The Signing of the Peace Treaty of Versailles
Fra venstre mod højre: Premierminister
David Lloyd George
fra
Storbritannien
,
Vittorio Orlando
fra Italien, Premierminister
Georges Clemenceau
fra Frankrig, og Præsident
Woodrow Wilson
fra Amerikas Forenede Stater
Versailles-freden
blev underskrevet den
28. juni
1919
af
Frankrig
,
Storbritannien
,
USA
og deres allierede pa den ene side og
Tyskland
pa den anden side som afslutning pa
1. verdenskrig
.
[1]
USA
ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi de mente betingelserne var for harde og indgik en separat aftale med Tyskland: (
Berlin-traktaten
af
1921
).
Fredsaftalen
forpligtede Tyskland til at afskaffe almindelig værnepligt og højst have en hær pa 100.000 mand. Tyskland matte hverken have
kampvogne
,
fly
eller
ubade
. Desuden matte
Reichsmarine
kun have seks
slagskibe
under 10.000 tons, seks
krydsere
og 12
destroyere
.
Desuden blev Tyskland palagt en enorm
krigsskadeerstatning
, da det af Versailles-freden fremgik, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Den engelske forhandler og økonom
Keynes
forlod forhandlingerne i protest mod det punkt, da han mente, at det ville ruinere Tyskland.
Traktaten indeholdt 440 punkter, herunder at Tyskland matte afgive
Alsace-Lorraine
(Elsass-Lothringen) til Frankrig, store omrader til
Polen
og mindre omrader til
Tjekkoslovakiet
,
Belgien
og
Danmark
? sidstnævnte efter en folkeafstemning. Tyskland matte afgive 13,5% af sit territorium i 1914 og omkring syv millioner indbyggere. Derudover skulle
Saaromradet
være neutralt fra 1920, og dets endelige status skulle afklares efter en folkeafstemning 15 ar senere. Endelig skulle Tyskland afmilitarisere den vestlige
Rhinbred
.
Alle oversøiske
kolonier
skulle afstas:
Tanganyika
,
Namibia
,
Togo
og
Cameroun
i
Afrika
,
Papua Ny Guinea
og
Qingdao
(Tsingtao) samt andre
kinesiske koloniomrader
i
Asien
.
Versailles hvilede i sin grundtanke pa den amerikanske
præsident
Woodrow Wilsons
ideer om nationers ret til selvbestemmelse. Derfor blev mange grænsedragninger foretaget pa baggrund af folkeafstemninger som i
Sønderjylland
. Til gengæld blev grænserne andre steder trukket i direkte strid med det regionale flertals ønsker. Fx kom tre millioner tyskere til at bo i Tjekkoslovakiet, og ca. 1,5 million tyskere i
Danzig
-omradet kom til at bo i Polen. Begge steder blev kimen lagt til stridigheder.
Versailles-freden blev anset for at være hard og uretfærdig i Tyskland og USA, mens Frankrig mente, at den var for mild. Frankrig havde bl.a. ønsket, at Tyskland blev splittet op i en række mindre stater, som det tidligere havde været.
Tyskland mistede sine kolonier, men de var af ringe værdi. Landafstaelserne i Europa omfattede 10% af befolkningen, 13% af landomradet og 15% af produktionen. Riget var stadig intakt. I
1921
blev skadeserstatningerne opgjort til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til
1963
. Beløbet var rent fiktivt, og kravets reelle indhold var bestemte arlige ydelser pa 5-6% af nationalproduktet, som Tyskland gik med til at betale. Storbritannien og Frankrig var ikke meget bedre stillede, da de havde optaget enorme krigslan i
USA
, som de forgæves prøvede at fa eftergivet. Tysklands skadeserstatning var beregnet at skulle dække denne gæld. I
1931
gav USA et ars henstand med vestmagternes gæld (Hoover-moratoriet), og i
1932
opgav vestmagterne at indkræve Tysklands gæld, mens de samtidigt ophørte med at betale deres krigsgæld til USA.
