- Ikke at forveksle med
Tysk kejser (Tyske Kejserrige)
.
Den
Tysk-romerske kejser (
tysk
:
Romisch-deutscher Kaiser
)
, officielt
Romernes kejser
(
latin
:
Imperator Romanorum
) var herskeren over
Det tysk-romerske Rige
. Riget blev af den
romersk-katolske kirke
betragtet som den eneste
retsgyldige arvtager
til
Romerriget
i
middelalderen
og
tidlig moderne tid
. Titlen blev holdt sammen med titlen
Konge af Italien
(
Rex Italiae
) fra det 8. til det 16. arhundrede og næsten uden afbrydelse med titlen
Romernes konge
(
Rex Teutonicorum
, lit. 'Tyskernes konge') gennem det 12. til det 18. arhundrede.
I teori og diplomati blev kejserne betragtet som
primus inter pares
, den første blandt andre ligestillede romersk-katolske monarker i hele Europa.
[1]
I praksis var en kejser kun sa stærk, som hans hær og alliancer, inklusive ægteskabsallianser, gjorde ham.
Deres rige, Det tysk-romerske Rige, blev af den
romersk-katolske kirke
betragtet som den
retsgyldige efterfølger
til det vestlige
Romerrige
i
middelalderen
og
tidlig moderne tid
.
Fra
arveenevælde
i
karolingisk
tid (800–924) var titlen hen mod det 13. arhundrede blevet del af et
valgmonarki
, hvor kejseren blev valgt af
kurfyrster
. Forskellige kongeslægter i Europa blev pa forskellige tidspunkter
de facto de
arvelige indehavere af titlen, især
Liudolfingerne
(962–1024) og
Salierne
(1027–1125). Efter den sene middelalders regeringskrise holdt
Habsburgerne
titlen i deres besiddelse uden afbrydelse fra 1440–1740. De sidste kejsere var fra
Huset Habsburg-Lothringen
fra 1765–1806. Det tysk-romerske Rige blev opløst af
Frans 2.
efter et ødelæggende nederlag til
Napoleon
i
Slaget ved Austerlitz
.
Kejseren blev almindeligt opfattet til at herske af Guds nade, skønt han ofte modsatte sig eller var i opposition til
paven
, især under
Investiturstriden
. Det tysk-romerske Rige har aldrig haft en regerende kejserinde, selvom kvinder som
Teofano
og
Maria Theresia
havde en stærk indflydelse. Gennem sin historie blev positionen betragtet som en forsvarer af den romersk-katolske tro. Indtil
Maximilian 1.
i 1508, blev den valgte kejser (
Imperator electus
) pakrævet at blive kronet af paven, før han tog den kejserlige titel.
Karl 5.
var den sidste, der blev kronet af paven i 1530. Selv efter
Reformationen
var den valgte kejser altid
romersk-katolsk
. Der var korte perioder i historien, hvor valgkollegiet blev domineret af
protestanter
, og kurfyrsterne stemte normalt i deres egen politiske interesse.
Fra
Konstantin den Stores
tid (regerede 306–337) havde de
romerske kejsere
med meget fa undtagelser pataget sig en rolle som støtter og forsvarere af
kristendommen
. Konstantins regeringstid etablerede præcedens for den kristne kejsers position i kirken. Kejserne sa sig selv ansvarlige overfor guderne for deres undersatters andelige helbred, og efter Konstantin havde de en pligt til at hjælpe kirken med at definere rettroenhed og opretholde rettroenhed. Kejserens rolle var at handhæve doktrinen, udrydde
kætteri
og opretholde kirkens enhed.
[2]
Bade titlen og forbindelsen mellem kejser og den
ortodokse kirke
fortsatte i det
Det Byzantinske Rige
gennem hele middelalderen (
i eksil
i 1204–1261). De første syv
økumeniske koncil
fra det 5. til det 8. arhundrede blev indkaldt af de byzantinske kejsere.
[3]
I
Vesteuropa
blev titlen
kejser
afskaffet efter
Julius Nepos'
død i 480, skønt herskerne i de barbariske kongeriger fortsat anerkendte den byzantinske kejsers myndighed i det mindste formelt langt ind i det 6. arhundrede. I 797 blev den byzantinske kejser
Konstantin 6.
afsat og erstattet som monark af sin mor
Irene
. Pavemagten, der indtil dette tidspunkt havde fortsat med at anerkende herskerne i Konstantinopel som romerske kejsere, betragtede kejsertronen som ledig, da en kvinde i deres mening ikke kunne regere riget.
