- For alternative betydninger, se
Opera (flertydig)
.
(
Se ogsa artikler, som begynder med Opera
)
- "Opera" omdirigeres hertil. For metrostationen i Paris, se
Opera (metrostation)
.
Opera
er en kunstform, i hvilken sangere og musikere opfører et dramatisk værk,
[1]
som er en kombination af tekst (nedskrevet i en
libretto
) og sang og instrumentalmusik (nedskrevet i et
partitur
). Opera defineret pa denne made hører hjemme i den vestlige klassiske musik.
[2]
Opera indeholder elementer fra det klassiske
teater
som skuespil, kulisser og kostumer ? og dans. Opførelsen af operaer finder typisk sted i et
operahus
akkompagneret af et
orkester
; et symfoniorkester eller et mindre musikensemble.
Operaen som kunstform stammer fra det
16. arhundredes
Italien
,
Jacopo Peris
nu tabte
Dafne
blev opført i
1597
i
Firenze
som en af de første operaer. Operaen bredte sig hurtigt til resten af Europa, idet tyske
Heinrich Schutz
, franske
Jean-Baptiste Lully
og engelske
Henry Purcell
begyndte operatraditionen i deres hjemlande i det
17. arhundrede
.
I det
18. arhundrede
var europæisk opera domineret af den italienske tradition bortset fra
Frankrig
.
Opera seria
var den italienske operas mest prestigefyldte genre.
Christoph Willibald Gluck
gjorde indsigelser mod dens kunstighed med sine reformoperaer i
1760'erne
. I dag er den mest kendte operakomponist fra slutningen af det 18. arhundrede
Wolfgang Amadeus Mozart
, som begyndte med opera seria, men som er mest berømt for
Don Giovanni
, der er alvorligt/komisk
og de andre komiske operaer pa italiensk som
Figaros Bryllup
,
Cosi fan tutte
og
Tryllefløjten
, som er pa tysk og et højdepunkt i opera/syngespil.
I første tredjedel af det
19. arhundrede
opnaede
bel canto
-stilen sit højdepunkt med
Gioacchino Rossini
,
Gaetano Donizetti
og
Vincenzo Bellini
, som alle skabte værker, der opføres i dag. Der opstod desuden en ”grand opera”, som
Giacomo Meyerbeer
er repræsentant for. Det 19. arhundrede er en operaguldalder med
Richard Wagner
og
Giuseppe Verdi
fra hhv.
Tyskland
og
Italien
. Til denne guldalder hører
verismo-stilen
i Italien, der fører frem mod
Giacomo Puccini
og
Richard Strauss
i begyndelsen af det
20. arhundrede
. I det 20. arhundrede eksperimenteredes med moderne stilarter som
atonalitet
og
serialisme
hos komponister som
Arnold Schonberg
og
Alban Berg
,
nyklassicisme
hos
Igor Stravinskij
og
minimalisme
hos
Philip Glass
og
John Coolidge Adams
.
Med fremkomsten af moderne teknologi far operasangere et nyt og større
publikum
; en af de første operasangere, der blev kendt uden for operahusene, var tenoren
Enrico Caruso
. I moderne tid bliver operaer ogsa opført i (og skrevet for) radio og TV.
Musikken er et lige sa vigtigt element som sangteksten og skuespillet i en opera. Opera adskiller sig fra andre musikdramatiske genrer, ved at hele teksten synges. Den sungne tekst star i librettoen (egl. ”lille bog”). Nogle komponister som Richard Wagner skrev deres egne libretti, mens andre arbejdede tæt sammen med deres librettist som Wolfang Amadeus Mozart og
Lorenzo da Ponte
. Traditionelle operaer bestar af to former for sang:
- recitativerne
, som er deklamatoriske passager, der præger handlingen med en særlig talesang, der følger tekstens sproglige rytme uden egentlig melodi, og
- arier
, som er melodiske sangstykker, som personerne udtrykker deres følelser i med en struktureret
stil
.
Duetter
,
trioer
og andre ensembler udtrykker personernes indbyrdes forhold, lige som korsatser kan kommentere handlingen (som i den græske oldtids dramaer). I nogle operaer som
syngespil
,
opera comique
,
operette
og semi-opera erstattes recitativerne af talt dialog.
Talt dialog er et hyppigt element i mange tidlige operaer samt i melodramaer, der udviklede sig som selvstændig genre i
1800-tallet
. Melodiske eller semi-melodiske passager (i stedet for recitativer) kaldes
arioso
. I
barokken
og
klassicismen
var der to former for recitativer:
- secco-recitativer, der er talesang ledsaget af et
continuo
, som oftest blot er et
cembalo
og
- accompagnato- og strumentato-recitativer, hvori sangen støttes af hele orkestret.
I løbet af det 19. arhundrede vandt accompagnato-recitativet mere og mere indpas, idet orkestret kom til at spille en større rolle; Richard Wagner var en af pionererne. Han nærmest udviskede skellet mellem arie og recitativ i sin søgen efter en ”endlos fließenden Melodie” (en uendeligt flydende melodi). Nogle komponister er gaet i Wagners fodspor som Stravinskij i operaen
Lastens vej
.
