Daler

Ordet daler kommer af Joachimstaler , ^[1] som var navnet pa en sølvmønt, der blev slaet fra 1518 i Joachimstal eller Jachymov i Bohmen (?echy). Senere er navnet daler brugt til alle mulige større sølvmønter, gerne under fantasifulde navne som "kronedaler", "speciedaler" eller "rigsdaler" og med en vægt pa ca. 29 g (heraf 25-26 g rent sølv). Betegnelsen "dollar" afledes ligeledes af den middelalderlige daler.

Ældste tysk-østrigske dalere [ rediger | rediger kildetekst ]

Forløberen for daleren var en tyrolsk mønt, som blev kaldt "Guldengroschen" efter 1484. Joachimsdaleren blev ophøjet til gældende mønt for hele det tysk-romerske rige i 1566 , og den blev derfor ogsa kaldt for "rigsdaler" helt frem til 1909 , da østrigerne opgav at bruge den.

I Østrig lod kejserinde Maria Theresia præge en mønt med sit eget billede. Den var gyldig mellem 1740 og 1780 , men selv efter at den var gaet af brug i Østrig, blev den fortsat præget med samme arstal (1780). Denne "Maria-Theresia-daleren" er den sølvmønt, der er lavet flest af i hele verden, og den var betalingsmiddel pa den arabiske halvø og i Etiopien frem til ca. 1950 , deraf tilnavnet "Levantdaler".

Ældste danske daler [ rediger | rediger kildetekst ]

Den ældste danske daler er præget i 1537 , ^[1] men der var flere udenlandske mønter i omløb, og hollandske dalere udgør fx mere end 40% af de skatte, som blev nedgravet i 1600-tallet . Dette siger noget om devalueringen af de danske dalere, for man gemmer altid de mest lødige mønter væk.

Efter 1625 inddeltes den danske daler i 6 mark a 16 ß ( skilling ). ^[1] Ved speciedaler eller daler in specie forstas hele dalere i modsætning til daler kurant, dvs. i smamønt. Medens speciedaleren siden 1671 udmøntedes med 9 1/4 stk. af 1 kølnsk mark fint sølv, blev smamønten slaet efter ringere møntfod . I slutningen af 1600-tallet udmøntedes store beløb efter møntfoden 1 kølnsk mark fint sølv = 10 rd. 2½ mk. i form af bl.a. Kroner (a 64 ß). I 1700-tallet blev møntfoden 1 kølnsk mark fint sølv = 11 1/3 rd. kurant den fremherskende. Medens dagliglivets sma betalinger skete med den kurante mønt, kunne kontrakter indeholde bestemmelser om, at betaling skulle ske i speciedalere. Hvis debitor kun havde de kurante mønter, matte han betale opgæld .

I 1600-tallet benyttedes ogsa slettedaler (ental: slet daler), som var mindre værd end rigsdaleren, nemlig 4 mark.

De danske kurante mønter anvendtes ogsa som betalingsmiddel i Hamborg , hvor der siden 1619 eksisterede en veksel- og girobank, der noterede kurser pa dansk kurant i forhold til mark banco . En kurs pa 122½ rigsdaler kurant pr. 300 mark banco svarede til den gode kurantmønts indhold af fint sølv.

Efter statsbankerotten i 1813 [ rediger | rediger kildetekst ]

Ved reformen efter statsbankerotten i 1813 blev pengesedler lydende pa rigsdaler kurant ombyttet til rigsbankdaler i forholdet 6:1. Rigsbankdaleren blev som sølvmønt defineret efter møntfoden 1 kølnsk mark fint sølv = 18½ rbd. I de første ar efter statsbankerotten kunne sedlerne ikke indløses til pari , dvs. dens palydende værdi. Rigsbanksedlerne var i kongeriget Danmark tvungent betalingsmiddel som rigsbankpenge navneværdi og som rigsbankpenge sølvværdi efter den af rigsbanken (fra 1818 Nationalbanken ) noterede kurs. 1. august 1813 noteredes bankkursen til 375, saledes at 200 rbd. sølvværdi modsvaredes af 375 rbd. navneværdi. Først fra 1845 var Nationalbankens sedler indløselige med sølvmønt til pari-kurs. Fra 1854 fik rigsbankdaleren navn af rigsdaler rigsmønt .

Ved den skandinaviske møntreform i 1873 fastsattes rigsdalerens værdi til to kroner . ^[2] Derfor omtales værdien "to kroner" stadigvæk som "en daler".