Forbundsrepublikken Tyskland
Bundesrepublik Deutschland
|
---|
Forbundsstat
|
1949?1990
|
|
Motto
:
Einigkeit und Recht und Freiheit
|
|
Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) fra Saarlandets tilslutning den 1. januar 1957 og indtil Tysklands genforening den 3. oktober 1990
|
Hovedstad
|
Bonn
|
---|
Sprog
|
Tysk
|
---|
Regeringsform
|
Republik
|
---|
Præsident
|
|
---|
|
? 1949?1959
|
Theodor Heuss
|
---|
? 1959?1969
|
Heinrich Lubke
|
---|
? 1969?1974
|
Gustav Heinemann
|
---|
? 1974?1979
|
Walter Scheel
|
---|
? 1979?1984
|
Karl Carstens
|
---|
? 1984?1994
|
Richard von Weizsacker
|
---|
? 1994?1998
|
Roman Herzog
|
---|
Kansler
|
|
---|
|
? 1949?1963
|
Konrad Adenauer
|
---|
? 1963?1966
|
Ludwig Erhard
|
---|
? 1966?1969
|
Kurt Georg Kiesinger
|
---|
? 1969?1974
|
Willy Brandt
|
---|
? 1974?1982
|
Helmut Schmidt
|
---|
? 1982?1998
|
Helmut Kohl
|
---|
Historisk periode
|
Kolde krig
|
---|
|
? Etableret
|
23. maj
1949
|
---|
|
1990
|
---|
Befolkning
|
---|
|
? Anslaet 1990
|
63.254.000
|
---|
Valuta
|
Tyske Mark
|
---|
Internetdomæne
|
.de
|
---|
Telefonkode
|
+49
|
---|
Efterfulgte
|
Efterfulgt af
|
|
| |
Vesttyskland
var
1949-1990
den uofficielle betegnelse for
Forbundsrepublikken Tyskland
(
BRD
). (Den 3. oktober 1990 blev
Den Tyske Demokratiske Republik (DDR)
("Østtyskland") indlemmet).
Forbundsrepublikken Tyskland blev stiftet
23. maj
1949
omfattende de
amerikanske
,
britiske
og
franske
besættelseszoner
efter
2. verdenskrig
.
Allieret besættelse af det vestlige Tyskland 1945-1949
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Ved
Jaltakonferencen
i februar 1945 var de tre største allierede nationer,
Sovjetunionen
,
Storbritannien
og
USA
, blevet enige om at opdele Tyskland i besættelseszoner efter krigen. Det lykkedes USA og Storbritannien at fa forhandlet Frankrig med som den fjerde besættelsesmagt.
Umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning i august 1945 enedes de fire om en række fælles mal for styringen af de fire besættelseszoner. Det indebar blandt andet en demokratisk udvikling. Det stod hurtigt klart, at Sovjetunionen ikke fortolkede
Potsdamtraktatens
ordlyd pa samme made som de tre vestlige lande.
Den stigende antagonisme mellem USA og Sovjetunionen gjorde sig efterhanden ogsa gældende i aftalerne om Tyskland. Uenigheden om Tysklands fremtid begyndte med en mislykket konference i
London
i 1947 og kulminerede den 20. juni 1948, da de franske, britiske og amerikanske besættelseszoner gennemførte en møntveksling for at fa den tyske økonomi i gang. Sovjetunionen nægtede at gennemføre den og forbød den nye møntenhed i deres zone. Fire dage senere blokerede Sovjetunionen for al trafik til
Vestberlin
, som trods bydelens placering midt i den sovjetiske zone var under vestallieret kontrol. Det blev kendt som
Blokaden af Berlin
og blev et foreløbigt lavpunkt mellem besættelsesmagterne.
Det var nu en realitet, at Tyskland ikke ville kunne forenes, sa længe stormagterne ikke kunne enes om vilkarene.