[4]
Af denne arsag blev
Karl den Store
, frankernes konge og kongen af Italien, kronet til Romernes kejser (
Imperator Romanorum
) af
Pave Leo 3.
som efterfølger til Konstantin 6. som romersk kejser under konceptet
translatio imperii
.
[4]
Pa hans mønter er navnet og titlen, der blev brugt af Karl den Store, Karolus Imperator Augustus og i sine egne dokumenter brugte han Imperator Augustus Romanum gubernans Imperium ("Kejser Augustus, som regerer Det romerske Imperium") og serenissimus Augustus a Deo coronatus, magnus pacificus Imperator Romanorum gubernans Imperium ("mest ophøjede Augustus kronet af Gud, store fredelig kejser, der styrer romernes imperium"). Det Østromerske Rige gav til sidste efter og anerkendte Karl den Store og hans efterfølgere som kejsere, men som "frankiske" og "tyske kejsere", idet de pa intet tidspunkt henførte til dem som romerske, en betegnelse, de forbeholdte sig selv.
Titlen som kejser i vest indebar pavens anerkendelse. Da pavedømmets magt voksede i middelalderen, kom pave og kejsere i konflikt om kirkens administration. Den bedst kendte og mest bitre konflikt var den, der blev kendt som
investiturstriden
, der blev kæmpet i det 11. arhundrede mellem
Henrik 4.
og
Pave Gregor 7
.
Efter kroning af Karl den Store beholdt hans efterfølgere titlen indtil
Berengar 1.'s
død i 924. Det relativt korte interregnum mellem 924 og kroningen af
Otto den Store
i 962 betragtes som markeringen af overgangen fra det
Frankerriget
til
Det tysk-romerske Rige
. Under
Liudolfingerne
faldt meget af det tidligere
karolingiske
rige
Østfranken
inden for grænserne af Det tysk-romerske Rige.
Siden 911 havde de forskellige
tyske fyrster
valgt tyskernes konge blandt dem selv. Tyskernes konge ville derefter blive kronet som kejser efter det fortilfælde, der var blevet sat af Karl den Store, i perioden 962–1530.
Karl 5.
var den sidste kejser, der blev kronet af paven, og hans efterfølger
Ferdinand 1.
antog blot titlen "valgt kejser" i 1558. Den sidste valgte tysk-romerske kejser
Frans 2.
abdicerede i 1806 under
Napoleonskrigene,
der sa imperiets endelige opløsning.
Udtrykket
sacrum
(dvs. "hellig") i forbindelse med Det tyske-romerske Rige blev først brugt i 1157 under
Frederik 1. Barbarossa
.
[5]
Standardbetegnelsen for den tysk-romerske kejser var "Romernes kejser Augustus" (
Romanorum-imperator Augustus
). Da Karl den Store blev kronet i ar 800 blev han tituleret som "mest ophøjede Augustus, kronet af Gud, stor og fredelig kejser, der regerede det romerske imperium," som saledes udgør elementerne "Hellig" og "Romersk" i den kejserlige titel.
[6]
Ordet
romersk
var en afspejling af princippet om
translatio imperii
(eller i dette tilfælde
restauratio imperii
), der betragtede de (germanske) hellige romerske kejsere som arvingerne til titlen kejser fra det
Vestromeske rige
, pa trods af det Østromerske riges fortsatte eksistens Romerriget.
I tysksproget historiografi bruges udtrykket
Romisch-deutscher Kaiser
("romersk-tysk kejser") til at skelne titlen fra den romerske kejsers pa den ene side og den
tyske kejser
(
Deutscher Kaiser
) pa den anden side. Det engelske udtryk "Holy Roman Emperor" er en moderne forkortelse for "emperor of the Holy Roman Empire", der ikke svarer til den historiske stil eller titel, dvs. adjektivet "Holy" er ikke beregnet til at moderere "emperor". Det engelske udtryk "Holy Roman Emperor" blev almindeligt i mellemkrigstiden (1920'erne til 1930'erne), tidligere var titlen ogsa blevet gengivet som "German-Roman Emperor" pa engelsk.
