interessant kursus i en side af vort folks sprogbehandling, som han intet andet sted vil kunne fa saledes samlet og tilrettelagt. Og alle disse eder er nok et studium værd, selvom mange maske vil regne dette æmne med blandt de lojerlige snurrepiberier, som kun folk med altfor rigelig fritid kan tænkes at gi sig af med.

Den sprogforsker der vil vide noget om forholdet mellem bevidst og ubevidst omdannelse i sprogenes udvikling, vil finde meget materiale i ederne med de mange omdannelser af guds, satans og djævelens navne, der tilsyneladende trodser alle regler; den folklorist der ønsker at trænge ind i læren om navneovertro og navnetabu, kan ikke ga ederne forbi ? men det er ikke disse sider jeg her vil fordybe mig i: meget dærom findes allerede i en gammel fortræffelig afhandling af Kristoffer Nyrop om ?Navnets magt“; ogsa i ?Ordenes liv“ kommer han ind pa sligt, og jeg vil ikke ga min gode ven i bedene. Jeg vil her væsent ligt holde mig til den rent grammattiske side af sagen, hvor jeg har gjort nogle smaiagttagelser, som visstnok ikke for er fremdragne og som maske i nogen grad kan interessere den forsker med det lune smil i det venlige oje, som dette bind skal hædre.

Eder aflægger mangfoldige vidnesbyrd om, hvor tankeløst folk bruger deres modersmal. De der bander hyppigt eller altid, gor sig vel næsten aldrig klart, hvad deres eder betyder; det eneste de ønsker, er ved anvendelsen af disse kraftord at gore deres tale mere eftertrykkelig ? maske ogsa at vække mere tillid tu sandheden og rigtigheden eller oprigtigheden af det de siger. Om dette sidste formal ret ofte opnaes, kan vel være tvivlsomt; men om tankeløsheden kan der ikke vare nogen tvivl. Vi kan dærfor ved eder komme helt ud i det meningsløse, hvorpa Wessels ?Gid fanden tage fanden!“ (Levins udg. s. 154) kan være et typisk exempel. Eller ?Naa gud lonne vor herre for det!“ (Hostrup, Genb. III. 6). Bekendt er den formentlige gendrivelse af fritænkeriet, der ligger i satningen: ?Hvis der ingen gud var, ja sa gud hjælpe os allesammen!“ hvor allerede ordstillingen viser at vi har med en fastgroet formel at gore, da vi ellers har verbet forst efter sa; ?gud hjælpe os“ betyder ikke nogetsomhelst andet end ?det ser (eller sae) galt ud“ og forestillingen om gud eller hjælp er helt afbleget. En variant af samme tankeløshed findes hos Goldschmidt (Hjemløs 2. 746): ?De er maaskee en af disse blegnæser, der ?troe“ ; men der er, gud straffe mig, ingen gud!“ Og en noget lignende ?tanke“ har Henrik Pontoppidan afluret virkeligheden, nar han (Landsbybilleder 145) lar en degnetale slutte saledes: ?Dersom dette er død, da gud fri os fra liv! Men er det liv, da gud fri os fra død!“

Jeg har ogsa engang truffet eden ?Ved den lede gud“, der ojensynligt i sin meningsløshed er en sammenblanding af ?den levende gud“ og ?den lede satan“.

Ederne trodser tit al den grammattiske analyse, vi mojsommeligt fik indøvet i skolen, saledes ? gu' min salighed er vi nervøse“ (Drachmann, Forskrevet 1. 162). Og jeg skal intet forsøg gore pa at bestemme, hvad stilling i sætningen fanden har i ?hvad fanden mener du?“, eller om nade i ?gud nade dig“ er et substantiv (navneord) eller et ellers ukendt verbum ^[1] . Det ma andre om at rede ud fra hinanden. Nar man sir ?Gud nade dig!“ mener man jo forresten slet ikke noget ønske om guds nade for vedkommende, selvom dette har været den oprindelige betydning; snarere vil man sige: ?der er ingen nade for dig“.

