Svensk Preussen
var et generalguvernement oprettet i to omgange i 1600-tallet ved Ørstersøens sydøstlige kyst som et svensk besat og forvaltet tolddistrikt.
Ved den for 6 ar afsluttede
vabenstilstandsaftale indgaet i Altmark
26. september
1629
mellem
Sverige
og
Polen
samt aftalen indgaet i
Fischhausen
16. november
samme ar mellem Sverige og
Brandenburg
overdroges til Sverige kystlandet fra
Kurland
i nord til
Danzigs
omrade i syd (de til det brandenburgske Preussen hørende omrader dog kun som pant for de dele af
Vestpreussen
, som var blevet erobret af svenskerne, men under vabenstilstandstiden blev taget i sekvester af Brandenburg). Af dette dannedes nu et generalguvernement, som bestod af byerne og omraderne:
Braunsberg
,
Frauenburgs
havn,
Tolkemit
,
Elbing
, Fischhauiske Werder, den ind til
Frisches haff
liggende del af
Store Werder
og Frische nehrung, videre
Pillau
,
Fischhausen
,
Lochstadt
, en del af det Schaakenske omrade,
Den kuriske landtange
og
Memel
[1]
.
I spidsen for dets styrelse stod generalguvernøren i Elbing med højeste myndighed i militære og civile sager. Under ham fandtes guvernører i Elbing, Braunsberg, Fischhausen og Memel. Den første generalguvernør var rikskansleren
Axel Oxenstierna
, som havde haft det største arbejde med etableringen af dette guvernement og med dets organisation. Efter hans afrejse til Tyskland i slutningen af
1631
ble styrelsen overtaget af K. Baner. Efter dennes død, allerede i april 1632, overtog guvernøren i Elbing B. Bagge forvaltningen, indtil at i september samme ar den nye generalguvernør H. Wrangel, ankom. Denne fungerede til fredsstilstandens afslutning. Imidlertid stod ved hans side generalkommissæren Joh. Nicodemi Ahus (Lilliestrom).
De indkomster den svenske krone hentede i selve guvernementet kunne, pa grund af deres ringe omfang, ikke blive synderligt store, skønt landets muligheder udnyttedes til det yderste, især 1630, da der til underhold for de talrige krigsfolk, som dette ar blev udrustede i Preussen, blev udpresset proviant og furage til den enorme værdi af 321.736 svenske riksdaler. Under de følgende ars dragligare forhold udgjorde de palæg, hvilke udgik til dels som arlige rentebetalinger, dels som
acciser
og kontributioner med mere, et beløb, som voksede fra 70.000 til noget over 100.000 rdl. arligt. Hvad, der gav dette guvernement dets egentlige betydning, var de bekendte preussiske toldindkomster, eller "licenterne", som de tillige blev betegnede. Disse toldindkomster blev opkrævede ikke blot i de pa guvernementets omrade liggende havne
Pillau
og
Memel
, men tillige ved
Danzig
samt
Libau
og
Windau
pa grund af særlige aftaler, som Sverige i begyndelsen af 1630 havde indgaet med Danzig og
hertugen af Kurland
.
Den livlige handel i de preussiske byer, der formidlede hele vareudbytningen mellem Vesteuropa og de vidtstrakte polske omrader omkring
Wisła
og
Nemunas
, afkastede allerede under normale omstændigheder betydelige toldindkomster, men med svenskernes besiddelse af omradet indtradte en speciel situation, hvor disse indkomster kunne skrues betydeligt i vejret. Allerede tidligere havde Sverige kontrol over kystomraderne nord for Kurland og efter 1630 tillige den tyske kyst, dermed kontrollerede Sverige alle østre og sydlige østersø-kysthavne og havde derfor magt til at indrette toldindkomsterne pa den for riget mest fordelagtige made. De preussiske toldforhold organiseredes af Oxenstierna, bistaet af Peter Spiring, en købmand fra
Holland
, som var tradt i svensk tjeneste. Oxenstierna beholdt ogsa efter sin afrejse fra Preussen den højeste myndighed og kontrollen over dets toldvæsen. Spiring leddede den umiddelbare forvaltning som generallicent-forvalter, hvori han havde sine brødre som medhjælpere, og afgav regelmæssigt redegørelser til kansleren. (Brødrene Spiring modtog i betaling 5% af hele toldindkomsten). Af naturlige arsager blev Danzig og Pillau (hvor de skibe, som sejlede til Elbing og
Konigsberg
blev fortoldet) hovedpladser for toldopkrævningen. Derimod forblev toldindkomsterne ved Memel, Libau og Windau altid ubetydelige. I henhold aftalen med Danzig skulle toldens samlede beløb være 5½ % af varernes værdi, hvoraf den svenske konge, gennem sine embedsmænd pa skibene i Danzigs havn, fik 3½ %, mens de øvrige 2 % tilfaldt Danzig. I Pillau, hvor samme told blev opkrævet, synes en lignende fordeling at være foregaet, sa Konigsberg og sandsynligvis ogsa Elbing fik 2 %. Da procentsatsen saledes en gang for alle var blevet fastlagt, var det beløb, som toldindkomsterne kunne afkaste, helt og holdent ville bero pa, hvor højt varerne værdisattes. Denne vurderingsret forbeholdt Sverige sig. Det drev varepriserne opad sa højt som muligt. 1629, det ar, de stilstandsaftalen blev sluttet med Polen, men inden aftalen med Danzig var bragt i stand, og da tolden blev taget som en slags krigsskat, steg den til 580.467 rdl, hvoraf 436.557 fra
Pillau
og 137.281 ved Danzig og 6.629 ved
Montauer spitze
(en told, som, efter vabenstilstandsaftalens indgaelse, ikke mere kunne afkræves), mens for 1630, det første ar med mere fredelige forhold, viste en anseeligt fald: toldindkomsterne indbragte nu kun 393.280 rdl., som følge fortrinsvis af den afmatning, som krigen bevirkede. Men der efter voksede toldindkomsterne ar for ar: 1631 til 544.637, 1632 til 626.254, 1633 til 663.991, 1634, da de naede et højdepunkt, til 810.091, endelig i 1635 til 683.790 rdr. Af disse store summer matte det rige Danzig bidrage med den største andel; den udgjorde i begyndelsen 60 %, til sidst 70 % af det samlede beløb. Toldindkomsterne i Pillau udgjorde i begyndelsen ⅓, men sank med tiden til ¼ af totalsummen. Tolden i Libau, Windau og Memel udgjorde tilsammen blot 2-3 %.