[2]
Versailles-traktaten spillede en vigtig rolle for det tidlige
nationalsocialistiske
parti (
Deutsche Nationalsozialistische Arbeiterpartei
) og er en af de vigtigste arsager til udbruddet af
2. verdenskrig
.
Ferdinand Foch
udtalte sommeren 1919 om traktaten: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 ars
vabenhvile
!"
[3]
Grænserne i
Østeuropa
efter
freden i Brest-Litovsk
.
1. verdenskrig
(1914-1918) blev udkæmpet i
Europa
,
Mellemøsten
,
Afrika
og
Asien
. Land udover krigszonerne blev pavirkede af forstyrrelser i international handel, finans og diplomatisk pres fra de krigsførende parter. I 1917 indtraf
to revolutioner
i
Det russiske kejserdømme
, hvilket førte til sammenbruddet af den kejserlige regering og fremvæksten af
bolsjevikpartiet
ledet af
Vladimir Lenin
.
Den 8. januar 1918 kom
USAs præsident
Woodrow Wilson
med en udtalelse, som skulle blive kendt som
Wilsons 14 punkter
, hvori han tog til orde for en diplomatisk afslutning pa krigen, international nedrustning, tilbagetrækning af
centralmagternes
styrker fra de okkuperede omrader, etablering af en
polsk stat
, en revision af Europas grænser efter etniske kriterier og dannelsen af et
forbund af nationer
for at stille "gensidige garantier for politisk uafhængighed og territoriel integritet til store og sma stater".
Efter
operation Faustschlag
pa
østfronten
undertegnede
den nye sovjetiske regering i Rusland
den 3. marts 1918 en
fredsaftale i Brest-Litovsk
med
Det tyske kejserrige
. Rusland afstod ved den dele af Polen og
Baltikum
til Tyskland, anerkendte
Ukraines
uafhængighed og accepterede at betale 6 milliarder
mark
i
krigserstatning
.
I efteraret 1918 kollapsede centralmagterne og underskrev vabenhvileaftaler, mens nationalistiske grupper etablerede nye stater. I Tyskland begyndte hæren at ga i opløsning,
deserteringen
voksede og civile strejker reducerede produktionen af krigsmateriel drastisk. Pa
vestfronten
satte
de allierede styrker
i gang
hundredagesoffensiven
, og de tyske styrker led et stort nederlag.
Den tyske krigsflade
i Kiel blev udsat for
mytteri
. Det førte til oprør i Tyskland og til
Novemberrevolutionen
. Den tyske regering forsøgte at fa en fredsløsning baseret pa Wilsons fjorten punkter og fik en vabenhvile, som tradte i kraft den 11. november, mens der fortsat stod tyske styrker i
Frankrig
og
Belgien
.
I slutningen af 1918 blev der dannet en polsk regering, og et uafhængigt Polen blev proklameret. I december startede polakkerne et oprør i
provinsen Posen
, som havde været under tysk styre siden
delingen af Polen
(1772-1795). Kampene varede til februar 1919, da en vabenhvile blev indgaet, hvorved omradet havnede under polsk kontrol, selv om det formelt fortsat var tysk ("for tiden under polsk forvaltning"). Mod slutningen af 1918 marcherede allierede tropper ind Tyskland og begyndte en okkupation af
Rhinlandet
. Der blev indledt en
fredskonference i Paris
for formelt at afslutte krigen. Versaillestraktaten var aftalen mellem det tyske rige og de allierede. Aftaler med de andre centralmagter blev opkaldt efter de forstæderne i Paris, hvor de blev undertegnede.
Den tyske forhandlingsdelegation.
Den store fredskonference efter Første Verdenskrig abnede i Paris d. 18. januar 1919. Datoen var nøje valgt, som en slags "tak for sidst" til Tyskland, der d. 18. januar 1871 fejrede sejren over franskmændene og udrabte deres nye kejser i Versailles.
