Prærafaelitterne
var en kunstretning i
England
, der fremstod i
1848
som
Det prærafaelitiske broderskab
(
The Pre-Raphaelite Brotherhood
med initialerne
PRB
) af tre venner i 20'erne, kunstnere og digtere:
Dante Gabriel Rossetti
,
William Holman Hunt
og
John Everett Millais
. Med initialerne
PRB
annoncerede broderskabet en ny bevægelse i britisk kunst.
[1]
Som forbillede havde de den italienske malerkunst
før
Rafael
(†1520), deraf navnet.
Prærafaelitterne satte redelighed indtil det minutiøse i naturgengivelsen pa programmet. De mente, at den italienske kunsts forfald begyndte med Rafaels rejse til
Firenze
(o. 1504): den kunstneriske naivitet gik tabt, og den rafaelske overmodne blomstring gav ikke nye vækstmuligheder, men endte i maner. De ville lægge afstand til højrenæssancens verdsliggørelse af kulturen og kunsten.
[2]
Sammenslutningen var blandt andet inspireret af
ridderne af det runde bord
fra legenden om
Kong Arthur
(o.
500
) og
Camelot
[2]
og ville forny engelsk kunst og bryde med det, de havde lært pa kunstakademiet.
Nazarenerne
var en andsbeslægtet skole, der i
Tyskland
havde gjort sig gældende med bl.a.t
Johann Friedrich Overbeck
. Flere af prærafaelitterne star i gæld til dem:
Dante Gabriel Rossetti
var fx grebet af
Joseph von Fuhrichs
kunst. Nazarenerne lagde dog ikke samme vægt pa et indgaende naturstudium som prærafaelitterne.
Deres tidligste billeder hentede inspiration fra litteraturens verden, særlig
John Keats
,
William Shakespeare
og
Dante Alighieri
, men især
Alfred Lord Tennyson
, hvis værk
Idylls of the King
(
1859
[3]
) var en opdateret
victoriansk
version af sir
Thomas Malorys
middelalderværk
Le Morte d'Arthur
(
1485
). Tennysons version medførte fornyet interesse for den tidlige monarks univers, der særligt afspejles i mange af prærafaelitternes værker. Tennysons værker var senromantiske revitaliseringer af middelalderens ridderromaner med skønjomfruer osv. og blev inspirationskilde for broderskabet, som havde fornemmelsen af, at verden havde mistet sin fortryllelse, men at middelalderverdenen bød pa noget mere. For dem repræsenterede middelalderuniverset noget fortryllet i en ellers affortryllet verden, hvor
industrialiseringens
begyndelse genererede en nostalgisk længsel i dem efter uspoleret landskab og stabilitet.
Den egentlige prærafaelitiske periode var kun kort; dens eftervirkninger sa meget varigere.
1848
dannede de tre malere
John Everett Millais
,
William Holman Hunt
og D.G. Rossetti et kunstnerisk fostbroderskab,
Det prærafaelitiske broderskab
. De var grebet af, hvad de havde set af ældre italiensk kunst som
freskerne
i Pisas Campo Santo
[4]
og besluttede i deres fælles
atelier
at virkeliggøre en lignende ægte og oprindelig fra alle akademiske fraser frigjort kunst; som
quattrocentisterne
ville de nu radspørge naturen.
Snart supplerede de sig med fem fæller: billedhuggeren
Thomas Woolner
, der senere tog til
Australien
, maleren
Frederic George Stephens
, der senere især virkede som kritiker, Rossettis bror
William Michael Rossetti
,
James Collinson
, der siden gik i kloster, og
Walter Deverell
. 1849 stod de frem for offentligheden: Millais med
Isabella
, Hunt med
Rienzi
, D.G. Rossetti med
Marias Ungdom
.
Uviljen steg mod dem rejste en sand storm, da de udstillede aret efter: Millais med
Tømmerværkstedet
(eller 'Jesus i faderens værksted'), Hunt med
Kristne Missionærer
og Rossetti med
Bebudelsen
. Akademiets porte lukkede sig for dem. Kritikken hanede deres arbejder, og (
Charles Dickens
rasede). Ved deres side stod maleren
Ford Madox Brown
, der uden at høre til selve broderskabet malede i dets and - ogsa før dets stiftelse.
Prærafaelitterne udgav kortvarigt
tidsskriftet
The Germ
('Kimen'
[5]
). Det udkom med fire numre i begyndelsen af 1850, senere hed det
Art and Poetry
.
Ford Madox Brown
skrev om
historiemaleri
, medens William Michael Rossetti udviklede prærafaelitternes grundsætninger i en artikel i
The Critic
. Strømkæntringen i publikums og de toneangivendes stilling til prærafaelitterne skyldes dog særlig Ruskins indgriben:. I 1851 i
Times
med "Pre-Rafaelism, its principles and Turner" at retlede den offentlige mening og paviste, at de fejl, man bebrejdede prærafaelitterne, netop var heldige nydannelser. Stemningen slog om: akademiet i
Liverpool
gik i spidsen, og efterhanden lystes prærafaelitternes sære arbejder i kuld og køn.
