The Three Parcae
(1540-1550) af
Marco Bigio
, i Villa Barberini, Rom. I oldtidens romerske religion og myter var
parcae
de tre kvindelige personifikationer af skæbnen, som styrede menneskers og guders liv (og død).
Romersk mytologi
betegner
fortællinger
om guder i den
romerske religion
. Den kom til udtryk pa flere mader. De to vigtigste var den gamle
kultiske
form og den primært litterære form. Mens den litterære opstod sent og i høj grad var baseret pa lan fra den
græske mytologi
, adskilte den traditionelle kultrelaterede mytologi sig meget fra den græske religion.
I modsætning til fx grækerne og
egypterne
brugte romerne ikke myter i forbindelse med dyrkelsen af deres guder. De blev først skrevet mod slutningen af den
republikanske
tid, da romerske digtere adopterede den græske opfattelse af guderne. Den romerske gudsopfattelse var mere abstrakt og meget anderledes end fx den græske made at tænke pa guderne, hvor myterne var et vigtigt element i beskrivelsen af dem. En græker ville sikkert fortælle myten om
Demeters
store sorg over
Hades
’ bortførelse af hendes datter
Persefone
, hvis han fx skulle fortælle, hvem denne gudinde var. En romer, der blev spurgt om gudinden
Ceres
, ville derimod med stor sandsynlighed fortælle, at hun havde en præst,
Flamen
, og tilhørte en triade af frugtbarhedsguder, der ogsa omfattede Liber og Libera. Han ville maske endda nævne en række mindre guddomme for nogle specialiserede funktioner, der ogsa var knyttet til hende; fx Sarritor (lugning), Messor (høst), Convector (fragtning af høsten), Conditor (opbevaring af forrad), Insitor (saning) og mange flere.
Den arkaiske romerske "mytologi" bestod ikke af fortællinger om guderne, men snarere af forbindelser mellem gudernes indbyrdes og komplekse relationer mellem mennesker og guder. I stedet for myter havde der inden for den romerske religion udviklet sig et strengt
rituelt
system, hvor
præsteskaber
,
ritualer
og gudernes indbyrdes
relationer
var ordnet. Romerske legender om en formativ urtid var dog ikke ukendte. Der fandtes en rig tradition af historier om byens grundlæggelse og tidligste historie, og disse legender omhandlede menneskenes handlinger, men der forekom ofte en eller anden form for guddommelig intervention. De oprindelige historier blev i lighed med myterne suppleret med materiale fra græske heltekvad, fx blev
Æneas
, en af skikkelserne fra den
Trojanske krig
, gjort til stamfader for
Romulus og Remus
. Denne tendens kulminerede i den tidlige kejsertid med
Æneiden
af
Vergil
og
Ab urbe condita
af
Livius
.
Lares
var husguder, mens
penater
vogtede lagerrummene.
Penates publici
vogtede Roms held og lykke, angiveligt medbragt fra
Troja
af Æneas, og opbevaret i Lavinium.
[1]
Da romerne kom til at regere et stort imperium, blev den romerske religion pavirket af fremmede folkeslags traditioner, og romerne importerede mange nye guddomme, religioner og kultfællesskaber. Især blev den græske mytologi assimileret i den romerske, og myter om græske guder blev nu
associeret
med romerske. Kildematerialet om den tidlige form for romersk mytologi er dog sparsom, og den viden, vi har om den i dag, stammer især fra yngre forfattere, der ønskede at redde den traditionelle religion fra fremmed forurening. En forfatter var Marcus Terentius Varro. Andre samtidige var dog stærkt pavirket af de
hellenistiske
strømninger og indarbejdede gerne græske elementer i romersk materiale, se fx
Ovids
Fasti
.
Statue af Ceres
I den romerske rituelle praksis skelnedes der klart mellem to forskellige grupper af guder;
di indigetes
og
di novensides
eller
novensiles.
Indigetes
var de oprindelige guder i den romerske statskult, og deres navne og karakteristika bliver indikeret af de titler, de ældste præsteembeder bar. 30 af dem blev dyrket i forbindelse med særlige
festivaler
, der blev afholdt pa bestemte tidspunkter i løbet af aret.