Fredskonferencen i Paris
resulterede i fem fredstraktater med de lande, der havde tabt krigen.
Traktaterne blev underskrevet pa slotte i Paris' omegn.
Traktaterne var:
Versaillestraktaten signeres i spejlsalen.
Oliemaleri af William Orpen
Det blev oprettet et
Ambassadørrad
, som skulle sikre, at traktatens bestemmelser blev gennemført. Foruden krav om krigserstatninger havde traktaten en række bestemmelser.
Tidligere tyske omrader som ændrede deres tilhørighedsforhold
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Territorielle virkninger af traktaten.
- Hær ? maksimalt 100.000 soldater hvoraf kun 4.000 officerer, hvervede, ikke værnepligtige.
- Flade
? seks større
krigsskibe
, ikke over 10.000 ton. Ingen
ubade
.
- Flyvevaben ? intet.
- Begrænsninger pa rustningsindustrien.
- Rhinland
(omradet vest for
Rhinen
) skulle være
demilitariseret
og i 15 ar holdes okkuperet af de allierede.
- Krigsakademiet
blev nedlagt.
- Kulminerne
i
Saar
blev overdragne til Frankrig, og omradet blev stillet under Folkeforbundets forvaltning.
- Forbud mod at
Østrig
blev tilsluttet Tyskland.
- International kontrol af tyske søveje.
- Krigsforbrydere skulle dømmes og straffes, men det blev ikke altid fulgt.
Tyskland efter Versailles:
Administreret af
Folkeforbundet
Annekteret af Tysklands nabostater
Tyskland under Weimarrepublikken
Den 15. maj 1919 samledes en stor folkemængde foran
Rigsdagsbygningen i Berlin
i protest mod Versaillestraktaten.
Erstatningernes størrelse blev med grundlag i traktaten afgjort af
Den allierede erstatningskomission
. Den bestemte, at Tyskland til maj 1921 skulle betale 1 milliard
pund sterling
. Betalingen skete delvis i form af vareleverancer, mest kul. Leverancerne var imidlertid ikke store nok, og det blev klart, at Tyskland var ude af stand til at opfylde sine forpligtelser. I 1921 okkuperede
de allierede
de tyske byer
Dusseldorf
,
Duisburg
og
Ruhrort
.
Økonomen
John Maynard Keynes
, som havde været med i den britiske delegation i Versailles, trak sig i protest over de harde betingelser og udgav en bog, hvori han papegede, at sa omfattende skadeserstatninger ville blive ødelæggende for hele
Europas
økonomi.
Senere blev erstatningerne fastsat til 6,6 milliarder pund sterling. Deraf skulle 4 milliarder betales en gang i fremtiden, mens resten skulle betales med 100 millioner om aret plus 25% af værdien af Tysklands eksport. Disse krav blev overrakt den tyske regering i form af et
ultimatum
. Hvis den ikke betalte inden den 12. maj 1921, ville allierede tropper okkupere
Ruhr
, hvor mere end 80% af landets
kul
,
jern
og
stal
blev produceret. Efter en regeringskrise accepterede Tyskland. Skadeserstatningen var sat til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter til 1963, men beløbet var fiktivt ? kravets reelle indhold var bestemte arlige ydelser som modsvarede 5-6% af Tysklands nationalprodukt. Ogsa Storbritannien og Frankrig led under de enorme krigslan, som de havde taget i
USA
og habede pa at fa eftergivet. De tyske afdrag skulle have dækket Vestmagternes gæld til USA.
