Thomas Cranmer
(født
2. juli
1489
i Aslockton, død
21. marts
1556
i
Oxford
) var
ærkebiskop af Canterbury
under kongerne
Henrik 8.
og
Edvard 6.
Han var en indflydelsesrig
teolog
, der sammen med
Richard Hooker
og
Matthew Parker
grundlagde den anglikanske
teologi
og dermed
den anglikanske kirke
. Hans hovedværk var
Book of Common Prayer
, den anglikanske bønne- og
alterbog
.
Den
katolske
dronning
Maria 1. af England
brændte Cranmer pa et bal ved Oxford i 1556.
Cranmers forældre Thomas og Agnes Cranmer tilhørte lavadelen og efterlod sig kun nok jord til, at den ældste søn kunne leve af den. Dermed var Cranmer og hans yngre bror henvist til at gøre karriere i kirken. Efter at have været udsat for "
en utrolig streng og grusom skolelærer
", hvis adfærd Cranmer senere fastholdt havde gjort ham vedvarende usikker og selvudslettende, kom han til
Cambridge
i
1503
.
[1]
I
1510
fik han en plads ved
Jesus College
i Cambridge, men tabte pladsen, da han giftede sig med Joan, datter af den lokale
værtshusholder
. Hun døde snart i
fødsel
, og som enkemand blev Cranmer genoptaget i sit
college
, hvor han genoptog sine studier.
[2]
Han blev doktor i teologi i
1523
.
[3]
Pa det tidspunkt var han stadig en loyal
katolik
og synes helt at have afvist
Luthers
tanker, som han i 1523 omtalte som "
en ond mands arrogance
". Cranmer var ven af Edward Lee, ærkebiskop i
York
, og i
1527
rejste de sammen i et
diplomatisk
ærinde til
den tysk-romerske kejser Karl 5.
. Tilbage i England havde Cranmer et møde med Henrik 8., hvor de diskuterede kongens ønske om at fa sit
ægteskab
med
Katharina af Aragonien
opløst, sa han kunne gifte sig med
Anne Boleyn
. Ved et møde med
biskopperne
Stephen Gardiner og Edward Foxe
2. august
1529
foreslog Cranmer, at kong Henriks ægteskab ikke skulle afgøres efter i
kirkeretten
, men af teologer ved
universiteterne
. Henrik 8. syntes godt om ideen, og antog Cranmer som politisk radgiver.
[4]
Det var kong Henriks pastand, at hans ægteskab med Katharina var ugyldigt, fordi hun var
enke
efter hans ældre bror
Arthur Tudor
, og altsa gennem sit første ægteskab - efter kirkeretten - var at regne som kong Henriks "søster".
Kardinal Wolseys
forhandlinger med
pave Clemens 7.
om annullering af kong Henriks ægteskab brød alligevel sammen i oktober
1529
, da paven forbød Henrik et gengifte, før man i
Rom
havde afgjort sagen om hans første ægteskab. Kong Henrik lagde skylden for forhalingen pa kardinal Wolsey, som han - efter opmuntring fra Anne Boleyn - afsatte fra embedet som ærkebiskop i november 1529. I februar 1530 fremlagde Cranmer og biskop Gardiner sagen for teologer fra
Cambridges universitet
. De blev klar over, at der var betydelig modstand mod en kongelig
skilsmisse
, men "
handplukkede et udvalg af doktorer, der støttede Henriks sag, til at afgøre spørgsmalet pa universitetets vegne
". Blandt disse var
lutheraneren
Hugh Latimer, der i lighed med Cranmer selv endte pa balet.
[5]
Cambridge-universitetet udtalte, at en mands ægteskab med sin brors enke var imod
Guds
vilje, og at det ikke blev mere gyldigt af, at der forela en pavelig dispensation. Dette mødte stærk modstand fra
Oxford-universitetet
, men ved afstemning blev resultatet et flertal (27 mod 22 stemmer) for at Henriks ægteskab med Katharina var ugudeligt.
[4]
I
1532
rejste Cranmer til
Tyskland
i diplomatisk ærinde. Her blev han ven med
Andreas Osiander
, og giftede sig i løbet af sommeren med Margrete, en
niece
af Osianders kone, Katharina Preu. Dette nye ægteskab viser Cranmers ønske om at afvise kirkens tradition for tvungent
cølibat
for præster. I oktober samme ar opdagede han, at William Warham
[6]
var død, og at han selv af Henrik 8. var udnævnt til Warhams afløser som den nye ærkebiskop af Canterbury. Cranmer accepterede kun modvilligt udnævnelsen, der betød, at han kom at holde sit nye ægteskab hemmeligt i de næste 14 ar
[7]
- ogsa fordi kong Henrik videre udnævnte ham til kongelig
kapellan
, tilknyttet Thomas Boleyns husholdning, far til kongens
frille
Anne Boleyn. I december 1532 forstod Henrik, at Anne var gravid. Nu var det om at gøre at blive gift med hende, sa barnet blev ægtefødt og dermed lovlig
tronarving
. Cranmer bekræftede senere, at parret var blevet viet i hemmelighed
25. januar
1533
.
[4]
To maneder senere vedtog
Parlamentet
the Act in Restraint of Appeals
, udtænkt af
Thomas Cromwell
, som dermed sikrede kongemagten retsmyndighed over kirkelige sager, og gjorde det til
højforræderi
at fremlægge en sag for
paven
.
