Sassanideriget
eller
sassaniderne
(pa
persisk
: ???????? dvs. ”Sassanisk”) er rækken af
iranske
konger, som regerede det tredje iranske rige fra
224
e.Kr. til
651
. Dynastiet mistede magten, da den sidste sassanidiske
shah
,
Yazdegerd 3.
, led nederlag efter 14-ars kamp for at fordrive det tidlige
kalifat
, som gjorde Iran til det første
muslimske
rige.
Sassanideriget omfattede under dets største udstrækning dele af nutidens
Iran
,
Irak
,
Armenien
,
Afghanistan
,
Tyrkiet
,
Jordan
,
Israel
,
Libanon
,
Syrien
,
Georgien
,
Armenien
,
Aserbajdsjan
,
Turkmenistan
,
Tadsjikistan
,
Usbekistan
,
Qatar
,
Bahrain
,
Yemen
,
Oman
,
Indien
,
Kasakhstan
,
Forenede Arabiske Emirater
,
Saudi Arabien
,
Pakistan
,
Rusland
,
Egypten
og
Kirgisistan
. Sassaniderne kaldte riget
Iranshahr
og
Eran
.
Sassanidernes tidsalder er en af de mest betydningsfulde i Iran. Pa mange mader stod sassaniderne pa det højeste stade inden for den iranske kultur, og de ledede det sidste iranske rige inden dets nederlag til muslimske styrker og befolkningens omvendelse til
islam
. Sassanidernes indflydelse naede kulturer langt fra rigets grænser: det vestlige
Europa
[4]
, Afrika
[5]
, Kina og Indien
[6]
. Denne indflydelse fortsatte i den tidlige islamiske verden. Dynastiets enestaende og
aristokratiske
kultur omdannede under kraftfulde ledere den muslimske erobring af Iran til en iransk renæssance.
[7]
Meget af det, der blev kendt som muslimsk kultur inden for
arkitektur
,
digtning
og tæpper, bogillustrationer etc. blev overført fra sassaniderne til hele den muslimske verden.
[8]
Sassanidedynastiet blev skabt af
Ardashir 1.
eller Artaxerxes, som nedstammede fra en slægt af
zarathustriske
præster, der ogsa var guvernører i
Persis
. Hans far, Babak (Papag), herskede over
Kheir
, en mindre by. Hans mor, Rodagh, var datter af guvernøren i
Pars
. Ardashirs farfar var Sassan, ypperstepræst i
Anahitatemplet
. Senere historikere valgte Sassans navn som betegnelse for Ardahirs dynasti og kaldte det sassaniderne. Iranerne kaldte deres kongedømme for
Eranshahr
.
Romerne
anerkendte i begyndelsen ikke sassanideriget som et selvstændigt kongerige og brugte ordet
parthisk
om det iranske rige øst for grænsen. Da Sassan døde, afsatte Babak kongen over Persis (Pars), "Gochihr", og overtog tronen. Ardashir styrede i sin fars regeringstid den lille by "Darabjird", og efter Babaks død kom Ardashirs storebror, Shapur, pa tronen, men Ardasjir gjorde oprør og fratog ham kongemagten i
208
e.Kr..
[9]
Ardashir og hans efterfølgere skabte et mægtigt rige med centrum i
Firouzabad
i
Pars
. Det omfattede det meste af det gamle
Achæmeniderige
øst for
Eufrat
. Sassaniderne ønskede at genskabe perserrigets storhed og patog sig at gøre landet iransk. Sassanidiske beretninger og inskriptioner nævner dog ikke achæmeniderne. Sassaniderne søgte længe at genforene alle det gamle riges omrader, og det bragte dem i talrige krige mod Romerriget og dets efterfølger, det
byzantinske rige
. Sassanideherskerne gjorde zarathustrianismen til statsreligion og hævdede i inskriptioner at have forfulgt andre trosretninger. Det er hverken bekræftet af samtidige
jødiske
eller
kristne
kilder; i øvrigt vekslede religionspolitikken fra hersker til hersker under
sassanideriget
.
Mønt, der viser Ardashir I
Ardashir udvidede hastigt sit landomrade og krævede troskabsed fra fyrsterne i Fars og provinserne Kerman, Isfahan, Susiana og Mesene. Denne ekspansion blev bemærket af den parthiske storkonge,
Artabanus 4.
, der var Ardashirs herre. Artabanus førte sine styrker mod Ardashir i 224, og hærene stødte sammen Hormizdeghan, hvor Artabanus blev dræbt. Ardashir fortsatte med at trænge ind i de vestlige provinser af det lammede
Partherrige
. Han blev kronet i 226 som enehersker af Persien og tog titlen
Shahanshah
"Kongernes konge" og hans hustru,
Adhur-Anahid
, tog titlen "Dronningernes dronning". Dermed standsede han det 400 ar gamle
Partherrig
og indledte fire arhundreder med sassanidisk styre.
I de næste ar udvidede Ardashir sit nye rige mod øst og nordvest ved at erobre provinserne
Sistan
,
Gorgan
,
Khorasan
,
Merv
(i det nuværende
Turkmenistan
),
Balkh
og
Chorasmien
. Han føjede ogsa
Bahrain
og
Mosul
til de sassanidiske besiddelser. Desuden anerkendte kongerne af
Kushan
,
Turan
og
Mekran
Ardashir som deres herre. Mod vest lykkedes angreb pa
Hatra
,
Armenien
og
Adiabene
mindre godt.
Ardashirs søn,
Shapur 1.
(
241
?
272
), fortsatte ekspansionen og erobrede
Baktrien
og
Kushan
og førte adskillige felttog mod
Romerriget
. Shapur trængte langt ind pa romersk omrade, plyndrede
Antiokia
i
Syrien
(
253
eller
256
) og besejrede de romerske kejsere
Gordian 3.
,
Philippus Arabs
og
Valerian
. Denne blev taget til fange i (
259
) efter
slaget ved Edessa
, hvad der var en frygtelig og hidtil ukendt vanære for romerne. Shapur fejrede sin sejr ved at lade nogle imponerende klipperelieffer udhugge i
Naqsh-e Rustam
i nærheden af
Persepolis
med en monumental inskription pa iransk og græsk. I arene mellem 260 og 263 tabte Shapur 1. nogle af disse erobringer til
Odaenathus
, en af romernes allierede.
Shapur 1. havde intense udviklingsplaner. Han grundlagde mange byer, hvoraf nogle blev befolket med emigranter fra de romerske omrader. De omfattede
kristne
, som havde tilladelse til frit at dyrke deres tro under sassanidisk styre. Byerne
Bishapur
og
Nishapur
er opkaldt efter ham.
Manikæismen
nød Shapurs særlige gunst; han beskyttede profeten
Mani
og udsendte mange manikæiske missionærer. Shapur blev ven med en
babylonisk
rabbi
Shmuel
. Det venskab blev en fordel for den
jødiske
menighed, og det gav den et pusterum under undertrykkende love, som var vedtaget imod dem.
Klipperelief ved
Naqsh-e Rostam
, der viser
Shapur 1.s
triumf over den romerske kejser
Valerian
.
De næste konger ændrede Shapurs religiøse tolerance. Shapurs efterfølger,
Bahram 1.
(
273
-
276
), forfulgte Mani og hans disciple under pres fra præsteskabet. Senere fængslede han Mani og beordrede ham dræbt, og Mani døde i fængslet, mens han ventede pa sin henrettelse.
Bahram 2.
(
276
-
293
) fulgte sin fars religiøse politik. Han var en svag hersker og mistede adskillige af de vestlige provinser til den romerske kejser
Carus
. I hans regeringstid matte størstedelen af Armenien afstas til
Diocletian
efter et halvt arhundrede under persisk styre.
Narseh
, som fulgte
Bahram 2.