[4]
Tidligt i
1920'erne
blev Tyskland ramt af en stærk
inflation
, som førte
økonomien
ud i en krise og gjorde det umuligt at betale erstatningerne. Briterne foreslog betalingsudsættelse, mens Frankrig stod hardt pa ultimatummet fra 1921, og den
11. januar
1923
marcherede
belgiske
og franske tropper ind i Ruhr, (
Ruhrokkupationen
). Den tyske regering proklamerede
passiv modstand
, og franskmændene svarede med at isolere det okkuperede omrade fra resten af Tyskland, efter at det forgæves havde forsøgt at fa briterne til at møde tyskernes betalingsnægtelse med begrænsede økonomiske sanktioner. Franskmændene gjorde aldrig noget forsøg pa at standse generalstrejken, som de let kunne have gjort ved at standse tilførslen af madvarer.
[4]
I september matte den tyske regering opgive den passive modstand. Ruhr-okkupationen gav marken dødsstødet, eftersom den tyske regering havde garanteret for de strejkendes lønninger og ladet seddelpresserne køre. I 1918 var kursen fire mark til en
dollar
, i juli 1923 var den steget til 160.000 mark og i november var kursen 130.000 millioner. Pengeværdiens sammenbrud fjernede arbejder- og middelklassens opsparede midler og underminerede troen pa systemet.
Adolf Hitler
prøvede at udnytte situationen i det sakaldte
ølstuekup
den
8. november
1923
. Senere i november blev marken erstattet med
Rentenmarken
. Det og stramninger i den økonomiske politik fik Tysklands inflation under kontrol.
I 1924 etablerede de allierede
Daweskomiteen
for at fa økonomien pa benene igen. Tyskerne skulle nu betale et arlig beløb pa 50-125 millioner pund. Nyt var, at Tyskland skulle kunne lane penge i udlandet til at betale erstatningen. I løbet af 1920-erne lante Tyskland vældige summer især i
USA
og fik en økonomisk blomstringsperiode. I den styrkedes republikken, og nazisterne havde ringe tilslutning.
Dawesplanen
var kun en midlertidig løsning, og efterhanden som forholdet mellem Tyskland og Frankrig forbedredes, blev det bestemt, at sagen skulle tages op pa ny. I
1929
startede en komite ledet af amerikaneren Owen D. Young arbejdet med at fastsætte bestemte regler for erstatningen. Ifølge den nye plan skulle Tyskland betale 100 millioner pund arligt i 37 ar, og senere 80-85 millioner pund i 22 ar.
Youngplanen
tradte i kraft den
17. maj
1930
, og seks uger senere forlod de sidste allierede tropper tysk jord.
Samtidig med at Youngplanen blev udarbejdet, indtraf
det store krak
i USA, som pavirkede hele verden. Tilgangen af amerikansk lanekapital stoppede, og Tyskland kunne ikke betale erstatningerne. Den økonomiske krise gav Hitler en ny chance til at gribe magten.
Rigskansler
Bruning
erklærede i
1931
, at Tyskland under ingen omstændigheder havde tænkt sig at betale. De allierede fandt sig i det, om end ikke formelt. Pa en konference i
Lausanne
sommeren
1932
bestemte de allierede, at alle krav mod Tyskland skulle afskrives sa snart, landet havde betalt 150 millioner pund. Men dermed standsede ogsa Vestmagterne deres tilbagebetaling til USA.
[5]
Den blev senere genoptaget. Sa sent som i
1965
gik 1% af briternes skatteindtægter til afbetaling af krigslan optaget i USA 50 ar tidligere.
[6]
Erstatningsspørgsmalet var nu ude af verden, men det havde været med til at føre Tyskland ind i en krise, som førte til afslutningen pa
Weimarrepublikken
og fremkomsten af
Nazi-Tyskland
, som først sluttede med afslutningen pa
2. verdenskrig
.
Den franske general
Ferdinand Foch
udtalte om traktaten, at "
Dette er ingen fred! Dette er 20 ars vabenhvile!
".
[7]
Ændringerne af Tysklands grænser var det mindst iøjnefaldende resultat. Ganske vist mistede Tyskland sine kolonier, men de europæiske landafstaelser omfattede 10% af befolkningen, 13% af landomraderne og 15% af produktionen.
