Scotia-ekspeditionen ( Scottish National Antarctic Expedition, SNAE ) 1902?04 var en ekspedition til Antarktis , organiseret og ledet af den skotske naturforsker William Speirs Bruce . Selv om ekspeditionen blev overskygget af den prestigefyldte Discovery-ekspeditionen under ledelse af Robert F. Scott , gennemførte Scotia-ekspeditionen et omfattende program med udforskning og videnskabeligt arbejde. Den første meteorologiske station i Antarktis blev etableret, og der blev opdaget nyt land øst for Weddellhavet . Den store samling af biologiske og geologiske prøver førte sammen med prøver fra Bruces tidligere rejser til etableringen af Scottish Oceanographical Laboratory i 1906.

Bruce havde tilbragt størstedelen af 1890-erne pa ekspeditioner til Antarktis og Arktis , og i 1899 var han Storbritanniens mest erfarne polarforsker . I marts samme ar søgte han at matte deltage pa Discovery-ekspeditionen. Hans forslag om at udvide ekspeditionens virkeomrade til at dække Weddellhavet med et eget skib blev imidlertid afslaet som "ondsindet rivalisering" af præsidenten i Royal Geographical Society (RGS), Clements Markham . Som en konsekvens blev Scotia-ekspeditionen etableret som et uafhængigt, privat finansieret foretagende.

Ekspeditionen er blevet beskrevet som "den decideret mest omkostningseffektive og nøje planlagte videnskabelige ekspedition i den heroiske tidsalder for antarktisudforskning ". ^[1] Bruce modtog imidlertid ingen formel hæder eller anerkendelse fra det britiske parlament , og ekspeditionsmedlemmerne blev til trods for ihærdig lobbyvirksomhed ikke tildelt den prestigefyldte Polarmedalje . Bruce ledede ikke flere ekspeditioner til Antarktis efter Scotia-ekspeditionen, men han gennemførte en række undersøgelser i arktiske strøg. Hans fokusering pa grundig videnskabelig udforskning var ikke længere i tiden, og i modsætning til bedrifterne af Scott, Shackleton og Amundsen , mistede hans resultater snart offentlighedens interesse. Det permanente minde om Scotia-ekspeditionen er Orcadas vejrstation , som blev etableret i 1903 pa Laurie Island i Sydorkneyøerne og som har været i kontinuerlig drift siden.

Baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

Som medicinstudent hentede Bruce sin kundskab om naturvidenskab og oceanografi ved at tage et sommerkursus med anerkendte lærere som Patrick Geddes og John Arthur Thomson . Han arbejdede ogsa som frivillig for oceanografen John Murray og hjalp til med at klassificere prøver samlet ind under Challenger-ekspeditionen . ^[2] I 1892 opgav Bruce medicinstudierne og mønstrede pa en rejse til Antarktis med " Balaena " som en del af Dundee-ekspeditionen 1892?93 . ^[3] Pa hjemrejsen begyndte han at planlægge en ekspedition til Syd-Georgia , men han formaede ikke at skaffe fornøden finansiering. Der efter arbejdede han ved en meteorologisk station pa toppen af Ben Nevis , ^[4] før han kom med som videnskabelig assistent pa Jackson-Harmsworth-ekspeditionen 1894?97 til Frans Josefs land . ^[5] Mellem 1897 og 1899 gennemførte han yderligere ture til Arktis ? til Spitsbergen og Novaja Semlja ? først pa en privat ekspedition ledet af major Andrew Coats , senere som videnskabsmand pa forskningsfartøjet " Princess Alice ". Dette skib var ejet af Albert 1. af Monaco , en anerkendt oceanograf, som blev en ven og støttespiller af Bruce. ^[6]