Man kan foje fanden, satan, djævelen, pokker til et sporgeord: hvem fanden skulde ha troet det? | hvad satan mener han? | hvor djævelen blir hun af? | hvordan pokker sidder du og fedter i det? Saledes ogsa i almen-relativ tyd, hyppigt med et sa efter: du kan sporge hvem fanden du vil | hvad satan han sa gor, altid kommer han galt fra det | hvor pokker du sa gar hen, kommer du til ulejlighed | du ma for mig bære dig ad, hvordan fanden du vil. Men denne sprogbrug er forskellige indskrænkninger underkastet, der strengt overholdes, selvom det kan vare vanskeligt at gi grunde for dem. At man ikke kan sige ?Hvorledes satan skal jeg bære mig ad?“ eller ?Hvilken pokker mener du?“ kunde synes let begrundeligt ved at ordene hvorledes og hvilken ikke bruges meget i den daglige talestil, hvor eder overhodet anvendes; men dette forklarer ikke de følgende ejendommeligheder. Man kan ikke sige ?Hvad nytte satan er det til?“ eller ?Hvad for et bord fanden skal jeg ta?“ ? bandeordet kan altsa ikke fojes til, undtagen nar det kommer umiddelbart efter det egentlige sporgeord. Her ma man sige ?Hvad nytte er det til, for satan?“ og ?Hvad for et bord skal jeg ta, for fanden?“ Men uagtet man kan sige ?Hvorfor pokker kommer han ikke?“ kan man ikke foje et bandeord til de andre sammensæt med hvor- , altsa ikke ?Hvorom satan taler I?“ men ?Hvorom taler I, for satan?“ (eller ?Hvad satan taler I om?“) ? ikke ?Hvorpa djævelen tanker du?“ men ?Hvorpa tænker du, for djævelen?" (eller ?Hvad djævelen tænker du pa?“) og ligesa med hvorfra, hvortil, hvorunder osv. Medens man vanskeligt kan sporge ?Nar satan kommer toget dog?“ er der ikke noget i vejen for med den ubestemte betydning at sige ?Det er mig ligegyldigt, nar satan det kommer“. Andre ejendommeligheder. Man skulde tro det var ligegyldigt, enten man sa ?gud veed“ eller ?det veed gud", men faktisk betyder det ene det stik modsatte af det andet; det forste bruges om det usikre (det gud alene veed, men vi andre ikke), det andet om det til overflod sikre: Regner det? Ja, gud veed | ja det veed gud det gor (sml. ja det ve(d) gud det gor) ^[2] . Med andre ord: ?gud veed om ...“ men ?det veed gud, at ...“ Og den samme forskel gores i forbindelse med guds viden mellem de to smaverber ma og skal , der dog skulde synes at betegne det samme: ?Gud ma vide, om han er dum“ (uvisshed) ? ?gud skal vide, han er dum“ (visshed). Ligesa: ?Er han dum?“ ?Ja det ma vorherre vide (om han er)“. ?Ja, det skal vorherre vide (han er)“.

Man skulde ogsa tro, at gud, herregud og vorherre i allersnævreste forstand var enstydige, men det er de slet ikke i edernes underlige verden. Som udrab betegner herregud! medlidenhed (Herregud hvor man er et barn. Vedel, Stavnsbaand 33), gud! dærimod forbavselse, tit glad overraskelse: ?Herregud hvor han dog er lille!“ | ?Gud, hvor han er stor!“ ? Medens vorherre ikke kan bruges pa nogen af de anførte mader som udrab, kommer Jesus, især i formen jøsses, hyppigt til anvendelse i udrab, dog uden at betyde ganske det samme som noget af de to nævnte udrab; det kan betegne beundring, men angir dog vel hyppigst ubehag, ærgrelse, angst, som i ?Herre Jøsses, sagde Sem tul sig selv, blot der nu ikke skeer en ulykke!“ (Goldschm. Hjeml. 2. 822). Sml. ogsa jøsses kors!

