Slaget ved Koniggratz
: Prins
Fredrik Karl
kommanderer preussiske tropper som begejstret vinker til ham
Den
preussisk-østrigske krig
,
den tysk-tyske krig
,
den tyske borgerkrig
,
samlingskrigen
eller
syvugerskrigen
var en
krig
i
1866
mellem kejserriget
Østrig
og kongeriget
Preussen
om lederskabet i
Det tyske forbund
. Den endte med Preussens sejr over Østrig. Preussen overtog dermed den lederposition blandt de tyske stater, som Østrig havde haft, og grundlagde
Det nordtyske forbund
. Det dannede udgangspunkt for den
lilletyske løsning
som blev valgt da
Tyskland
blev samlet som nationalstat under
Den fransk-tyske krig
, men uden de tyske omrader i
Østrig-Ungarn
.
Arsagerne til krigen la i striden mellem Østrig og Preussen om lederskabet i Det tyske forbund, og det, som udløste krigen, var striden om forvaltningen af
Slesvig
og
Holsten
under
det preussisk-østrigske kondominat
efter den
2. Slesvigske Krig
.
Wilhelm 1. af Tyskland
Udsigten til krig var gunstig for Preussen, da Østrig befandt sig i en vanskelig økonomisk situation, og Frankrig erklærede sin neutralitet i tilfælde en tysk borgerkrig.
Otto von Bismarck
opnaede støtte fra
Kongeriget Italien
mod at love den østrigske provins
Veneto
til Italien. Den
8. april
1866 sluttede Preussen og Italien et tre maneders angrebsforbund mod Østrig.
I et forsøg pa at begrave stridighederne vendte Østrig sig
1. juni
til
forbundsdagen
i Det nordtyske forbund og forlangte landdagen i Holsten sammenkaldt. Holsten stod formelt under Østrig, men Østrig tolererede til Preussens irritation hertug Friedrich 8. af Slesvig-Holstens styre.
Preussen betragtede det som et brud pa
Gastein-konventionen
, hvorefter Preussen og Østrig i
1865
havde inddelt Slesvig og Holsten i indflydelsessfærer og fastlagt deres politik i omradet.
9. juni
marcherede preussiske tropper ind i Holsten, og som svar forlangte Østrig, at Det tyske forbund skulle bruge militær magt mod Preussen. Forbundsdagen stemte for det den
14. juni
med ni mod seks stemmer. Preussen erklærede, at det var et brud pa forbundsforfatningen og erklærede Det tyske forbund for opløst. Den formelle selvopløsning fandt sted
23. august
i
Augsburg
.
Østrigs flag
Preussens flag
Pa Preussens side stod
Kongeriget Italien
,
Hertugdømmet Oldenburg
,
Hertugdømmet Mecklenburg
,
Hertugdømmet Braunschweig
og enkelte
thuringske
smastater.
Pa Østrigs ? formelt Det tyske forbunds side ? stod
Kongeriget Sachsen
,
Kongeriget Bayern
,
Storhertugdømmet Baden
,
Kongeriget Wurttemberg
,
Kongeriget Hannover
,
Storhertugdømmet Hessen
,
Kurhessen
,
Hertugdømmet Nassau
og enkelte tyske smastater.
Den 23. juni rykkede den 1. preussiske arme over Seidenburg og
Zittau
og elb-armeen over Waltersdorf og Schluckenau ind i
Bøhmen
. 26. juni kom det til sammenstød ved Huhnerwasser, Sichrow og Turnau ? og til
slaget ved Podol
mellem forskellige enheder fra den preussiske 1. arme under prins
Fredrik Karl af Preussen
og elb-armeen under general
Herwarth von Bittenfeld
pa den ene side og den 1. østrigske og det saksiske korps pa den anden. 27. juni krydsede den 2. preussiske arme under kronprins
Frederik
flere pas i
Riesengebirge
, og det kom til slag ved Nachod og Trautenau. Dette var det eneste under hele krigen, som østrigerne vandt. 28. juni kom det til slag ved Skalitz, Soor og Munchengratz, hvor Østrig led store tab.
Slaget ved Koniggratz, malet af
Georg Bleibtreu
29. juni stod slaget ved Gitschin mellem den 1. preussiske arme og det saksiske korps, og i øst kom det til kamp ved
Koniginhof
og
Scheinschadel
. Efter disse sammenstød mistede begge armeer overblikket over fjendens positioner, og først 2. juli blev det klart at Østrig og Sachsens tropper stod nordvest for
Koniggratz
.
Preussiske tropper fra
Minden
og
Hamburg
blev slaet af Kongeriget Hannovers arme den 27. juni 1866 ved slaget ved Langensalza. Hannoveranerne blev imidlertid tvunget til at kapitulere 29. juni pa grund af deres store tab, manglende forsyninger og talmæssige underlegenhed. Et mindesmærke for denne sejr star i centrum af
Minden
. Preussens allierede angreb
Kassel
og bystaten
Frankfurt am Main
, mens højre fløj i den preussiske elb-arme overraskende dukkede op ved portene til
Nurnberg
i
Bayern
.
