한국   대만   중국   일본 
Solens kerne - Wikipedia, den frie encyklopædi Spring til indhold

Solens kerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Solens struktur hvor kernen er nr. 1

Solens kerne siges at ga fra centrum af solen til omkring 0,2 til 0,25 solradier , [1] og det er den varmeste del af solen og solsystemet . Kernen har en massetæthed pa 150 g/cm³ (150 gange massetætheden af vand ) ved centrum, og en temperatur pa 15 millioner Kelvin (solens overflade er ca. 6.000 Kelvin). [2] Kernen bestar af varmt komprimeret gas i plasmaform (ioniseret gas), ved et (estimeret) tryk pa 265 milliarder bar (26,5 peta pascal (PPa)) ved kernens centrum.

Kernen indenfor 0,25 solradier, indeholder næsten 50% af solens masse, men kun omkring 2% af solens rumfang. [3] [4] Desuden produceres størstedelen af solens fusionsenergi indenfor 0,10 solradier af kernens centrum. [5] Der er to forskellige reaktioner i kernen som omdanner 4 hydrogenkerner til en heliumkerne; proton-proton-kædereaktionen , som er ansvarlig for størstedelen af solens energi, og CNO-cyklussen . [6]

Energiproduktion [ rediger | rediger kildetekst ]

Energi bliver produceret af exoterme reaktioner ( kernefusion ) der hovedsageligt omdanner hydrogen til helium . Kernen er den eneste del af solen hvor der produceres en mærkbar mængde varme via fusion: resten af solen opvarmes via varmeoverførsel fra kernen og ud efter. Al energi, der produceres af fusion i kernen, skal gennemtrænge flere pa hinanden liggende lag til solens fotosfære , før det kan komme ud i rummet som sollys eller kinetisk energi i form af partikler.

Omkring 3,7 × 10 38 protoner (hydrogenkerner), svarende til 600 millioner ton, konverteres til heliumkerner i sekundet, hvilket frigiver en energi pa 380 yottawatt (3,8 × 10 26 watt ). [6]

Energioverførsel [ rediger | rediger kildetekst ]

De højenergi- fotoner ( gamma - og røntgenstraling ) der udløses ved fusionen i kernen tager lang tid om at na solens overflade, bl.a. da de nedbremses af den indirekte rejse, savel som den konstante absorption og emission ved lave energier i solens kappe . Estimater for "fotonrejsetiden" gar fra op til 50 millioner ar [7] helt ned til 17.000 ar. [8] Efter den sidste tur gennem det konvektive ydre lag til den transparente "overflade" af fotosfæren , undslipper fotonerne som synligt lys . Hver gammastrale i solens kerne bliver konverteret til adskillige millioner lysfotoner før det kommer ud i rummet. Fusionsreaktionerne i kernen udvikler ogsa neutrinoer , men til forskel for fotonerne reagerer de sjældent med andre stoffer og kan derfor undslippe solen næsten med det samme. I mange ar var malingerne af neutrinoer produceret af solen meget lavere end teorierne omkring dette havde forudset, et problem som man senere har løst gennem en bedre forstaelse for neutrino oscillation .

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

  1. ^ Garcia, Ra; Turck-Chieze, S; Jimenez-Reyes, Sj; Ballot, J; et al. (juni 2007). "Tracking solar gravity modes: the dynamics of the solar core". Science . 316 (5831): 1591-3. Bibcode : 2007Sci...316.1591G . doi : 10.1126/science.1140598 . ISSN   0036-8075 . PMID   17478682 .
  2. ^ "Arkiveret kopi" . Arkiveret fra originalen 29. marts 2019 . Hentet 6. juli 2016 .
  3. ^ "StackExchange diskussion om "Mass of sun's core" " (engelsk) . Hentet 7. juli 2016 .
  4. ^ Charles Q. Choi (20. november 2014). "Earth's Sun: Facts About the Sun's Age, Size and History" (engelsk). Space.com (eget af Purch ) . Hentet 7. juli 2016 .
  5. ^ Bolte, Mike; Waters, Rick; Wilden, Brenda (februar 2000). "NUCLEAR FUSION IN THE SUN" (engelsk). www.ucolick.org . Hentet 7. juli 2016 .
  6. ^ a b McDonald, Andrew; Kennewell, John (2014). "The Source of Solar Energy" . Bureau of Meteorology . Commonwealth of Australia . Hentet 28. august 2014 .
  7. ^ Lewis, Richard (1983). The Illustrated Encyclopedia of the Universe . Harmony Books, New York. s.  65 .
  8. ^ Plait, Phil (1997). "Bitesize Tour of the Solar System: The Long Climb from the Sun's Core" . Bad Astronomy . Hentet 2006-03-22 .
Wikimedia Commons har medier relateret til: