Urnordisk eller protonordisk er sprogstadiet i de skandinaviske sprog i tiden mellem ca. 200 og 500 e.Kr. Det star dermed mellem urgermansk (ca. 1000 f.Kr. til ca. 200 e.Kr.) og synkopetiden (500-700 e.Kr.), da de tryksvage stavelser faldt bort, hvorefter nordisk blev delt i dialekterne norrønt (oldnordisk), olddansk og oldsvensk .

Sprogmateriale [ rediger | rediger kildetekst ]

Man har fundet ca. 200 forskellige runeindskrifter pa det urnordiske sprog fordelt over hele Skandinavien . Den ældste sætning, vi kender i nordisk sammenhæng, er ordene NITHIJO TAWIDE, indridset pa et skjoldhandtag af sølv fra vabenofferfundet i Illerup Adal . Det oversættes med "Nithijo gjorde" eller "Nithijo lod gøre". Ordet TAWIDE kommer af udsagnsordet TAUJAN (= at gøre), og formen er tredje person datid. Ordet genfindes i den 200 ar yngre guldhornsindskrift i formen TAWIDO, som er i første person og ender pa o. ^[1] Indskriften pa Guldhornene ( ældre futhark ), som sandsynligvis er fra 400-tallet e.Kr., er det bedst kendte eksempel pa urnordisk sprog. Den lyder saledes:

ek Hlewagasti R holtija R horna tawid?.

Omtrent sadan sa indskriften ud, hvis browseren taler Unicode (et ord per linje ? bemærk, at der er to forskellige runer for r , dvs. r og R ): ^[2]

? ?

? ? ? ? ? ? ? ? ? ? ?

? ? ? ? ? ? ? ?

? ? ? ? ?

? ? ? ? ? ?

Teksten ville pa norrønt lyde omtrent sadan:

Ek Hlegestr Hyltir taða hornit.

Pa islandsk:

Eg Hlegestur Hyltir gerði hornið.

Guldhornsindskriften oversættes ofte sadan:

Jeg Lægæst, fra Holt / Skovmanden / Holts søn, gjorde hornet. ^[3]

R betegner et fonem , der sandsynligvis blev udtalt som en mellemting mellem stemt "s" og et tungespidst "r". I middelalderen falder R sammen med r . ^[4]

Fælles urnordisk? [ rediger | rediger kildetekst ]

Det er stort set den samme sprogform, man møder overalt i Skandinavien pa urnordiske runeindskrifter, men nogle mener at se enkelte lokale forskelle i grammatikken. Nogle af de forskelle, der findes i de nuværende nordiske sprog og dialekter, ma desuden føres tilbage til urnordisk tid. Eksempler er:

• a -omlyd i norsk , vestsvensk og vestdansk, f.eks. * fugla R > fogl ~ fugl . Guldhornsindskriften Holtija R er afledt af et a -omlydt * hulta R > * holtaz .
• Østdansk jeg og svensk jag over for norsk eg , islandsk eg gar tilbage til urnordisk eka over for ek . (Det er almindeligt, at e bliver til ja ( dansk je ) foran et oprindeligt a i den følgende stavelse.)

Fællesgermansk? [ rediger | rediger kildetekst ]

Urnordisk er en sa gammel og arkaisk germansk dialekt, at man tidligere fra tysk side har sat spørgsmalstegn ved, om guldhornindskriften overhovedet var pa nordisk. Indskriften dokumenterer ingen særnordiske lydudviklinger. Pa den anden side er der heller ingen sprogtræk, der skulle pege positivt i retningen af vestgermansk (og dermed tysk ). Der er dog et træk, der peger bort fra vestgermansk og dermed gør det næsten sikkert, at guldhornsindskriften er pa urnordisk, nemlig det personlige pronomen ek , der pa alle de vestgermanske sprog har former, der kommer af * ik ( højtysk ich , nedertysk , nederlandsk ik , engelsk I ). En anden teori er, at runeindskrifterne repræsenter en slags nordisk " koine ". Dette bliver dog anfægtet. Om dette se Woodard et al., kapitel 37 forfattet af Jan Terje Faarlund .

Bøjningseksempler [ rediger | rediger kildetekst ]

For at give et eksempel for hvordan bøjningen sa ud, følger her mønstret for staina R ( sten ) ifølge Krause.

Man ser, vi stadig har en vokativ, dog kun i ental, endelserne er ikke altid helt sikre og dativens pluralis er rekonstrueret.

Som et eksempel for verber anføres (stadig ifølge Krause) beudan , (til)byde .

Man kan sammenligne denne bøjning med det islandske krjupa , som tilhører samme bøjningsklasse. Eller man kan benytte det udmærkede bøjningsredskab, som der henvises til i artiklen om det islandske sprog og klikke direkte pa bjoða . Forklaringerne er gansk vist pa islandsk, men man far dog en ide om hvordan sproget har ændret sig.

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Kilder [ rediger | rediger kildetekst ]

• Danstrup, John (ed.), Hal Koch (ed.), Johannes Brøndsted (forfatter) (1963). Danmarks Historie 1 . København: Politikens forlag. {{ cite book }} : CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list ( link )
• Krause, Wolfgang (1971). Die Sprache der urnordischen Runeninschriften . Heidelberg: Carl Winter - Universitatsverlag.
• Woodard (ed.), Roger D. (2004). The Cambridge Encyclopedia of the World's Ancient Languages . Cambridge: Cambridge University Press. ISBN   0-52156256-2 . {{ cite book }} : |last= har et generisk navn ( hjælp )

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Urnordiske paradigmer og henvisninger (pa Engelsk)