Gud og vorherre er heller ikke det samme, nar ordet efterfølges af bevare's (bevare os!) ? Vorherre bevare's er omtrent det samme som ?gud fri os“, ?lad os endelig være fri (blive forskanet) for det“, sml. ?Vorherre bevares! Guvernante, det er det værste jeg ved“ (E. Brandes, Overmagt 31). Gu(d) bevare's dærimod er omtrent = ?for mig ingen allarm“, ?jeg har intet imod det“: Ma man ryge her? Ja, gu(d) bevare's. Omvendt: Ma man ryge her? Næ vorherre bevare's ^[3] . Gud og vorherre forholder sig ligefrem her som positiv og negativ elektricitet.

I forbindelsen gu(d) bevares, og i andre lignende, er det ligegyldigt om man udtaler slutlyden i gud; men star ordet alene, forandrer det helt karakter, om man tar ð med eller ikke. Vi kan jævnlig høre en sadan samtale som: ?Hun er meget syg.“ ?Gud (udtalt gud ), er hun syg?“ ?Gu er hun syg." I forste tilfælde er gud et forbavselsesudrab, og ordstillingen er hun er sporgeordstillingen; i det andet er gu et biord, og ordstillingen er hun beroer pa, at dette biord er sat forrest, ligesom i ?Visst er hun syg“. Tonefaldet i de to sætninger er ogsa helt forskelligt, stemmende med den almindelige forskel imellem forundrede sporsmal og bestemt bekræftende pastande.

Biordet gu ma opfattes som en variant af sgu ( sku , som det ogsa sommetider skrives), men er forskelligt fra det ved ikke at kunne stilles noget andet sted end forrest i sætningen ? en plads som sgu selv aldrig kan indtage. Se fx Bang, Ludvigsbakken 333 ?frk. Brandt har s'gu altid kager i lommen ... Jo, gu' er der kager.“ Sgu er opstaet af sagu i denne forbindelses hyppigste form, hvor den har tryk pa sidste stavelse; i en anden form, der kun findes umiddelbart foran stærk stavelse, har det tryk pa forste stavelse (rytmetryk, se Fonetik s. 573): ?s?gu ?eg?, ?s?gu ?aldri osv. ^[4] Af sagu er sikkert gu opstaet ved en i sprogenes historie ret hyppig teelse, som imidlertid aldrig er blevet systematisk undersøgt; jeg kan ikke finde noget heldigere navn end forantien eller prosiopese. Den talende vil begynde at sige noget, men selvom han far gjort de til begyndelseslydene nødvendige bevægelser oppe i munden, høres de ikke, fordi han forst far stemmebandene (og udandingen) i gang lidt senere. Nar sligt gentager sig oftere uden at forstyrre forstaelsen, hvad det netop tit kan ved sadanne i og for sig intetsigende fyldeord som eder, kan i næste omgang den saledes afsnuppede form blive den egentlige i begyndelsen af et udsagn og altsa bruges, uden at de til den oprindelige begyndelse hørende artikulationer frembringes. (Sml. ma?r?n for godmorgen , tysk bitte for ich bitte , eng. would he did for God (eller I ) would he did , osv.).

Fuldstændigt parallelt med sagu i dets to trykformer og de to kortere former sgu og gu har vi nu en anden ed, opstaet af ?sa mænd veed“, nemlig inde i en sætning samæn , almindelig med tryk pa sidste s??mœn’ , men med tryk pa forste foran stærk stavelse: ?han er ?s?m?n ?ikke færdig | han blir ?s?m?n ?aldrig færdig“, endvidere smœn’ eller sm?n , der dog langtfra er sa hyppig som de andre former eller som det tilsvarende sgu , og endelig foran i sætningen mœn’ . Alle disse føles ikke som sa slemme bekræftelser som sagu osv., ja kan maske knap længer kaldes eder, sml. Chr. Winther, Digte gamle og nye, 7. udg. 162: ?Han glemte rent den fæle banden, Jo mæn, dertil blev han for peen, Han turde neppe sige fanden“.

