Venstreekstremisme
er en betegnelse for en yderligtgaende
venstreorienteret
position (fra latin
extremus
, der betyder 'yderst'). Der er i øvrigt ikke nogen entydig definition af, hvornar en holdning eller handling kan karakteriseres som venstreekstremistisk, og brugen af begrebet varierer fra land til land og fra tidsperiode til periode, men ofte bruges betegnelsen om grupperinger, der er modstandere af
parlamentarisk demokrati
og evt. gar ind for at anvende
vold
som politisk middel.
Venstreradikalisme
bruges af nogle som synonym for venstreekstremisme, af andre om grupper pa den udenomsparlamentariske venstrefløj, der modsat venstreekstremister tager afstand fra voldsanvendelse.
I
Den Danske Ordbog
defineres venstreekstremisme som en "
ekstremt venstreorienteret politisk holdning eller adfærd, ofte med et ønske om revolution og med anerkendelse af vold som legitimt middel
".
[1]
Chris Holmsted Larsen
,
RUC
, definerede i 2012 venstreekstremister som "grupperinger og individer, der ligger til venstre for den parlamentariske venstrefløj, og som anvender eller støtter udenomsparlamentariske metoder, der inkluderer
personvold
og
hærværk
".
[2]
Sektorforskningsinstitutionen
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
(i dag
VIVE ? Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
) udgav i 2014 pa bestilling fra den danske regering en rapport med en kortlægning af danske antidemokratiske og ekstremistiske miljøer. I rapporten blev det nævnt, at der ikke var nogen konsensus om ordet
ekstremisme
, der generelt bruges i en række forskellige, men beslægtede betydninger, og bade kunne karakterisere holdninger, der var sjældne, befandt sig langt fra
medianen
eller var meget intense og forbundet med et konspiratorisk verdenssyn. Det tætteste pa en definition var en sætning om, at "
Ekstremistiske holdninger kan i større eller mindre grad være i konflikt med demokratiske styreformer og idealer om tolerance, ligesom de kan være kombineret med villighed til at ga uden om demokratiske procedurer for at gøre politiske eller religiøse holdninger gældende
".
[3]
Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme, en institution, der blev oprettet i 2017 under
Udlændinge- og Integrationsministeriet
, nævner, at venstreekstremismen er drevet af politisk indignation over en uretfærdig
verdensorden
, og at dette verdenssyn omsættes i en legitimering og anvendelse af voldelige og antidemokratiske virkemidler. Centeret skelner mellem venstreekstremister og den øvrige udenomsparlamentariske venstrefløj, der kan være radikale i deres samfundskritik, men ikke støtter og udøver politisk vold.
[4]
I en oversigt fra over "Far Left Parties in Europe" definerede politologen Luke March fra
University of Edinburgh
"far left parties" som alle partier til venstre for de
socialdemokratiske
partier i hvert enkelt land. Han inddelte alle disse far left-partier i to overordnede grupper, nemlig venstreradikale ("radical left") og venstreekstreme ("extreme left") partier. Den første gruppe anerkender demokratiet og gar generelt ind for en
blandingsøkonomi
med privatejede virksomheder (i hvert fald for sma og mellemstore virksomheders vedkommende), mens den sidste gruppe er betydelig mere fjendtligt indstillet overfor det liberale demokrati, typisk afviser ethvert kompromis med "borgerlige" politiske kræfter, herunder socialdemokrater, lægger vægt pa udenomsparlamentariske aktiviteter og er modstandere af de fleste
markedsøkonomiske
aktiviteter. Han opererer yderligere med fire undergrupper, der hver især kan optræde i en "radikal" og en "ekstrem" udgave: kommunister, demokratiske socialister, "populistiske socialister" og "socialpopulistiske" partier. I Danmark regner han eksempelvis
Socialistisk Folkeparti
og
Enhedslisten
som henholdsvis et radikalt og et ekstremt demokratisk-socialistisk parti.
[5]
I Frankrig bruges betegnelsen "det ekstreme venstre" (
extreme gauche
) ofte generelt om grupperinger til venstre for det franske socialistparti
Parti Socialiste
.
Nogle anvender begreberne "venstreradikalisme" og "venstreekstremisme" som synonymer,
[6]
mens andre sondrer mellem dem, hvor den afgørende
skillelinje
ofte gar pa, at venstreekstremister i modsætning til venstreradikale er parate til at udøve eller støtte voldsanvendelse. Denne distinktion bruges som nævnt af det danske Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme
[4]
og ligeledes af den tyske samfundsforsker Horst Heimann.