Efter tilbagekomsten fra Arktis i 1899 sendte Bruce et langt brev til Royal Geographical Society (RGS) i London, hvori han søgte om en videnskabelig stilling i den store antarktisekspedition som selskabet planlagde, senere kendt som Discovery-ekspeditionen . ^[7] Hans nyvundne erfaringer gjorde det "lidet sandsynligt at der fandtes andre personer pa De britiske øer, som var bedre kvalificeret". ^[7] Bruces brev beskrev hans relevante erfaringer i detaljer. Det blev bekræftet modtaget, men ikke behørig besvaret før der var gaet godt over et ar. Inden den tid var ambitionerne hos Bruce oversteget hans oprindelige forventning om en underordnet stilling i den videnskabelige stab. Nu foreslog han et skib nummer to for ekspeditionen, finansieret med skotske midler, som kunne arbejde i Weddellhav -kvadranten mens hovedskibet var baseret i Rosshavet . Dette forslag blev afvist som "ondsindet rivalisering" af præsidenten i Royal Geographical Society, Clements Markham . Efter en ophedet korrespondance bestemte Bruce sig for at fortsætte uafhængig af RGS. ^[8] Saledes blev ideen om en særskilt national skotsk antarktisekspedition født. Bruce blev støttet af den velstaende Coats-familie , som var involveret i Glasgows tekstilindustri som tradproducenter. Den havde finansieret Coats Observatory i Paisley . ^[9] . Familien var forberedt pa at yde helhjertet økonomisk støtte til en skotsk ekspedition under hans ledelse. ^[10] Som et resultat havde han imidlertid skaffet sig et livslangt fjendskab med Markham. ^[1]

Forberedelser [ rediger | rediger kildetekst ]

" Scotia " [ rediger | rediger kildetekst ]

I efteraret 1901 købte Bruce den norske hvalfangerskude " Hekla " for 2.620 ￡. ^[10] I løbet af de næste maneder blev skibet fuldstændigt ombygget til et antarktisk forskningsfartøj med to laboratorier, mørkerum og omfattende specialudstyr. To store roterende spoler, hver med 6.000 favne (11.000 meter) kabel, blev installeret pa dækket for at kunne gennemføre dybvandstraling efter marine prøver. Udstyr for at foretage dybdemalinger blev installeret, foruden udstyr for at indsamle prøver fra søbunden og for meteorologiske og magnetiske observationer. ^[11] Skroget blev kraftigt forstærket for at kunne modsta trykket fra den antarktiske is, og skuden blev rigget om til en bark med hjælpemaskiner. Dette arbejde forøgede omkostningerne for skibet til 16.700 ￡, som blev betalt af Coats-familien. Familien donerede tilsammen 30.000 ￡ af ekspeditionens totale finansieringsbehov pa 36.000 ￡. ^[10] Under det nye navn var " Scotia " klar for testning til søs i august 1902.

Personel [ rediger | rediger kildetekst ]

Ekspeditionens videnskabelige besætning bestod af seks personer, medregnet Bruce. Zoolog var David Wilton , som i lighed med Bruce havde deltaget pa Jackson-Harmsworth-ekspeditionen. Han havde tilegnet sig færdigheder pa ski og i hundekørsel gennem flere ars ophold i Nordrusland. Robert Rudmose Brown fra University of Dundee , forhenværende assistent i botanikafdelingen ved British Museum , var gruppens botaniker . Dr. James Harvie Pirie , som havde arbejdet med Challenger-ekspeditionen under John Murray, var geolog, bakteriolog og ekspeditionslæge. Robert Mossman ledede meteorologi- og magnetismestudierne, mens medicinstudenten Alastair Ross var taksidermist . ^[12]

Bruce udpegede Thomas Robertson som kaptajn pa " Scotia ". Robertson havde erfaring bade fra Antarktis og Arktis, blandt andet som kaptajn pa " Active " under Dundee-ekspeditionen. ^[13] Resten af officerer og mandskab, tilsammen 25 personer, var skotter. De havde indgaet trearskontrakter, og mange havde erfaring fra ishavsfangst. ^[14]

Formal [ rediger | rediger kildetekst ]

Malsætningerne med ekspeditionen blev publiceret i Scottish Geographical Magazine og i Geographical Journal (udgivet af RGS) i oktober 1902. Disse omfattede etablering af en vinterbase "sa nær Sydpolen som praktisk mulig", ^[15] dybvands- og anden forskning i Sydishavet , og systematiske meteorologiske observationer og studier, geologi, biologi, topografi og geofysik . ^[15] Det skotske præg pa ekspeditionen kom klart til udtryk i The Scotsman kort tid før afrejsen: " Lederen og alle videnskabsmænd og sømænd pa ekspeditionen er skotter; finansieringen er i hovedsagen blevet indsamlet pa denne side af grænsen; det er et produkt af frivillig indsats; og i modsætning til ekspeditionen som vil blive gennemført samtidig i udforskningen af Antarktis, star den ikke i gæld til staten. " ^[16]

