Afrikanske elefanter
i et parklignende
savannelandskab
.
En
bladbille
(
Aulacophora indica
) kigger ud igennem et hul, den har gnavet i et blad fra træet
Alnus nepalensis
Planteædere
(
herbivorer
) er en betegnelse, der dækker alle
dyr
, som lever af at æde
planter
. Det kan være meget store dyr som
elefanter
, eller det kan være bittesma som
bladlus
. Hermed er det ogsa sagt, at dyrene ikke behøver at
tygge
planterne for at være planteædere. Det er de, om de suger, stikker, rasper, bider eller flar plantedele af. Det er ogsa ligegyldigt, hvilke dele af planterne, der bliver ædt.
Planteæderne udnytter de
autotrofe
planters
nettoprimærproduktion
som deres
fødegrundlag
. Dermed befinder de sig pa det andet
trofiske niveau
, hvor føden er rigelig og kan findes næsten overalt. Til gengæld ma de ofte nøjes med plantemateriale, som er tungt fordøjeligt, og de ma opbygge særlige systemer, som udvinder
energi
og
stof
af føden.
Drøvtyggerne
er naet længst med deres raffinerede mavesystem i fire afdelinger, men der er ogsa andre dyr, som har tilsvarende, omend knap sa gennemførte systemer:
Heste
(blindtarm), visse
haredyr
(førstegangsekskrementer ædes ? f.eks.
kanin
),
gæs
(kro) og
kakerlakker
(tarm) f.eks. De har alle skabt sig en
symbiose
med en eller flere
bakteriearter
, sadan at
cellulosen
i plantematerialet kan
nedbrydes
og anvendes som fødegrundlag.
Endelig er der en lang række dyr, som lever i en ydre symbiose med især
svampe
, der nedbryder træstof (bade cellulose og
lignin
). Dyrene lever sa i realiteten af svampe
hyfer
og trøsket træ. Blandt dem kan nævnes:
Barkbiller
,
træhvepse
og visse
termitter
.
Ny forskning viser, at de store planteædere har afgørende betydning for
succession
og
plantesamfund
. Mens de store planteædere levede i Nordamerika (ca. 15.000 ar siden), holdt de løvtræerne nede, og landskabet var abent og parkagtigt. Da de uddøde for ca. 13.000 ar siden, bredte løvtræerne sig, og der opstod blandede skove med nale- og løvtræer. Den øgede mængde tørt løv gav senere anledning til hyppige skovbrande, som yderligere formede landskabet
[1]
.
- Note
- Dieter Heinrich, Manfred Hergt (1992).
Munksgaards atlas ? økologi
. København: Munksgaard.
ISBN
87-16-10775-6
.