[3]
Det var ingen høj pris for en tabt storkrig ? riget var fortsat intakt. Desuden var en del af disse omrader hverken historisk eller befolkningsmæssigt tyske. Men Versaillestraktaten begrænsede størrelsen pa Tysklands militære styrke. Det var indbygget i traktaten, at det skulle arrangeres en stor nedrustningskonference for at begrænse rustningen hos alle nationer. Denne konference startede i
1932
, efter det internationale samfund havde været ude af stand til at reagere pa brud pa
Folkeforbundets
regler og andre aftaler.
Nationalsocialistene
var ogsa i færd med at styrke grebet i Tyskland.
Konferencen var resultatløs, indtil den tyske delegat meddelte, at Tyskland ikke ville være med, før konferencen vedtog, at alle nationer havde samme ret til at opruste. Det betød, at Tyskland ikke længere interesserede sig sa meget for de andre landes nedrustning som for sin egen oprustning. I oktober
1933
trak Tyskland sig fra nedrustningskonferencen og meldte sig tillige ud af Folkeforbundet. I november arrangerede tyskerne en folkeafstemning med 96 % deltagende, hvor 95 % støttede
Hitlers
politik. De andre landes eftergivenhed skulle vise sig at danne et mønster, som Hitler flere gange benyttede sig af.
Efter Hitlers magtovertagelse begyndte han en
massiv oprustning
, og det var klart, at han ikke respekterede Versaillestraktaten, men han ventede, til
Saaromradet
havde gennemført en traktatbestemt
folkeafstemning
i januar
1935
, som bragte omradet tilbage til Tyskland. I marts samme ar kundgjorde Hitler, at han ikke længere ansa sig bundet af traktatens militære bestemmelser. Frankrig reagerede stærkt pa bruddet, mens briterne tog det mere med ro. I juni 1935 indgik Storbritannien og Tyskland en
fladeoverenkomst
, som tillod tyskerne at opbygge en fladestyrke, som modsvarede 35 % af briternes - og 100 % nar det gjaldt ubade. I praksis accepterede briterne Tysklands oprustning.
Den 7. marts 1936 marcherede tyske tropper ind i
Rhinlandet
. Det medførte ikke andre reaktioner, end at Folkeforbundets rad tradte sammen og konstaterede, at tyskerne havde brudt Versaillestraktaten. Hitler arrangerede en folkeafstemning og fik massiv støtte for sin politik. Vejen til en tysk magtekspansion la aben.
USAs præsident
Woodrow Wilson
.
De "Fire Store" bestod af statsminister
David Lloyd George
fra
Storbritannien
, statsminister
Georges Clemenceau
fra
Frankrig
, Præsident
Woodrow Wilson
fra
USA
og statsminister
Vittorio Orlando
fra
Italien
. Under Versailles-traktaten var det vanskeligt at na en fælles løsning, eftersom statsoverhovederne havde forskellige motiver. Det blev sagt, at det blev et kompromis, som ingen var tilfredse med.
Frankrig havde lidt størst tab i krigen, og en stor del af den havde foregaet pa fransk jord. Landet la i ruiner med megen skade pa historiske og vigtige bygninger og ressourcer. Georges Clemenceau ønskede skadeserstatning fra Tyskland til at genopbygge landet og reparere skaderne paført af tyskerne. I alt var 750.000 huse og 23.000 fabrikker blevet ødelagt, og franskmændene krævede penge til at genopbygge et land i ruiner. I
1871
var Frankrig og Tyskland ogsa i krig, og Tyskland havde overtaget det overvejende tysktalende omrade i Frankrig,
Alsace-Lorraine
. Clemenceau ønskede ogsa at forsikre sig mod, at et angreb fra Tyskland nogensinde skulle ske igen og forlangte en demilitarisering af tysk
Rhinland
, og at ententens styrker patruljerede omradet. Det blev kaldt en "territoriel sikkerhedszone". Han ønskede ogsa en drastisk reduktion af soldater i den tyske hær til et niveau, som kunne kontrolleres. Som en del af skadeserstatningerne ønskede Frankrig at fa kontrol over mange af Tysklands fabrikker.