(
293
-
302
), indledte krig mod romerne. Efter en sejr over kejser
Galerius
ved
Callinicum
tæt pa
Eufrat
i
296
blev Narseh slaet afgørende ved et baghold, mens han var i Armenien med sit
harem
i
297
. Ifølge den traktat, som blev indgaet efter krigen, matte sassaniderne afgive alt land vest for
Tigris
, og de matte ikke blande sig i forholdene i Armenien og Georgien. Efter det knusende nederlag tradte Narseh tilbage i
301
og døde af sorg aret efter. Hans søn
Hormizd 2.
(
302
-
310
) overtog magten, og selv om han nedkæmpede oprør i Sistan og Kushan, var ogsa han en svag hersker, der ikke formaede at styre adelen. Han blev dræbt af
beduiner
under en jagt.
Zoroastrisk trosbekendelse:
Gode tanker. Gode ord. Gode gerninger
. Avestisk skrifttype, Din Dabireh. Kalligrafi udført af Kurt Singer.
Da Hormizd 2. døde, dræbte persiske adelige Hormizds ældste søn, blindede den næstældste og fængslede den tredjeældste. Han undslap til romersk omrade.
Arabere trængte ind fra syd, hvor de ødelagde og plyndrede de sydligste byer i riget. De angreb endda
Farsiprovinsen
, hvor sassanidedynastiet opstod. Magten blev overdraget til en af Hormizds hustruers ufødte barn. Det siges, at Shapur er den eneste konge i historien, der er blevet kronet, mens han la i moders liv: kronen blev sat pa moderens mave. Shapur blev født som konge, men i hans barndom blev riget styret af hans moder og adelen. Da han blev myndig, greb han selv magten og viste sig hurtigt som en aktiv og effektiv hersker.
Shapur førte først sin lille, men disciplinerede hær mod araberne, som han besejrede. Pa den made sikrede han rigets sydlige egne. Sa indledte han et felttog mod romerne, hvor han havde en vis succes i begyndelsen. Men efter belejringen af
Singara
blev hans erobringer bremset af nomadetogter ind over rigets østlige grænser. Disse togter truede
Transoxanien
, der var strategisk afgørende for kontrollen med
Silkevejen
. Dertil kom at Shapurs styrker ikke var tilstrækkelige til at fastholde det landomrade, han havde erobret mod vest. Derfor underskrev han en fredsaftale med
Constantius II
, hvori begge parter gik ind pa at undlade angreb mod hinandens territorium i en begrænset periode.
Shapur marcherede sa mod øst i retning af Transoxianien for at møde de østlige nomader. Da Shapur havde besejret de
hvide hunner
, indledte han i
359
sit andet felttog mod romerne sammen med nomadekongen
Grumbates
. Denne gang med fuld militær styrke og med nomadernes støtte. Krigen blev en overvældende succes: i alt fem romerske provinser kom pa iranske hænder.
Shapur førte en hardhændet religionspolitik. Han fuldførte samlingen af
Avesta
,
Zoroastrianismens
hellige tekster. Kætteri og frafald blev straffet, og de kristne blev forfulgt. Det sidste var en reaktion pa kristendommen i Romerriget under
Konstantin den Store
. Shapur 2. var ligesom Shapur 1. venligt indstillet overfor
jøderne
, som levede i forholdsvis frihed, og som opnaede mange fordele i denne tid (se ogsa
Raba (Talmud)
).
Ved Shapurs død var det persiske rige stærkere end nogensinde: fjenderne mod øst var bragt til ro, og
Armenien
var under iransk kontrol.
Bahram Gur er et elsket emne i iransk tradition og digtning. "Bahram og den indiske fyrstinde i den sorte pavillon." Illustration af en ”khamsa” (kvintet) af den store iranske digter
Nizami
fra safavideperioden i midten af det 16. arhundrede.
Fra Shapur 2.s død til
Kavadh 1.
's kroning var Persien stort set stabilt og førte kun fa krige mod det Byzantinske rige. Sassaniderne skiftede derimod religionspolitik fra konge til konge. Administrationen fra Shapurs 2.s regeringstid forblev stærk trods en række svage ledere, og regeringen fortsatte med at fungere effektivt.
Da Shapur 2. døde i
379
, efterlod han et magtfuldt rige til sin halvbror,
Ardashir 2.
(379-383) søn af Vahram af Kushan, og dennes søn,
Shapur 3.
(
383
-
388
). Ingen af dem havde deres forgængers talent. Ardashir 2., der voksede op som kongens "halvbror", havde ikke format til at udfylde sin rolle, og Shapur 3. var for
melankolsk
en skikkelse til at udrette noget som helst. Hans søn
Bahram 4.
(
388
-
399
) var ganske vist ikke sa passiv som sin far, men det lykkedes ham alligevel ikke at udrette noget af betydning. I hans regeringstid blev
Armenien
delt som aftalt mellem det Byzantinske og det Persiske rige. Sassaniderne genetablerede deres herredømme over største delen af Armenien, mens byzantinerne kun havde magten i en lille del af det vestlige Armenien.
Bahram 4.s søn,
Yazdegerd 1.
(
399
-
420
), bliver ofte sammenlignet med
Konstantin den Store
. Han var magtfuld bade legemligt og diplomatisk, og ganske som sin romerske modpart var han
opportunistisk
. De regerede begge med religiøs tolerance og gav plads, sa de religiøse mindretal kunne trives. Han standsede forfølgelsen af de kristne og straffede endda de adelige og præster, som forfulgte dem. Hans regeringstid var forholdsvis fredelig. Han sluttede en varig fred med byzantinerne og blev endog værge for den unge
Theodosius 2.
. Han giftede sig med en
jødisk
fyrstinde, som han fik sønnen
Narsi
med.
Yazdegerd 1. blev 420 fulgt af sin søn,
Bahram 5.
, der blev en af de mest berømte af sassaniderne og helten i mange
myter
. De levede videre, længe efter at araberne havde knust sassanideriget. Bahram 5. (
420
-
439
), bedre kendt som
Bahram-e Gur
, kom til magten efter sin fars pludselige død (ved snigmord?) trods adelig modstand, men med hjælp fra
al-Mundhir
, den arabiske hersker over
al-Hirah
. Bahrams mor var
Soshandukht
, datter af den jødiske leder. I
427
knuste han en invasion af
nomadiske
hephthalitter
, som var trængt ind i den østlige del af landet. Pa den made skaffede han sig indflydelse i
Centralasien
, hvor hans billede overlevede i flere hundrede ar pa byen
Bukharas
mønter. Bahram afsatte vasalkongen i den persiske del af Armenien og gjorde omradet til en regulær provins.
Han er en stor skikkelse i den persiske tradition, hvor mange fortællinger beretter om hans mod og skønhed, om hans sejre over byzantinere,
tyrkere
,
indere
og afrikanere, og om hans jagt- og kærlighedseventyr. Han kaldes Bahram-e Gur, (’’gur’’ = vildhest (
onager
)) pa grund af hans forkærlighed for jagt pa onagerne. Han star for kongemagten pa højdepunktet af en gylden tidsalder. Han skaffede sig kronen i konkurrence med sin bror, og han brugte megen tid med at bekæmpe udenlandske fjender, men mest af alt morede han sig med jagt og hoffester med deltagelse af hans berømte gruppe af mandlige og kvindelige hoffolk. Pa den made virkeliggjorde han billedet af kongelig rigdom. De bedste værker i
sassanidelitteraturen
blev skrevet i hans levetid, der blev komponeret berømte stykker af
sassanidemusik
, og sportsgrene som
polo
blev kongeligt tidsfordriv ? en tradition, som er fortsat til nutiden i mange kongefamilier.
[10]
En mønt, der viser Yazdegerd II.
Bahram 5.s søn,
Yazdegerd 2.