[8]
Selv matte Cranmer sværge falskt, hvis han ville indsættes som ærkebiskop. Ved indsættelsesceremonien skulle han sværge lydighed til pave Clemens 7. og dennes efterfølgere, og at forsvare det romerske
pavedømme
. For kong Henrik var det et problem, for han ønskede Cranmer indsat pa korrekt vis i alle detaljer, sa ingen kunne hævde, at ærkebiskoppen var ulovligt indsat. Det var nemlig kongens hensigt, at Cranmer nogle uger senere skulle erklære, at paven ingen
autoritet
havde i England. Han og Cranmer udtænkte sa en fremgangsmade, hvor Cranmer inden sin indsættelse erklærede, i nærvær af fem sagførere i
Westminster
, at han ikke agtede at føle sig bundet af den lydigheds
ed
til paven, han var ved at aflægge, "
hvis den var mod Guds lov eller mod vor stralende konge af England, eller mod lovene i hans engelske rige.
"
[4]
Cranmer var en mand, der narrede sig selv, nar han skulle have rejseudgifter refunderet, men ogsa en mand, der ophøjede lydighed mod
øvrigheden
til et moralsk
princip
etableret i
Bibelen
.
Cuius regio eius religio
(dvs. at regenten er den, der afgør religionen) var et velkendt udtryk i 1500-tallet; men Cranmer var unik i sin opfatning af, at det ogsa var
moralsk
rigtigt. Dermed fordømte han ogsa "bønnebogopstanden" i
1549
[9]
ligesa brutalt, som
Luther
fordømte
det tyske bondeoprør
i
1525
.
[10]
Kejser Karl 5.s
ambassadør
Eustace Chapuys protesterede mod den behandling, dronning Katharina blev udsat for. Han skrev til kejseren og radede ham til at sende en invasionshær til England. Chapuys mente, en invasion ville ønskes velkommen af den engelske befolkning, ikke mindst af adelen, og at kejseren ikke behøvede at frygte for indblanding fra
kong Frans af Frankrig
, der afgjort ikke ville løfte en finger for kong Henriks skyld. Men sadan en krig ville Karl 5. ikke indlade sig pa. Godt nok var dronning Katharina hans moster; men han risikerede, at de lutheranske regenter i hans tyske omrader ville komme kong Henrik til undsætning. En
boykot
af
handelen
med England var ogsa udelukket, for den ville skade hans undersatter i
Nederland
.
[4]
11. juli
1533
ekskommuniserede
paven kong Henrik.
[11]
Hans datter med Anne Boleyn,
Elizabeth
, blev født
7. september
, og Cranmer var hendes
gudfar
.
[12]
Cranmer mødte et uventet problem i form af
prædikanten
Elizabeth Barton (
the holy maid of
Kent
- den hellige pige fra Kent), der forudsagde, at hvis kongen giftede sig med Anne Boleyn, ville han dø inden en maned, og at folket inden et halvt ar ville rammes af en ødelæggende
pest
. Disse
spadomme
gjorde sa stærkt indtryk pa Henrik 8., at han beordrede pigen holdt under observation, og Cranmer hævdede, at kongen havde udsat sit bryllup med Anne Boleyn pga Bartons syner. Barton blev afhørt og palagt at trække sine "forudsigelser" tilbage. Hemmeligt sendte hun sine tilhængere besked om, at hun havde trukket dem tilbage efter ordre fra Gud; men da hun blev tvunget til at trække dem tilbage offentligt, tabte hendes tilhængere snart troen pa hende. I marts 1534 blev Barton og flere af hendes tilhængere tiltalt for højforræderi, kendt skyldige og henrettet i Tyburn i
London
20. april
samme ar.
[4]
Elizabeth Barton er den eneste kvinde, hvis hoved er blevet sat pa stage fra
London Bridge
.
[13]
Efter kong Henriks død i 1547 blev Cranmer radgiver for tronarvingen,
Edvard 6.
, der var opvokset som protestant. Styret var fra
1549
under John Dudley, hertug af
Northumberland
, der gennemførte
reformationen
i England. Ligesom Cranmer blev han henrettet under
Maria Tudors
modreformation
.
[14]
Trosgrundlaget for den engelske kirke blev udformet i
Book of Common Prayer
,
[15]
der stadig benyttes i moderniseret udgave. Cranmer bidrog videre med en
prædikensamling
og "de 42 artikler", der sammenfattede den anglikanske lære, og senere er reduceret til 39 artikler.
[16]
I
1553
kom Maria Tudor pa tronen som datter af dronning Katharina og dermed ældste overlevende barn af Henrik 8. Som from katolik iværksatte hun en
modreformation
, og
14. februar
1556
kom turen til Cranmer, da han som protestant blev afsat fra sit embede og sat i fængsel, anklaget for bade højforræderi og
kætteri
. I hab om at redde livet, afsværgede han sin protestantiske tro.
Han blev alligevel dømt til at dø pa balet. Cranmer havde udtalt, at han fortrød sin tilbagekaldelse, og hævdede, at fordi hans højre hand, som han havde underskrevet med, forargede ham, "
skal den straffes...Nar jeg kommer til balet, skal den brændes først.
" Ifølge John Foxe skal Cranmer ved ankomsten til
retterstedet
have knælet kort i
bøn
, og derefter klædt af sig til
skjorten
, der naede ned til hans bare fødder. Han tog huen af; han var skaldet, men med et tykt, langt skæg. Hans ansigt var sa alvorligt, "
at det bevægede bade hans venner og fjender
". Da flammerne naede ham, stak Cranmer sin højre hand ind i dem og holdt den der, til alle kunne se, at den brændte, før ilden ellers rørte ved ham. Folk skal have hørt Cranmer rabe: "
Denne uværdige højre hand!
"
[4]
Biskopperne
Nicholas Ridley
og
Hugh Latimer
var allerede blevet brændt pa dette stedet i oktober
1555
. Sammen med Cranmer er de hædret med det nærliggende
mindesmærke
Martyrs
' Memorial
fra
1843
.
[17]