[7]
Valgmonarkiet
gar tilbage til det tidlige 10. arhundrede, med valget af
Konrad 1. af Franken
i 911 efter at
Ludvig Barnet
, den sidste
karolingiske
hersker i Tyskland, døde uden afkom. Valg betød, at kongemagten i Tyskland kun delvist var arvelig, i modsætning til kongemagten i
Frankrig
, selvom magten ofte forblev i samme dynasti, indtil der ikke var flere mandlige efterfølgere. Valgprocessen betød, at hovedkandidaten mattet gøre indrømmelser, som vælgerne kunne holde ham fast pa:
Wahlkapitulationen
, en slags handfæstning.
Konrad blev valgt af de
tyske hertuger
, og det vides ikke nøjagtigt, hvornar systemet med syv
kurfyrster
blev oprettet. Det pavelige dekret
Venerabilem
af
Innocens 3.
(1202), addresseret til
Berthold 5., hertug af Zahringen
, fastlægger valgproceduren med (ikke navngivne) fyrster af riget og forbeholder paven retten til at godkende kandidaterne. Et brev fra
Pave Urban 4.
(1263) i forbindelse med den omstridte afstemning i 1256 og det efterfølgende interregnum henstiller, at syv fyrster fra"
Arilds tid
" havde retten til at vælge kongen og den fremtidige kejser. De syv kurfyrster blev udnævnt i
Den gyldne bulle
af 1356:
Ærkebiskoppen af Mainz
,
Ærkebiskoppen af Trier
,
Ærkebiskoppen af Koln
,
Kongen af Bøhmen
,
Greven af Pfalz
,
Hertugen af Sachsen
og
Markgreven af Brandenburg
.
Efter 1438 forblev kongerne i huset
Habsburg
og
Habsburg-Lothringen
med den kortvarige undtagelse af
Karl 7.
, der var en
Wittelsbach
.
Maximilian 1.
(kejser 1508?1519) og hans efterfølgere rejste ikke længere til Rom for at blive kronet som kejser af paven. Maximilian udnævnte sig derfor til den valgte romerske kejser (
Erwahlter Romischer Kaiser
) i 1508 med pavens godkendelse. Denne titel blev brugt af alle hans ukronede efterfølgere. Af hans efterfølgere modtog kun
Karl V
en pavelig kroning.
Kurfyrsten af Pfalz plads blev tildelt hertugen af Bayern i 1621, men i 1648, i kølvandet pa
Tredivearskrigen
blev greven af Pfalz genindsat som den ottende valg.
Kurfyrstendømmet Braunschweig-Luneburg
blev tilføjet som den niende vælger i 1692. Hele valgkollegiet blev rekonstrueret i 1803 med i alt ti kurfyrster: de "gamle" kurfyrster: Hertugen af Bayern, Hertugen af Sachsen, Hertugen af Braunschweig-Luneburg, Markgreven af Brandenburg, Kongen af Bøhmen; De "nye" kurfyrster: Ærkebiskoppen af Regensburg, Hertugen af Wurttemberg, Hertugen af Salzburg, Markgreven af Baden og Landgreven af Hessen-Kassel Blot tre ar senere blev Det tysk-romerske rige opløst, og ingen af de nye kurfyrster naede at deltage i et kejservalg.
Denne oversigt inkluderer alle 47 tyske monarker kronet fra Karl den Store indtil Det tysk-romerske riges opløsning (800-1806).
Flere herskere blev kronet til
Romernes konge
(Konge af Tyskland), men ikke til kejser, skønt de titulerede sig saledes, blandt dem var:
Konrad 1. af Franken
og
Henrik Fuglefænger
i det 10. arhundrede, og
Konrad 4.
,
Rudolf 1.
,
Adolf
og
Albrecht 1.
under
interregnummet
i slutningen af det 13. arhundrede.
Traditionel historiografi antager en kontinuitet mellem
Det carolingiske imperium
og Det tysk-romerske Rige, mens en moderne betragtning anser kroningen af Otto 1. i 962 som begyndelsen pa Det tysk-romerske rige (selvom udtrykket
Sacrum Imperium Romanum
ikke var i brug før det 13. arhundrede).
De herskere, der blev kronet som romerske kejsere i Vesteuropa mellem 800 og 915 var som følger:
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Karl 1.
,
den Store
(Charlemagne)
(742?814)
|
25. december 800
|
28 januar 814
|
|
|
|
Ludvig 1.
,
den Fromme
(778?840)
|
11. september 813
|
20. juni 840
|
Søn af
Karl 1.
|
|
|
Lothar 1.
