Det Tyske Forbund
blev dannet
8. juni
1815
pa
Wienerkongressen
og bestod af 38 stater (34 fyrstendømmer og 4 bystater). Det afløste Det
Tysk-Romerske Rige
, som var blevet opløst
1806
som en følge af
Napoleonskrigene
. Forbundets to vigtigste og største medlemmer var
Preussen
og
Østrig
. I
1829
bestod det af et samlet areal pa omkring 630.100 km
2
og talte henved 29,2 millioner indbyggere.
Antallet af forbundsstater mindskedes efterhanden som følge af, at fyrstehuse arvede andre stater, og bestod i
1863
af 35 stater. Utilfredshed med forbundet førte flere gange til forsøg pa en egentlig genskabelse af et tysk rige, saledes under revolutionerne 1848-1849. I 1866 opløstes forbundet, efter at Preussen pa
Bismarcks
initiativ havde besejret Østrig, og afløstes af
Det Nordtyske Forbund
(
1867
-
71
).
Forbundet havde som sit grundlag forbundsakten af
8. juni
1815
, der angav det som forbundets mal at sikre Tyskland indre og ydre fred samt at værne om de tyske staters selvstændighed og ukrænkelighed, og den sakaldte "Wiener-Schlussacht" af
15. maj
1820
, der indeholdt indskrænkende bestemmelser om de i forbundsaktens § 13 lovede stænderforsamlingers magtomrade.
[1]
Forbundets anliggender styredes af en forbundsforsamling, den sakaldte forbundsdag, der bestod af udsendinge fra alle forbundsstaterne, og havde sit sæde i
Frankfurt am Main
. Forbundsdagen holdt under Østrigs forsæde møde enten som plenum, hvor der forhandledes om forandringer i forbundets grundlov, om optagelse af nye medlemmer, om krig og fred og lignende vigtige anliggender, eller som et snævert rad, forbundsregeringen. Til plenum havde alle forbundsgesandter adgang, saledes at Østrig og de fem kongeriger hver havde fire stemmer,
Baden
,
Hessen-Darmstadt
,
Hessen-Kassel
,
Luxemburg
og
Holsten
hver tre,
Mecklenburg-Schwerin
,
Braunschweig
og
Nassau
hver to, de øvrige stater hver een stemme.
[1]
I forbundsregeringen havde Østrig, de fem kongeriger, Baden, Hessen-Kassel, Hessen-Darmstadt, Luxemburg og Holsten hver een stemme, alle de øvrige stater havde seks kurstemmer.
[1]
Beslutninger blev taget med to tredjedels flertal og var bindende for
forbundsstaterne
.
Den nationale enhed repræsenteredes væsentlig kun af hæren, hvortil alle forbundsstater stillede hver sit kontingent, men pa andre omrader var der, nar en fælles vekselret og en fælles handelslov undtages, sa godt som ikke tale om fællesskab. Et fælles møntvæsen og postvæsen fandtes saledes ikke, og toldforeningen omfattede ikke alle stater.
[1]
Forbundets territorium faldt sammen med det senere tyske riges med undtagelse af provinsen Preussen og den slesvigske del af provinsen Slesvig-Holsten, som ikke indgik i forbundets omrade, mens de tysk-østrigske lande
Liechtenstein
og
Luxemburg-Limburg
hørte med til forbundet, indtil de 1866 udtradte af forbindelsen med Tyskland.
- Kejserriget Østrig
(uden
Galicien
,
Ungarn
,
Kroatien
,
Dalmatien
og
Kongeriget Lombardiet-Venetien
) (fra 1818 hørte den vestlige del af Galicien ogsa til Det Tyske Forbund)
- Kongeriget Preussen
(uden
Posen
,
Østpreussen
og
Vestpreussen
) (fra 1848-1851 var de preussiske provinser Øst- og Vestpreussen og den vestlige og nordlige del af Posen en del af forbundet)
- Kongeriget Bayern
- Kongeriget Sachsen
- Kongeriget Hannover
(til 1837 i personalunion med
Storbritannien
)
- Kongeriget Wurttemberg
- Kurfyrstendømmet Hessen
- Storhertugdømmet Baden
- Storhertugdømmet Hessen
- Storhertugdømmet Luxemburg
(i personalunion med
Nederlandene
) (den vestlige del af Luxemburg gik ud af Det Tyske Forbund, da det blev afstaet til
Belgien
. Derfor blev det nederlandske hertugdømme
Limburg
medlem i stedet)
- Storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin
- Storhertugdømmet Mecklenburg-Strelitz
- Storhertugdømmet Sachsen-Weimar-Eisenach
- Storhertugdømmet Oldenburg
- Hertugdømmerne
Holsten
og
Lauenborg
1806-1864 knyttet til
Danmark
, 1854-58 ved
Fællesforfatningen
, 1863-1864 ved
Novemberforfatningen
.
