For alternative betydninger, se Sætning . ( Se ogsa artikler, som begynder med Sætning )

Sætningen er en type ordgruppe som tilsammen danner et udsagn. Den bestar normalt af et finit verbum og et subjekt . Relationerne mellem sadanne sætningsled kan ses som et gensidigt afhængighedsforhold, eller som relationer der udgar fra verballeddet . En sætning uden verballed kalde et sætningsemne . En sætning kan indeholde andre sætning, i form af helsætninger der indeholder ledsætninger . ^[1] I sprogteorien skelnes der mellem sætningens udtryksenhed (sætningens reelle bestanddele (ordene, leddene og de forskellige sætningsdele) og dens indholdsenhed / prædikation (det, den udsiger, henviser til, handler om).

Typer [ rediger | rediger kildetekst ]

Rækkefølge i leddene [ rediger | rediger kildetekst ]

En række typemæssige forskelligheder ved sprog blev opdaget af E. Sapir og formuleret af J. Greenberg i 1966 . De kan sættes pa følgende formel: Hvis et sprog systematisk bruger en sætningsopbygning A, sa bruger det sandsynligvis ogsa opbygning B. Ud fra rækkefølgen af sætningsleddene: subjekt (S), verballed (V) og objekt (O), kan man inddele sprog efter typerne SVO, SOV og VSO. I sammenhæng med disse mønstre kan man finde en række andre regelmæssigheder i ordstillingsmønstre og andre grammatiske træk. Saledes er SVO-sprog ofte præget af, at afhængige led normalt følger det styrende led, bl.a. ved at der bruges præpositioner, og ord knyttet til substantiver følger efter dem. I SOV-sprog er afhængige led stillet foran de ord, de er knyttet til. Her bruges der postpositioner, og substantivernes tilknyttede ord star foran dem.

Syntaktisk grundopbygning [ rediger | rediger kildetekst ]

Sprogenes syntaktiske opbygning giver en anden made at inddele dem. Her kan man udskille tre sæt normer: I de sakaldte nominativ-akkusativ-sprog markeres subjektet bade i transitive og intransitive sætninger i nominativform (nævnefald), mens objektet markeres i akkusativ (genstandsfald). De sakaldte ergative sprog markerer subjektet i de transitive sætninger som ergativ , mens bade objektet i de transitive sætninger og subjektet i intransitive sætninger star i absolutiv , der i reglen er lig med den umarkerede form af ordet. Endelig er der de sakaldte inaktiv-aktiv-sprog, hvor man markerer det handlende subjekt bade i transitive og intransitive sætninger ved at sætte det i aktiv form, mens det inaktive subjekt og objektet begge markeres med inaktiv - eller absolutivformerne .

Sidestilling, tilføjning eller bøjning [ rediger | rediger kildetekst ]

Den tredje inddeling af sprogene er den ældste, som blev udformet allerede inden midten af 1800-tallet. Her konstaterer man, at nogle sprog i princippet lader hvert ord svare til et sætningsled og generelt udelader bøjningsparadigmer. De kaldes isolerende, og blandt eksemplerne er kinesisk og vietnamesisk . Omvendt er der sprog, som udtrykker syntaktiske markeringer ved brug af affikser, som sættes pa en rod, saledes at affikserne udtrykker særlige nuancer (modus, tempus, aspekt el. andet) af rodordet. Disse sprog kaldes agglutinerende, og de typiske eksempler er tyrkisk og japansk . Sa er der de sprog, som markerer syntaksen bade ved hjælp af ændringer i ordenes rod og ved hjælp af betydningsbærende endelser. Disse sprog kaldes flekterende, og arabisk eller græsk er gode eksempler. Endelig findes der sprog, som kan bygge sa mange endelser pa kerneordenes rod, at sætningen erstattes af et langt, sammensat ord. De sprog kalder man polysyntetiske, og grønlandsk er det klassiske eksempel.

Sammenhænge pa tværs [ rediger | rediger kildetekst ]

Hvis man vælger at se disse tre inddelingsmader som udtryk for forskellige synsvinkler pa sprogene og ikke som absolutte størrelser, opdager man, at de ofte er mere eller mindre overlappende. Det er pavist, at mange ergative sprog samtidig ogsa kan betragtes som SOV-sprog med en agglutinerende morfologi. (Men det omvendte er ikke tilfældet, nemlig at SOV-sprog med agglutinerende type ogsa nødvendigvis skal være ergative.)

Dansk [ rediger | rediger kildetekst ]

Pa dansk kan sætninger inddeles i hovedsætninger og ledsætninger . (Ledsætninger kaldte man tidligere bisætninger). Pa bl.a. dansk og tysk har man omvendt ordstilling (inversion), nar subjektet ikke indleder sætningen. Sætningers ledstilling kan beskrives med sætningsskemaet .

Kilder [ rediger | rediger kildetekst ]