Ekspeditionen [ rediger | rediger kildetekst ]

Første rejse 1902?03 [ rediger | rediger kildetekst ]

" Scotia " sejlede fra Troon i Skotland den 2. november 1902. Pa rejsen syd over havde hun stop i den irske havn Dun Laoghaire , der den gang var kendt under sit britiske navn, Kingstown, i Funchal pa Madeira og pa Kapp Verde-øerne , ^[17] før der blev gennemført et mislykket forsøg pa at ga i land pa den lille, isolerede øgruppe St. Peter og St. Paul-øerne nær ækvator. Forsøget var nær ved at koste geologen og skibslægen James Harvie Pirie livet, da han fejlberegnede afstanden til land og hoppedet i det hajrige hav i et forsøg pa at komme i land. ^{[18] [19]} Den 6. januar 1903 naede " Scotia " Port Stanley pa Falklandsøerne , hvor forsyninger blev efterfyldt, før hun sejlede videre til Antarktis. ^[20]

Den 26. januar 1903 satte " Scotia " sejl mod antarktiske farvande. Ekspeditionen mødte tung pakis 40 kilometer nord for Sydorkneyøerne den 3. februar, og de kæmpede med at manøvrere sig videre. ^[21] Dagen efter var " Scotia " imidlertid i stand til at sejle videre syd over. En lille gruppe blev sat i land pa Saddle Island , hvor en stor mængde biologiske og geologiske prøver blev samlet ind. ^[21] Isforholdene forhindrede videre fremdrift før den 10. februar, da " Scotia " fortsatte syd over, "pumpende fremover i syv knob under sejl". ^[21] Den 17. februar var positionen 64°18'S, og fem dage senere passerede de den 70. breddegrad langt inde i Weddellhavet . Kort tid senere vendte Robertson nord over igen efter at have naet 70°25'S, da ny havis dannede sig og truede skibet. ^[21]

Da det ikke var lykkedes den at finde land, matte ekspeditionen bestemme sig for et overvintringssted. Denne beslutning hastede, eftersom havet var i gang med at fryse til, og skibet kunne blive spærret inde i isen. Bruce bestemte sig for at sætte kursen tilbage mod Sydorkneyøerne og forsøge at finde en ankerplads der. ^[22] Sammenlignet med det erklærede mal om at overvintre sa langt mod syd som muligt, la Sydorkneyøerne mere end 3.200 kilometer fra Sydpolen, men den nordlige beliggenhed havde sine fordele. Den relativt korte periode, som skibet ville ligge indefrosset, ville give mere tid til trawling og mudring om foraret. ^[22] Endvidere la øgruppen belejligt for etablering af en meteorologisk station ? den relative nærhed til det sydamerikanske fastland abnede mulighederne for permanent bemanding. ^[23]

Det krævede en maned med besværlig sejlads før " Scotia " naede Sydorkneyøerne. Efter flere mislykkede forsøg pa at lokalisere en egnet ankerplads, og med roret alvorlig skadet af is, fandt de til sidst en afskærmet bugt pa sydsiden af Laurie Island , den østligste ø i øgruppen. Den 25. marts var skibet forsvarligt opankret nogen hundrede meter fra stranden, klar for at blive indefrosset. ^[24] Hun blev klargjort for at tjene som vinterkvarter: maskinerne blev demonterede, dampkedlerne tømt og et sejldugstag blev trukket over dækket. ^[25] Derefter fik Bruce igangsat et omfattende videnskabeligt program, som omfattede meteorologiske observationer, trawling efter havprøver, botaniske ekskursioner og indsamling af biologiske og geologiske prøver. ^[26] Den største opgave, som blev gennemført i denne periode, var bygningen af en stenhytte, døbt "Omond House" efter Robert Omond , direktør for Edinburgh Observatory som var en af ekspeditionens støtter. ^[27] Denne skulle tjene som husly for dem, som skulle forblive pa Laurie Island for at betjene den planlagte meteorologiske station. Bygningen fik en tørmur af lokale sten; til tag blev der benyttet træstokke dækket med sejldug. Den færdige hytte malte seks gange seks meter, havde to vinduer og blev udrustet for seks personer. Rudmose Brown skrev: " Taget i betragtning at vi ikke havde mørtel og murerværktøj, er det et vidunderligt flot hus og vældigt solidt. Jeg vil derfor tro, at det vil blive staende i hundrede ar ... " ^[28]