Novensides
var guder, hvis kult var blevet indført inden for historisk tid, ofte som reaktion pa en akut krisesituation eller for at opfylde et bestemt behov. Et berømt tilfælde var forflytningen af
Magna Maters
helligdom til
Rom
.
De gamle forhistoriske guder omfattede udover
di indigetes
, en stor gruppe af specialguder, som var knyttet til helt bestemte funktioner. Det kunne fx være pløjning. De fragmenter, som er bevaret af pløjeritualerne, tyder pa, at en særlig guddom blev pakaldt ved hver ny fase i et arbejde, fx en ny for hvert element inden for arbejdet. Guddommenes navne var ofte afledninger af ordet for den aktivitet, de repræsenterede. Den tidlige romerske kultpraksis skal derfor snarere beskrives som
"polydaimonisme"
frem for
polyteisme
; kultdeltagerne opfattede ikke de guder, de pakaldte, som meget andet end navne og funktioner, og de beskrev dem primært som
numen
(= kræfter), som manifesterede sig under helt særlige omstændigheder.
Indigetes
karakteristika og de fester, hvormed romerne fejrede dem, viser, at det tidligste romerske samfund ikke blot var et landbrugssamfund, men i høj grad ogsa et krigersamfund, hvor kamp var hyppigt forekommende. De oprindelige guder repræsenterede hver især vigtige elementer i romernes dagligliv, og en vigtig gud som
Mars
besad egenskaber, der bade var knyttet til krig og til landbrug.
Liste over
romerske guder
(med angivelse af primære funktioner)
- Apollo
(lys, forar, renhed,
lovmæssighed
,
spadomskunst
, musik, sang)
- Aurora
(
morgenrøden
)
- Bacchus
(
vin
)
- Ceres
(
agerbrug
)
- Collatina (bakketoppe)
[2]
- Cupido
(
kærlighed
)
- Diana
(
jagt
)
- Fama
(berømmelse)
- Faunus
(
frugtbarhed
og
seksuel lyst
)
- Fortuna
(held)
- Hostilina (far kornet til at vokse i samme højde)
[3]
- Janus
(begyndelser, afslutninger, døre,
porte
,
nytar
,
kalenderen
)
- Jugatinus (bjerge)
[4]
- Juno
(
ægteskab
,
familie
)
- Jupiter
(
øverste gud
,
himmel
,
lyn
)
- Juventas
(
evig ungdom
)
- Luna
(
Manen
)
- Mars
(
krig
,
landbrug
)
- Merkur
(
frugtbarhed
,
handel
,
trafik
)
- Minerva
(
visdom
,
videnskab
,
kunst
)
- Neptun
(
hav
,
jordskælv
)
- Nodotus (beskytter af knæ og led i voksende planter)
[5]
- Patellana (far kornet til at abne sig)
[3]
- Pluto
(
underverden
,
jordbrug
)
- Proserpina
(kornets første blade og skud)
- Rusina (enge, dyrkbar jord)
[6]
- Segetia (beskytter kornet, nar det kommer op af jorden)
[7]
- Seia (beskytter kornet, mens det spirer i jorden)
[7]
- Silenus
(
kildevæld
)
- Sol
(
solen
)
- Tellus
(Jorden)
- Vallonia (dale)
[2]
- Venus
(
kærlighed
, skønhed)
- Vesta
(arnen)
- Volutina (kornakset)
[3]
- Vulcanos
(ild,
smedekunst
)
- Æolus
(vindene)
|
---|
Guder og Gudinder:
| | |
---|
Mindre guder:
| |
---|
Helte:
| |
---|
Andre:
| |
---|
|
![Religion](//upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/2/23/Wikireligiecafe.PNG/39px-Wikireligiecafe.PNG) | Spire
|
|
---|
Praksis
| | |
---|
Guder
i statskulten
| |
---|
Guder i privatkulten
| |
---|
Helte
| |
---|
Fester
| |
---|
Præster
| |
---|
Kultfællesskaber
| |
---|
Begivenheder
| |
---|