(795?855)
|
5. april 823
|
29. september 855
|
Søn af
Ludvig 1.
|
|
|
Ludvig 2.
(825?875)
|
29. september 855
|
12. august 875
|
Søn af
Lothar 1.
|
|
|
Karl 2.
,
den Skaldede
(823?877)
|
29. december 875
|
6. oktober 877
|
Søn af
Ludvig 1.
|
|
|
Karl 3.
,
den Tykke
(839?888)
|
12. februar 881
|
13. januar 888
|
Barnebarn af
Ludvig 1.
|
|
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Guy 1.
(?-894)
|
891
|
12. december 894
|
Tipoldebarn af
Karl 1.
|
|
|
Lambert 1.
(880-898)
|
30. april 892
|
15. oktober 898
|
Søn af
Guy 1.
|
|
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Arnulf
(850?899)
|
22. februar 896
|
8. december 899
|
Nevø til
Karl 3.
|
|
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Ludvig 3.
,
den blinde
(880-928)
|
22. februar 901
|
21. juli 905
|
Barnebarn af
Ludvig 2.
|
|
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Berengar 1.
(845?924)
|
December 915
|
7. april 924
|
Barnebarn af
Ludvig 1.
|
|
Der var ingen kejser i vest mellem 924 og 962.
Mens tidligere germanske og italienske monarker var blevet kronet som romerske kejsere, betragtes
Det tysk-romerske Riges
faktiske begyndelse at være kroningen af den saksiske konge
Otto den Store.
Det var officielt en valgt position, skønt den til tider gik gennem samme familie, især de fire generationer af
Salierne
i det 11. arhundrede. Fra Saliernes endeligt til midten af det 15. arhundrede kom kejserne fra mange forskellige tyske dynastier, og det var sjældent, at tronen gik fra far til søn. Det ændrede sig med det østrigske
hus Habsburg
opstigen, da en ubrudt linje af Habsburgere holdt den kejserlige trone indtil 1700-tallet. Senere overtog en sidelinje, der blev kendt som
Huset Habsburg-Lothringen
, tronen, og den gik fra far til søn indtil imperiets ophævelse i 1806. Bemærkelsesværdigt bar Habsburgerne fritaget fra kravet om, at kejserne skulle krones af paven, inden de kunne indtage deres embede. Fra
Ferdinand 1.
afholdt alle efterfølgende kejsere sig fra den traditionelle kroning.
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Otto 1.
,
den Store
(912?973)
|
2. februar 962
|
7. maj 973
|
Tiptipoldebarn af
Ludvig 1.
|
|
|
Otto 2.
,
den Røde
(955?983)
|
25. december 967
|
7. december 983
|
Søn af
Otto 1.
|
|
|
Otto 3.
(980?1002)
|
21. maj 996
|
23. januar 1002
|
Søn af
Otto 2.
|
|
|
Henrik 2.
[b]
(973?1024)
|
14. februar 1014
|
13. juli 1024
|
Grandfætter til
Otto 3.
|
|
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Lothar 3.
[d]
(1075-1137)
|
4. juni 1133
|
4. december 1137
|
Grandnevø til
Henrik 3.
|
|
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Frederik 1.
Barbarossa
(1122-1190)
|
8. juni 1155
|
10. juni 1190
|
Oldebarn af
Henrik 4.
|
|
|
Henrik 6.
(1165-1197)
|
14. april 1191
|
28. september 1197
|
Søn af
Frederik I
|
|
Portræt
|
Vabenskjold
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
|
Otto 4.
(1175-1218)
|
9. juni 1198
|
1215
|
Oldebarn af
Lothar 2.
|
|
Portræt
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
Frederik 2.
,
Stupor Mundi, Verdens vidunder
(1194?1250)
|
22. november 1220
|
13. december 1250
|
Søn af
Henrik 6.
|
|
Et interregnum i Det tysk-romerske Rige antages at hav eksisteret fra
Pave Innocens 4.'s
afsættelse af Frederik 2. af (1245, alternativt fra Frederiks død i 1250 eller
Konrad 4.
død i 1254) til valget
Rudolf 1.
(1273). Rudolf blev ikke kronet til kejser, heller ikke hans efterfølgere
Adolf
og
Albrecht
. Den næste kejser var
Henrik 7.
, kronet den 29. juni 1312 af
Pave Clemens 5.
