Riksradforhandlingene var forhandlinger fra 13. juni til ? 18. september 1940 mellem de tyske besættelsesmyndigheder og Stortingets præsident, efter at de sidste norske styrker indgik vabenhvile , og regeringen og kongehuset flygtede til London . Formalet med forhandlingerne var fra tysk side at fremskaffe en norsk regering, som kunne indga en fredsaftale med Tyskland og styre landet under ledelse af besættelsesmagten.

Rigsradet skulle erstatte Administrasjonsradet . Tyskerne fremsatte en række krav, som blev godtaget af Stortingets præsident den 27. juni 1940. Kravene var:

• Kong Haakon skulle anmodes om træde tilbage eller afsættes, hvis han afslog.
• Elverumsfuldmagten , som gav London-regeringen ret til at handle pa vegne af Stortinget, skulle tilbagekaldes. Og regeringen afsat.
• Stortinget skulle udnævne en ny regering med flere pro-tyske statsrader.

I juli forlod Quisling landet og Stortingets præsident skrev et brev til kongen, som svarede pa det i en radioudsendelse fra BBC : han udtalte, at han ikke kunne medvirke til en ordning ”som strider mod Norges grundlov og som med magt søges patvunget det norske folk”. Kongens nej var et af de fa lyspunkter denne sommer, og blev en stærk inspiration i folkets modstand mod besættelsesmagten .

I Berlin havde Quisling mange støtter, som overtalte Hitler til at sende Quisling tilbage til Norge imod rigskommissær Josef Terbovens ønske. De norske forhandlerne gik ogsa ind pa disse krav, og efter flere afstemninger i september vedtog Stortinget aftalen med 92 mod 55 stemmer.

Stortinget slap med skammen, da forhandlingerne gik i sta den 18. september , efter at tyskerne forlangte fem NS-statsrader i regeringen. I en radiotale den 25. september forkyndte Terboven en dannelse af et kommisarisk rad med NS-statsrader under ledelse af Vidkun Quisling.