- Hertugdømmet Nassau
- Hertugdømmet Braunschweig
- Hertugdømmet Sachsen-Gotha
- Hertugdømmet Sachsen-Coburg
- Hertugdømmet Sachsen-Meiningen
- Hertugdømmet Sachsen-Hildburghausen
(fra 1826
Hertugdømmet Sachsen-Altenburg
)
- Hertugdømmet Anhalt-Dessau
- Hertugdømmet Anhalt-Kothen
- Hertugdømmet Anhalt-Bernburg
- Fyrstendømmet Hohenzollern-Hechingen
- Fyrstendømmet Hohenzollern-Sigmaringen
- Fyrstendømmet Liechtenstein
- Fyrstendømmet Lippe
- Fyrstendømmet Reuss-Schleiz
- Fyrstendømmet Reuss-Gera
- Fyrstendømmet Schaumburg-Lippe
- Fyrstendømmet Schwarzburg-Rudolstadt
- Fyrstendømmet Schwarzburg-Sondershausen
- Fyrstendømmet Waldeck-Pyrmont
- Fristaden
Bremen
- Fristaden
Frankfurt am Main
- Fristaden
Hamburg
- Fristaden
Lubeck
Senere medlemmer
- Landgrevskabet Hessen-Homburg
(fra
1817
)
- Hertugdømmet Limburg
(fra
1839
; i personalunion med
Kongeriget Nederlandene
)
Stat uden repræsentation i forbundsdagen
- Herrschaft Kniphausen
(indre selvstyre oktober-november 1813 og 1826-1854)
Efter
Napoleons
nederlag mødtes sejrherrerne i
Wien
i
1814
og
1815
for at trække linjerne op for
Europa
efter Napoleon. Under ledelse af den konservative
østrigske
fyrste
Metternich
ønskede man at genoprette status quo fra før
Den Franske Revolution
.
Napoleon havde i betydelig grad omorganiseret Tyskland. Den hellige tysk-romerske kejser havde nedlagt sin krone i
1806
, og riget var blevet erstattet af en løs sammenslutning under fransk ledelse,
Rhinforbundet
. Denne sammenslutning faldt sammen efter Napoleons fald.
Den ledende preussiske forhandler,
Karl August von Hardenberg
, gik sammen med Metternich for at finde en ordning, som sikrede magtbalancen i Europa. De tog udgangspunkt i en plan af
Wilhelm von Humboldt
og fremlagde de sakaldte
Tolv artikler
.
Her blev foreslaet en føderation af de tyske stater under ledelse af
Preussen
og
Østrig
. Østrig skulle have præsidentskabet i denne føderation. Planen blev ilde modtaget af mange tyske fyrster, da den begrænsede deres magt. Napoleons tilbagekomst fra
Elba
satte imidlertid fart i sagerne, og den
8. juni
1815 blev aftalen underskrevet.
Preussens territorium blev stærkt udvidet under Wienerkongressen. Preusserne fik bl.a.
Westfalen
,
Rheinland
og
Svensk Pommern
. Preussen fik omraderne i vest for i fremtiden at kunne være en modvægt til
Frankrig
.
Sachsen
, som havde støttet Napoleon, mistede betydelige dele af sit territorium til Preussen. Østrig gav afkald pa flere tyske omrader i bytte mod øget territorium i syd og øst.
Samarbejdet mellem de tyske stater blev mindre omfattende, end hvad mange havde troet inden underskrivningen af aftalen. Der blev ikke indført fælles tyske
domstole
eller fælles administrative organer. Det blev et forbund af uafhængige stater frem for en forbundsstat. Det tyske Forbund fik et fælles parlament i
Frankfurt
, men beslutninger skulle vedtages med to tredjedeles flertal for at være gyldige. Preussens store andel af repræsentanterne gjorde derfor, at det kunne blokere alle forslag.
Det var stærke kræfter, som modarbejdede forbundet. Flere ikke-tyske fyrster, som den
danske
konge og den
britiske
konge, var repræsenteret i Det tyske Forbund gennem deres tyske fyrstetitler. Disse ønskede naturligt nok ikke et stærkt Tyskland. Heller ikke Metternich ønskede nogen stærk tysk centralmagt, da han var optaget af Østrigs suverænitet og stort set sa pa forbundet som et middel til at kontrollere Preussen.
I de første ar af forbundstiden liberaliserede flere tyske stater deres styreform. I Østrig matte kejser
Frans
godtage et statsrad i 1814.
Baden
og
Bayern
fik
konstitutioner
i
1818
. Det sa længe ud til, at ogsa Preussen skulle fa en grundlov, men kong Friedrich Wilhelm opgav ideen i 1818.