(
438
-
457
), var en retfærdig og mild hersker, men i modsætning til Yazdegerd 1. førte han en hardhændet politik over for mindretalsreligioner og særligt over for de kristne.
[11]
Yazdegerd samlede i den første del af sin regeringstid en hær af forskellige folkeslag som hans indiske allierede og angreb det
Byzantinske rige
for at fjerne truslen fra nyopførte byzantinske befæstninger pa persisk territorium nær
Carrhae
. Byzantinerne plejede at bygge befæstninger som optakt til felttog. Byzantinerne blev fuldstændigt overraskede, og kun en voldsom oversvømmelse forhindrede Yazdegerd i at rykke langt ind pa byzantinsk omrade. Den byzantinske kejser, Theodosius 2., bad om fred og sendte sin hærchef til Yazdegerds lejr. Resultatet af forhandlingerne i
441
blev, at begge riger lovede at afsta fra at bygge nye befæstninger langs grænsen. Selv om Yazdegerd havde overmagten, forlangte han ikke andet, og det skyldtes
kidariternes
angreb pa
Parthien
og
Khwarezmien
. Han samlede hærstyrkerne i
Nishapur
i
443
og indledte et langvarigt felttog mod kidariterne. Efter en række slag nedkæmpede han dem og drev dem over pa den anden side af
Oxusfloden
i 450.
[12]
Under dette østlige felttog blev han mistænksom mod kristne i hæren og blandt de adelige, sa han fjernede dem fra regeringsmagten og hæren. Han forfulgte nu de kristne og til en vis grad ogsa jøderne.
[13]
For at skaffe
Zoroastrianismen
fodfæste i Armenien nedkæmpede han et kristent ledet oprør i
slaget ved Vartanantz
i
451
. Armenerne forblev dog stort set kristne. I sine sidste ar matte han atter i gang med kidariterne, og krigen varede til hans død i
457
.
Buste af en sassanidekonge. Fremstillet i det 5.-
7. arhundrede
Hormizd 3.
(457-459) var Yazdegerd 2.s yngste søn, som kom pa tronen i konstant kamp med sin storebror,
Peroz 1.
(Firuz), der havde støtte fra adelen
[13]
og hephthalitterne i
Baktrien
. Stridighederne endte med, at han blev dræbt af Peroz i
459
.
I begyndelsen af det
5. arhundrede
angreb
hephthalitterne
(de hvide hunner) og andre nomadefolk Persien i flere bølger. I begyndelsen paførte
Bahram 5.
og
Yazdegerd 2.
dem en række alvorlige nederlag og drev dem tilbage mod øst. De vendte dog tilbage i slutningen af samme arhundrede og besejrede Peroz 1. (
457
-
484
) i
483
. Hephthalitterne fulgte sejren op ved at invadere og plyndre den østlige del af Persien i to ar. Derefter opkrævede de i nogle ar en tung
tribut
af riget.
Disse angreb medførte usikkerhed og uorden, og Peroz forsøgte igen at drive hephthalitterne ud, men pa marchen mod
Herat
faldt han og hans hær i baghold i ørkenen. Peroz blev dræbt og hæren udslettet. Efter den sejr trængte hephthalitterne frem til Herat og skabte kaos. Til sidst lykkedes det Zarmihr (eller Sokhra) fra den gamle adelsfamilie Karen at skaffe et vist mal af orden, og han indsatte
Balash
, en af Peroz' brødre, pa tronen. Truslen fra hephthalitterne fortsatte dog til
Khosrau 1.s
regeringstid. Balash (484-488) var en mild og storsindet hersker, som gav de kristne friheder, men han gjorde ikke noget ved rigets ydre fjender. Efter fire ars regeringstid blev Balash afsat og blindet, og hans nevø,
Kavadh 1.
(Qobad 1.) (
449
-
531
), kom pa tronen.
Kavadh 1. var en energisk og reformvenlig regent. Han støttede den folkelige
sekt
, der var grundlagt af
Mazdak
, og som krævede, at de rige skulle dele deres hustruer og rigdom med de fattige. Hans hensigt var tydeligvis at knække stormændenes indflydelse og bremse væksten i
aristokratiet
ved at støtte sig til mazdakiternes lære. Disse reformer førte blot til, at han blev afsat og fængslet i ”Glemselens slot” (
Lethe
) i
Susa
, og hans lillebror,
Djamasp
(Zamaspes) (
496
-
498
), blev indsat i stedet. Kavadh undslap dog og fik asyl hos hephthalitternes konge.
Djamasp blev indsat pa den persiske trone af medlemmer af adelen. Modsat Kavadh, der havde mistet bade tronen og sin frihed ved at afvige fra den rette opfattelse, var han en ægte tilhænger af
mazdakismen
, og han var en god og venlig konge, som nedsatte skatterne for at lette byrderne for bønderne og de fattige. Hans regeringstid sluttede snart efter, da Kavadh vendte tilbage til rigets hovedstad i spidsen for en stor hær, som hephthalitternes konge havde givet ham kommandoen over. Djamasp tradte loyalt tilbage og afleverede tronen til sin bror. Kilderne nævner ikke noget om Djamasps senere liv, men det antages, at han blev godt behandlet ved sin brors hof.
[10]
Sølvskal med et billede af Khosrau I pa jagt.
Den anden gyldne periode begyndte efter Kavadh 1.s anden regeringsperiode. Støttet af hephthalitterne indledte Kavadh et felttog mod Byzantz. I
502
indtog han
Theodosiopolis
(det nuværende
Erzurum
) i den byzantinske del af Armenien. I 503 indtog han
Amida
(det nuværende
Diyarbakır
) ved Tigris. I
505
førte en invasion af hunner fra
Kaukasus
og ind i Armenien til, at der blev vabenstilstand pa den betingelse, at byzantinerne betalte perserne for at vedligeholde fæstningerne i Kaukasus. Pa trods af, at han ikke kunne befri sig for afhængigheden af hephthalitterne, lykkedes det Kavadh at genskabe indre orden i riget, og han kæmpede med held mod byzantinerne. Derudover grundlagde han adskillige byer, hvoraf nogle er opkaldt efter ham, og han tog fat pa at regulere beskatningen.
Efter Kavadh 1. kom hans søn,
Khosrau 1.
, til magten. Han er ogsa kendt som ’’Anushirvan’’ (”med den udødelige sjæl” (
531
-
579
), og han er den mest berømte af de sassanidiske herskere. Han omdannede skattesystemet og reorganiserede hæren og administrationen, sa hæren blev tættere knyttet til centralregeringen end til de lokale fyrster. I hans regeringstid kommer de første ’’digqaner’’ (= ”landsbyherrer”), en gruppe af landadelsfolk, som skulle blive rygraden i senere tiders sassanidiske provinsadministration og skatteinddrivning. Khosrau var en stor bygherre, der udvidede sin hovedstad, grundlagde nye byer og lod nye bygninger opføre. Han genopbyggede kanalsystemet og skaffede sasæd og avlsdyr til de garde, der var blevet ødelagt i krigene. Han fik opført stærke fæstningsværker i passene og anbragte de underkuede stammefolk i omhyggeligt udvalgte grænsebyer, sadan at de kunne fungere som vagtposter overfor indtrængende fjender. Selv om
Justinian
havde betalt ham 440.000 guldstykker for at bevare freden, brød Khosrau den ”evige fred” som var aftalt i
532
og invaderede Syrien i
540
, hvor han skaffede sig penge fra de forskellige byer. Han var tolerant pa det religiøse omrade, selv om han erklærede zoroastrianismen for statsreligion. Derfor blev han heller ikke synderligt foruroliget, da en af hans sønner blev kristen.
Khosrau 2.s
hule i
Taq-e Bostan
. Til højre modtager Khosrau det kongelige diadem fra
Ahura Mazda
, mens
Anahita
til venstre ogsa tilbyder et diadem.