[3]
Dafne
er det første egentlige værk, der er en opera fra nutidens definition. Det blev skrevet omkring
1597
af Jacopo Peri, der var medlem af en kreds af veluddannede renæssancehumanister i Firenze, som samledes om en interesse for den græske oldtids musik og teater i
La Camerata de’ Bardi
. Medlemmerne af La Camerata mente (sandsynligvis fejlagtigt), at korpassagerne og muligvis alle rollerne i de græske dramaer blev sunget. Værket Dafne var derfor egentlig et forsøg pa at genoplive det klassiske græske oldtidsdrama ? i trad med
renæssancens
interesse for at videreføre ideer og værker fra antikken. Derfor gjorde renæssancekunstnerne operaen til et helt og holdent sunget dramatisk værk. Dafne er desværre gaet tabt, men et senere værk af Peri,
Euridice
fra omkring 1600 er det første operapartitur overleveret til vor tid. Den første opera, der opføres regelmæssigt, er
Claudio Monteverdis
L’Orfeo
, som blev komponeret for hoffet i
Mantua
i 1607.
[4]
Operaen var oprindeligt en fornøjelse for europæiske hoffer, men allerede i
1637
opstod ideen om offentlige operaforestillinger, som der skulle være billetsalg til. Det skete i
Venedig
, hvortil Monteverdi var flyttet fra
Mantua
, og hvor han komponerede sine sidste operaer,
Il ritorno d'Ulisse in patria
og
L'incoronazione di Poppea
i
1640'erne
. De tidlige barokoperaer blandede lavkomik med tragiske elementer, hvilket var med til at sprede operaformen ud i Italien og gøre genren populær.
Efterhanden udvikledes to parallelle handlingsspor i operaerne: de seriøse og de komiske elementer. De var pavirket af
commedia dell'arte
, som med sine
improvisationer
længe havde været en del af scenelivet i Italien, og kom til at udgøre en slags ”opera i operaen”. En af grundene var at tiltrække publikum fra den voksende stand af handlende, den tids nouveaux riches, som havde behov for at ga ud, men som var mindre kultiverede end adelen. Disse ”intermezzi” i opera seria var særligt populære i
Napoli
fra ca.
1710
-
1730
.
Nogle komponister tog dog anstød af de mere grovkornede indslag og dannede en reformbevægelse, der blev knyttet til digteren Metastasios navn og blev støttet af det arkadiske akademi i Venedig. Metastasios libretti var i afgørende grad med til at rendyrke og udvikle
opera seria-genren
, som blev den førende italienske operaform indtil slutningen af det 18. arhundrede. Da det metastasiske ideal blev veletableret, blev den grove komik henvist til
opera buffa
.
Opera seria havde et højtideligt udtryk og en højt stiliseret form, der som regel bestod af secco-recitativer iblandet lange
da capo-arier
. De bød den gode sanger fine muligheder for at vise sit talent, og i opera seria-genrens guldalder blev operasangeren da ogsa betragtet som stykkets stjerne. Helterollen blev som regel skrevet for en
kastratsanger
: Kastratsangere som
Farinelli
og
Senesino
og kvindelige
sopraner
som
Faustina Bordoni
var stærkt efterspurgte i hele
Europa
med undtagelse af
Frankrig
, hvor opera seria ikke havde indtaget scenen. Farinelli er den mest berømte sanger fra det 18. arhundrede, og italiensk opera blev den standard, barokopera blev malt efter. Italienske libretti blev brugt af en tysk komponist som
Georg Friedrich Handel
, nar han skrev musik for publikum i
London
. Italienske libretti blev ogsa brugt i den klassicistiske periode, da Mozart skrev i
Wien
. Førende italienskfødte komponister af opera seria er
Alessandro Scarlatti
,
Antonio Vivaldi
og
Nicola Antonio Porpora
.
[5]
Reformopera: Glucks opgør med den metastasiske idealopera og Mozart
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Opera seria havde sine svagheder og sine kritikere. Genrens fokus pa musikalske ornamenter udført af virtuose sangere og pa optræden i stedet for overbevisende drama fik kritikere til at fare i blækhuset, og
Francesco Algarottis
Sopra l’opera in musica
(Essay om opera) fra
1755
skulle vise sig at være god inspiration for den reform,
Christoph Willibald Gluck
gennemførte. Han mente, at opera seria skulle vende tilbage til sin oprindelse, og at alle tilknyttede elementer, sang, ledsagende musik, ballet og scenisk opsætning, burde tjene det grundlæggende dramatiske forlæg. Flere af periodens komponister som
Niccolo Jommelli
og
Tommaso Traetta
forsøgte at virkeliggøre disse idealer, men den første der havde succes med det og skabte et varigt bidrag til operahistorien var Gluck. Han forsøgte (som Winkelmann) at opna en ”skøn enkelhed” i den første af sine ”reformoperaer”,
Orfeo ed Euridice
. I den er sangen ikke virtuost udsmykket som i fx Handels værker, men støttet af simple harmonier og et stærkt orkester.
