Rutan Model 76 Voyager
var den første
flyvemaskine
som fløj jorden rundt uden at stoppe eller pafylde brændstof. Piloterne var
Dick Rutan
og
Jeana Yeager
. Flyet lettede fra
Edwards Air Force Base
's 4.600 m lange startbane i
Mojaveørkenen
den 14. december 1986, og landede 9 dage, 3 minutter og 44 sekunder senere den 23. december, og satte derved rekord for den mest langvarige flyvning. Flyet fløj i en vestlig retning 42.432 km; den distance som
FAI
godkender er dog 40.212 km,
[1]
i en gennemsnitshøjde af 11.000 fod (3.350 m). Dette slog en tidligere rekord for længste flyning som var sat af en besætning fra
United States Air Force
som fløj et
Boeing B-52
fly som fløj 20.168 km i 1962.
Ideen om flyet kom først til Jeana Yeager, Dick Rutan og Dicks bror
Burt Rutan
mens de spiste frokost i 1981. Den oprindelige ide blev først skitseret bag pa en
serviet
. Voyager blev bygget i
Mojave, Californien
, over en periode pa fem ar. Voyager flyet blev hovedsagelig bygget af en gruppe frivillige som arbejdede bade for Rutan Aircraft Factory og en organisation som blev dannet under navnet Voyager Aircraft.
Flyet, som hovedsagelig er lavet af
glasfiber
,
kulfiber
og
Kevlar
, vejede 426 kg i tom tilstand. Med motorerne monteret, var flyets tomvægt 1.020,6 kg. Men da det var fuldt lastet før den historiske flyvning vejede det 4.397 kg pga. den store mængde brændstof som var nødvendig til langdistance-flyvningen.
[2]
Flyet havde en anslaet
lift to drag ratio
(L/D) pa 27.
[3]
Vingespidserne og vingebeklædningen var specialdesignede, og flyet blev analyseret med brug af
computational fluid dynamics
.
[4]
Vortex generatorer
blev adderet til vingespidserne, for at reducere følsomheden overfor forurening af overfladen.
[5]
Voyager havde propeller bade foran og bagved, drevet af separate motorer. Det fløj første gang den 22. juni 1984, drevet af
Lycoming O-235
motorer med propeller som ikke kunne justeres.
[6]
I november 1985 blev flyet rullet ud, monteret med de motorer som skulle bruges til jordomflyvningen, en luftkølet
Teledyne Continental O-240
forrest, og en vandkølet
Teledyne Continental IOL-200
bagerst.
[7]
Begge var udstyret med elektrisk styrede
MT-Propeller
.
[8]
Planen var, at den bagerste motor skulle køre under hele flyvningen. Den forreste motor skulle give ekstra kraft til at lette, og under den første del af flyvningen nar flyet var tungt lastet.
Den 15. juli 1986 gennemførte Rutan og Yeager en testflyvning, ud for Californiens kyst, hvorunder de fløj i 111 timer og 44 minutter, og tilbagelagde 19.093 km.
[9]
Det første forsøg pa denne flyvning blev ramt af en fejl i en elmotor som skulle bruges til at indstille propellens stigning, og de var nødt til at foretage en nødlanding pa
Vandenberg Air Force Base
.
[10]
Under en testflyvning den 29. september 1986 var flyet nødt til at foretage en nødlanding, fordi et propelblad rev sig løs.
[11]
Som følge heraf, besluttede man at skifte til
Hartzell
hydraulisk indstillige propeller.
[12]
Hartzell lyn-fremstillede special-propeller til flyet, som første gang blev fløjet den 15. november 1986.
[13]
[14]
Voyagers jordomflyvning lettede fra den længste startbane pa
Edwards AFB
kl. 8:01 lokal tid den 14. december 1986, med 3.500 pressefolk til stede.
[15]
Mens flyet accelererede, blev vingespidserne beskadiget da de skrabede hen af startbanen, da vingerne var tungt lastet med
brændstof
, hvilket førte til at dele (winglets) brækkede af i begge sider. (Piloten havde ønsket at opna sa meget fart at de indre vinger, i modsætning til de skrøbelige ydre vinger, ville løfte flyet; under 67 testflyvninger havde flyet aldrig tidligere været fuldt lastet.) Flyet accelererede meget langsomt og brugte ca. 4,3 km af startbanen for at opna fart nok til at lette fra jorden; vingerne buede dramatisk opad lige før det lettede. Under flyvningen matte de to piloter klare sig pa ekstremt lidt plads. For at reducere
stress
havde de to oprindeligt tænkt sig at flyve flyet i tre-timers skift, men flyveegenskaberne forhindrede rutinemæssige skift, og de blev meget udmattede.