Under
Khosrau 2.
opstod der en kortvarig krise, da general
Bahram Chobin
gjorde oprør, men Khosrau fik hurtigt stram kontrol med riget. Under en borgerkrig i det Byzantinske rige gik Khosrau i gang med en total invasion. Sassanidernes drøm om at gendanne
achæmenidernes
rige var nær ved at ga i opfyldelse, da bade
Jerusalem
og
Damaskus
blev erobret. Kort efter blev ogsa
Ægypten
erobret, og i 626 var
Konstantinopel
under belejring af
slaviske
og
avariske
styrker, der fik støtte fra Persien. Dette bemærkelsesværdige højdepunkt i rigets udvidelse gik hand i hand med en opblomstring i persisk kunst, musik og arkitektur.
Efter Khosraus død overtog
Hormizd 4.
tronen. Han var ogsa en kraftfuld hersker, som fortsatte den succes og velstand, der var grundlagt af hans forgængere.
Stamtræ over sassanideregenterne.
Selv om
Khosrau 2.s
felttog havde været vellykket, overanstrengte det den persiske hær, og folket led under skattetrykket. Den byzantinske kejser,
Heraclius
, hævnede sig med en
taktisk
manøvre, hvorunder han forlod sin belejrede hovedstad og sejlede over
Sortehavet
for at angribe Persien i ryggen. I mellemtiden var der opstaet gensidig mistænksomhed mellem Khosrau og hans general
Shahrbaraz
, og byzantinske agenter viste Shahbaraz breve, som beviste, at Khosrau planlagde at henrette generalen. Shahrbaraz frygtede for sit liv og holdt sig i ro i denne kritiske periode. Pa den made stod Persien uden en af sine største hære og en af sine bedste generaler, hvad der yderligere vendte lykken til fordel for byzantinerne. Heraclius drog fordel af, at Shahrbaraz var ude af billedet, og med hjælp fra
khazarer
og andre tyrkiske folkeslag vandt han flere ødelæggende sejre over sassanidestaten, som var betydeligt svækket efter 15 ars krig. Heraclius' felttog kulminerede i
slaget ved Nineve
, hvor byzantinerne (uden khazarerne, som havde svigtet Heraclius) besejrede den persiske hær under ledelse af
Rhahzadh
. Heraclius marcherede derpa gennem
Mesopotamien
og det vestlige Persien, hvor han plyndrede
Takht-e Soleyman
og paladset i Dastugerd. Det var der, han modtog meddelelsen om, at Khosrau 2. var blevet snigmyrdet.
Kaos og borgerkrig blev følgerne af dette nederlag, og sassanideriget blev betydeligt svækket. I løbet af 14 ar havde riget 12 herskere, heriblandt to døtre af Khosrau 2. De centrale myndigheders magt overgik til generalerne, og det tog mange ar, før der kom en ny, stærk konge ud af en række kup, men selv da kom sassanidedynastiet sig ikke rigtigt.
[14]
I foraret 632 kom et barnebarn af Khosrau 1.,
Yazdegerd 3.
(632-651) pa tronen, men samme ar foretog de første arabiske enheder togter ind pa persisk omrade. De mange ars krig havde udmattet bade byzantinerne og perserne, og sassaniderne var yderligere svækket af økonomisk tilbagegang, tunge skatter, religiøse uroligheder, en stiv, social lagdeling, hvor provinsernes jordejere fik øget magt, samt af det hyppige skift mellem herskere. Disse faktorer banede vejen for den arabiske invasion.
Sassaniderne ydede aldrig nogen virkelig effektiv modstand mod de arabiske hæres pres. Yazdegerd var en dreng, som regerede pa sine radgiveres nade, og han var ude af stand til at forene det mægtige landomrade, der smuldrede til sma,
feudale
kongeriger, selv om det burde have lettet situationen, at det Byzantinske rige ikke længere var nogen trussel. Det var nemlig ogsa under pres fra de arabere, der for nylig var begyndt at udvide deres herredømme. Den arabiske trussel kom i første omgang fra
Khalid ibn Walids
sma veldisciplinerede hærenheder. Han havde været
Muhammeds
foretrukne vabenfælle og leder af den arabiske hær. Under
kaliffen
`Omar ibn al-Khatt?b
besejrede en muslimsk hær en større persisk styrke under ledelse af general
Rostam Farrokhz?d
i
slaget ved al-Q?disiyyah
og derefter belejrede den
Ctesiphon
. Yazdegerd flygtede mod øst fra Ctesiphon og efterlod det meste af rigets enorme skatte. Araberne erobrede byen kort efter, hvad der tømte den sassanidiske regering for midler, samtidig med at det skaffede angriberne adgang til en mægtig finansiel ressource. Nogle af de sassanidiske guvernører forsøgte at samle deres styrker for at jage indtrængerne bort, men anstrengelserne blev hæmmet af, at de manglede en stærk central ledelse, og guvernørerne blev slaet i
slaget ved Nihaw?nd
. Da sassaniderigets militærmagt nu var ødelagt, var riget fuldstændigt hjælpeløst overfor indtrængerne.
Da Yazdegard hørte om nederlaget ved Nihaw?nd, flygtede han længere væk og op i den nordlige
Khorasanprovins
, hvor han blev snigmyrdet af en møller i
Merv
sent pa aret 651. Sassanideriget blev løbet fuldstændigt over ende i løbet af fem ar, og dets landomrade blev underlagt det islamiske
kalifat
. Befolkningen blev tilbudt at
konvertere
frivilligt til Islam og kun blive palagt at betale
jizya
[15]
), som ikke var noget problem for dem, da beløbet var meget mindre end det de i forvejen betalte. Til gengæld for betalingen af Jizya var det muslimernes opgave at beskytte de betalende. Muslimerne matte ikke tvinge befolkningen til at konvertere til Islam, da dette er forbudt i henhold til koranens kapitel 2 vers 256: "Der er ingen tvang i religionen."
Biblioteket ved
Universitetet i Gundishapur
blev ødelagt, og bøgerne blev brændt af sejrherrerne. Det meste af sassaniderigets optegnelser og litteratur blev ødelagt, men nogle fa værker, som blev reddet, blev senere oversat til arabisk og derfra til
moderne persisk
.
[10]
Forfatteren
Ferdowsi
skriver i værket
Shahnameh
som kommentar om sassanidernes undergang:
??? ?? ?????? ????????
????????? ?? ?????????
kuj? ?n buzurg?n-i S?s?niy?n
zi Bahr?miy?n t? bi-S?m?niy?n?
"Hvor er de store sassanider forsvundet hen?
Hvad er der sket med
Bahram 5.
og
Samaniderne
?"
Relief i
Paladset i Ardashir
, som viser indsættelsen af Ardashir II.
Sassaniderne skabte et rige, der stort set la inden for de grænser, der var naet under
achæmeniderne
, og med hovedstaden i
Ctesiphon
i
Khvarvaranprovinsen
. De sassanidiske herskere, som styrede dette rige, tog titlen
Sh?hansh?h
(kongernes konge), som tegn pa at de var smaregenternes (
shahrdars
) herre. De sassanidiske dronninger havde tilsvarende titlen
Banebshenan banebshen
(dronningernes dronning). Det sassanidiske styre var kendetegnet ved en betydelig grad af centralisering, ambitiøs byplanlægning, udvikling af landbruget og af teknologiske fremskridt. Et magtfuldt byrokrati udførte pa kongens vegne mange af regeringens opgaver, og indenfor dette byrokrati havde det zoroastriske præsteskab umadelig indflydelse. Ypperstepræsterne,
magerne
(??????) var sammen med overgeneralen,
Spahbod
(????? ????), og chefen for administrationen,
viziren
(????), de mest magtfulde i riget efter kongen.