Den begyndende erkendelse af, at Sovjetunionen ikke ville samarbejde, kombineret med et ønske fra især Storbritannien om at blive fritaget for den enorme økonomiske byrde, det var at holde Vesttyskland besat, fik i marts 1948 Tysklands fire vestlige nabolande samt Storbritannien og USA til at indga en aftale om en vesttysk statsdannelse. Ogsa kendt som
London seksmagts-konferencen
. Den 1. september 1948 mødtes 65 delegerede fra de tre vesttyske besættelseszoner for at udfærdige en forfatning for den vestlige del af Tyskland. De vest-allierede havde med de sakaldte Frankfurter-dokumenter sat visse rammer for denne forfatning og den nye statsdannelse.
Grundlaget for en vesttysk statsdannelse skulle ifølge de allierede besættelsesmagter være:
- Demokratisk forfatning med en føderal stat
- Forfatningen skulle til afstemning i hver vesttysk delstat. Hvis 2/3 af de vesttyske delstater havde stemt ja, var den godkendt.
- Forfatningsændringer skulle godkendes af besættelseszonernes tre militærguvernører.
- Udenrigspolitik, industri og besættelsesstyrkernes rettigheder skulle styres af besættelseszonernes tre militærguvernører.
Den 12. maj var arbejdet med forfatningen færdigt, og den blev godkendt af militærguvernørerne for den franske, britiske og amerikanske besættelseszone.
Bonn
blev hovedstad i skarp konkurrence med
Kassel
og
Stuttgart
. Forfatningen kom til afstemning i de vesttyske
forbundslande
; kun
Bayern
stemte imod. Bayern havde dog accepteret, at hvis de som de eneste stemte imod, ville de alligevel tiltræde forfatningen. Den 24. maj 1949 tradte forfatningen i kraft, og
forbundsrepublikken Tyskland
var en realitet.
Det første valg til den lovgivende nationalforsamling i hovedstaden
Bonn
fandt sted den 14. august 1949 og gjorde det kristen-konservative
CDU
/
CSU
til det største parti, tæt fulgt af socialdemokraterne,
SPD
. Den 12. september blev
Theodor Heuss
fra
FDP
af
Forbundsforsamlingen
valgt til den første præsident for den nye republik, en post af formel betydning. Den 15. september blev
Konrad Adenauer
fra
CDU
valgt til den første
forbundskansler
, posten som landets de facto leder.
Adenauers politik var præget af et ønske om at skabe stabilitet og ro for den nye republik. Ønsket om at forene
DDR
med Vesttyskland tradte i baggrunden til fordel for integration med vesten og forsoning med tidligere fjender. Det gjaldt for Adenauer om at skabe tillid til Vesttyskland i verden, sa det efterhanden kunne genvinde autonomi i det besatte land. Denne politik blev kritiseret skarpt af oppositionen, der frygtede, at en yderligere integration i vesten ville føre til større afstand til østen og Sovjetunionen og dermed mindske muligheden for en genforening af Tyskland.
Adenauer ville med sin
Hallstein-doktrin
gøre Vesttyskland til den eneste legitime tyske stat, og han afbrød de diplomatiske forbindelser med alle lande, der anerkendte det socialistiske
DDR
. I 1955 besøgte Adenauer alligevel Sovjetunionen og optog diplomatiske forbindelser med landet. Det lykkedes ved denne lejlighed Adenauer at skaffe de omkring 10.000 tilbageværende tyske krigsfanger hjem.
Rhin-tyskeren Konrad Adenauer fulgte en meget fransk-venlig kurs. Det var blandt andet denne linje, der førte til oprettelsen af den vesteuropæiske
Kul- og Stalunion
i 1951. I 1952 blev han enig med det nyoprettede
Israel
om en godtgørelse til ofrene for
Holocaust
, og blev indledningen til accepten af Vesttyskland i det internationale statsforbund.
Denne accept førte til, at de vestlige magter accepterede en genbevæbning af de tyskere, der 10 ar forinden havde bragt krig over det meste af Europa. Den tyske hær blev i 1955 genoprettet og Vesttyskland blev optaget i
NATO
ved samme lejlighed. Fra nu af var Vesttyskland en vigtig stat i den nordatlantiske forsvarsalliance.