Mandskabet formaede overvejende at bevare sit gode helbred. Undtagelsen var skibsmaskinisten, Allan Ramsay, som havde faet hjerteproblemer pa Falklandsøerne under udrejsen. Han valgte at følge med ekspeditionen videre, men blev stadig darligere efterhanden, som vinteren skred frem. Han døde den 6. august og blev begravet pa øen. ^[29]

Aktivitetsniveauet voksede, da vinteren gik over til forar. Der blev foretaget mange rejser med hundeslæder, ^[30] ogsa til de omkringliggende øer. En træhytte blev bygget for magnetiske observationer, og der blev opført en ni fod høj varde , hvor unionsflaget og det skotske flag vajede side om side pa toppen. ^[29] " Scotia " blev gjort søklar igen, men var isfast gennem september og oktober; det var ikke før 23. november at stærk vind opbrød isen i bugten og frigjorde ekspeditionsskibet. Fire dage senere afgik hun mod Port Stanley og efterlod en gruppe pa seks under Robert Mossmans ledelse pa Laurie Island. ^[29]

Buenos Aires, 1903?04 [ rediger | rediger kildetekst ]

Den 2. december naede ekspeditionen Port Stanley og modtog de første nyheder fra omverdenen. Efter en uges hvile sejlede " Scotia " videre til Buenos Aires for at blive repareret og udrustet for en ny sæson. Bruce havde yderligere et ærinde i byen: han ville forsøge at overtale de argentinske myndigheder til at overtageansvaret for den meteorologiske station pa Laurie Island efter, at ekspeditionen var afrejst. ^[31] Under overfarten til Buenos Aires gik " Scotia " pa grund i mundingen af Rio de la Plata og stod pa grund i flere dage før hun kom fri pa juleaften, og en slæbebad fik bukseret henne til havn. ^[32]

" Scotia " la i dok i fire uger, og i mellemtiden forhandlede Bruce og de argentinske myndigheder om fremtiden for vejrstationen. Bruce blev assisteret af den britiske repræsentant, den britiske konsul og Dr. W.G. Davis, direktør for det argentinske meteorologiske kontor. Det britiske udenrigsdepartement havde ingen indsigelser til planen. ^[31] Den 20. januar 1904 bekræftede Bruce, at der var indgaet en aftale om, at tre videnskabelige assistenter fra de argentinske myndigheder skulle rejse til Laurie Island og arbejde i et ar under Robert Mossman ? i første omgang pa aremal . Derefter overdrog han formelt Omond House med inventar og udrustning og alle magnetiske og meteorologiske instrumenter til argentinerne. ^[31] Stationen blev omdøbt Base Orcadas og har været i kontinuerlig drift siden. Den har gennemgaet en række ombygninger og udvidelser. ^[31]

En række af de oprindelige ekspeditionsmedlemmer afmønstrede i Buenos Aires ? nogen pa grund af sygdom og en pa grund af tjenesteforsømmelse. Erstatninger blev rekrutteret lokalt. " Scotia " forlod den argentinske hovedstad den 21. januar og ankom til Laurie Island den 14. februar. En uge senere, da besætningen, som skulle opholde sig pa Orcadas til de blev hentet af den argentinske kanonbad " Uruguay ", var kommet i orden, satte " Scotia " sejl for sin anden tur til Weddellhavet. ^[33]

Anden rejse, 1904 [ rediger | rediger kildetekst ]

" Scotia " sejlede sydøst over i roligt vejr med retning mod den østre del af Weddellhavet. De traf ikke pa pakisen, før de havde passeret polarcirkelen , ^[34] og de fortsatte helt frem til 3. marts, da tæt pakis stoppede skibet ved 72°18’S, 17°59’V. En dybdemaling blev foretaget og viste et havdyb pa 1.131 favne (2.068 meter) ? under halvdelen af tidligere generelle malinger. ^[35] Dette tydede pa, at de nærmede sig land. Nogen timer senere naede de en isbarriere , som blokkerede videre fremdrift mod sydøst. I løbet af de næste dage fulgte de iskanten syd over i 240 kilometer. En ny dybdemaling fire kilometer fra iskanten viste kun 159 favne (291 meter), en stærk indikation pa, at der fandtes land indenfor iskanten. ^[36] Konturerne af dette land kom snart svagt til syne, og Bruce kaldte det Coats Land efter sine hovedsponsorer. ^[35] Dette var den første klare indikation pa den østlige grænse til det indre af Weddellhavet og tydede pa, at havomradet var væsentlig mindre end man tidligere havde antaget. ^[36] At det fandtes land i dette omrade blev senere bekræftet af ekspeditionerne under Wilhelm Filchner (1911?13) og Ernest Shackleton (1914?17). En planlagt ilandstigning med et slædeparti blev skrinlagt pa grund af tilstanden pa havisen . ^[37]