Det tyske Forbund skulle varetage Tysklands fællesanliggender indad til og udad til samt værne om det tyske folks rettigheder, men det blev i virkeligheden et fyrsteforbund til gensidig sikring af suverænernes interesser, mens der ikke blev taget hensyn til de under frihedskrigen anerkendte folkelige krav pa national enhed og politisk frihed, og som følge heraf fik kun et mindretal af staterne forfatninger med lovgivende og bevilgende myndighed for stænderne (saledes navnlig
Sachsen-Weimar
,
Bayern
,
Wurttemberg
,
Baden
,
Hessen-Darmstadt
), mens Preussen matte nøjes med
radgivende provinsialstænder
, Hannover med en adelsrepræsentation, og
Sachsen
samt flere af de mindre stater beholdt deres forældede stænderinstitutioner fra tidligere tider.
Hessen-Kassel
endelig (samt det af den danske konge styrede
Holsten
) fik trods forbundstraktatens løfte herom for alle forbundsstaters vedkommende slet ingen forfatning.
Ytringsfriheden
holdtes inden for snævre grænser (en frisindet presselovgivning fandt kun sted i Sachsen-Weimar og Baden), enhver friere bevægelse i befolkningen betragtedes som tegn pa strafbare revolutionære tendenser, og anmassende bureaukratisk regimente med tilhørende vilkarlige politiforholdsregler (især i Preussen) var den form, hvorunder den hellige alliances faderlige styrelse gjorde sig gældende.
Det ufolkelige styre var i modstrid med tidsanden og matte uundgaeligt give anledning til folkelige protester, der imidlertid ansas som trusler mod de bestaende fystestyrer. Saledes ansas ungdommelige ubesindigheder som optrinnene under
Wartburg-festen
den
18. oktober
1817
som udslag af statsfarlige demagogiske agitationer, om hvis undertrykkelse der forhandledes pa fyrstekongressen i
Aachen
i 1818. Efter mordet pa
Kotzebue
i 1819 blev der pa en ministerkonference i
Karlsbad
samme ar truffet bestemmelse om strengt tilsyn med alle tyske universiteter, opløsning af studenterforeningerne, forfølgelse af frisindede skribenter, indførelse af censur og flere lignende foranstaltninger. Stemningen hos folket, navnlig i de højere klasser, blev derfor mere og mere bitter mod regeringerne, men til fornyede uroligheder kom det først ved efterretningen om julirevolutionen 1830, da der pa flere steder i Tyskland fandt oprørsagtige bevægelser sted.
Den franske
julirevolution
i
1830
fik ogsa eftervirkninger i Tyskland. I
Aachen
gjorde arbejdere oprør pa fabrikkerne i september, og en preussisk hær matte sættes ind for at stoppe urolighederne, som blev forstærket pa grund af madmangel; i
Kassel
og andre steder i
Hessen
angreb bønder toldstationer.
I Braunschweig skiftedes regent, i Sachsen førte uroligheder i blandt andet
Leipzig
til, at reformer blev vedtaget, og i
1831
blev en ny grundlov vedtaget. Ogsa Kurhessen fik en ny forfatning lige som Hannover det følgende ar (og Holsten i form af Frederik 6.s radgivende stænder 1834), men den ved det store folkemøde i Hambach i maj 1831 og tumulterne i Frankfurt am Main næste ar fremkaldte frygt for demokratiske udskejelser gav atter reaktionen vind i sejlene, sa at forbundsdagen endog nægtede at skride ind mod kongen af Hannover, da han 1837 ophævede den fri forfatning af 1831.
Urolighederne betød, at Metternich mobiliserede de reaktionære kræfter i Tyskland. Frankfurt-parlamentet vedtog i
1832
indskrænkelser i
ytringsfriheden
. I
1833
blev der oprettet et fælles tysk ≪centralbureau for politiske undersøgelser≫, som modarbejdede anti-
monarkistiske
strømninger.
Den industrielle revolution
var i fuld gang i denne periode, noget som gjorde, at der blev behov for friere handel. I
1834
blev der atter pa preussisk initiativ oprettet
Zollverein
, en
toldunion
. Denne toldunion bestod af 34 tyske stater, men Østrig ville med sin
protektionistiske
økonomi ikke deltage.
Det var i denne periode de vestlige dele af staten Preussen, der anførte den industrielle udvikling. Ny
sværindustri
voksede frem i
Ruhr-distriktet
, blandt andre blev
Krupp
i
Essen
en af verdens ledende producenter af
stal
. Dette gjorde, at Preussen og hermed Tyskland i stor grad blev selvforsynende med industriprodukter, og importen fra
England
aftog. Udviklingen gik dog stadig relativt langsommere end i de andre førende industrinationer i samme tidsrum. Først efter 1850 var væksten af betydelig karakter.