I syd havde Østrig i mellemtiden den 24. juni 1866 slaet den italienske arme under general
La Marmora
i slaget ved Custozza, og den østrigske Adriaterhavsflade under
Wilhelm von Tegetthoff
sejrede ved øen Lissa
den 20. juli over den ellers overlegne italienske flade. Kampe pa to fronter var en af hovedgrundene til Østrigs endelige nederlag.
Ludwig von Benedek
Det afgørende slag mod Østrig vandt de forenede preussiske armeer den
3. juli
1866 i
Koniggratz
i Bøhmen under ledelse af kong Vilhelm af Preussen personligt og generalstabschef
Helmuth von Moltke
. Østrig havde habet pa at deres øverstkommanderende,
Ludwig von Benedek
, som blev regnet som et militært geni i Østrig, kunne sla preusserne, men Preussen var i dette slag ikke bare talmæssigt overlegen, med 250.000 soldater mod østrigernes 160.000, men havde ogsa overlegne vaben. Under slaget faldt syv østrigere for hver preusser. Benedek havde først forsøgt at afsla posten som øverstkommanderende for nordarmeen, fordi han ikke havde erfaring i Bøhmen, og fordi nordarmeen var i darlig forfatning. Efter slaget ved Koniggratz blev han frataget positionen og stillet for en
krigsret
, men processen blev indstillet efter kejserens ønske, og Benedek fik ordre til aldrig at omtale slaget.
Det sidste slag i den preussisk-østrigske krig fandt sted under
Mainfelttoget
den
26. juni
i
Uettingen
. I dette slag sejrede Preussen over Bayern. Under sammenstødene ved
Blumenau
lykkedes det imidlertid østrigerne pa krigens sidste dag at forhindre preusserne i at erobre
Pressburg
.
De krigførendes tab:
- Østrig: 1313 officerer de 330 faldne og 41.499 mand de 5328 faldne
- Sachsen: 55 officerer de 15 faldne og 1446 mand de 120 faldne
- Preussen: 359 officerer de 99 faldne og 8794 mand de 1830 faldne
For at hindre en fransk eller russisk intervention overbeviste
Otto von Bismarck
den preussiske konge om ikke at udnytte sejren fuldt ud, men indga en hurtig fredsaftale. Bismarck skrev samme ar:
- Vi matte undga at skade Østrig for alvor. Vi matte undga at efterlade det i en tilstand af unødig bitterhed eller ønske om hævn. Vi burde hellere blive venner igen med vor modstander, og i alle tilfælde betragte den østrigske stat som en del af det europæiske skakbræt. Hvis Østrig blev paført alvorlig skade, ville det blive Frankrig og alle vore andre modstanderes allierede. Det ville til og med ofre sine anti-russiske interesser for at fa hævn over Preussen.... Vor opgave var at etablere et grundlag for tysk national enhed under lederskab af kongen af Preussen.
Otto von Bismarck
Fredsslutningen fandt sted
26. juli
, da ≪forfreden i Nikolsburg≫ blev indgaet med
Napoleon III's
mægling, og efter at Østrig i hovedsagen havde givet efter for Preussen og i realiteten trak sig ud af al tysk politik. Forfreden blev senere bekræftet ved
freden i Prag
mellem Østrig og Preussen og
freden i Wien
mellem Østrig og Italien.
Italien vandt
Veneto
, og Preussen annekterede alle fjendtlige stater nord for Main bortset fra Sachsen og Hessen-Darmstadt. Dermed opnaede Preussen endelig en forbindelse mellem sine vestlige Rhinprovinser og kærnelandet
Brandenburg
øst for Elben.
Det tyske forbund blev opløst, og
Det nordtyske forbund
domineret af Preussen blev grundlagt. Efter at Frankrig fremsatte territorielle krav, allierede de sydtyske stater sig med Preussen i et forsvarsforbund, som blev grundlaget for, at staterne gjorde fælles sag under
den fransk-tyske krig
i
1870
?
1871
.
Otto von Bismarck opnaede en stor indenrigspolitisk sejr, da hans militærbudget som følge af bølgen af eurori blev godkendt af det preussiske parlament, landdagen.
Forbindelserne mellem Napoleon III og Preussen, som hidtil havde været gode, blev nu svækket af Preussens sejr. Napoleon III havde regnet med at blive belønnet med den vestlige Rhinbred efter sin formidling af fredsaftalen, men blev overrasket af krigens tempo og kom for sent med sine krav. I Frankrig opstod kravet om ≪hævn for Sadowa≫. Dette krav var ganske uberettiget, for Napoleon III havde forhandlet med begge parter i hab om at vinde mest mulig for sig selv.