Slaget ved Florvag eller Florvagslaget var et stort søslag , der blev udkæmpet den 3. april 1194 udenfor Bergen ved Florvag pa Askøy mellem kong Sverre og øyskjeggene ^[1] (= "ø-skæggene", oprørere organiseret pa Orknøerne ) i borgerkrigstiden i Norge .

Oprørerne vestfra [ rediger | rediger kildetekst ]

Oprørsgruppen ( norrønt : eyjarskeggjar ) var ledet af blandt andre Olav Jarlsmag ( mag = svoger), svoger af Orknø-jarlen Harald Maddadsson. En initiativtager var lendmannen Hallkell Jonsson til Blindheim, gift med Erling Skakkes datter Ragnhild. Gruppens kongsemne var Olav Jarlsmags 13-arige fostersøn Sigurd, søn af kong Magnus Erlingsson og hans frille Gyrid Aslaksdatter (død 1193). En anden deltager var Sigurd Jarlsson, søn af Erling Skakke og hans frille Ase den lyse. Ogsa hjalter (= folk fra Hjaltland, det norrøne navn pa Shetland ) sluttede sig til, sværgede troskabsed til Sigurd Magnusson og tog ham til konge. Sommeren 1193 ankom øyskjeggene til Viken med 23 skibe og omkring 2.000 mand. Sigurd blev taget til konge pa Haugating . Oprørerne var fredelige af sig og lod folk fortsætte som før. Efter en træfning i Borg flygtede birkebeinerne ind i landet, og anden modstand mødte øyskjeggene ikke. ^[2]

Fladen fortsatte til Danmark helt syd til Trave , og sikrede sig store rigdomme. Til efteraret 1193 sejlede de nordpa og underlagde sig og skatlagde alt land syd for Stad . De ville kalde sig " guldbeiner " (som en kontrast til "birkebeinerne"). ^[3] Snart sejlede de ind i Bergen havn og fik hurtigt kontrol over byen, men ikke over fæstningen Sverresborg. ^[4] I stedet samlede øyskjegg -fladen sig i den lune havn i Florvag pa Askøy - lige overfor Bergen. ^[5]

Slaget [ rediger | rediger kildetekst ]

Fæstningen Sverresborg blev holdt af birkebeinere vinteren over; nogle sluttede sig dog til øyskjeggene . Kong Sverre selv sad i Trondheim og fik opnævnt leding fra herredene . Han sejlede sydpa til Bergen til paske og lod sig ro ind til byen, mens den øvrige hær roede syd til den nuværende bydel Gravdal. Kongen bad borgmændene om folk til kampen, og fik lagt skibene til ved Kvarven i Gravdal, lige overfor Florvag. Han fik nys om, at øyskjeggene ville ga til angreb ved daggry. Mere end 20 ret sma skibe havde kong Sverre ikke, mens modstanderne havde 13 skibe, de fleste store. Efterhanden kom der ogsa hjælp til inde fra Bergen, 90 mand i et langskib , og alle i ringbrynje . Øyskjeggene havde sat Sejrsfluen, kong Sverres mærke, op i stavnen pa høvdingeskibet, men birkebeinerne fik snart det mærke tilbageerobret. Sigurd Magnusson (f. 1180) blev dræbt svømmende; han var kun 14 ar. Da roede Loden, søn af Pal Smat-øje, og Hallvard Bratte bort med to skibe. Olav Jarlsmag svømmede i land, men birkebeinere vadede ham i møde og slog ham ihjel. Hallkell faldt kæmpende pa sit skib, og de fleste af hans folk. Der faldt næsten hele øyskjeggenes hær, men nogle fik grid . Kongen havde sagt, at der ikke skulle synges messer i byen, før han var kommet tilbage fra slaget, hvis det ikke varede altfor længe. Nu roede han ind til Bergen og naede frem til højmessen. Liget af modstandernes høvding Sigurd Magnusson lod kong Sverre begrave pa Mariakirkens kirkegard. De andre omkomne øyskjegger blev lagt i en stor grav, og øverst la Olav Jarlsmag. Det forlød, at de havde lidt nederlag, fordi de var djærve og ikke dækkede sig. Sigurd Jarlsson sejlede østpa til Viken og derfra til Danmark; en del af hæren fulgte ham. Tæt ved 2.000 mand var omkommet. ^[6]

Eftervirkninger [ rediger | rediger kildetekst ]

Efter slaget indgik kong Sverre et forlig med Harald jarl, hvorved Hjaltland kom under norsk overherredømme. ^[7]

I 2015 blev havbunden udenfor Florvag fotograferet i detalje af Kartverket . Især sa man efter "kastestene", lange skarpe stene, der blev smidt mod fjendens skibe. Stenene kunne skade folk alvorligt, og kastestene kendes fra andre af kong Sverres søslag, deriblandt slaget pa Fimreite i 1184. De kunne ogsa anvendes som ballast eller bearbejdes til hvæssestene . ^[8]

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

• Karl Jonsson , Sverres saga . I: Norges Kongesagaer , 1914-utgaven, oversat af Gustav Storm og Alexander Bugge . I. M. Stenersens forlag, Kristiania 1914
• Fossen, Anders Bjarne (1999). Askøys historie: Fra de eldste tider til 1870 (norsk). Vol. 1. Kleppestø : Askøy kommune. ISBN   82-99-41-05-1-7 .
• Koht, Halvdan (1952). Kong Sverre (norsk). Oslo: Aschehoug.
• Lunden, Kare (1976). Norge under Sverreætten, 1177?1319 høymiddelalder . Norges historie: høymiddelalder (norsk). Vol. 3. Cappelen. ISBN   82-02-03425-6 .
• Olsen, Magnus (1951). Norges innskrifter med de yngre runer: V. Buskerud fylke ; VI. Vestfold fylke ; VII. Telemark fylke (norsk). Vol. 2. Oslo: Norsk historisk kjeldeskrift-institutt.