[2]
De liberale strømninger tog imidlertid snart igen fart, og oppositionen voksede sig i løbet af 1840’erne efterhanden sa stærk, at regeringerne 1847 fandt det nødvendigt at sla ind pa andre baner, sa at endog kongen af Preussen gik ind pa at sammenkalde en forenet landdag, hvor der november samme ar fremkom forslag til en forandret forbundsforfatning, men et par maneder der efter udbrød
februarrevolutionen
i Paris (1848), og det blev nu ikke de tyske regeringer, men folket selv, der tog initiativet til at sikre de længe attraede politiske reformer.
Den
22. februar
1848
udbrød der endnu engang
revolution i Frankrig
. Som i 1830 spredte
revolutionen
sig først til Tyskland.
I begyndelsen af marts gik der en bølge af protester over Tyskland. Folk i alle stater krævede politiske forandringer. De første byer med opstand var
Mannheim
og
Heidelberg
. I Baden tvang de revolutionære kongen til at ændre det politiske system efter store demonstrationer i hovedstaden
Karlsruhe
.
I Østrig matte Metternich den
13. marts
ga af og flygte til England. Efter en stor demonstration matte kejseren indføre pressefrihed, efter at der matte soldater til for at stoppe pøblen. Samtidig lovede kejseren at indkalde en grundlovsforsamling.
Etter succesen i Wien brød urolighederne ogsa ud i Preussen. I
Koln
blev oprøret ledet af
Andreas Gottschalck
, som krævede, at der ogsa blev indført pressefrihed i Preussen. Oprøret i Koln blev slaet ned, men bystyret i byen blev sa ræd for yderligere optøjer, at det bad centralregeringen om at iværksætte reformer.
Kong
Frederik Wilhelm 4. af Preussen
gik herefter med pa reformer efter en periode med nølen. Den
18. marts
lovede kongen at indføre pressefrihed ogsa i Preussen. Uheldigvis gik den preussiske øverstkommanderende i Berlin,
von Prittwitz
, hardt til værks mod demonstranterne og abnede ild mod folkemængden udenfor paladset. Dette gjorde, at reformløfterne fra kongen mistede al troværdighed, og det udviklede sig herefter til et oprør mod kongen. Kongen matte snart opgive og sendte von Prittwitz og hæren ud af byen.
Kongen gav sin tilslutning til, at Tyskland skulle fa en grundlov, og den
18. maj
mødtes Tysklands første frit valgte parlament i Frankfurt. Parlamentet blev dog en fiasko. Det prøvede at gøre Preussens konge, Friedrich Wilhelm, til kejser i et forenet Tyskland. Friedrich Wilhelm nægtede imidlertid at tage imod tilbuddet, og da de østrigske og preussiske repræsentanter herefter forlod parlamentet, gik det i opløsning.
Liberalismens mal var bade at tilvejebringe en tysk rigsstyrelse under konstitutionelle former og at skaffe de enkelte stater frie forfatninger. For opfyldelsen af det sidste krav stillede der sig ingen videre hindringer i vejen, da regeringerne næsten overalt veg tilbage for den truende holdning, befolkningen indtog, og gav løfte om konstitutioner med almindelig valgret, pressefrihed, ministeransvarlighed, folkevæbning og sa videre, men pa enkelte steder kom det til blodsudgydelse, navnlig i
Berlin
, hvor der den
18. marts
fandt gadekampe sted. I Holsten udbrød et oprør, der, som rettet mod det danske herredømme, vakte stor begejstring i Tyskland og i tilslutning til folkestemningen støttedes af Preussen og andre nordtyske stater. Med hensyn til rigsforholdene var det givet, at den af de liberale forhadte forbundsdag, der søgte at styrke sin stilling ved den 10. marts at tilkalde 17 (liberale) tillidsmænd som repræsentanter for de enkelte stater, skulle sættes ud af spillet, og allerede den 31. marts samledes et sakaldt ≫vorparlament≪, bestaende af 570 medlemmer (mest landdagsmænd), pa egen hand i Frankfurt am Main for at vedtage en valglov (med almindelig stemmeret) for en grundlovgivende nationalforsamling, der tradte sammen i Frankfurt den 18. maj og 29. juni og besluttede, at der skulle indsættes en centralregering med en rigsforstander i spidsen (hertil valgtes den østrigske ærkehertug Johan), hvorpa forbundsdagen den 12. juli opløstes. Parlamentet rummede mange af Tysklands bedste mænd i sin midte, men de fortabte sig i endeløse teoretiske diskussioner, hvorved den kostbare tid gik tabt. Følgen heraf var, at man ved nytarstid 1849 kun var naet til afslutning af debatten om de borgerlige grundrettigheder, men da havde forholdene ganske forandret sig, idet der efter de voldsomme demokratiske bevægelser i marts var indtradt et tilbageslag: den besindige middelstand opskræmtes ved republikanske opstandsforsøg i
Baden
og ved den frankfurtske pøbels mord pa
Auerswald
og
Lichnowsky
, og reaktionen begyndte atter at hæve hovedet, især efter, at opstanden i Wien i oktober var undertrykt og den preussiske rigsdag sprængt ved militærmagt den
20. november
.
Bade Østrig og Preussen var afgjort utilbøjelige til at rette sig efter centralregeringens bestemmelser og parlamentsbeslutninger, hvad der navnlig viste sig ved, at parlamentet matte finde sig i at stadfæste Malmo-vabenstilstanden med Danmark af august 1848, som det kort i forvejen havde forkastet. Der var heller ingen udsigt til, at begge stormagter ville kunne billige den rigsforfatning, om hvilken der i januar?marts 1849 forhandledes i parlamentet, thi Østrig modsatte sig et forslag om kun at optage sine tyske lande i riget og ønskede hele det østrigske monarki indlemmet, mens det nationale parti ville have et snævrere Tyskland under Preussens ledelse og med delvis udelukkelse af Østrig. Uheldigt var det ogsa, at man forkastede kejserværdighedens arvelighed, kejserens vetoret og oprettelsen af et rigsrad som repræsentant for fyrsterne over for parlamentet. Endelig enedes man den 27. marts om et arveligt kejserdømme og tilbød derpa med 290 stemmer mod 248 kongen af Preussen kejserkronen, men han afslog den 3. april tilbuddet af hensyn til Østrig og pa grund af rigsforfatningens alt for demokratiske form. Østrig hjemkaldte nu sine deputerede i Frankfurt, og forfatningen vedtoges kun af 28 smastater samt Wurttemberg (tvunget af folkestemningen), hvorfor det radikale parti i parlamentet, efter at de madeholdne (gothaerne) lige som de preussiske deputerede havde forladt Frankfurt, samtidig med at preussiske tropper undertrykkede de i maj udbrudte republikanske opstandsforsøg i Sachsen, Pfalz og Baden, forlagde dette til Stuttgart og indsatte et rigsregentskab der den 6. juni, men de var kun 106 i tallet og sprængtes den 18. juni fra hinanden.
Preussen havde imidlertid dannet det sakaldte
trekongeforbund
(Preussen, Sachsen, Hannover), der enedes om et udkast til en rigsforfatning omtrent som den i Frankfurt vedtagne, men under konservative former og uden kejser, men da de to sydtyske kongeriger ikke ville ga med hertil, opløstes trekongeforbundet, og Preussen og Østrig vedtog nu i fællesskab at lade forbundsanliggenderne afgøre ved dertil udnævnte kommissærer i oktober samme ar, hvad der førte til, at rigsforstanderen den 20. december nedlagde sin Post. Bayern og Wurttemberg foreslog nu den 27. februar 1850 oprettelsen af et rigsdirektorium med en det sideordnet rigsdag, bestaende af landdagsmænd fra de enkelte stater, mens Preussen pa et i Erfurt i marts samme ar sammenkaldt møde forelagde et udkast til en forfatning for en union af de tyske Stater. Forslaget vedtoges af de fleste nordtyske stater, men som svar herpa indkaldte Østrig i maj samme ar den gamle forbundsdag til atter at give møde i Frankfurt, hvor den trods Preussens protest næsten fuldtalligt havde indfundet sig i september samme ar, og det sa nu ud til, at det skulle komme til krig mellem de to stormagter, idet preussiske tropper, der under en mellem kurfyrsten af Hessen og hans folk opstaet konflikt vedrørende forfatningen var rykkede ind i Hessen for at tage sig af folkets sag, her kom til at sta over for østrigske og bayerske tropper, som pa forbundsdagens begæring skulle støtte kurfyrsten. I yderste øjeblik bøjede Preussen dog af og matte pa en ministerkonference i Olmutz ydmyge sig for Østrig ved at ga ind pa dets fordringer vedrørende Kurhessen og Holsten.
I maj 1851 genoptog forbundsdagen sine regelmæssige møder og optradte straks som trofast forbundsfælle af reaktionen i de enkelte stater, hvor de frie forfatninger dels tilbagekaldtes, dels ændredes i streng konservativ and: flere steder genindførtes stænderforrettighederne, lige som presse- og forsamlingsfriheden indskrænkedes, sa at det væsentlig kun var reformerne pa retsplejens og det økonomiske omrade, der fik lov til at forblive uforandrede. Lige sa lidt som der var tale om fællesskab for hele forbundet i post- og møntvæsen (toldforeningen omfattede heller ikke alle forbundsstater) eller i retspleje, lige sa lidt naede forbundet nogensinde til enig optræden udad til, hvorfor det ikke spillede nogen rolle under
Krimkrigen
1853?1856 og under den fransk-italienske krig med Østrig 1859, der foretrak en ugunstig fred frem for at lade Preussen fa overkommandoen over den tyske forbundshær.
