한국   대만   중국   일본 
Sovjetunionens flade - Wikipedia, den frie encyklopædi Spring til indhold

Sovjetunionens flade

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vojenno-Morskoj Flot SSSR
Aktiv 1918
Land Sovjetunionen  Sovjetunionen
Troskab Sovjetunionens væbnede styrker
Værn Marine
Størrelse 467.000 mand (1984) [1]
Hovedkvarter Kreml
Slag og krige 2. verdenskrig (1939-1945)
Vietnamkrigen (1959-1975)
Opløst 21. december 1991
Insignier
Orlogsflag Sovjetunionen
Gøs
Fæstningsflag
Fly fløjet
Jagerbomber Su-24 , Su-25
Bombefly Tu-22M
Jager MiG-29K , Su-27 Su-33
Transporthelikopter Mi-8
Multirollehelikopter Ka-27
Patruljefly Be-12 , Il-38
Rekognoscering Su-24MR

Sovjetunionens flade ( russisk : Военно-морской флот СССР , Vojenno-morskoj flot SSSR ) var den maritime gren af Sovjetunionens militær . En anden betegnelse for fladen er Den Røde Flade .

Historie [ rediger | rediger kildetekst ]

Hovedartikel: Den kejserlige russiske flade .

Det russiske rige havde ikke store maritime traditioner, især ikke i forhold til andre europæiske magter sasom Storbritannien eller Frankrig . Dette skyldes især landets placering i forhold til havene, som Rusland havde darlig adgang til pa grund af isforekomster størstedelen af aret i de nordlige havne og geografiske afstande fra havnene i Sortehavet til Middelhavet . Derudover var Rusland det største land i Eurasien , hvor størstedelen af handelen foregik via landruter, hvilket overflødiggjorde en større flade.

Grundlæggelse [ rediger | rediger kildetekst ]

Krydseren Aurora var uofficielt det første sovjetiske krigsskib, efter besætningen i 1917 begik mytteri mod det kejserlige Rusland.

Den sovjetiske flade blev etableret i 1918 pa grundlag af resterne fra Den kejserlige russiske flade .

Den sovjetiske flade, som i mellemkrigstiden gik i forfald, blev officielt betegnet som den Røde arbejder- og bondeflade ( (russisk) Рабоче-Крестьянский Красный Флот, РККФ eller Rabotje-Krestjanskij Krasnyj Flot, RKKF). Af svære enheder havde man kun et par enheder af Gangut-klassen . Statens opmærsomhed var hovedsageligt rettet pa indenrigspolitikken , og fladen fik ikke mange midler til uddannelse eller vedligehold. En meget sigende antydning af fladens manglende potentiale va, da Sovjetunionen ikke blev inviteret med til Washington-konferencen , der skulle bestemme, hvor mange skibe og hvor stor tonnage hvert enkelt flade maksimalt matte have. Som en del af den 3. femarsplan (1938-1942) blev et omfangsrigt oprustningsprogram igangsat, og et folkekommisariat for militær- og marinespørgsmal blev oprettet.

2. verdenskrig [ rediger | rediger kildetekst ]

Under vinterkrigen (der for Sovjetunionen hovedsageligt var en optakt til den store fædrelandskrig ) kom det til mindre aktioner i Østersøen ], hovedsageligt artilleridueller mellem finske forter og sovjetiske krydsere og slagskibe .

Da Hitler indledte Operation Barbarossa i 1941 , matte den russiske militære ledelse erkende, at en stærk flade faktisk kunne spille en stor rolle. Store dele af den sovjetiske flade under 2. verdenskrig bestod af tidligere amerikanske destroyere under Lend-Lease -programmet. De var det primære forsvar for de allieredes konvojer mod Kriegsmarinens undervandsbade . [ kilde mangler ] Uheldigvis var størstedelen af Den Røde Flade spærret inde i havnene i Leningrad og Kronstadt mellem 1941- 1944 pa grund af søminer og luftangreb. Enkelte enheder baseret i Sortehavet hjalp til i forsvaret af Sevastopol under belejringen af byen i 1941-42.

En missilubad af Yankee I-klassen , cirka 1971
Helikopterkrydser af Moskva-klassen , 1985
Kiev-klasse hangarskib , 1986
Kirov-klassen , en atomdrevet slagkrydser , 1992

Den kolde krig [ rediger | rediger kildetekst ]

Sovjetiske fladestationer og støttepunkter, 1984

Efter krigen besluttede den øverste militære sovjetiske ledelse, at man pa alle fronter skulle være i stand til at konkurrere mod Vesten . Man indledte et vabenprogram, der skulle kunne indhente Vestens militære forspring ? i hvert fald kvantitativt . En vigtig del af fladens oprustning var bygningen af undervandsbade inspireret af erobret teknologi fra Kriegsmarine. I efterkrigstiden søsatte man et stort antal af disse ubade. Senere blev disse designs forbedret ved hjælp af udviklingen af egne erfaringer , teknologi hentet fra Aksemagterne som krigsskadeerstatninger . Sovjetunionens teknologi var dog hele tiden en generation efter NATO -landene, især sonar - og støjteknologisk .