Det ny i prærafaelitternes kunst, der i dets tilspidsede servering nok kunne forbavse, desorientere og udæske kritikken, var i malerisk henseende bandlysningen af alt
clairobscur
og den traditionelt forskønnende ateliertone. I stedet skulle det være klare, ubrudte ofte grelle lokalfarver og en belysning, der intet skjulte. Det omhyggeligste, mest pertentlige naturstudium skulle træde i stedet for den herskende flotte rutine.I menneskefremstillingen skulle man holde sig til en og samme model, i landskabet skulle alle smating og vegetationens enkeltheder, behandles med den største omhu (heraf folkevitsen: tag et græsstra og mangfoldiggør det, sa har du et landskab efter prærafaelitternes metode).
Naturen krævede overalt den største respekt for enkelthederne. Pa alle omrader var prærafaelitternes parole: hellere stamme end at bruge fraser. Hvad billedernes andelige indhold angik, gjaldt det om at gengive de sande lidenskaber uden hensyn til gratie; det tankefulde og mystiske i sjælelivet skulle opdyrkes. Naturligvis træder disse forskellige egenskaber frem med forskellig styrke hos de enkelte prærafaelitter. De sidstnævnte gør sig i stærkest grad gældende hos D.G. Rossetti.
Den standhaftigste og mest udprægede var
William Holman Hunt
, som rejste til
Palæstina
; de stærkt idealistiske momenter i D.G. Rossettis kunst viste pa en made ud over selve prærafaelitternes kunst. Millais' senere kunst blev delvis en desavouering af hans egen fortid. Men blandede med andre strømninger har den prærafaelitiske retning haft indflydelse. Det er under dens pavirkning, at engelsk kunst, ikke mindst i dens talrige forgreninger som
brugskunst
i sidste fjerdedel af det
19. arhundrede
er kommet til at indtage en fremtrædende plads i kunsten.
Fra Rossetti gar trade til den af
Sandro Botticelli
pavirkede
Edward Burne-Jones
, som i sine dekorative grundsætninger ogsa gar tilbage til tiden før højrenæssancen. Allerede
1858
i glasmalerier i
katedralen i Oxford
, og hvis "nyprærafaelisme" har videreudviklet prærafaelitternes følelsesværdier. Burne-Jones' retning fortsattes ofte i maniereret form af elever som
Evelyn De Morgan
,
John Melhuish Strudwick
,
Marie Spartali Stillman
og
John Roddam Spencer Stanhope
.
Arthur Hughes
og
Joseph Noel Paton
var udprægede prærafaelitter. Ogsa for den berømte
William Morris
har prærafaelitterne haft afgørende betydning. I
Frederick Sandys
,
Simeon Solomon
og G. Wilson brydes prærafaelitternes retning med romantiske strømninger.
Walter Crane
,
Frederic Shields
og
William Bell Scott
overfører prærafaelitternes principper pa den dekorative kunst. Et dansk '
Selskabet for dekorativ Kunst
' blev stiftet 1901.
James Clarke Hook
er med mange andre repræsentant for det prærafaelitiske landskab. Blandt andre kunstnere, for hvem den prærafaelitiske indflydelse har været af betydning, kan nævnes
William Blake Richmond
i hans ældre arbejder,
James Tissot
,
John Frederick Lewis
[6]
),
Henry Moore
og
Valentine Cameron Prinsep
. I fjernere forbindelse med prærafaelitterne star den berømte, særprægede Cesare Saccaggi,
George Frederic Watts
.
Af danske kunstnere, der var inspireret af bevægelsen, kan nævnes
Agnes Slott-Møller
(†1937).
[7]
- Litteratur angivet i Salmonsen ? flere kan nu læses online
- Percy H. Bate:
The English preraphaelite painters, their associates and successors
, 1905, ?
Online
hos Archive.org (1972, 'reprint of the 1901 ed.' :
Online
hos Archive.org)
- John Ruskin
,
Dante Gabriel Rossetti
:
Pre-Raphaelitism
. Papirer 1854-1862, arrangeret og redigeret af
William Michael Rossetti
, London 1899. Righoldig brevsamling
- "The Pre-Raphaelite Brotherhood. A Fight for Art", Artikelserie i
Contemporary Review
, 1886
- Emil Hannover
: "Prærafaelitter" i
Tilskueren
, juli 1901
- W. Fred:
Die Praraphaeliten
, Heitz, 1900
- William Holman Hunt
:
Preraphaelitism
, 1905 ?
Online
hos Archive.org
- Jarno Jessen [pseud.], Walter Crane: 'Prarafaelismus
, Berlin : Bard, Marquardt & Co., 1906
- Hans Wolfgang Singer
:
Der Prae-Raphaelitismus in England
, Berlin 1912 ?
Online
hos Archive.org
- [ Artiklen er sammenskrevet af to tidligere oplæg (
1
og
2
) hvoraf det ene fra Salmonsen]
Denne artikel stammer hovedsagelig fra
Salmonsens Konversationsleksikon
2. udgave (1915?1930)
.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at
ajourføre sproget og indholdet af denne artikel
.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret saledes at den er pa nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt
link til
Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915?1930)
som kilde, og indsæt
[[Kategori:Salmonsens]]
i stedet for Salmonsens-skabelonen.
|
Kunsthistoriske perioder og stilretninger i vestlig kunst
|
---|
Oldtiden
| |
---|
Middelalderen
| |
---|
Renæssancen
| |
---|
1600-tallet
| |
---|
1700-tallet
| |
---|
1800-tallet
| |
---|
1900-tallet
| |
---|
2000-tallet
| |
---|
Relaterede artikler
| |
---|
|