Socialt byggede sassaniderne pa et lagdelt samfund. Det var et system, som blev støttet af zoroastrianismen, der var statsreligion. Andre religioner blev i store træk tolereret (selv om denne pastand diskuteres meget, se f.eks. Wiesehofer:
Ancient Persia
eller
Cambridge History of Iran
, bd. 3). De sassanidiske herskere søgte bevidst at genoplive persiske traditioner og at fjerne den græske indflydelse pa kulturen.
Shapur 1. og Valerian
Sassanideriget var ligesom
Romerriget
og senere det Byzantinske rige i konstant konflikt med nabokonger og nomadiske folkeslag. Selv om truslen om nomadeindtrængen aldrig blev fjernet helt, havde sassaniderne generelt set større succes med at handtere disse forhold end romerne og byzantinerne, og det skyldtes deres politik med at foretage koordinerede felttog mod truende nomadefolk.
[16]
Mod vest grænsede sassanideriget op mod det store og stabile Romerrige (og senere det østromerske rige), men mod øst var dets nærmeste naboer
Kushanriget
og nomadefolk som hephthalitterne (de ”hvide hunner”). Opførelsen af fæstningsværker som
Tuscitadellet
støttede dog forsvaret af de østlige provinser.
Sydfra hærgede
beduinfolk
fra det centrale
Arabien
af og til sassanideriget.
kongeriget Al-Hirah
, der var et sassanidisk vasalrige, blev oprettet for at skabe en stødpude mellem rigets centrale dele og beduinerne. Da Khosrau 2. opløste al-Hirah i 602, blev det en hovedarsag til, at sassaniderne led afgørende nederlag til araberne senere i arhundredet. Disse nederlag førte i næste omgang til, at beduinske hære under islams flag pludseligt kunne overtage det sassanidiske rige.
Nordfra angreb
khazarer
og andre tyrkiske nomader ofte rigets grænseprovinser. Sassaniderne byggede talrige fæstningsværker i Kaukasus for at bremse disse angreb. Alligevel plyndrede nomaderne
medernes
landomrade i
634
, men kort efter besejrede den persiske hær dem og drev dem ud.
Ligesom deres forgængere under
partherriget
opretholdt sassanideherskerne aktive forbindelser med
Kina
, og ambassadører fra Persien rejste ofte til Kina. Ved forskellige lejligheder sendte sassanidekongerne deres mest talentfulde musikere og dansere til det kejserlige kinesiske hof. Begge rigerne havde gavn af handlen langs
silkevejen
, og de havde en fælles interesse i at bevare og beskytte den handel. De samarbejdede om at bevogte handelsruterne gennem
Centralasien
, og begge riger byggede forposter i grænseegnene, sa karavanerne kunne beskyttes mod nomadefolk og banditter. Da Iran blev invaderet af de muslimske arabere, undslap Yazdegerd 3.'s søn,
Pirooz
, sammen med nogle fa persiske adelige og søgte tilflugt hos det kinesiske kejserhof.
Da sassaniderne under Ardashir 1. havde skaffet sig kontrol med Iran og dets naboegne, udvidede den anden kejser, Shapur 1., sit magtomrade østpa ind i det, der nu er Pakistan og det nordvestlige Indien. Det selvstændige
kushanrige
matte anerkende hans overhøjhed. Selv om
Kushanriget
var pa vej mod sin undergang ved slutningen af det 3. arhundrede og blev erstattet af det nordindiske
guptarige
i løbet af det 4. arhundrede, er det tydeligt, at sassanidernes indflydelse forblev betydningsfuld for det nordvestlige Indien gennem hele perioden.
Persien og Nordvestindien havde kulturelt og politisk samkvem i perioden, og visse sassanidiske skikke spredte sig ind pa de kushan’ske omrader. Især blev kushanherskerne pavirket af sassanidernes opfattelse af kongemagten, en opfattelse, der spredtes gennem import af sassanidiske sølvvarer og tekstiler, der viste fyrster pa jagt eller i færd med at holde rettergang. Ved at overtage disse persiske opfattelser af kongemagten kunne kushanherskerne opretholde afstand mellem sig og deres undersatter.
Denne kulturelle udveksling spredte dog ikke sassanidernes religiøse adfærd eller holdninger til Kushanriget. Mens sassaniderne altid holdt sig til en erklæret politik om religiøs missionsvirksomhed og ogsa nu og da iværksatte forfølgelser eller tvungne omvendelser af minoritetsreligioner, foretrak kushanherskerne at regere med religiøs trolerance.
Kulturelle udvekslinger mellem Indien og Persien foregik ogsa pa et lavere niveau. Perserne importerede fx
skakspillet
fra Indien og ændrede dets navn fra ’’
chaturanga
’’ til ’’chatrang’’. Omvendt indførte perserne
backgammon
i Indien.
I
Khosrau 1.s
regeringstid blev mange bøger indført fra Indien og oversat til
pahlavi
, sassanideriget sprog. Nogle af dem fandt senere vej ind i den
islamiske kulturs
litteratur. Et berømt eksempel er oversættelsen af den indiske
Panchatantra
, som blev udført af en af Khosraus ministre
Burzoe
. Oversættelsen blev kendt som
Kelileh va Demneh
og naede senere til Arabien og Europa.
[17]
Iranere har altid tillagt musik og poesi stor betydning. En tallerken fra det 7. arhundrede viser musikere fra sassanideperioden. (
British Museum
).
Sassanidernes samfund og civilisation var blandt de mest blomstrende, og i Vestasien var det kun det
Byzantinske rige
, der kunne sammenlignes med det. Mængden af videnskabelig og intellektuel udveksling mellem de to riger vidner om konkurrencen og samarbejdet mellem de gamle arnesteder for civilisation.
[10]
Sassanidesamfundet var meget komplekst med adskilte systemer for social organisering blandt de talrige forskellige grupper.
[18]
Man mener, at samfundet var inddelt i fire klasser: præster (
Atorbanan
pa
persisk
:?????????), krigere (
Arteshtaran
pa
persisk
:?????????), skrivere (
Dabiran
pa
persisk
:??????) og jævne folk (
Vasteryoshan-Hootkheshan
pa
persisk
:???????-??????????). I centrum for det sassanidiske kastesystem sad
Shahanshah
og regerede over alle de adelige.
[19]
De kongelige prinser, smafyrster, større herremænd og præsterne dannede tilsammen et privilegeret lag, der blev betegnet som
Bozorgan
??????, adelige. Dette sociale system ser ud til at have været temmelig stift.
[14]
Det sassanidiske kastesystem overlevede riget og fortsatte ind i den tidlige, islamiske periode.
[20]
Pa et lavere niveau var sassanidesamfundet opdelt i
azatan
?????? (fribønder), som vogtede nidkært over deres status som efterkommere af de første
ariske
erobrere overfor massen af ikke-ariske bønder. Azatan'erne dannede en talrig lavadel, der boede pa sma landejendomme og fungerede som administratorer pa et grundlæggende niveau. De udgjorde
kavalleriet
, der var den sassanidiske hærs kernetropper.
[18]
Den sassanidiske adel var en blanding af gamle
parthiske
klaner, det persiske aristokrati og adelsfamilier fra erobrede omrader. Mange nye adelsfamilier var opstaet efter opløsningen af det parthiske dynasti, mens mange af de tidligere dominerende ”syv parthiske klaner” fortsat havde stor indflydelse. Ved
Ardashir Is
hof havde de gamle
arsacidefamilier
Suren-Pahlav klanen og de syv parthiske klaner meget hæderfulde stillinger sammen med persiske familier som "Varazerne" og "Andiganerne". Ardashirs efterfølger,
Shapur 1.