Portræt
|
Vabenskjold
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
|
Henrik 7.
(1274-1313)
|
29. juni 1312
|
24. august 1313
|
Tiptiptiptiptiptiptip
tiptiptipoldebarn af
Karl 2.
|
|
Portræt
|
Vabenskjold
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
|
Ludvig 4.
,
den Bayerske
(1282-1347)
|
Oktober 1314
|
11. oktober 1347
|
Fjern efterkommer af
Henrik 4.
og tiptiptipoldebarn af
Lothar 3.
|
|
Portræt
|
Vabenskjold
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
|
Karl 4.
(1316-1378)
|
11. juli 1346
|
29. november 1378
|
Barnebarn af
Henrik 7.
|
|
|
|
Sigismund
(1368-1437)
|
31. maj 1433
|
9. december 1437
|
Søn af
Karl 4.
|
|
I 1508 gav
Pave Julius 2.
tilladelse til Maximilian 1. at bruge kejsertitlen uden kroningen i Rom, skønt titlen var betegnet som Electus Romanorum Imperator ("valgt til Romernes Kejser af). Maximilians efterfølgere antog den samme titulering, normalt da de var blevet den enehersker af Det tysk-romerske Rige. Maximilians første efterfølger Karl 5. var den sidste, der blev kronet til kejser.
Portræt
|
Vabenskjold
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
|
Karl 7.
(1697-1745)
|
12. februar 1742
|
20. januar 1745
|
Tipoldebarn af
Ferdinand 2.
; Svigersøn til
Josef 1.
|
|
Portræt
|
Vabenskjold
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
|
Frans 1. Stefan
(1708-1765)
|
13. september 1745
|
18. august 1765
|
Oldebarn af
Ferdinand 3.
; Svigersøn til
Karl 6.
|
|
Portræt
|
Vabenskjold
|
Navn
|
Regeringstid
|
Forhold til forgænger (-e)
|
Andre titler
|
|
|
Josef 2.
(1741-1790)
|
18. august 1765
|
20. februar 1790
|
Søn af kejserinde
Maria Theresia
,
de facto
rigets hersker, og Frans 1. Stefan
|
|
|
|
Leopold 2.
(1747-1792)
|
30. september 1790
|
1. marts 1792
|
Søn af kejserinde
Maria Theresia
,
de facto
rigets hersker, og Frans 1. Stefan. Broder til Josef 2.
|
|
|
|
Frans 2.
(1768-1835)
|
5. juli 1792
|
6. august 1806
|
Søn af
Leopold 2.
|
|
Kejseren blev kronet under en speciel ceremoni, der traditionelt blev udført af
Paven
i
Rom
. Uden denne kroning kunne ingen konge, selvom om han kunne udøve magten, kalde sig selv kejser. I 1508 tillod
Pave Julius 2.
Maximilian 1.
at bruge titlen kejser uden kroning i Rom, skønt titlen var betegnet som
Electus Romanorum Imperator
("valgt til Romernes Kejser"). Maximilians efterfølgere antog den samme titulering, normalt da de blev enehersker af Det tysk-romerske Rige.
[9]
Maximilians første efterfølger
Karl 5.
var den sidste, der blev kronet til kejser.
Kejser
|
Dato for kroning
|
Forrettet af
|
Location
|
Karl 1.
|
25. december 800
|
Pave Leo 3.
|
Rom
, Italien
|
Ludvig 1.
|
5. oktober 816
|
Pave Stefan 4.
|
Reims
, Frankrig
|
Lothar 1.
|
5. april 823
|
Pave Paschalis 1.
|
Rom, Italien
|
Ludvig 2.
|
15. juni 844
|
Pave Leo 4.
|
Rom, Italien
|
Karl 2.
|
29. december 875
|
Pave Johannes 8.
|
Rom, Italien
|
Karl 3.
|
12. februar 881
|
Rom, Italien
|
Guy 1.
|
21. februar 891
|
Pave Stephen 5.
|
Rom, Italien
|
Lambert 1.
|
30. april 892
|
Pave Formosus
|
Ravenna
, Italien
|
Arnulf af Karnten
|
22. februar 896
|
Rom, Italien
|
Ludvig 3.
|
15. eller 22. februar 901
|
Pave Benedikt 4.
|
Rom, Italien
|
Berengar 1.
|
December 915
|
Pave Johannes 10.
|
Rom, Italien
|
Otto 1.
