Otto Edwin von Stulpnagel
|
---|
16. juni 1878 - 6. februar 1948
|
|
Født
|
16. juni 1878
Berlin
|
---|
Død
|
6. februar 1948 (69 ar)
Paris
|
---|
Begravet ved
|
Eure
|
---|
Troskab
|
Tyskland
|
---|
Værn
|
Hæren
|
---|
Tjenestetid
|
1897-1942
|
---|
Rang
|
General af infanteriet
|
---|
Chef for
|
Øverstkommanderende i Frankrig
|
---|
Militære slag og krige
|
1. Verdenskrig
2. Verdenskrig
|
---|
Otto Edwin von Stulpnagel
(
16. juni
1878
i
Berlin
-
6. februar
1948
i
Paris
) var en tysk officer, som endte med at blive general af infanteriet. Fra oktober 1940 til februar 1942 var han øverstkommanderende i den af Tyskland besatte del af Frankrig.
Han var søn af den
preussiske
oberst
Otto von Stulpnagel
(1822?1899), der var ud af en adelsslægt fra
Uckermark
, og dennes hustru
Ida Michaelis
(1856?1909). Hans ældre bror
Edwin von Stulpnagel
(1876?1933) var ligeledes general af infanteriet.
Stulpnagel giftede sig den 2. marts 1929 i
Potsdam
med den fraskilte
Ilse von Seydlitz-Kurzbach
(21. maj 1891 i Berlin - 6. maj 1964 i Berlin), datter af bygmesteren
Otto Sohre
og
Anna Haselbach
. Stulpnagels blev skilt den 8. november 1946 i
Berlin-Charlottenburg
.
Stulpnagel blev i 1897 fanejunker i det 2. preussiske garderegiment til fods. Han gik pa krigsskolen og pa det preussiske krigsakademi og blev i 1909 overført til den store generalstab som
premierløjtnant
. Under
1. verdenskrig
gjorde han tjeneste som generalstabsofficer i forskellige stabe og blev i 1916 forfremmet til
major
.
Efter krigen blev han overført til
Reichswehr
hvor han i 1921 blev leder af folkeretsafdelingen i fredskomissionen med range af
oberstløjtnant
. Pa denne post udgav han herefter talrige skrifter og artikler, hvor han imødegik de allierede pastande om tyske krigsforbrydelser under verdenskrigen. I 1925 blev han forflyttet til staben for 14. infanteriregiment og forfremmet til oberst.
Aret efter blev han sendt afsted som den tyske hærs repræsentant ved
Folkeforbundets forberedende nedrustningskonference
. I starten af 1927 blev han forsat til 7. preussiske infanteriregiment i
Schweidnitz
, hvor han blev regimentschef og herefter efterfulgte
Lothar Fritsch
. I starten af 1929 blev han forsat til staben for Gruppenkommando 1 i
Berlin
og forfremmet til generalmajor. Kort efter blev han udnævnt til inspektør for transporttropperne i
Reichswehrministerium
. I slutningen af 1931 fik han sin afsked, efter at han inden var blevet forfremmet til
generalløjtnant
.
I 1934 fik Stulpnagel, der som ung officer havde gennemført en pilotuddannelse, af
Reichsluftfahrtministerium
til opgave at opbygge luftkrigsskolen i Berlin-Gatow og aret efter fik han ogsa ansvar for opbygningen af et luftkrigsakademi samme sted. Den 1. oktober 1935 indtradte han som
Erganzungsoffizier
(forøgelsesofficer) i
Luftwaffe
og fik rang af general af flyvetropperne og efterfølgende blev den først kommandant for luftkrigsakademiet. I 1936 blev han aktiv general i flyvertropperne. Fra 1938 stod han for indlemmelsen af det lufttekniske akademi i luftkrigsakademiet. I slutningen af marts 1939 tradte han igen ud af aktiv tjeneste.
Ved starten pa 2. verdenskrig blev han stillet til radighed for hæren og ved mobiliseringen blev han udnævnt til kommanderende general for den stedfortrædende generalkommando 17 og øverstkommanderende for
Wehrkreis
XVII i
Wien
. I oktober 1940 blev posten som øverstkommanderende i Frankrig oprettet, og den fik Stulpnagel. Som øverstkommanderende ville han ikke overlade opgaver til Sicherheitsdienst i SS, men samarbejdede i stedet med
RSHA
og den tyske ambassade. I midten af maj 1941 lod han 3.700 udenlandske jøder internere. I midten og slutningen af august lod han efter opfordring fra
Theodor Dannecker
tusinde franske og udenlandske jøder internere i
Sammellager Drancy
og i december lod han et stort antal personer fængsle. Størstedelen af de fangne blev myrdet, enten i Frankrig eller i udryddelseslejrene i Østeuropa.
Den 27. september 1940 indførte Stulpnagel anmeldelsespligt for jøder og den 18. oktober for jødiske virksomheder i det besatte Frankrig. I november 1940 meddelte han sine militærdistrikter, at
Walther von Brauchitsch
havde givet ordre til konfiskation af jødiske formuer. Konfiskeringen blev foretaget af
Service du Controle
under Vichy-regeringen, men Stulpnagel forbeholdt sig ret til at udpege forvaltere for jødiske industrivirksomheder for at kunne begunstige tyske købere.