Ikke blot ønskede Frankrig at straffe Tyskland hardt, det ønskede ogsa at vedligeholde sit store imperium og sine kolonier. Mens USA repræsenterede en tro pa national og etnisk
national selvbestemmelsesret
, ønskede Frankrig og Storbritannien at beholde deres værdifulde
imperier
. Clemenceau repræsenterede i hovedsagen det franske folk med sit ønske om hævn over den tyske nation. Clemenceau ønskede ogsa at beskytte hemmelige traktater og tillade
søblokader
af Tyskland, sa Frankrig kunne kontrollere handel ud og ind fra den tabende part. Han var det radikale medlem af de Tre Store og blev af den grund kaldt
le Tigre
? "
tigeren
".
Storbritannien havde spillet en tilbageholdende rolle, eftersom landet selv aldrig blev invaderet. Men mange britiske soldater døde ved fronten i Frankrig, sa det britiske folk ønskede lige sa meget hævn som franskmændene. Statsminister Lloyd George ønskede store skadeserstatninger, men i mindre grad end franskmændene. Lloyd George var klar over, at hvis kravene fra Frankrig gik igennem, ville Frankrig blive meget mægtig i Centraleuropa og magtbalancen forskydes. Selv om han ikke ønskede, at det skulle ske, ønskede han, at Tyskland skulle betale. Lloyd George var ogsa bekymret for Woodrow Wilsons forslag om
national selvbestemmelsesret
, og i lighed med franskmændene ønskede han at bevare imperiet. Den position var en del af konkurrencen mellem to af verdens største imperier og deres kamp for at beholde dem. I lighed med franskmændene støttede ogsa Lloyd George ønsket om søblokader og hemmelige traktater.
Pa den anden side havde
Woodrow Wilson
et ganske andet syn pa at straffe Tyskland. Han foreslog sine
14 punkter
før krigen sluttede. De var mindre harde end, hvad franskmændene og briterne ønskede. Eftersom det amerikanske folk kun havde været med i krigen siden april
1917
, følte det, at det burde trække sig ud af det europæiske rod sa hurtigt som muligt. Lige sa stærkt ønskede præsident Wilson at indføre en international ordning, som sikrede freden. For at bevare freden blev det første forsøg pa at danne en verdensret skabt i form af
Folkeforbundet
. Tanken bag var, at hvis svagere og mere skrøbelige nationer blev angrebet, skulle andre garantere dem beskyttelse mod den aggressive part.
Oven i det promoverede Wilson en
national selvbestemmelsesret
, som opfordrede nationerne (eller etniske grupper) til at tænke, regere og styre sig selv. Begrebet selvbestemmelsesret fremkaldte en voksende patriotisk følelse i mange lande, som havde været under kontrol af de gamle imperier, og det fik ogsa megen støtte i imperiernes hjemlande. Selvbestemmelse var en kilde til konflikter mellem etniske grupper rundt om i verden, eftersom hver gruppe prøvede at definere og forbedre sin stilling.
Tilslutningen til ideen om en national selvbestemmelsesret blev begyndelsen pa enden for imperierne som det britiske og franske. Ønsket om en national selvbestemmelsesret var delvis grunden til, at sa mange nye lande blev dannet i
Østeuropa
. Wilson var ikke villig til at udvide Frankrig, Italien eller Storbritanniens areal. Der var ogsa kampe i de østlige provinser af Tyskland, som var loyale mod
kejseren
, men ikke ville blive del af republikken: det store polske oprør i
Posen-provinsen
og tre slesiske oprør i
Oberschlesien
.