|
2. februar 962
|
Pave Johannes 12.
|
Rom, Italien
|
Otto 2.
|
25. december 967
|
Pave Johannes 13.
|
Rom, Italien
|
Otto 3.
|
21. maj 996
|
Pave Gregor 5.
|
Monza
, Italien
|
Henrik 2.
|
14. februar 1014
|
Pave Benedikt 8.
|
Rom, Italien
|
Conrad 2.
|
26. marts 1027
|
Pave Johannes 19.
|
Rom, Italien
|
Henrik 3.
|
25. december 1046
|
Pave Clemens 2.
|
Rom, Italien
|
Henrik 4.
|
31. marts 1084
|
Modpave Clemens 3.
|
Rom, Italien
|
Henrik 5.
|
13. april 1111
|
Pave Paschalis 2.
|
Rom, Italien
|
Lothar 3.
|
4. juni 1133
|
Pave Innocens 2.
|
Rom, Italien
|
Frederik 1.
|
18. juni 1155
|
Pave Hadrian 4.
|
Rom, Italien
|
Henrik 6.
|
14. april 1191
|
Pave Celestin 3.
|
Rom, Italien
|
Otto 4.
|
4. oktober 1209
|
Pave Innocens 3.
|
Rom, Italien
|
Frederik 2.
|
22. november 1220
|
Pave Honorius 3.
|
Rom, Italien
|
Henrik 7.
|
29. juni 1312
|
Ghibellinernes
kardinaler
|
Rom, Italien
|
Ludvig 4.
|
17. januar 1328
|
Senator
Sciarra Colonna
|
Rom, Italien
|
Karl 4.
|
5. april 1355
|
Pave Innocens 6.'s
kardinal
|
Rom, Italien
|
Sigismund
|
31. maj 1433
|
Pave Eugenius 4.
|
Rom, Italien
|
Frederik 3.
|
19. marts 1452
|
Pave Nikolaus 5.
|
Rom, Italien
|
Karl 5.
|
24. february 1530
|
Pave Clemens 7.
|
Bologna
, Italien
|
- ^
Nogle historikere betragter begyndelsen af Det Tysk-Romerske Rige som 800, med den
frankiske
konge
Karl den Store
betragtet som den første tysk-romerske kejser. Andre betragter begyndelsen som kroningen af
Otto den Store
i 962.
- ^
Talt som efterfølger til
Henrik 1.
, der
Romernes Konge
919-936, men ikke kejser
- ^
Talt som efterfølger til
Konrad 1.
, der Romernes Konge 911-918, men ikke kejser
- ^
Talt som efterfølger til
Lothar 2.
, der var konge af Lothringen 855-869, men ikke kejser
- ^
Talt som efterfølger til
Rudolf 1.
, der var Romernes Konge 1273-1291, men ikke kejser
- ^
Terry Breverton
(2014).
Everything You Ever Wanted to Know About the Tudors but Were Afraid to Ask
.
Amberley Publishing
. s. 104.
ISBN
9781445638454
.
- ^
Richards, Jeffrey.
The Popes and the Papacy in the Early Middle Ages 476?752
(London: Routledge & Kegan Paul, 1979) pp. 14?15.
- ^
Richards, Jeffrey.
The Popes and the Papacy in the Early Middle Ages 476?752
(London: Routledge & Kegan Paul, 1979) p. 16.
- ^
a
b
James Bryce, 1st Viscount Bryce
,
The Holy Roman Empire
, 1864, pp 62?64
- ^
Peter Moraw,
Heiliges Reich
, in:
Lexikon des Mittelalters
, Munich & Zurich: Artemis 1977?1999, vol. 4, columns 2025?2028.
- ^
Bryce, James (1968).
The Holy Roman Empire
. Macmillan. s. 530.
- ^
The New International Encyclopædia
vol. 10 (1927), p. 675.
Carlton J. H. Hayes
,
A Political and Cvltvral History of Modern Europe
vol. 1 (1932), p. 225.
- ^
Barraclough, Geoffrey (1984).
The Origins of Modern Germany
. W. W. Norton & Company.
ISBN
978-0-393-30153-3
.
- ^
" Wir Franz der Zweyte, von Gottes Gnaden erwahlter romischer Kaiser
Imperator Austriae, Fransiscus I (1804),
Allerhochste Pragmatikal-Verordnung vom 11. August 1804
, The HR Emperor