Den 9. marts 1904 naede " Scotia " sin sydligste bredde, 74°01’S. Her var skibet fastskruet i isen, og udsigterne til at blive indespærret for vinteren meldte sig. Det var i denne periode med inaktivitet, at sækkepipe -blæseren Gilbert Kerr blev fotograferet, mens han spillede for en pingvin. ^[35] Imidlertid løsnede isen sit greb om skibet den 13. marts, og " Scotia " begyndte at bevæge sig langsomt mod nordøst ved hjælp af dampmaskinen. ^[38] Pa denne del af sørejsen fremskaffede det regulære program med dybdemalinger, trawling og indsamling af bundprøver en omfattende dokumentation pa Weddellhavets oceanografi og marine liv. ^[39]

" Scotia " satte kursen mod Cape Town via en rute, som tog hende til Gough Island , en isoleret midtatlantisk vulkanø som aldrig tidligere var blevet studeret af videnskabsmænd. Den 21. april var Bruce og fem andre i land pa øen og indsamlede prøver. ^[40] Skibet fortsatte derefter til Cape Town, hvortil hun ankom den 6. maj. Efter at have udført yderligere undersøgelser i Saldanha Bay , sejlede " Scotia " hjemover den 24. maj via St. Helena og Ascension .

Hjemkomst og efterspil [ rediger | rediger kildetekst ]

Ekspeditionen fik en varm velkomst, da den ankom til Clyde den 21. juli 1904. ^[41] En officiel modtagelse med 400 gæster blev afholdt, hvor John Murray oplæste et telegram med lykønskninger fra Edward VII . ^[41] Bruce modtog Royal Scottish Geographical Societys guldmedalje, mens kaptajn Robertson fik sølvmedaljen. ^[42]

Et vigtigt resultat af ekspeditionen var katalogiseringen af over 1.100 dyrearter, hvoraf 212 var ukendte indtil da. ^[43] Der kom imidlertid ingen officiel anerkendelse fra London, der Markhams indflydelse medvirkede til, at ekspeditionens arbejde blev overset eller nedrakket. ^[44] Deltagerne modtog ikke den prestigefyldte Polar Medal , som var blevet skænket til medlemmer af Discovery-ekspeditionen, som vendte hjem to maneder efter " Scotia ". Polarmedaljen blev ogsa uddelt i forbindelse med Ernest Shackletons ekspeditioner samt Douglas Mawsons ekspedition . Bruce kæmpede i arevis for at rette op pa det, han mente var en grov uret, en krænkelse af landet og hans ekspedition, men til ingen nytte. ^[45] I 1906 indstiftede Bruce sin egen sølvmedalje, som han belønnede ekspeditionens mandskap meb. ^[46] Noget af modvilligheden, som det etablerede miljø i London viste, kan have været et svar pa den abent skotske nationalisme, som Bruce stod for, og som han viste i forordet, som han skrev til Rudmore Browns ekspeditionsberetning: "Mens videnskab var ekspeditionens amulet, prydede Skotland dens flag; og det kan hænde, at i bestræbelserne pa at tjene menneskeheden ved at lægge et led til videnskabens guldkæde, at vi har vist, at nationen Skotland er en magt, som man ma regne med" ^[47] ("While Science was the talisman of the Expedition, Scotland was emblazoned on its flag; and it may be that, in endeavouring to serve humanity by adding another link to the golden chain of science, we have also shown that the nationality of Scotland is a power that must be reckoned with").