Territorielle tilpasninger blev gjort for at samle etniske minoriteter i egne stater, fri for dominans fra de engang sa mægtige imperier, især kejserdømmet
Østrig-Ungarn
og
Det osmanniske rige
. Hemmelige traktater skulle undgas, og Frankrig og Storbritannien godtog modvilligt, at alle nationer skulle nedruste, for at reducere muligheden for søblokader.
Da Versailles-traktaten var vedtaget, blev Tyskland tvunget til at betale ententen 6.600.000.000
britiske pund
; overgive alle sine kolonier, godtage al skyld for krigen, reducere størrelsen pa de væbnede styrker (seks krigsskibe, 100.000 infanterister og intet flyvevaben) og afsta land til en række nabolande som
Danmark
,
Belgien
,
Frankrig
og
Polen
.
De tre store var ikke kommet til enighed om, hvordan de ville straffe Tyskland. Frankrig ønskede hævn, Storbritannien ønskede et relativt stærkt økonomisk produktivt Tyskland som en modvægt til den franske dominans af det kontinentale Europa, og USA ønskede at skabe varig fred sa hurtigt sa muligt og ødelægge de gamle imperier. Resultatet var et
kompromis
, som ingen var tilfredse med. Tyskland var hverken knust eller tilfreds. Det lovede ikke godt for fremtiden, hverken for Tysklands, Europas eller verdens.
De to nye statsaktører pa den diplomatiske arena, Sovjetrusland og USA, proklamerede en aben diplomatisk praksis, som var revolutionerende. "
Alt som ma gøres, er at publicere de hemmelige overenskomster. Derefter vil jeg lukke butikken
", sagde Trotskij ifølge traditionen, da han overtog det zaristiske diplomatiske korps.
[8]
Han mente, at den nye socialistiske orden efter at have sat Europa i brand med
propaganda
og derefter bekæmpet de gamle magthavere ikke havde behov for kancellier og diplomater til at formidle mellem verdensrevolutionens magthavere. Sovjetisk diplomati udviklede sig snart langs tre spor: foruden det gamle stat-til-stat diplomati kom diplomatiet inden for den
tredje internationale (Komintern)
, og det sakaldte folkediplomati, altsa appeller fra Sovjet-staten over hovedet pa kapitalistiske stater, rettet direkte til de kapitalistiske staters arbejdende masser.
Woodrow Wilson fulgte op. I sine berømte 14 punkter indgik der et, som stod i direkte modstrid til gældende diplomatisk praksis, nemlig at freden - og for den slags skyld forholdet mellem stater generelt - skulle bygge pa "
open covenants […] openly arrived at
". At hemmelige overenskomster ikke længere skulle være tilladt, var nu en ting. Men tanken om, at sagsgangen, som skulle føre til aftaler og overenskomster, skulle være offentlig, var revolutionerende og kan vel fortsat fa det til at risle koldt ned ad ryggen pa diplomater og politikere.
Som den første amerikanske præsident havde Wilson bestemt sig for at forlade landet i sin tjenestetid for at rejse til Paris. Afgørelsen er vigtig, fordi den markerer, at USA var pa vej ind i verdenspolitikken. At statsoverhoveder selv mødtes, var ikke helt nyt. Europas kongehuse var beslægtede og besvogrede pa kryds og tværs, sa regenter ofte mødtes
en famille
i forbindelse med sommerbesøg og lignende. Man havde ogsa tidligere haft enkeltmøder, for eksempel mellem zar
Alexander I af Rusland
og
Napoleon
ved
Tilsit
i
1807
. Ikke desto mindre peger Wilsons rejse frem mod et fænomen, som Winston Churchill senere skulle give navnet "summit meetings" (topmøder). Under
den kolde krig
skulle topmødediplomati specielt mellem statsoverhovederne i
Sovjetunionen
og
USA
blive centrale diplomatiske begivenheder. Forberedelserne var ofte meget grundige og ressourcekrævende, medieopbuddet omkring selve møderne enormt og effekten pa det løbende arbejde betydelige.