, brugte en cirkel omgivet af en halvmane som sit symbol, hvad der kan have peget pa hans slægtskab pa moderens side med huset Suren-Pahlav. Ved siden af disse iranske og ikke-iranske adelsfamilier fandtes kongerne af
Merv
,
Abarshahr
,
Carmanien
,
Sakastan
,
Iberien
og
Adiabene
ved
Shahanshahs
hof. Faktisk var surenernes, karenernes og varazernes udstrakte landomrader blevet en del af den oprindelige sassanidestat, men i form af halvvejs uafhængige stater. Suren-Pahlaverne beholdt deres herredømme over Sakastan, og en af deres slægtsgrene herskede over egnen omkring
Nishapur
. Pa den made fortsatte adelsfamilier, som færdedes ved sassaniderigets hof, med at være selvstændige herskerhuse, selvom de var underkastet
Shahanshah
.
Det var almindeligt, at overhovedet i de persiske familier havde de mest magtfulde stillinger i den kejserlige administration, deriblandt guvernørposten i grænseprovinserne (
Marzban
??????). De fleste af disse stillinger gik i arv fra far til søn.
Marzbans
med højest rang kunne sætte sig pa en sølvtrone, mens
marzbans
fra de strategisk vigtigste grænseprovinser som fx i
Kaukasus
kunne bruge en guldtrone.
[21]
Under felttog kunne de regionale marzbans betragtes som feldmarskaller, mens de lavere rangerende
spahboder
havde kommandoen over en hærstyrke.
[22]
Det zoroastriske ildtempel i
Yazd
,
Iran
.
Sassanidstatens religion var zoroastrianismen, men den sassanidiske version havde klare forskelle i forhold til de regler, der var nedlagt i
Avestaerne
, zoroastrianismens hellige bøger. Sassanidernes zoroasterpræsteskab omformede religionen, sa den blev afpasset efter deres forhold, hvad der skabte en betydelig religiøs usikkerhed. Sassanidernes religiøse politik bidrog til fremvæksten af talrige religiøse reformbevægelser, hvoraf de vigtigste var
Manis
og
Mazdaks
.
Det var en udtalt
dualisme
, som prægede zoroastrianismen.
Ahura Mazda
og
Ahriman
, det godes og det ondes principper, blev betragtet som ”tvillinger”, der "var mødtes i altings begydelse for at skabe liv og død og for at afgøre, hvordan verden skulle blive". Det ene havde ikke forrang frem for det andet, og da de to var samtidige, havde de kæmpet siden tidernes morgen, og de ville næsten med sikkerhed fortsætte med at kæmpe i al evighed, for ingen af dem var i stand til at udslette det andet.
Disse to principper blev fremstillet som personer. Ahura Mazda var "skaberen af livet, bade det jordiske og det andelige", han som "skabte himmellegemerne jorden, vandet og træerne". Han var "god," "hellig," "ren," "sand," "den hellige Gud" "det helligste" "sandhedens kerne" "al sandheds fader" "den bedste af alle skabninger" "renhedens herre". Han var overvældende "lykkelig", da han havde alle velsignelser: "sundhed, rigdom, dyd, visdom og udødelighed". Fra ham kom enhver god gave, som mennesket kunne glæde sig over, og han undte de troende og retfærdige ikke blot jordiske fordele, men ogsa kostelige andelige gaver som sandhed, hengivenhed, "en ædel sjæl" og evig lykke. Og ganske som han belønnede de gode, saledes straffede han de onde, selv om det var en side af ham, han sjældent viste frem.
[23]
Zoroastrisk ildalter i Yazd, hvor ilden siges at have brændt uafbrudt i 1.000 ar.
Zoroastrisk gudstjeneste var tæt forbundet med ildtempler og ildaltre. Hver eneste større by i riget havde et ildtempel, og i disse templer blev en hellig flamme, som var tændt fra himlen, konstant holdt ved lige af præsterne. Den var "uudslukkelig." Ildaltre fandtes muligvis ogsa uafhængigt af templerne, for gennem hele sassanideperioden havde et fritstaende ildalter en fremtrædende plads pa bagsiden af mønterne. Altret blev vist med en flamme, der stiger op fra det, og ofte ogsa med et hoved i flammen. Altrets sokkel var prydet med guirlander eller udskæringer, og pa hver side af det sas to figurer, tilbedere eller beskyttere, der enten ser pa flammen eller vender sig fra den, øjensynligt for at værne den mod ydre fjender.
[24]
Sammen med zoroastrianismen eksisterede andre religioner i sassanideriget, først og fremmest
jødedom
og
kristendom
. De havde som regel ret til at praktisere og udbrede deres tro. En meget stor jødisk menighed voksede frem under sassanidestyret, hvor den havde centre i
Isfahan
,
Babylon
og
Khorasan
, og sit eget halvvejs selvstyrende
Exillederskab
i Iraq. Denne menighed skulle vise sig at blomstre indtil begyndelsen pa
Zionismen
.
[22]
Jødiske menigheder blev dog med mellemrum udsat for forfølgelser, selv om de havde en forholdsvis stor religionsfrihed og nød privilegier, som andre religiøse mindretal ikke havde.
[25]
Shapur 1. (
Shvor Malka
pa
aramæisk
) var særligt venligt stemt overfor jøderne, og hans venskab med
Samuel
gav den jødiske menighed mange fordele.
[26]
Shapur 2., hvis mor var jøde, havde et tilsvarende venskab med en babylonisk
rabbi
Raba
, og Rabas venskab med Shapur 2. satte ham i stand til at fremkalde en mildning i de undertrykkende love mod jøder.
De kristne tilhørte mest de
Nestorianske
og
Jacobitiske
grene af kirken, og de havde nære forbindelser med den
byzantinske
kirke. De hjalp den byzantinske hær i krigene. De fleste kristne boede i den vestlige del af sassanideriget, og der var en særlig stor koncentration i Armenien, hvor zoroastriske armenere som de første var konverteret til kristendommen.
[10]
Efter sassaniderigets sammenbrud blev zoroastrierne efterhanden et forfulgt mindretal i Persien. Nogle af dem udvandrede til
Gujarat
i
Indien
, hvor de fik større frihed til at højtideligholde deres gamle skikke og bevare zoroastrianismen. Der blev de kendt som
parser
. De bruger stadig den gamle, persiske kalender, der har sin begyndelse ved Yazdegerd tronbestigelse den 16. juni 632 e.Kr. De gamle dynastiske kalendere malte tiden ud fra forskellige regenters regeringstid, og ifølge parserne er Yazdegerds regeringstid ikke slut endnu.
Sassanidisk forgyldt sølvkande fra det 4. eller 5. arhundrede
Sassanidisk forgyldt sølvtallerken fra det 5.-7. arhundrede
Sassanidisk silketekstil, der viser en
Simurgh
omgivet af perler. 6.-7. arhundrede
Sassanidekongerne var oplyste beskyttere af litteratur og filosofi. Khosrau 1. fik oversat
Platons
and
Aristoteles
' værker til
pahlavi
, sa der kunne undervises i dem pa universitetet i
Gundishapur
, og han læste dem selv. I hans regeringstid blev mange historiske værker samlet, men den eneste tilbageblevne er
Karnamak-i Artaxshir-i Papakan
(Ardashirs gerninger), som er en blanding af historie og eventyr, der tjente som grundlag for det iranske nationalepos,
Shahnama
. Da
Justinian 1.
lukkede skolerne i Athen, flygtede syv af lærerne til Persien og fik asyl ved Khosraus hof. Efter nogen tid fik de hjemve, og i traktaten af 533 med Justinian fastslog sassanidekongen, at de græske vismænd skulle have lov til at vende hjem uden at blive forfulgt.
[4]
Under Khosrau 1. blev universitetet i Gundishapur, som var grundlagt i det
4. arhundrede
, "samtidens største intellektuelle centrum", og det tiltrak studerende og lærere fra alle egne af verden. Nestorianske kristne fik adgang, og de medbragte
syriske
oversættelser af græske værker om medicin og filosofi.