Disse toldindkomster havde en særdeles stor betydning for Sverige. Landets indskrænkede finansielle muligheder, som ikke formaede at finansiere den store politiske rolle, som landet pa denne tid spillede i Europa, virkede hæmmende pa alle dets tiltag. I de preussiske toldindkomster havde man fundet midler til at overvinde disse finansieringsvanskeligheder, hvilket aldrig havde været af større betydning end netop pa denne tid, da det gjaldt om at fuldføre Gustaf Adolfs store planer. Ingen vidste bedre betydningen af disse toldindkomster end netop
Axel Oxenstierna
, og han var da ogsa fast besluttet pa ikke at lade dem ga ud af Sveriges eje, men trods hans rad ansa regeringen, at man burde overdrage dem i betragtning af de vanskeligheder, som var forbundet med deres bibeholdelse. Oven i disse vanskeligheder kom, at Sverige, hvis det ville beholde det preussiske guvernement, kunne forvente en ny krig ikke blot med Polen, men ogsa med Danmark, der ligesom sømagterne var yderst besværet af de preussiske toldafgifter. Ved
vabenstilstandsaftalen i Stuhmsdorf
12. september
1635
afstod Sverige sine besiddelser i Preussen. Toldindkomsterne forblev i Sveriges varetægt til arets udgang. Landet rømmedes efterhanden, Elbing og Pillau dog først i januar
1636
.
Under
Karl 10. Gustafs
polske krig
fra oktober 1655 til marts 1656 kom hele det omrade, som fra gammel tid henregnedes under navnet Vestpreussen, Polske Preussen (vojvodskaberne
Kulm
,
Marienburg
og
Pommerellen
), efterhanden under Sverige, med undtagelse af
Danzig
og
biskopsstiftet Ermeland
, som dog var under svenskernes kontrol i nogen tid, men fra 7. januar 1656 blev overdraget til
kurfyrsten af Brandenburg
. Ekskansleren
Erik Oxenstierna
udnævntes 10. december 1655 til generalguvernør af Preussen. Guvernørerne i
Elbing
,
Thorn
og Marienburg skulle sta under ham. Oxenstierna tænkte sig at organisere regeringen i Preussen i overensstemmelse med dem i de andre svenske provinser. Den stadige krigsstilstand, de knappe pengeforhold og Oxenstiernas død den 21. oktober 1656 forhindrede den fuldstændige gennemførelse af planerne. Indsættelsen af en superintendent, indrettelsen af en overdomstol, ordningen af postvæsenet og flere byers befæstelse viste imidlertid de svenske embedsmænds virksomhed. Garnisoner med sammenlagt 6.000-8.000 mand blev underholdt inden for guvernementet. Toldindkomsterne skulle ordnes som pa
Gustaf 2. Adolfs
tid, men i henhold til
aftalen i Konigsberg
(
7. januar
1656
) kunne dette ikke gennemføres uden
kurfyrsten af Brandenburgs
medvirken. En kommission af svenskere og brandenburgere nedsattes, men deres arbejde afsluttedes aldrig. I mellemtiden opkrævede svenskerne told uden for Danzig. Efter Oxenstiernas død indsattes først ingen generalguvernør, men
25. juni
1657
blev
hertug Adolf Johan
"oberdirektor" over Preussen. Svenskerne overgav allerede i september 1657 flere mindre omrader, men beholdt
Toru?
,
Marienburg
,
Elbing
, Danziger haupt,
Graudenz
,
Strassburg
og
Montauer spitze
samt nogle mindre slotte, fra hvilke de omkringliggende landomrader kontrolleredes. 13. december 1658 kapitulerede Toru?. I slutningen af 1659 var kun Marienburg og
Elbing
tilbage, de rømmedes efter
freden i Oliwa
(
23. april
1660
).
- ^
En kort over generalguvernementet findes i "Axel Oxenstiernas skrifter och bref vaxling", afsnit 1:4