[1]
Den 17. december 1941 palagde han jøderne i den besatte del af Frankrig en bøde pa 1 mia. franc, som skulle betales i rater i takt med jøderne i Frankrig blev bragt sammen.
[2]
Mens han den 21. august var i Berlin, blev der i Paris begaet et attentat pa den tyske soldat Alfons Moser i metrostationen Barbes-Rochechouart. Efter yderligere to attentater pa soldater fra besættelsesstyrken, feltkommandant Hotz i
Nantes
og krigsforvaltningsrad Reimers i
Bordeaux
, fik Stulpnagel ordre fra Hitler om at lade 100 franske gidsler skyde. Stulpnagel ville gerne forhandle antallet ned, da han var betænkelig overfor de mulige politiske konsekvenser. Foreslog i stedet at et større antal jøder skulle deporteres østpa - dvs. til udryddelseslejre. Til sidst blev i alt 98 gidsler i
Nantes
og
Chateaubriant
skudt pa hans befaling.
Stulpnagel havde ogsa konflikter med
Oberkommando der Wehrmacht
(OKW).
Joseph Goebbels
skrev flere steder i august/september 1941 i sin dagbog (som han dagligt dikterede vedrørende den foregaende dag) at han havde kritiseret slapheden ved den øverstkommanderende i Paris. I september hævdede han, at han ville give OKW nøje anvisninger pa hvad man skulle gøre ved hændelserne i Paris. Stridighederne med Berlin førte til at Stulpnagel i februar 1942 bad om at blive afløst. Nutidige historikere er af forskellig opfattelse af om dette kun skyldes "taktik" og "fornemmelse for det pragmatiske" (dvs. tilpasningsevne) eller om Stulpnagel havde moralske grunde.
Carl-Heinrich von Stulpnagel
, en fjern slægtning, blev hans efterfølger pa posten som øverstkommanderende.
Stulpnagel, som i august 1942 var tradt endeligt ud af tjenesten, blev efter krigen fængslet af de allierede besættelsesstyrker og udleveret til Frankrig i 1946. I begyndelsen af februar 1948 begik han selvmord i fængslet
Cherche-Midi
i Paris inden retssagen mod ham var gaet i gang.
Ulrich Herbert
refererer fra de militære arkiver om de sakaldte gidselaktioner: I december 1941 var 743 jødiske mænd, fortrinsvis franske, blevet overført til den tysk kontrollerede lejr i
Compiegne
med henblik pa deportation til udryddelseslejrene i øst. For at na op pa det fra Berlin krævede antal pa 1.000 blev der hentet yderligere 300 jøder fra
Sammellager Drancy
. Stulpnagel ville af med jøderne for pa den ene side at tilfredsstille Berlin med en hard reaktion pa den franske modstand, pa den anden side undga misstemning blandt de franske kollaboratører ved at lade ikke-jøder myrde. Jøderne sad altsa med Sorteper i et morderisk spil om hvem i Frankrig der skulle myrdes for at tilfredsstille de tyske interesser. Stulpnagel valgte jøderne som ofre.
En noget diffus, men alligevel interessant synsvinkel pa begivenhederne formidler
Ernst Junger
i sin ?Ersten Pariser Tagebuch“.
Junger gjorde tjeneste i den øverstkommanderendes stab i Paris. For Junger sa Stulpnagel sig fanget i et dilemma mellem to yderpunkter, som han ikke kunne løse pa anden vis, da jøderne blev anset for at være de alment accepterede ofre. Især i dele af de toneangivende kollaboratørkredse i Frankrig blev en ofring af jøderne set som et fuldt ud acceptabel. Stulpnagel havde ifølge Junger kun et ærefuldt alternativ, nemlig at bega selvmord, men det havde Stulpnagel formentlig ikke sjælestyrke til.
Junger antyder indirekte en løs forbindelse mellem Stulpnagel og de sammensvorne bag
attentatet 20. juli 1944
.
- Genealogisches Handbuch des Adels.
(GHdA), Adelige Hauser A Band XVIII, Band 87 der Gesamtreihe, C. A. Starke Verlag, Limburg (Lahn) 1985,
ISSN
0435-2408
, S. 426.
- Ernst Junger:
Strahlungen.
Klett Cotta Verlag, 2000.
- Sven Olaf Berggotz:
Ernst Junger und die Geiseln - Die Denkschrift von Ernst Junger uber die Geiselerschießungen in Frankreich 1941/42
, pdf, Vierteljahrshefte fur Zeitgeschichte, 2003, Heft 3.
- ^
Raul Hilberg:
Die Vernichtung der europaischen Juden
, Band 2, Fischer Taschenbuch 1990,
ISBN
3-596-24417-X
, S. 650
- ^
Lagebericht des Militarbefehlshabers von Paris, 31. Januar 1942
Arkiveret
24. september 2015 hos
Wayback Machine
, hentet 14. august 2015