[7]
I en oversigt fra 2012 nævner Chris Holmsted Larsen fra
RUC
, at den yderste venstrefløj i Danmark altid har været præget af en grundlæggende uenighed om, hvad der er acceptabelt i forhold til mal og midler. Derfor er det venstreradikale miljø typisk en grazone, hvad ekstreme holdninger og handlinger angar. Man kan derfor finde personsammenfald mellem venstreradikale grupperinger, der tager afstand fra politisk vold, og venstreekstremistiske indidvider, der anvender ekstreme og udemokratiske metoder.
[2]
En helt tredje og ældre betydning af "venstreradikalisme", der kendtes i ældre dansk, er som betegnelsen for aktiviteter, der repræsenterer partiet
Det radikale Venstre
eller generelt star i modsætning til konservative partier.
[8]
Venstreekstremismen har historiske rødder i det 20. arhundredes revolutioner og
totalitære
regimer. De venstreekstreme grupperinger udspringer især af to forskellige venstreorienterede strømninger, nemlig dels
kommunismen
og dels
anarkismen
. Det er særligt de anarkistiske, og herunder de sakaldte antifascistiske strømninger, der i dag udgør det ideologiske fundament for nutidens venstreekstremisme.
[4]
I kølvandet pa
Studenteroprøret
i 1968 opstod flere steder i Europa stærkt venstreorienterede grupper, der havde som mal at fremme en kommunistisk revolution ved hjælp af terrorangreb mod
multinationale
virksomheder og mod staten. Det gjaldt
Rote Armee Fraktion
i
Vesttyskland
og
De Røde Brigader
(
Brigate Rosse
) i Italien.
[6]
I Latinamerika har militante venstreekstremistiske grupper som
Den lysende Sti
i Peru og
Tupamaros
i Uruguay gjort sig gældende.
[6]
I Danmark vandt den venstreradikale bevægelse især frem med studenteroprøret i 1968
[9]
. Flere grupper var imod det etablerede system og benyttede sig af aktivisme, besættelser og kampe imod Vietnamkrigen og ville omstyrte samfundet. Blandt de venstreradikale i 1960’erne og 1970’erne var blandt andet den københavnske
slumstormerbevægelse
og mere formelle grupperinger som De Danske Rødgardister, Revolutionær Aktion (RA),
Danmarks Kommunistiske Parti/ Marxister-Leninister
(DKP/ML), Boligorganisation marxister-leninister (BOm-l),
Kommunistisk Arbejder Parti
(KAP) og
Kommunistisk Arbejdskreds
(KAK)
[10]
. Et tidligt dansk udslag af venstreekstremisme var
Blekingegadesagen
, hvor en dansk venstreekstremistisk gruppe i 1988 stod bag et væbnet røveri mod Købmagergades Postkontor, hvor en politibetjent blev dræbt.
[6]
Gruppen, der opstod i 1972, havde oprindeligt sin baggrund i
KAK
og kaldes i idag i folkemunde ‘Blekingegadebanden’. Kendte venstreradikale aktivister og ideologer fra 1960’erne og 1970’erne var blandt andet ideologen
Gotfred Appel
, historikeren
Benito Scocozza
, journalisten
Jan Michaelsen
, lægen
Lars Hutters
og psykologen
Finn Ejnar Madsen
.
I 1980’erne og 1990’erne videreudviklede den venstreradikale bevægelse sig blandt andet under inspiration fra
Vesttyskland
. I disse artier fandtes i begyndelsen blandt andet
BZ
-bevægelsen, der var en militant bevægelse med fokus pa husbesættelser. Senere kom
autonome
og revolutionære grupper som
Rebel
,
Autonomi-kollektivet
og
Rød Ungdom
, der lavede militant aktivisme og ville gøre oprør mod systemet
[11]
.
I en kortlægning af antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark fra 2014 opererede
SFI
med venstreradikale miljøer som et af tre miljøer, hvor ekstremisme potentielt kunne finde sted (de to andre miljøer var et
højreradikalt
og et
islamistisk
miljø). Det venstreradikale miljø definerede de nærmere som bestaende af fire grupperinger:
Antifascistisk Aktion
,
Antiracistisk Netværk
,
Libertære Socialister
og
Redox
.