Neoplatonikere
kom ogsa til Gundishapur, hvor de plantede de første kim til
Sufi
-
mysticismen
. Indiens, Persien, Syriens og Grækenlands medicinske kunnen blandedes der, sa der opstod en blomstrende skole for sygdomsbehandling.
[4]
Kunstnerisk set skabte sassanideperioden nogle af de ypperligste frembringelser i den persiske kultur. Meget af det, der senere blev kendt som islamisk kultur, arkitektur og litteratur, blev i første omgang hentet fra persisk kultur. Da sassanideriget var pa sit højdepunkt, strakte det sig fra Syrien til det nordvestlige Indien, men dets indflydelse kunne spores langt ud over disse politiske grænser. Sassanidemotiver fandt vej til Centralasiens og Kinas kunst, ja selv til det
merovingiske
Frankrig. Ifølge
Will Durant
:
|
"Sassanidisk kunst videregav sine former og motiver mod øst til Indien, Turkestan og Kina og mod vest til Syrien, Lilleasien, Byzans, Balkanlandene, Ægypten og Spanien. Muligvis var det dens pavirkning, der fremkaldte skiftet i græsk kunst fra klassisk gengivelse til byzantinsk ornamentik og i latinsksproget, kristen arkitektur fra trælofter til murstens- eller stenhvælvinger, kupler og mure med stræbepiller.
[4]
|
|
|
Sassanidiske relieffer i
Taq-e Bostan
og
Naksh-i Rustam
var farvelagte. Det samme var mange detaljer i paladserne, men der er kun spor af malingen tilbage. Litteraturen gør det dog klart, at malerkunsten blomstrede i sassanideperioden. Profeten Mani siges at have grundlagt en malerskole.
Ferdowsi
skrev om persiske stormænd, der udsmykkede deres hovedgarde med billeder af iranske helte, og digteren al-Buhturi beskriver vægmalerier i paladset ved
Ctesiphon
. Nar en sassanidekonge døde, blev den bedste maler tilkaldt for at lave et portræt af ham til den samling, der blev opbevaret i det kongelige skatkammer.
Malerier, skulpturer og keramik dekoreredes som sassanidiske tekstiler. Silkestoffer, broderier,
brokader
, damask, tapeter, stolebetræk,
baldakiner
, telte og tæpper blev vævet og knyttet med underdanig talmodighed og mesterligt kunnen, og de var i varme farvebade med rødt, gult, blat og grønt. Enhver perser, bonde eller præst stræbte efter at klæde sig over sin klasse. Gaver var ofte overdadige klædninger, og store farvestralende tæpper har været symbol pa rigdom i Østen fra
Assyriens
tid. De næsten 25 sassanidiske tekstiler, som findes, er blandt de mest værdsatte stoffer, der findes. De sassanidiske tekstiler var beundret og efterlignet fra Ægypten til Fjernøsten. Under
korstogene
foretrak kristne disse hedenske produkter til indpakning af
relikvier
af
helgener
. Da
Heraclius
erobrede
Khosrau 2.s
slot ved Dastagird, var forfinede broderiarbejder og et enormt knyttet tæppe det mest værdsatte af hans bytte. Khosrau I's "vintertæppe" skulle fa ham til at glemme vinteren med billeder af forar og sommer: pa tæppet voksede blomster og frugter, lavet af rubiner og diamanter, ved siden af stier af sølv og bække af perler pa en grund af guld.
Harun al-Rashid
var stolt af et stort, sassanidisk tæppe, som var dekoreret med juveler. Perserne skrev kærlighedsdigte om deres tæpper.
[4]
Undersøgelser af sassanidisk kunstindustri viser over 100 typer af kroner, som blev baret af sassanidekongerne. De forskellige sassanidekroner viser den kulturelle, økonomiske, sociale og historiske situation i hver periode. Kronerne viser ogsa karaktertræk hos hver konge. Der er forskellige symboler og tegn pa sassanidekongernes kroner: mane, stjerner, ørn og palme, som viser bærerens tro og opfattelser.
Sassanidedynastiet stammede ligesom achaemeniderne fra provinsen
Persis
(
Fars
). Sassaniderne ansa sig for at være efterfølgere for achaemeniderne efter det
hellenistiske
og parthiske mellemspil, og de troede, at det var deres skæbne at skulle genskabe Persiens storhed.
Selv om de forholdt sig til storheden under achaemeniderne, var sassaniderne ikke bare efterlignere. Periodens kunst viser en forbavsende livskraft, som i visse henseender foregriber væsentlige træk i den
islamiske kunst
. Sassanideperiodens kunst kombinerede elementer fra den traditionelle, persiske kunst med hellenistiske elementer og pavirkninger. Da
Alexander den Store
havde erobret
det persiske rige
, indledtes en spredning af hellenistisk kunst i Vestasien. Selv om rigerne i Mellemøsten accepterede denne kunstforms ydre træk, tilegnede de sig aldrig dens andelige baggrund. Allerede i den parthiske periode blev hellenistisk kunst fortolket frit af folkene i Mellemøsten. Gennem hele sassanideperioden var der en reaktion mod hellenismen, og sassanidisk kunst genoplivede hjemligt persisk formsprog og traditioner. I den islamiske periode naede denne kunstholdning frem til Middelhavets kyst. Ifølge Fergussons
"History of Architecture"
:
|
"Da [sassaniderne] kom til magten, genvandt Persien meget af den styrke og stabilitet, som havde været fremmed for landet sa længe.... Styrkelsen af kunsrarterne i landet viser, at rigdommen var ved at vende tilbage og med den en grad af sikkerhed, der havde været ukendt side achaemenidernes fald.
[27]
"
|
|
|
Paladserne illustrerer den pragt, som sassanidekongerne omgav sig med. Som dem ved
Firouzabad
og
Bishapur
i Fars, hovedstaden
Ctesiphon
i
Khvarvaranprovinsen
i det nuværende
Irak
. Sammen med lokale traditioner var det parthisk arkitektur, der pavirkede sassanidisk arkitektur. Alle er præget af de tøndehvælvede iwaner der var indført under den parthiske periode. I sassanideperioden voksede de til massive proportioner, særligt i Ctesiphon. Der har buen i den store, hvælvede hal, maske fra Shapur 1.s regeringstid (241-272), en spændvidde pa mere end 27 m, og den nar en højde pa 40 m. Denne storslaede bygning tryllebandt arkitekterne i de følgende arhundreder, og den er et af de vigtigste eksempler pa
persisk arkitektur
.
Mange af paladserne er, som det kendes fra Firouzabad, bygget op omkring en indre, ceremoniel hal. Den er et rum, som er dækket af en kuppel. Persierne løste problemet med at konstruere en rund kuppel oven pa en kvadratisk bygning ved at bygge buer hen over hvert hjørne af kvadratet, sadan at det blev omdannet til en ottekant, som er let at dække med en kuppel. Rummet under Firouzabads kuppel er det ældste eksisterende eksempel . Det antyder, at teknikken blev opfundet i Persien.
Det enestaende kendemærke ved sassanidisk arkitektur var dens markante brug af
rum
. De sassanidiske arkitekter opfattede deres bygninger i forhold til masser og overflader. Derfor brugen af massive mure med støbt eller udskaret
stuk
. Vægudsmykninger i stuk findes i
Bishapur
, hvor nogle af gulvene var dekoreret med mosaikker, der viser festunderholdning. Den romerske indflydelse er tydelig her, og mosaikkerne kan være skabt af romerske fanger. Bedre eksempler pa stukdekorationer er bevaret fra Chal Tarkhan ved
Rayy
? sensassanidisk eller tidlig muslimsk ? og fra
Ctesiphon
og
Kish
i Mesopotamien. Her viser panelerne dyrefigurer i rondeller, buster og udsmykning med geometriske mønstre eller blomstermotiver. Bygningerne blev desuden dekoreret med vægmalerier, og særligt fine eksempler er fundet ved
Kuh-i Khwaja
i
Sistan
.