Jeg har endnu ett exempel pa eder, som man skulde tro kunde bruges i flæng, men som faktisk anvendes forskelligt, nemlig pinedød og død og pine . Ved begge er der naturligvis fra forst af tænkt pa Jesu lidelse og død, og man hører da ogsa tit Guds død og pine (i litteraturen fx Goldschmidt, Hjeml. 1. 168), men aldrig guds pinedød istedenfor pinedød . Dette sidste star sikkert for pine og død , som det ogsa skrives af Goldschmidt, anf. v. 127; med hensyn til det lydlige sammenligne man ? sans comparaison, som man sir, nar eens sammenligninger vel synes een træffende, men man dog af een eller anden grund vil gore en undskyldning for dem ? smorrebrød for smor og brød og øllebrød for øl og brød . Medens nu død og pine almindeligst er et udrab, der star foran sætningen, er pinedød et biord, som sættes inde i den: ?Død og pine, nu regner det igen“. ?Nu regner det pinedød igen“. Sml. ogsa det anførte sted hos Goldschmidt: ?han skal gjøre cour, han skal pine og død gjøre cour“, hvor man nu vilde sige ?han skal pinedød gore kur“. Begge forbindelser er ved den hyppige brug som bekræftelser blevne i den grad profanerede, at ingen præst nutildags turde vove at tale om Kristi død og pine, saledes som man kunde i gamle dage, se Chr. Pedersen 4. 479 ?den dyrebare siel, som vor herre haffuer told [talt] død og pine faare“, sml. ogsa Bredal, Bornesp. 5 ?For sin søns skyld: pine oc død“.

Til edernes sproglære hører ogsa, hvad jeg har gjort opmærksom pa i min Fonetik s. 563 og 564, at ederne frembyder ejendommelige trykforhold, nemlig enhedstryk i gud ?hjælpe mig, gud ?veed, gud ?give, fanden 'ta mig osv., medens ellers subjektet i tilsvarende sætninger har stærkt tryk, ogsa i hvem ?fanden, hvad ?pokker; endelig har vi ogsa et interessant grammattisk forhold, nar et bandeord bruges som erstatning for en nægtelse som i ?han gor fanden (gor han)“ ? men dette sidste ma jeg opsætte at behandle til en anden storre sammenhæng, da det her vilde blive for vidtløftigt.

Ederne er og navnlig har været mangfoldige; en frodig sprogskabende evne har kastet sig over dem og frembragt maleriske udtryk i mange forskellige forhold. Konnenes forhold til bandeordene har været og er forskelligt; kvinderne har foretrukket de mere uskyldige ord, eller dem de troede var uskyldigere, som nar man har glemt at skam er et gammelt navn for satan. En yndet ungpigeed i alt fald for et par ar siden var ?saft suse mig“. Jakob Knudsen skriver. i Sind s. 63: ?Dæmen, en lille nordjydsk ed; bruges ogsaa af mennesker, der ellers ikke bander, f. ex. pæne, unge piger“. Ordet er sikkert lig dennemand (se Feilberg), der er en eufemisme for djævelen. Ogsa individuelt er der stor forskel pa menneskenes made at bande pa; medens nogle bruger mange forskellige eder, nojes andre altid med den samme vending, som Johannes V. Jensen rigtigt har iagttaget, se Himmerlandshist. 1. 3: ?Det kunde ogsaa høres paa hans eder, at han var et ungt blod, han bandte overdaadigt og rigt, var ikke som de andre falden tilbage paa en enkelt, stereotyp gudsbespottelse“.

Nar nutildags folk bander mindre og mindre, gar der unægtelig som pa andre omrader noget malerisk tabt som følge af den stigende kulturs udviskende og udlignende tendens, der sætter pæn ensformighed istedenfor meget vildt, utæmmet, løssluppent, ejendommeligt ? men jeg skal ikke fortabe mig hverken i umoralske beklagelser herover eller i moralsk glæde over det som et etisk-religiøst fremskridt: jeg skriver ikke for at gribe ind i præsten H. F. Feilbergs gamle gerning, men for at hylde sprogmanden og almueforskeren Henning Frederik Feilberg.