Vabenstilstanden i Altmark blev sluttet den 16. (26) september 1629 mellem Sverige og Den polsk-litauiske realunion . Den sluttedes for 6 ar og udgjorde begyndelsen til et længere ophold i den konflikt mellem landene, som var begyndt i 1561.

Baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

Sverige havde under Erik 14. pabegyndt en ekspansion i Estland ar 1561. Under arene fra 1563 til 1568 foregik første polske krig og krisen mellem landene blev akut ved krigen mod Sigismund 1598 ? 1599 og afsættelsen af Sigismund som svensk regent. Sigismund afsagde sig dog ikke kravet pa den svenske krone. Den anden polske krig indledtes ar 1600 og kom til at paga frem til 1629. Under denne sluttedes en række vabenstilstandsaftaler. I juli 1621 ophævede Gustav 2. Adolf vabenstilstanden fra 1618 og en arme om 14.000 mand gik i land i Livland , hvorefter Riga erobredes. Forhandlinger ledte til at en ny stilstand sluttedes i november 1622, hvilken efter forlængning, kom til at gælde til begyndelsen af 1625. I juni samme ar afsejlede en ny svensk arme under den svenske konges ledelse og hele Livland erobredes og armen rykkede ind i Kurland og Litauen . I juni 1626 ilandsteg svenskerne i Pillau . I maj 1627 afsejlede Gustav 2. Adolf mod Polen og et fremgangsrigt felttog skete under sommeren. Efter vinteren blussede krigen atter op aret derpa. Parallelt med stridighederne skete forhandlinger, hvilke dog ikke ledte til noget udfald.

Forhandlinger [ rediger | rediger kildetekst ]

I februar 1629 havde svenskerne besejret polakkerne i et slag ved Gurzno . Til trods for, at Polen fik hjælp fra den tysk-romerske kejser, vendte krigslykken sig ikke til deres gunst. Sverige havde tidligere været rede til at afsta alt erobret polsk land under forudsætning af, at kong Sigismund afsagde sig alle krav pa den svenske krone. En betydelig erstatning for krigsomkostningerne skulle forlanges. Den tysk-romerske indblanding i krigen medførte dog, at svenskerne ændrede holdning men hensyn til at beholde de erobrede havne og derfor kun var rede til at indga en vabenhvile.

Frankrig havde interesse i at Sveriges arme anvendtes mod den tysk-romerske kejser i 30-arskrigen i stedet for i den polske konflikt og sendte en af sine dygtigste diplomater, Hercule de Charnace , for at formidle og forhandlinger indledtes den 30. juli 1629 . Den svenske forhandlingsdelegation udgjordes af Axel Oxenstierna , Herman Wrangel og Johan Baner . Polens delegation bestod af fem personer under ledelse af kansleren Jakob Zadzik. Forhandlingerne brød sammen, men polakkerne lagde et nyt bud, som bearbejdedes videre. Kurfursten af Brandenburg sendte en delegation for at formidle, da hans lande led svært under krigshandlingerne. De sværeste dele i forhandlingerne udgjordes af Marienburg og Danziger Haupt , som svenskerne nægtede at frigive, da de var strategisk vigtige. Brandenburg kom med et forslag om at de to steder skulle overdrages til Brandenburg i bytte mod Fischhausen , Lochstadt og Memel som pant. Forslaget var en fordel for begge parter og blev lagt til grund for fortsatte forhandlinger. Den 18. august indtradte englænderen Thomas Roe som ny fredsmægler.

De polske og svenske forhandlingsdelegationer mødtes den 13. september pa det abne land ved byen Altmark, øst for Stuhm . Til sidst stod alene problemet med den katolske kirke i Braunsberg uløst. Gustav 2. Adolf ville ikke tillade katolikkerne at udøve sin religion i staden, men efter at kongen havde forladt forhandlingerne, tog Axel Oxenstierna initiativet og accepterede den katolske kirke der. Vabenhvileaftalen undertegnedes om aftenen den 16. september .

Betingelser [ rediger | rediger kildetekst ]

• Vabenhvile skulle rade i 6 ar
• Sverige tilbagegav de erobrede stæder Strasburg , Dirschau , Wormditt , Mehlsack og Frauenburg til Polen
• Sverige skulle beholde erobringerne i Livland under vabenstilstandstiden
• Kurland tilbagegaves til dets hertug
• Sverige skulle beholde stæderne Elbing , Braunsberg og Pillau under vabenstilstandstiden
• Sverige fik ret til at opkræve told fra de angivne omrader
• Sverige overdrog de erobrede stæder Marienburg , Stuhm , og Danziger Haupt til Brandenburgs kurfyrste
• i bytte herfor overdrog Brandenburg Fischhausen, Lochstadt, Memel og visse kystomrader til Sverige
• Fri handel mellem de to landes befolkninger skulle rade

Ved konventionen i Fischhausen den 6. november 1629 detailreguleredes aftalen med Brandenburg. Vabenstilstandsaftalen i Altmark blev efterfulgt af vabenhvilen i Stuhmsdorf .

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

• Sundberg, Ulf: Svenska freder och stillestand 1249-1814 , s. 235-238, Hjalmarson & Hogberg Bokforlag, Stockholm 2002, ISBN   91-89080-98-X