Sassanidiske sværd og hjelme fra rigets sidste tid.
Rygraden i den persiske hær (
spah
) i sassanideperioden bestod af to slags kavalerienheder:
Clibanarii
og
Katafrakter
. Dette rytteri bestod af adelsmænd, der var blevet trænet i militærtjeneste fra deres ungdom, og det blev støttet af let kavaleri, fodfolk og bueskytter. Sassanideteknikken gik ud pa om at bryde fjendens opstilling ved hjælp af pileregn, krigselefanter og andre troppeenheder, sadan at der opstod abninger, der kunne udnyttes af kavaleriet.
Til forskel fra deres forgængere partherne udviklede sassaniderne avancerede belejringsmaskiner. Den udvikling tjente sassaniderne godt i konflikterne med Romerriget, hvor det gjaldt om at indtage byer og befæstninger. Omvendt udviklede sassaniderne ogsa teknikker til forsvar af deres egne byer. Sassanidehæren var berømt for det tunge kavaleri, hvilket svarede ret nøje til forholdene i parthernes hær, selv om den var mere avanceret og afgørende. Den græske historiker
Ammianus Marcellinus
' beskrivelse af
Shapur 2.s
clibanarii-rytteri viser klart, hvor tungt udrustet det var:
|
Alle kompanier var klædt i jern, og alle dele af deres kroppe var dækket af tykke plader, der var sammenføjet sadan, at samlingerne passede til kroppens led. Det menneskelige ansigts form var afpasset dygtigt efter deres hoved, og da det hele var dækket af metal, kunne pile kun trænge ind, hvis de ramte der, hvor de kunne se en smule gennem abninger ud for øjets pupil, eller hvor de kunne fa lidt luft gennem næsetippen. Ud af disse var der nogle, som var bevæbnet med lanser, og de stod sa ubevægeligt, at man skulle tro, de blev holdt fast med klamper af bronze
.
[28]
|
|
|
- 271-301: En tid med tronfølgestridigheder.
- 309-379:
Shapur 2.
, "den Store"s, regeringstid
- 337-350: Krig med Romerriget med forholdsvis ringe resultat.
- 358-363: 2. krig med Romerriget. Store sejre, som flytter rigets grænser mod øst og vest.
- 399-420:
Yazdegerd 1.
, ”Synderen”s, regeringstid.
- 409: Kristne tillades at dyrke deres religion offentligt og at bygge kirker
- 416-420: Yazdegerd tilbagekalder sin tidligere beslutning, og de kristne bliver forfulgt.
- 483: Bekendtgørelse om tolerance overfor kristne.
- 531-579:
Khosrau 1.s
regeringstid, "han med den udødelige sjæl" (Anushirvan)
- 533: "Traktat om uendelig fred" indgaet med Romerriget.
- 540-562: Krig med Romerriget.
- 603-628: Krig med Romerriget. Erobringer i Syrien, Palæstina, Ægypten og i Anatolien, som næsten genskaber Achæmenidernes grænser, før romerne generobrer omraderne.
- 610:
Araberne
besejrer sassanidernes hær ved Dhu-Qar.
- 626:
Avarer
og iranere foretager en resultatløs belejring af Konstantinopel.
- 627: Den romerske kejser
Heraclius
invaderer Assyrien og Mesopotamien. De iranske styrker lider et afgørende nederlag i
slaget ved Ninive
til de byzantinske styrker.
- 628-632: Kaotisk tid med flere herskere.
- 642: Arabernes endelige sejr tilintetgør den iranske hær ved
Nahavand
(Nehavand).
- 651: Den sidste sassanidiske hersker, Yazdegerd 3., bliver myrdet i Merv i nutidens
Turkmenistan
, og dermed ophører dynastiet. Hans søn,
Pirooz
, og mange andre gar i
eksil
i Kina.
- ^
(
Wiesehofer 1996
)
- ^
"A Brief History"
.
Culture of Iran
. Arkiveret fra
originalen
11. oktober 2007
. Hentet 11. september 2009
.
- ^
Encyclopedia of the Peoples of Africa and the Middle East
, Vol.1, Ed. Jamie Stokes, (Infobase Publishing, 2009), 601.
- ^
a
b
c
d
e
Will Durant: ’’The Story of Civilization’’ vol.4: The Age Of Faith, Chapter VII
- ^
Transoxiana: ’’Sasanians in Africa’’
- ^
Bahman Firuzmandi:
Mad, Hakhamanishi, Ashkani, Sasani
side 329-330
- ^
Will Durant: ’’The Story of Civilization’’
- ^
Abdolhossein Zarinkoob:
Ruzgaran: tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
, side 305
- ^
Abdolhossein Zarinkoob: "
Ruzgaran: tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
, side 194-198
- ^
a
b
c
d
e
"Iranologie History of Iran Chapter V: Sasanians"
. Arkiveret fra
originalen
15. juli 2009
. Hentet 17. maj 2009
.
- ^
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" pp. 218
- ^
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" pp. 217
- ^
a
b
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" pp. 219
- ^
a
b
Iran Chamber Society (History of Iran)
- ^
Arabs and others in Early Islam
, Suliman Bashear p. 117
- ^
David Nicolle "
Sassanian Armies : the Iranian empire early 3rd to mid-7th centuries AD
" pp. 15-18
- ^
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" Page 239
- ^
a
b
David Nicolle "
Sassanian Armies : the Iranian empire early 3rd to mid-7th centuries AD
" pp. 11
- ^
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" side 201
- ^
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" Page 201
- ^
David Nicolle "
Sassanian Armies : the Iranian empire early 3rd to mid-7th centuries AD
" pp. 10
- ^
a
b
David Nicolle "
Sassanian Armies : the Iranian empire early 3rd to mid-7th centuries AD
" pp. 14
- ^
George Rawlinson "
The Seven Great Monarchies of the Ancient Eastern World: The Seventh Monarchy: History of the Sassanian or New Persian Empire
" pp. 176
- ^
George Rawlinson "
The Seven Great Monarchies of the Ancient Eastern World: The Seventh Monarchy: History of the Sassanian or New Persian Empire
" pp. 177
- ^
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" Page 272
- ^
Abdolhossein Zarinkoob "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" Page 207
- ^
Fergusson, History of Architecture, vol. i. pp. 381?3, 3rd edition.
- ^
A. Sh. Shahbazi:
Sassanian Army
]
- A. Christensen: "Sassanid Persia".
The Cambridge Ancient History, Volume XII: The Imperial Crisis and Recovery (A.D. 193-324)
, 1939. Cook, S.A. et al, eds. Cambridge: University Press.
- Will Durant:
The Story of Civilization
, bd. 4:
The Age of Faith
, 1950,
ISBN
978-0-9650007-5-8
- David Nicolle: "
Sassanian Armies : the Iranian empire early 3rd to mid-7th centuries AD
" Montvert, 1996.
ISBN
1-874101-08-6
- I. M. Oranskij:
Les Langues Iraniennes
, 1977, Paris: Librairie C. Klincksieck, pp 71?76.
ISBN
2-252-01991-3
- George Rawlinson: "
The Seven Great Monarchies of the Ancient Eastern World: The Seventh Monarchy: History of the Sassanian or New Persian Empire
" IndyPublish.com, 2005.
ISBN
1-4219-5734-5
- Ali Akbar Sarfaraz og Bahman Firuzmandi: "
Mad, Hakhamanishi, Ashkani, Sasani
" Marlik, 1996.
ISBN
964-90495-1-7
- Abd al-Husayn Zarrin’kub: "
Ruzgaran : tarikh-i Iran az aghz ta saqut saltnat Pahlvi
" Sukhan, 1999.
ISBN
964-6961-11-8