Endnu i 1848 var den borgerskabet, der var drivkraften i ønsket om demokratiske forandringer, men sideløbende med, at industrialiseringen tog til i Tyskland, fremvoksede der ogsa frem en egentlig industriel arbejderklasse.
Arbejderbevægelsen
i Tyskland var imidlertid endnu ikke organiseret lige sa godt som i Frankrig og Storbritannien.
Journalisten
Karl Marx
matte i
1843
flytte til
Paris
efter, at avisen i
Koln
som han arbejdede pa, blev lukket af myndighederne. I Paris blev han bekendt med
Friedrich Engels
, og Engels vækkede Marx' interesse for politik. Dette blev starten pa et langt samarbejde mellem de to. I Paris skrev de to flere
socialistiske
tekster, hvoraf den mest kendte nok var
Det kommunistiske manifest
fra 1848. Manifestets udgivelse blev imidlertid sat i skyggen af andre begivenheder pa kontinentet samme ar.
I slutningen af 1850-erne og i begyndelsen af 1860-erne kom der fart i den fælleseuropæiske arbejderbevægelse. Dette blev udløst af en fælleseuropæisk økonomisk krise i
1857
. I
1864
oprettedes i
London
organisationen
den første internationale
, hvis formal var at virke for arbejdernes rettigheder. Marx var de tyske arbejderes repræsentant i internationalen.
I
1867
udgav Marx det første bind i storværket
Das Kapital
. Bogen er en analyse af
kapitalismen
.
Das Kapital
kom til at fremsta som et filosofisk og politisk rammeværk for socialismens talsmænd.
Det var imidlertid pa denne tid splittelse i den tyske arbejderbevægelse. Socialistlederen
Ferdinand Lasalle
gik ind for at samarbejde med de borgerlige, hvilket Marx var imod. Marx,
August Bebel
og
Wilhelm Liebknecht
stiftede derfor i
1869
deres eget socialistparti. Tiden var endnu ikke kommet til at sætte socialismen pa den politiske dagsorden.
Efter at have debuteret som lokalpolitiker i
1847
blev
Otto von Bismarck
i
1851
chef for den preussiske delegation til Det tyske Forbund. Her udmærkede han sig tidligt med sin markante anti-østrigske linje. Bismarck arbejdede blandt andet hardt for at nægte
Østrig
adgang til toldunionen.
Da prins Wilhelm blev regent, sendte han Bismarck til
Rusland
som ambassadør. Dette blev set som en made at pacificere krigsherren Bismarck pa. Senere blev Bismarck overført til
Paris
.
Da striden mellem den preussiske konge og nationalforsamlingen sa værst ud, blev Bismarck kaldt til Berlin igen. Her blev han udnævnt til statsminister i
1862
.
Bismarck gik hensynsløst til angreb pa Preussens mere
liberale
kræfter. Nar nationalforsamlingen ikke stemte som Bismarck ville, ignorerede han den simpelthen og trumfede sin vilje igennem. Bismarck var fast besluttet pa at gøre Preussen til Tysklands ledende magtfaktor. Han modarbejdede Østrig pa alle mulige mader og kom hellere med tilnærmelser til Frankrig. Da
Franz Joseph
af Østrig indkaldte til et møde for at revidere den tyske forfatning i
1863
, fik Bismarck den preussiske konge til at boykotte mødet. Han mente, at fremstødet var et østrigsk forsøg pa at pacificere Preussen.
Hændelser senere i
1863
gjorde imidlertid, at Bismarck matte indstille sin anti-østrigske holdning i en periode.
Afholdelsen af et møde i
Eisenach
i juli 1859 mellem tidligere parlamentsmedlemmer i lighed med ≫vorparlamentet≪ 1848, der anbefalede et snævert forbund under Preussens ledelse, og stiftelsen af nationalforeningen med samme formal fjernede end yderligere de to stormagter Preussen og Østrig fra hinanden. Vel enedes man om nogle økonomiske reformer (navnlig en fælles handelslov), men under de genoptagne forhandlinger om en revision af forbundsforfatningen 1860?1863 holdt Preussen fast ved sit unionsforslag af 1851, mens Østrig og sydstaterne atter mødte frem med forslaget af februar 1851 om et direktorium og en rigsdag bestaende af landdagsmedlemmer, hvad der ville give mellemstaterne og dermed Østrig overvægt over Preussen, hvis voksende indflydelse under den ny æra, der var begyndt med Vilhelm 1.s overtagelse af regeringen, viste sig ved, at forbundet blev nødt til pa Preussens forlangende at genoprette forfatningen af 1831 i Kurhessen (hvorved Preussen fik oprejsning for nederlaget 1850), lige som den af den østrigske kejser i august 1863 indkaldte fyrstekongres i Frankfurt blev resultatløs, da Vilhelm 1. nægtede at give møde.
