Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Schrodingers kat
er navnet pa et kvantemekanisk tankeeksperiment, opstillet af den østrigske fysiker
Erwin Schrodinger
. Eksperimentet opbygges pa følgende made: I et aflukket rum har man en ustabil
atomkerne
og en
kat
. Atomkernens henfald males af en geigertæller. Hvis der opdages tegn pa henfald, udløses en dosis
giftgas
, som dræber katten.
Ifølge
kvanteteorien
befinder atomkernen sig ved begyndelsen af eksperimentet i en ustabil tilstand (ikke henfaldet og dog samtidig henfaldet). Derfor bør katten ogsa befinde sig i en ustabil tilstand (levende og dog samtidig død), hvis ellers
kvantefysikken
kan anvendes om makroskopiske systemer, dvs., pa hverdagsplan. Først, nar man abner rummet, afgøres det, om man finder katten død eller levende.
Denne sidste
konsekvens
er et
paradoks
, og det har ført til en række omtolkninger af kvantefysikken, hvoraf den mest kendte er
Niels Bohrs
fortolkning:
Partiklernes
natur er sadan, at under visse betingelser (nemlig de betingelser, som skyldes
usikkerhedsrelationen
) kan man ikke længere tildele dem rumlig placering og bevægelsesmængde, fordi disse begreber simpelthen ikke længere giver mening.
En anden fortolkning kan ogsa bruges:
Kvantemekanisk dekohærens
vil typisk ændre et systems egenskaber fra
kvantemekaniske
til
klassisk fysiske
. Dekohærens ses altid, nar et system er i kontakt med andre systemer, sadan at det fungerer som et abent system. Det medfører, at kvanteusikkerheden omkring Schrodingers kat omgaende bliver afgrænset af omgivelsernes tilstand, sadan at usikkerheden ikke kan fa nogen dagligdagsbetydning (f.eks. for katten).