Seismologi

Artiklen indgar i serien om

Geofysik

Epicenter
Jordskælv
Tsunami
Vulkan
Forkastningszone
Seismologi
Pangæa
Geografiske omrader
San Andreas-forkastningen
Vesuv
Hekla
Japan

Seismologi (gr. seismos, (jord-) skælv) er læren om jordskælv . En seismolog er en specialist i denne videnskab.

Seismologiens teoretiske indsigt bruges til aktiviteter som seismik (seismologisk undersøgelse af havbunden, blandt andet for at finde olie eller naturgas , og desuden seismografi , som indebærer at fastsla bjergarters eller hele jordens lagvise geologiske opdeling ned over i dybet ved hjælp af radiobølger, som sendes ned i dybet og opfanges andre steder pa kloden.

Forstaelsen af Jordens indre udviklede sig for alvor, da man begyndte at male forsinkelse i maden, som jordskælvstryk forplantede sig til ulige steder pa kloden. Den tyske seismolog Beno Gutenberg brugte i 1913 denne metode for at ansla den indre, faste kernes diameter. Den kroatiske seismolog Andrija Mohorovicic studerede et kraftig jordskælv i 1909 , og opdagede en grænse (kaldet "Moho") mellem jordskorpen og den dybere kappe . ^[1] Snart indsa forskere, at Jorden bestod af en fast kerne i midten, en flydende kappe af smeltet lava, og jordskorpen. Den danske seismolog Inge Lehmann opdagede i 1936 , at kernen af jern og nikkel var fast inderst, og flydende yderst i laget under kappen. Det er ogsa fastslaet, at overgangen fra lithosfære til kappe liggende pa 440 kms dybde, og overgangen til indre kappe pa 670 kms dybde, markerer faseovergange i silikater, som vokser bølgebevægelsernes fart betydelig, hvilket skaber referencedybder for en detaljeret kortlægning af kappen ved hjælp af seismografiske apparater. Bølgehastigheden pavirkes ogsa af temperaturafvigelser saledes, at man kan pavise lavastrømme seismologisk. ^[1]