Den sovjetiske flade var hurtig til at erkende vigtigheden af de nye missiler og udstyrede et stort antal orlogsskibe med dem. Det blev et karakteristisk sovjetisk design at fremstille relativt sma skibe med høj fart og store missiler. Vesten valgte ikke at følge den samme strategi i samme omfang. Udover de mange mindre fartøjer var den sovjetiske flade udstyret med et stort antal missilkrydsere med voldsom ildkraft, sasom de atomdrevne slagkrydsere af Kirov-klassen og den deraf afledte konventionelle Slava-klasse

I 1968 og 1969 hejste man kommando pa helikopterkrydserne Moskva og Leningrad ( Moskva-klassen ), efterfulgt af det første af fire hangarskibe af Kiev-klassen i 1973. Den sovjetiske fladeledelse forsøgte at holde trit med de amerikanske superhangarskibe med disse skibsklasser. Designet blev dog ændret pa tegnebrættet. og skibene fik mindre dimensioner, da man fandt, at det ville være mere rentabelt med mindre hangarskibe. I 1980'erne byggede man det første deciderede hangarskib ? Tbilisi (senere omdøbt til Admiral Kuznetsov ). Som endnu et bevis pa den anderledes sovjetiske fladedoktrin var bade Kiev- og Kuznetsov-klassen udrustet med antiskibsmissiler . I slutningen af 1980'erne forsøgte Sovjetunionen at bygge et reelt superhangarskib, der skulle bære navnet Uljanovsk . Skibet var ikke færdiggjort ved afslutningen pa den kolde krig og blev efterfølgende skrottet.

I modsætning til US Navy havde sovjetiske flade ikke en stor hangarskibsflade, men brugte i stedet et stort antal strategiske bombefly , der var organiseret under Aviatsija Vojenno-Morskogo Flota , fladens luftstyrker. Tupolev -bombefly sasom Tupolev Tu-16 og Tu-22M blev udrustet med supersoniske antiskibsmissiler, flyenes rolle var at nedkæmpe NATO's forsyningskonvojer mellem Nordamerika og Europa (NATO's Operation Reforger ), hvis den kolde krig skulle blive varm.

Den store gruppe af atomdrevne angrebsubade havde samme opgave som flyene, men skulle ogsa engagere de amerikanske hangarskibskampgrupper. Desuden havde fladen et stort antal atomdrevne missilubade, sasom Oscar-klassen bevæbnet med SLBM kernevaben , under denne kategori falder ogsa verdens største ubade Typhoon-klassen .

Den sovjetiske flade oplevede et antal problemer med driftssikkerheden, især pa atomdrevne fartøjer. Det første problem opstod med den første atomdrevne ubad K-3 Leninski Komsomol som November-Klassen er designet fra. Der var flere alvorlige problemer med atomubade som eksempelvis K-219 og K-278 Komsomolez , der begge forliste efter brande samt det noget dystre havari pa K-19 med en læk i kernereaktoren , hvor flere besætningsmedlemmer døde (se ogsa filmen K-19 - The Widowmaker ). Utilstrækkelige sikkerhedsprocedurer og konstruktionsfejl var normalt grunden til problemerne. Fra sovjetisk side blev det postuleret, at mange af ulykkerne skete som følge af kollisioner med amerikanske ubade, en pastand der formentligt ikke er helt uden sandhed. [ kilde mangler ] Dette er stadig uklart, da den amerikanske flade ikke omtaler ulykker, der har med nukleare skibe at gøre. Ved den kolde krigs ophør i 1991 var der stadig en del sovjetiske ubade fra den første generation i tjeneste. Arsagen hertil var, at de sovjetiske ballistiske missiler havde en relativ ringe præcision, hvorfor Sovjetunionen lagde vægt pa at kunne affyre mange missiler fra ubadene, ligesom de sovjetiske ubade blev fulgt tæt af NATO-ubade, hvorfor en stor del af de sovjetiske ubade matte forventes at blive sat ud af spillet tidligt i en eventuel konfrontation. Dette tvang den sovjetiske ledelse til at tilegne sig filosofien: "Sikkerhed i antal".

Efterfølger [ rediger | rediger kildetekst ]

Hovedartikel: Ruslands flade .

Efter Sovjetunionens sammenbrud blev fladen kastet ud i kaos og blev delt mellem de maritime stater, der opstod efter tomrummet efter unionen (Rusland, Ukraine og Baltikum ). I Sortehavsfladen var der udpræget kaos, og det tog flere ar, før en aftale om delingen af fladen kom i stand mellem Rusland og Ukraine.

Organisation [ rediger | rediger kildetekst ]

Den sovjetiske flade var opdelt i et antal hovedflader: Nordfladen, Stillehavsfladen, Sortehavsfladen, Østersøfladen samt en staende fladestyrke i Middelhavet benævnt Eskadren . Den kaspiske flotille var en semi-uafhængig styrke, der administrativt var underlagt Sortehavsfladen, mens den indiske eskadre var underlagt Stillehavsfladen, hvorfra den ogsa fik tildelt sine enheder. Fladen bestod desuden af et antal andre enheder: Fladens luftstyrker, Marineinfanteriet og kystartilleriet. Efter afslutningen pa den kolde krig blev fladen omdannet til den russiske flade .

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

  1. ^ DEFENSE INTELLIGENCE AGENCY: Soviet Millitary Power , hentet 18. juli 2015 (engelsk)

Literatur [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne links [ rediger | rediger kildetekst ]

Hentet fra " https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Sovjetunionens_flade&oldid=11762250 "