Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stumfilm
er
film
uden lydspor. At fremvise film uden tale og lyd var normen i filmens barndom. Det betød ikke, at forevisningen var lydløs; ofte blev filmen akkompagneret af
orgel
- eller
klaverspil
. De større
biografer
brugte
symfoniorkester
. For at kompensere for den manglende
monolog
/
dialog
var det normalt, at der var
mellemtekster
med
replikker
mellem monologer, dialoger og
regibemærkninger
.
Ole Olsens
Nordisk Film
fremstillede mange stumfilm og naede verdensberømmelse.
Clara Pontoppidan
,
Poul Reumert
og en lang række andre skuespillere som
Valdemar Psilander
og
die Asta (Nielsen)
medvirkede.
I løbet af
1920'erne
og
1930'erne
blev talefilmen almindelig. Den første talefilm var
Jazzsangeren
fra
1927
(den var dog en stumfilm med lyd, nar det var krævet). Kriminalfilmen
Lights of New York
(
en
)
fra
1928
var den første med lyd i hele filmens længde. I
Danmark
var den første talefilm
Præsten i Vejlby
fra
1931
. Den første talefilm instrueret af en dansk instruktør kom i 1930, var den norske film
Eskimo
, der som
Præsten i Vejlby
var instrueret af
George Schneevoigt
.
Efter den oprindelige æra er der kun lavet fa stumfilm. Fx
Jacques Tatis
Les Vacances de Monsieur Hulot
(
1953
) og
Mel Brooks
'
Silent Movie
(
1976
). I 2011 blev den franske film
The Artist
en stor kritikersucces og fik fem
Oscar
-statuetter bland andet for
bedste film
.
- Marguerite Engberg,
Danske stumfilm : de store ar
, 2 bind, Rhodos, 1977.
ISBN
87-7496-575-1
.
| Spire
|