Hvad aktører angik, var det nye med det 20. arhundredes diplomati, at folkene fik en opgraderet stilling, bade som legitimerende indmad i de stater, som fortsat førte diplomatiet, og som modtagere af statslig politik. De blev tilskuere ikke bare til det, som skulle blive hede topmøder, men ogsa til Folkeforbundets arbejde, og de fik via offentligheden og det hensyn politikere matte tage til dem, en stadig vigtigere indirekte tilstedeværelse i de diplomatiske overlægninger. For Sovjetunionen og USA var folkene altsa ogsa direkte modtagere af diplomatiske fremstød. Dette var nationalismens og folkesuverænitetens virkelige indtræden i diplomatisk praksis, omtrent hundrede ar efter at de begyndte at vokse som politiske hovedprincipper i kølvandet pa tysk
romantik
, fransk
revolution
og
Napoleonskrige
. Gennembruddet blev altsa i sidste fase muliggjort af, at det gammeldags, aristokratiske diplomati blev tillagt meget af ansvaret for udbruddet af 1. verdenskrig. For datidens diplomater, som var opdraget i dette gammeldags diplomati, var overgangen meget smertefuld. Det gjaldt ogsa dem, som tænkte pa sig selv som progressive repræsentanter for faget. Paul Cambon gav for eksempel i 1919 udtryk for, at han dagligt angrede, at han havde ladet sin søn vælge en "døende karriere".
[9]
Man trøstede sig med, at diplomatisk praksis matte følge social praksis generelt for at varetage sine funktioner, og at dette trods alt var en logisk udvikling i "folkets tidsalder".
En af grundene til den skepsis var, at kongres- og konferencediplomatiet truede med at blive en permanent del af diplomatisk praksis og dermed forandrede det kvalitativt. Det vigtigste, som skete i Paris, var Folkeforbundet og dermed en permanent organisation som arena for diplomati. Nar man taler om "nyt diplomati" i samme andedræt som Paris 1919, tænker man pa borgerlige udøvere (snarere end aristokratiske), offentlige traktater (snarere end hemmelige aftaler) og multilateralt diplomati (snarere end bilateralt). Det var imidlertid et meget darligt tegn for moderne diplomati, at dets maske mest højrøstede tilhænger, præsident Woodrow Wilson, ikke formaede at overtale Senatet til at melde USA ind i det nyoprettede Folkeforbund.
[10]
- ^
Versailles traktaten
Arkiveret
17. juni 2007 hos
Wayback Machine
fulde ordlyd
(engelsk)
- ^
Henning Poulsen:
Hitlers krig
(s. 24 og 28), Gyldendal, 1990,
ISBN
87-00-32462-0
- ^
a
b
Henning Poulsen:
Hitlers krig
(s. 11)
- ^
a
b
Henning Poulsen:
Hitlers krig
(s. 24)
- ^
Henning Poulsen:
Hitlers krig
(s. 28)
- ^
Geert Mak:
Europa
(s. 122), forlaget Cappelen-Damm, Oslo 2008,
ISBN
978-82-02-27348-4
- ^
Henning Poulsen:
Hitlers krig
(s. 11), forlaget Gyldendal, København 1990,
ISBN
87-00-32462-0
- ^
Ulam, Adam (1974)
Expansion and Coexistence: Soviet Foreign Policy, 1917-73, annen utg.
New York, NY: Holt, Rinehart & Winston
- ^
Hamilton, Keith & Richard Langhorne (1995)
The Practice of Diplomacy: Its Evolution, Theory and Administration
London: Routledge, s. 159
- ^
Neumann, Iver B. (2002): "Diplomaten" i Neumann, Iver B., Thorbjørn Knutsen, Morten Bøas og Henrik Thune:
Global politikk. Krig, diplomati, handel og nyhetsformidling i praksis.
Oslo: Cappelen forlag
- Henning Poulsen:
Hitlers krig
; forlaget Gyldendal, København 1990;
ISBN
87-00-32462-0