Hertugdømmerne
Slesvig
og
Holsten
havde siden
1460
været i personalunion med
Danmark
. Hertugdømmerne havde med det
Tyske Kancelli
(
tysk
fordi forvaltningssprog i hertugdømmerne var tysk) en fælles forvaltningsinstans i København og skulle ifølge
Ribe-Overenkomsten
fra 1460 være ≪evig udelelig≫ under den danske konge. Slesvig var et dansk
len
med dengang overvejende dansktalende indbyggere og havde aldrig hørt til Tyskland. Holsten var et tidligere tysk len med udelukkende tysktalende indbyggere, i 1806 inkorporeret i det danske rige men kom sammen med
Lauenborg
til at indga i det
Tyske Forbund
.
I
1863
gik stærke kræfter i Danmark ind for at indlemme Slesvig i kongeriget og hellere opgive Holsten til Tyskland. Imod internationale aftaler vedtog man med den sakaldte
novemberforfatning
, en fælles grundlov for Danmark og Slesvig. Dette skabte stort postyr i Tyskland, og forbundsdagen i Frankfurt bad om hjælp til at ≪befri≫ hertugdømmet fra afhængigheden af Danmark.
Bismarck var ikke interesseret i nogen ny tysk stat, men ville udnytte situationen til at styrke Preussen. Han gik hellere ind for at indlemme omradet i Preussen.
Kong Wilhelm
havde som udgangspunkt stor sympati med tyskerne i Slesvig og Holsten og blev derfor forfærdet, men gik alligevel med pa Bismarcks linje.
Efter at forbundsdagen havde vedtaget, at Holsten skulle besættes af tyske tropper, hvilket skete i december 1863 (i en sakaldt
forbundseksekution
), stillede Østrig og Preussen et
ultimatum
til Danmark den
16. januar
1864
om at ophæve Novemberforfatningen inden udgangen af den 18. januar 1864. Da danskerne afviste dette, rykkede preussiske og østrigske tropper i februar 1864 over
Ejderen
ind i Slesvig, hvilket førte til kritik fra det Tyske Forbund, som kaldte Preussens og Østrigs indtrængen flere gange for lovstridig
[3]
.
Danmark havde stor international sympati, men havde i praksis ingen chance mod de to tyske stormagter. Den
18. april
1864 kom det til et stort
slag ved Dybbøl skanse
, hvor danskerne tabte halvdelen af deres styrker pa 10.000 mand. Hele
Jylland
blev besat, og danskerne matte overgive sig. Fredsaftalen, som blev underskrevet i Wien den
30. oktober
, gjorde, at bade Holsten og Slesvig blev afstaet til kongen af Preussen og kejseren af Østrig.
I
Gastein
i august
1865
indgik Preussen og Østrig en aftale om fordelingen af Slesvig og Holsten. Østrig skulle administrere Holsten, mens Preussen fik Slesvig. Bismarck var imidlertid ikke fornøjet med at fa byttet halveret, og pa et regeringsmøde den
28. februar
1866 gik han ind for at tage et militært opgør med Østrig. En endelig afgørelse af striden mellem de to stormagter og Preussens brud med Wienerhoffet indtradte, da Bismarck erklærede, at et Østrigs forlangende om en rigsdag bestaende af landdagsmedlemmer stred mod aftalen i
Gastein
fra august 1865, hvorpa preussiske tropper besatte Holsten og forjog den derværende østrigske statholder. Østrig forlangte nu forbundseksekution mod Preussen, hvad forbundsdagen vedtog den 14. juni 1866, og da Preussens svar herpa var en udmeldelse af forbundet og forslag om et nyt forbund under Preussens ledelse og med udelukkelse af Østrig, var krigen uundgaelig.
Bismarck overbragte sa forbundsdagen et forslag om en reform af Det tyske Forbund. Dette forslag inkluderede et nyt tysk parlament baseret pa almindelig
stemmeret
. De andre tyske stater var yderst skeptiske, da dette var helt nye toner fra den meget konservative Bismarck. Da forslaget ikke blev vedtaget, skød Bismarck skylden pa Østrig og fremlagde en revideret plan, der skulle udelukke Østrig fra forbundet. Østrigs regering svarede igen med at kræve, at forbundstropperne blev mobiliseret mod Preussen, hvilket blev vedtaget.
Den
15. juni
rykkede preussiske tropper ind i
Hannover
og
Sachsen
, og seks dage senere kom krigserklæringen. Preussen var nu i krig mod Østrig og de fleste andre tyske stater. Denne krig blev senere kendt som
den østrigsk-preussiske krig
.
