Reagensglasbefrugtning
blev gennemført første gang i i 1978, da Louise Brown blev født af helt almindelige forældre. Det særlige ved hende er, at hun er det første barn, hvor befrugtningen af moderens æg skete uden for kroppen i et
reagensglas
.
Det første reagensglasbarn i Danmark blev født 1983. Siden er der blevet født flere hundrede.
1. Kvinden far
hormonindsprøjtninger
, der bevirker, at hendes
æggestokke
udvikler mere end et æg ad gangen, helt op til 10 æg pa en gang. Ved hjælp af
ultralydsskanning
konstateres det, om æggene udvikler sig. Senere gives der et andet hormon, som sørger for, at æggene modnes, sa de er klar til en
befrugtning
.
2. De modne æg suges ud af æggestokkene. Lægen kan gøre det med en
kanyle
, som stikkes gennem
bughulen
eller
skedevæggen
. Æggene finder han ved hjælp af en ultralydsskanneren.
3. De modne æg placeres i næringsvæske i en
petriskal
. Æggene skal nu vente nogle timer, inden mandens
sæd
tilsættes. Æg og sæd sættes sa i varmeskab i ca. 48 timer. Derefter kontrolleres under
mikroskop
, om befrugtningen er lykkedes. Man kan kende de befrugtede æg pa, at de har delt sig til 2-8 celler.
4. Sidste fase er at sætte de befrugtede æg op i kvindens
livmoder
. Man bruger normalt 4 æg ad gangen. De befrugtede æg, der er tilovers, kan fryses ned og bruges senere.
Den oprindelige teknik man anvendte til reagensglasbefrugtning, var at give en kvinde noget medicin som gjorde hun udviklede mere end et æg til ægløsning. Nar sa æggene havde udviklet sig tilstrækkeligt i æggestokkene gav man en æg løsende sprøjte og tog ægget ud via en kikkerundersøgelse. Herefter tilsatte man mandens sædceller i en dyrkningsskal. Efter 2 dage kunne man konstatere at æggene ar blevet befrugtet. Sa, ? kunne man tilbagelægge æggene via kvindens vagina og livmoderhals i livmoderen. Her kunne ægget sa videreudvikle sig til det kommende barn.
Man havde pa denne made omgaet kvindens problem med den lukkede æggeleder.
IVF behandlingen begyndte langsomt at blive en mere rutine procedure gennem 1980erne. I denne udvikling fandt man ud af at denne teknologi ogsa kunne anvendes til andre former for fertilitetsproblemer.
Først fandt man ud af at en stor gruppe af kvinder og mænd, som man kaldte uforklarligt barnløse, det vil sige par, der pa trods af alle undersøgelser viste de var normale uden sygdom, ikke kunne fa deres eget barn. Her virkede til manges overraskelse ogsa IVF og gav fine graviditeter. Det viser vel bare, at selv om vi undersøger alt det vi kan, sa er der hos disse par en arsag vi bare ikke kan se. Senere kom mikro inseminationen til. Her kunne man med en meget tynd glas nal stikke en sædcelle direkte ind i ægget, i de tilfælde hvor mandens sædceller ikke selv kunne komme ind.
Under hele denne udvikling var et af fokusomraderne ovarie stimulationen, altsa de metoder men anvendte til at fa æggestokkene til at danne sa mange æg som muligt. Man sa i den tidlige fase af IVF behandlingen en direkte sammenhæng mellem antallet af æg man kunne fa ud af en kvinde og hendes chancer for at blive gravid.
Denne stimulationsbehandling har dog ogsa bivirkninger og en af dem er ovariel hyperstimulations syndrom. Her bliver kvinden meget syg pa grund af væske i bughulen og maske ogsa i lungerne.
For at undga denne og andre bivirkninger begyndte læger at interessere sig for, om det var muligt at reducere antallet af æg man tog ud, uden at skade kvindens mulighed for at blive gravid.
Derfor indledte en gruppe læger et forskningsarbejde med udtagelse af ikke modne æg fra kvindens æggestokke (den samme teknik som man anvendte i ko reproduktions forskning). Ogsa i Danmark blev der startet og gennemført et stort forskningsprojekt om dette. Man diskuterede pa dette tidspunkt meget om sikkerheden ved denne procedure.
[1]
I dag er der født over 3.000 børn ved denne metode og flere nye tiltag er under vejs.
Der er for fa eller ingen
kildehenvisninger
i denne artikel,
hvilket er et problem
. Du kan hjælpe ved at angive
troværdige kilder
til de pastande, som fremføres i artiklen.
 | Spire
|