Flyet mindede ogsa hele tiden piloterne om sin ustabilitet og skrøbelighed. De var nødt til at flyve uden om darligt vejr mange gange, mest farligt rundt om den næsten 1000 km brede tyfon Marge.
Libyen
nægtede adgang til landets luftrum, hvorved man matte bruge kostbart brændstof. Da de nærmede sig
Californien
for at lande, svigtede en brændstofpumpe, og matte erstattes med sin tvilling som pumpede brændstof fra den anden side af flyet.
Foran 55.000 tilskuere og et stort presseopbud, inklusive 23 TV kanaler, som brød ind i planlagte udsendelser over hele Europa og Nordamerika, kom flyet sikkert tilbage til jorden, og landede kl. 8:06 pa den samme startbane 9 dage efter det lettede. Gennemsnitshastigheden for flyvningen var 187 km/h. Der var 48 kg brændstof tilbage i tankene,
[2]
kun omkring 1,5% af den mængde brændstof, der var taget ombord.
Flyvningen blev godkendt af FAI og
AOPA
, og var den første succesfulde luftbarne omkredsning af jorden uden pafyldning af brændstof undervejs, som inkluderede to passager af
Ækvator
(i modsætning til kortere mulige "jordomflyvninger" som flyver rundt om
Nordpolen
eller
Sydpolen
). Denne bedrift er siden kun blev opnaet yderligere en gang, af
Steve Fossett
i
Global Flyer
. Yeager, Rutan-brødrene, og besætningschefen/konstruktøren Bruce Evans modtog
Collier Trophy
i 1986 for bedriften.
[16]
Voyager findes nu udstillet pa
Smithsonian Institution
's
National Air and Space Museum
i
Washington, DC
.
Besætning: 2 piloter
Længde: 8,90 meter
Vingespænd: 33,80 meter
Højde: 3,10 meter
Vingeareal: 33,72 kvadratmeter
Tom vægt: 1.020,6 kg
Fuld vægt: 4.397,4 kg
Antal motorer: 2
Motortype1: Teledyne
Continental O-240
Motorydelse: 100 kW / 130 hk
Motortype2: Teledyne
Continental IOL-200
Motorydelse: 81 kW / 110 hk
Tophastighed: 196 km/h
Rækkevidde: 42.212 km
Flyvetid: 216 timer
- ^
"Official FAI database"
. Arkiveret fra
originalen
3. august 2017
. Hentet
2012-12-23
.
- ^
a
b
"Rutan Voyager - Smithsonian National Air and Space Museum"
. Arkiveret fra
originalen
2. april 2011
. Hentet 24. december 2013
.
- ^
David Noland, "Steve Fossett and Burt Rutan's Ultimate Solo: Behind the Scenes,"
Popular Mechanics
, Feb. 2005 (
web version
Arkiveret
11. december 2006 hos
Wayback Machine
)
- ^
Lednicer, David, "A VSAERO Analysis of Several Canard Configured Aircraft," SAE paper 881485, presented at the SAE Aerospace Technology Conference and Exposition, Anaheim, California, October 1988.
- ^
Bragg, M.B. and Gregorek, G.M., "An Experimental Study of a High Performance Canard Airfoil with Boundary Layer Trip and Vortex Generators," AIAA Paper No. 86-0781-CP, The 14th Aerodynamic Testing Conference Publication, March 1986.
- ^
Yeager 1987, p. 107.
- ^
Yeager 1987, p. 121.
- ^
Yeager 1987, p. 124.
- ^
Yeager 1987, p. 181.
- ^
Yeager 1987, p. 166.
- ^
Yeager 1987, p. 198.
- ^
Yeager 1987, p. 209.
- ^
Yeager 1987, p. 213.
- ^
Roncz, John G., "Propeller Development for the Rutan Voyager," SAE paper 891034, presented at the SAE General Aviation Aircraft Meeting & Exposition, Wichita, Kansas, April 1989.
- ^
Norris 1988, p. 19.
- ^
Larson, George C. (januar 2012). "From Point A to Point A".
Air & Space Smithsonian
.
, p. 84.
- David H. Onkst.
Dick Rutan, Jeana Yeager, and the Flight of the Voyager.
Arkiveret
7. april 2007 hos
Wayback Machine
U.S. Centennial of Flight Commission.
- Time Magazine - Flight of Fancy
Arkiveret
24. august 2013 hos
Wayback Machine
By Richard Stengel; Scott Brown/Mojave Monday, Dec. 29, 1986
- Jack Norris.
Voyager The World Flight; The Official Log, Flight Analysis and Narrative Explanation
. Northridge, California, 1988.
ISBN
0962023906
- Jeana Yeager and Dick Rutan, with Phil Patton.
Voyager
. New York, New York: Alfred A. Knopg, 1987.
ISBN
1-885283-24-5
.