I 1957 blev det af Frankrig besatte
Saarland
en del af Vesttyskland efter en folkeafstemning.
Pa grund af Adenauers mange udenrigspolitiske succeser og pa grund af den stabilitet og store fremgang, der var skabt i republikken de sidste otte ar, kunne CDU ved forbundsvalget i 1957 notere sig en valgsejr sa stor, at den gav dem flertal i parlamentet. Fremgangen skyldtes bl.a. finansminister
Ludwig Erhards
evner, der ikke var uden betydning i forbindelse med det vesttyske økonomiske efterkrigsopsving, das
Wirtschaftswunder
.
Efter at stadig flere østtyskere forlod den socialistiske stat, byggede DDR i 1961
Berlinmuren
. Der var nu
vandtætte skotter
imellem de to tyske stater.
Kort intermezzo og kursændring over for østblokken
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Efter Adenauers afgang i 1963 tog finansminister
Ludwig Erhard
over. I tre ar forsøgte han fra 1963 at videreføre Adenauers udenrigspolitiske linje over for
østblokken
.
I 1966 tradte Ludwig Erhard efter længere tids problemer tilbage og overlod posten til sin partikollega
Kurt Georg Kiesinger
, der for første gang i forbundsrepublikkens historie kunne præsentere en "stor koalition" af de to største tyske partier,
CDU
og
SPD
. De næste tre ar bragte nogen fremgang for tysk økonomi, og en ny mere forsonlig linje over for østblokken begyndte at give resultater.
I 1969 blev SPD for første gang i stand til at sætte sig pa forbundskanslerposten. Under
Willy Brandt
iværksattes den sakaldte
Østpolitik
, der bestræbte sig pa at normalisere forholdet til østblokken, især DDR. Under parolen "to tyske stater, en tysk nation", forsøgte han at opna sa normale forbindelser til den socialistiske stat som muligt.
Efter valutareformen 1948, hvor rationeringsmærker blev ophævet og
D-marken
indført, kom et kraftigt økonomisk opsving i Vesttyskland. 1948-1957 kaldes das
Wirtschaftswunder
: vækstraten var pa omkring 7% om aret, og der var nærmest ingen arbejdsløshed. De enorme vækstrater stagnerede noget i løbet af 60'erne, men økonomien havde pa dette tidspunkt etableret sig som en af de største i verden. Selv i de kriseramte 1970'ere formaede den vesttyske økonomi at opretholde sin styrke, pa trods af stigende arbejdsløshed og underskud, og D-marken firdoblede sin værdi i forhold til dollaren, samtidig med at den vesttyske eksport voksede med 150 procent. Især indenfor bil- og elektronikindustri blev Vesttyskland dominerende pa verdensmarkedet.
Vesttyskland var en
føderation
af følgende delstater. De blev hovedsageligt dannet umiddelbart efter 2. verdenskrig af de franske, britiske og amerikanske besættelsesstyrker. Der blev i dannelsen af dem taget visse hensyn til historiske forhold. Eksempelvis var
Baden-Wurttemberg
indtil 1952 opdelt i de gamle kongeriger
Baden
og to dele af
Wurttemberg
, men andre delstater blev oprettet ud fra besættelsesstyrkernes ønsker. Den forholdsvis lille by
Bremen
blev oprettet som uafhængig delstat udelukkende, fordi den var amerikansk besat enklave i en større britisk besat zone (
Niedersachsen
). Statsforvaltningen var decentraliseret:
Forbundsdagen
mødtes i
Bonn
, Forfatningsdomstolen (
Bundesverfassungsgericht
) la i
Karlsruhe
og centralbanken (
Bundesbank
) i
Frankfurt am Main
.
- Peter Bender:
Tysklands genkomst ? en udelt efterkrigshistorie 1945-1990
. Ellekær, 2012
- Thomas Urban:
Tabet ? fordrivelsen af tyskere og polakker i det 20. arhundrede
. Ellekær, 2012
50°44′02″N
7°05′59″Ø
/
50.733888888889°N 7.0997222222222°Ø
/
50.733888888889; 7.0997222222222