Et betydelig resultat af Scotia-ekspeditionen, var Scottish Oceanographical Laboratory , som Bruce etablerede i Edinburgh i 1906. Den officielle abning blev foretaget af fyrst Albert af Monaco. ^[48] Laboratoriet tjente flere funktioner: som opbevaringssted for den store samling af biologiske, zoologiske og geologiske prøver, som havde hobet sig op i løbet af " Scotia "s ekspedition og under Bruces tidligere ekspeditioner i Arktis og Antarktis, dernæst som en base for udarbejdelse af videnskabelige rapporter fra Scotia-ekspeditionen, og ikke mindst som et samlingspunkt, hvor polarforskere kunne mødes ? bade Nansen , Amundsen og Shackleton besøgte laboratoriet ? og nye, skotske polarpræstationer planlægges og organiseres. ^[48] Bruce kom imidlertid ikke til at lede flere antarktisekspeditioner, og hans planer om en krydsning af det antarktiske kontinent blev skrinlagt pa grund af manglende økonomisk støtte. Han fortsatte imidlertid med at opsøge arktiske omrader i bade videnskabelig og kommerciel sammenhæng.

Det tog flere ar at fuldføre de videnskabelige rapporter fra SNAE. De fleste blev publicerede mellem 1907 og 1920, men et bind blev ikke udgivet før i 1992. ^[48] Et forslag om at ændre laboratoriet til et permanent nationalt skotsk institut for oceanografi blev ikke gennemført, og pa grund af pengeproblemer blev Bruce tvunget til at lukke laboratoriet i 1919. ^[48] Han døde to ar senere, blot 54 ar gammel. ^[49]

Pa dette tidspunkt var Scotia-ekspeditionen nærmest gaet i glemmebogen selv i Skotland, og den var blevet fuldstændig overskygget i polarhistorien af de glorificerede bedrifter til Scott og Shackleton. ^[1] I polarlitteraturen er Bruces ekspedition almindeligvis reduceret til en kort omtale eller fodnote, og med ringe opmærksomhed omkring hvad den opnaede (en typisk henvisning findes i Elspeth Huxleys biografi om Robert F. Scott fra 1977: "Det var Bruces ekspedition som snart skulle sejle med " Scotia " til Weddellhavet; denne sad ogsa fast i havisen og vendte hjem uden at na land" ^[50] ). Bruce manglede personlig udstraling, havde ikke tæft for PR-virksomhed (" ... sa stikkende som den skotske tidsel " ifølge en gammel ven ^[1] ), og havde en tendens til at skaffe sig mægtige uvenner. ^[1] Imidlertid gennemførte hans ekspedition " et mere omfattende program end nogen tidligere eller samtidige antarktisekspeditioner ". ^[1] ifølge oceanografen Tony Rice, forfatter af Deep Ocean , Naturhistorisk museum, London 2000, ISBN   0-565-09150-6 .

Ekspeditionsskibet " Scotia " blev rekvirert under 1. verdenskrig og blev benyttet som lasteskib . Den 18. januar 1916 gik hun i brand og brændte pa en sandbanke i Bristolkanalen . ^[51] Havomradet nord for Antarktishalvøen og Sydorkneyøerne blev i 1932 navngivet Scotiahavet efter " Scotia ". ^[52]

En moderne udgave af Scotia-ekspeditionen benyttede i 2003 information samlet af SNAE som grundlag for at undersøge klimaændringerne pa Syd-Georgia i løbet af det sidste arhundrede. Denne ekspeditionen slog fast, at deres bidrag til den internationale debat omkring global opvarmning var et værdigt testamente over SNAEs pionerarbejde. ^[53]

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

• Goodlad, James A. (2003). Scotland and the Antarctic . Royal Scottish Geographical Society. ISBN   0-904049-04-3 .
• Fiennes, Ranulph : Captain Scott Hodder & Stoughton, London 2003 ISBN   0 340 82697 5
• Huxley, Elspeth: Scott of the Antarctic Weidenfeld and Nicolson, London 1977 ISBN   0 297 77433 6
• Rudmose Brown, R.N., Pirie, J.H. and Mossman, R.C.: The Voyage of the Scotia Mercat Press, Edinburgh, 2002 ISBN   1 84183 044 5
• Speak, Peter: William Speirs Bruce: Polar Explorer and Scottish Nationalist NMS Publishing, Edinburgh 2003 ISBN   1 901663 71 X

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Voyage of the Scotia 1902?04 Glasgow Digital Library