[12]
Venstreradikalisme og venstreekstremisme har ogsa pavirket dansk kulturliv, og flere nuværende fremtrædende danske akademikere, kulturpersonligheder og forfattere er eller har været en del af det venstreradikale miljø som forfatter
Peder Frederik Jensen
, filminstruktør
Lotte Svendsen
,
[13]
forfatter
Rene Karpantschof
,
[14]
[15]
forfatter
Pelle Dragsted
,
[16]
forfatter
Peter Øvig Knudsen
[17]
og professor
Mikkel Bolt
.
[18]
- ^
Opslagsordet
venstreekstremisme
i
Den Danske Ordbog
. ordnet.dk, besøgt 29. december 2018.
- ^
a
b
"Politisk ekstremisme i Danmark, s. 20, Chris Holmsted Larsen, ph.d.-studerende, Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet. Rapport skrevet for Social- og Integrationsministeriet. Dateret april 2012"
(PDF)
. Arkiveret fra
originalen
(PDF)
24. oktober 2018
. Hentet 1. januar 2019
.
- ^
Lisbeth Pedersen (2014): Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. En kortlægning. Rapport fra SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd. Udgivet 9. september 2014. Side 17.
- ^
a
b
c
"Venstreekstremisme: Ideologi. Hjemmeside for Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme, senest opdateret 21. maj 2018, besøgt 29. december 2018"
. Arkiveret fra
originalen
2. januar 2019
. Hentet 1. januar 2019
.
- ^
Luke March: Contemporary Far Left Parties in Europe: From Marxism to the Mainstream? International Policy Analysis, Friedrich Ebert Stiftung, dateret november 2008.
- ^
a
b
c
d
Gert Posselt og Torben W. Grage: opslagsordet
venstreekstremisme
i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. december 2018.
- ^
Horst Heimann:
Extremismus.
I: Thomas Meyer mfl. (red.):
Lexikon des Sozialismus
, Bund-Verlag, Koln 1986, S. 404?405. Citat under dobbeltstikordet
Linksradikalismus und Linksextremismus
: "
Politische Gruppierungen und Tendenzen, die in Abgrenzung zum Lr. wegen ihrer Bereitschaft zur Gewaltanwendung als Linksextremistisch zu kennzeichnen sind, entstanden in der Bundesrepublik erst in der Zerfallsphase der Studentenbewegung: militant anarchistische und maoistische Gruppen […], die […] RAF und die Revolutionaren Zellen […]
".
- ^
Opslagsordet
venstreradikalisme
i Ordbog over det danske Sprog. ordnet.dk, besøgt 29. december 2018.
- ^
https://www.information.dk/indland/2008/05/historiske-1968-mere-bare-vold-vold
- ^
https://tidsskrift.dk/temp/article/download/130085/175853
- ^
https://danmarkshistorien.lex.dk/Fra_bz'ere_til_autonome
- ^
Lisbeth Pedersen (2014): Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. En kortlægning. Rapport fra SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd. Udgivet 9. september 2014. S. 12.
- ^
Vesterberg, H. (2016) Lotte Svendsen: Øvig udstraler en radikal nuttethed, jeg ikke bryder mig om
.
Politiken
, 25. september 2016. Hentet 20. juli 2023.
- ^
Anne Louise Ahlburg (2013) 18. maj-aktivist: Vi hadede politiet
.
Ekstrabladet
, 18. maj 2013. Hentet 14. juli 2023.
- ^
Rene Karpantschof (2009) Kampen om byens rum. Ungdomshuset, Christiania og husbesættelser i København 1965-2008, i R. Karpantschof & M. Lindblom (red.): Kampen om Ungdomshuset. Studier i et oprør. København: Frydenlund og Monsun, s. 19-40 (med F. Mikkelsen).
ISBN
9788778877819
.
- ^
Redder, A. (2018) Pelle Dragsted gør boet op: Venstrefløjen skal droppe identitetspolitikken
.
Altinget
, 22. maj 2018. Hentet 20. juli 2023.
- ^
Thorup, M.-L. (2008) Venstreekstremisten, der vovede det ene øje
.
Information
, 25. januar 2008. Hentet 20. juli 2023.
- ^
Mikkel Bolt (2013) Krise til opstand. Noter om det igangværende sammenbrud. Antipyrine -
ISBN
9788793108011
.
Litteratur
- Knudsen, Peter Øvig (2008):
Blekingegadebanden
. Gyldendal.
ISBN
9788702073638
- Knudsen, Peter Øvig (2016).
BZ
. Gyldendal