Den preussiske hær, ledet af
Helmuth von Moltke
, satte hurtigt de nordtyske stater ud af spillet. Efter erobringen af Hannover kontrollerede Preussen hele Tyskland nord for
Main
.
Efter erobringen af Nordtyskland satte Moltke kursen mod
Bohmen
. Den
3. juli
1866
mødtes den preussiske og den østrigske hær i
slaget ved Koniggratz
, hvor resultatet blev en stor preussisk sejr, og krigen var i praksis vundet efter dette.
Kong Wilhelm ville ga videre og erobre større dele af Østrig, men Bismarck fik overtalt kongen til ikke at ydmyge Østrig. Bismarck forstod, at Preussen behøvede Østrig som allieret i fremtiden. Ved freden i
Prag
i august nøjedes Preussen derfor med at kræve Østrigs afstaelse af Slesvig-Holsten.
De fleste af smastaterne sluttede sig til Preussen, men da mellemstaterne holdt med Østrig, besatte preussiske tropper
Sachsen
,
Hannover
og
Kurhessen
, mens Main-hæren i juli slog de vest- og sydtyske forbundstropper i omegnen af Frankfurt og ved
Wurzburg
, hvorpa der den
2. august
blev sluttet vabenstilstand, der i løbet af maneden gik over til fredsslutninger ved hvilke, de sydtyske stater betalte en sum af 32 mio. thaler i krigsomkostninger og sluttede hemmelige militærkonventioner med Preussen. Imidlertid havde de tre preussiske hære i
Bohmen
tilføjet østrigerne en række nederlag de sidste dage af juni og efter at have forenet sig vundet hovedslaget ved
Sadowa
den
3. juli
, hvad der førte til præliminærfreden i
Nikolsburg
den
26. juli
og den endelige
fred i Prag
den
23. august
, hvorved Østrig opgav sin stilling i Tyskland, overlod Slesvig og Holsten til Preussen og betalte 20 mio. thaler i krigsomkostninger. Dagen efter Prag-freden holdt forbundsdagen sit sidste møde i
Augsburg
, hvortil den 14. juli var flyttet fra Frankfurt, og et par dage før var Preussen blevet enig med smastaterne om deres indtrædelse i et nordtysk forbund under Preussens ledelse. I forbundet, hvis sydgrænse Main-linjen skulle være, optoges senere
Sachsen
og den nordlige del af
Hessen-Darmstadt
, mens
Slesvig
,
Holsten
,
Hannover
,
Hessen-Kassel
,
Nassau
og
Frankfurt am Main
indlemmedes i Preussen. De andre nordtyske stater blev tvunget ind i
Det nordtyske Forbund
, der fik Bismarck som forbundskansler. Forbundet skulle have et forbundsrad samt en rigsdag, hvor medlemmerne skulle vælges for tre ar, med almindelig stemmeret.
- ^
a
b
c
d
"Jensen, s. 1009"
.
Arkiveret
fra originalen 2. marts 2018
. Hentet 22. oktober 2011
.
- ^
JN-TI
s. 27
- ^
Jurgen Muller:
Der Deutsche Bund 1815?1866
, Munchen 2006, ISBN=978-3-486-55028-3, sider 46?47
- Niels Amstrup
:
"De tyske staters udenrigspolitik 1859-1864 og Slesvig-Holsten" (
Historie/Jyske Samlinger
, Ny række, Bind 17; 1987)
Arkiveret
5. marts 2016 hos
Wayback Machine
- J.A. Fridericia
:
Fra Wienerkongressen Til Februarrevolutionen 1815-1848
, 4. udgave, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1935
- Hans Jensen
:
"Det Tyske Forbund" i:
Salmonsens Konversationsleksikon
, 2. udgave, bind XXIII, s. 1009
Arkiveret
2. marts 2018 hos
Wayback Machine
- P. von Linstow:
"Bismarck, Europa og Slesvig-Holsten 1862-1866" (
Historisk Tidsskrift
, 13. række, Bind 5; 1978)
Arkiveret
17. marts 2012 hos
Wayback Machine
- Johan Nielsen:
Tysklands industrialisering 1830-1914 ? baggrund og forløb, politiske og sociale konsekvenser
, Forlaget Systime 1981.
ISBN
87-7351-023-8
[
JN-TI
]
- Marcus Rubin
:
Tysklands Historie, Fra 1848 til Nutiden
, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1912.
- Otto Ruhl:
"Bismarck: ≫Kernen≪ i den tyske ≫reichsgrundungslitteratur≪" (
Historisk Tidsskrift
, 13. række, Bind 4; 1977)
Arkiveret
5. marts 2016 hos
Wayback Machine
50°06′29″N
8°40′30″Ø
/
50.108°N 8.675°Ø
/
50.108; 8.675