Glucks ideer vakte genklang i operaverdenen og hos senere komponister.
Weber
, Mozart og Wagner var særligt pavirkede af hans idealer. Mozart, der pa mange mader var Glucks efterfølger, forenede en overlegen sans for drama med et sikkert greb om
harmoni
,
melodi
og
kontrapunkt
i en rækker komedier, særligt i
Cosi fan tutte
,
Figaros bryllup
og
Don Giovanni
med tekst af librettisten Lorenzo da Ponte; disse operaer er blandt de mest populære og velkendte i dag. Mozarts bidrag dog ogsa til opera seria med værker som
Idomeneo
og
La Clemenza di Tito
, men genren la for døden, og det lykkedes ikke Mozart at bringe den varigt til live igen.
[6]
Bel canto-opera er en bevægelse, der opstod i det tidlige 19. arhundrede med operaer af
Rossini
,
Bellini
,
Donizetti
,
Pacini
,
Mercadante
og mange andre. Bel canto betyder ”skønsang” og stammer fra en italiensk skole for sang af det navn. Melodilinjen i bel canto er typisk floromvundet og kompleks pa en made, der kræver stor vokal fleksibilitet og kontrol.
I bel canto-operaens kølvand opstod en mere direkte og kraftfuld stil, som især blev fremført af Giuseppe Verdi, der fik sin første succes med den bibelske opera
Nabucco
fra 1842. Verdis operaer gik godt i spænd med den voksende nationalfølelse i
Italien
i tiden efter napoleonskrigene, og han blev hurtigt et symbol pa den patriotiske bevægelses ambitioner og "Verdi" stod som graffiti pa murene i Italien (omend Verdi ikke var særlig radikal selv). Tidligt i 1850’erne frembragte Verdi tre af sine mest populære operaer:
Rigoletto
,
Il trovatore
og
La traviata
, men han udviklede sin stil gennem hele sin karriere og frembragte den maske bedste franske
grand opera
,
Don Carlos
, inden han sluttede sin karriere med to Shakespeare-inspirerede værker,
Otello
og
Falstaff
, som til fulde viste, hvor meget den italienske opera havde udviklet sig i det 19. arhundrede.
Efter Verdi opstod det følelsesladede, realistiske melodrama i den sakaldte verismo-stil i Italien. Startskuddet blev givet med
Pietro Mascagnis
Cavalleria rusticana
og
Ruggiero Leoncavallos
Pagliacci
, der stadig spilles pa verdens operascener, lige som andre veristiske værker som Giacomo Puccinis
La Boheme
,
Tosca
og
Madama Butterfly
. Senere italienske komponister som fx
Berio
og
Nono
har eksperimenteret med mere modernistiske udtryksformer.
[7]
Den første tyske opera (den er ikke er overleveret til i dag) blev komponeret af Heinrich Schutz i 1627 og bar ? som den første italienske 30 ar før ? titlen
Dafne
. Den italienske opera øvede stor indflydelse pa tysktalende lande indtil slutningen af det 18. arhundrede. En national tradition var under udvikling, og allerede i 1644 producerede
Sigmund Staden
det første syngespil, en populær tysksproget opera, som lader sang skifte med talt dialog. I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. arhundrede viste
Theater am Gansemarkt
i
Hamborg
en række operaer af
Keiser
,
Telemann
og Handel pa tysk, men mange af tidens største tyske komponister, herunder Handel,
Graun
,
Hasse
og Gluck valgte at skrive de fleste af deres operaer pa fremmede sprog, særligt italiensk.
Mozarts syngespil
Bortførelsen fra Seraillet
fra 1782 og
Tryllefløjten
fra 1791 betegnede et vigtigt internationalt gennembrud for den tysksprogede opera. Den tyske tradition blev videreudviklet i det 19. arhundrede af
Beethoven
, der inspireret af den franske revolution skrev sin eneste opera,
Fidelio
, men det blev
Carl Maria von Weber
, der for alvor etablerede den tyske opera i modsætning til den italienske bel canto. Det skete med den romantiske
Der Freischutz
(Jægerbruden) fra 1821, der viste hans talent for at gengive det overnaturlige med musik i et operaværk. Andre vigtige operakomponister var
Marschner
,
Schubert
,
Schumann
og
Lortzing
, omend den uden tvivl mest betydende var Wagner.
Wagner var en af de mest revolutionære og kontroversielle komponister, musikhistorien har kendt. Han blev inspireret af Weber og Meyerbeer, men udviklede gradvist et nyt koncept for opera, som han kaldte et
Gesamtkunstwerk
, et totalkunstværk, der samlede musik, poesi og bildende kunst. I sine mest udviklede værker,
Tristan und Isolde
,
Die Meistersinger von Nurnberg
,
Der Ring des Nibelungen
og
Parsifal
opgav han at skelne mellem arie og recitativ for til gengæld at søge en uendeligt flydende melodi. Han ændrede orkestrets rolle, øgede dets styrke og skabte partiturer med et komplekst væv af
ledemotiver
(
Leitmotiven
). Det er genkommende temaer, der ofte associeres med bestemte personer eller hændelser i dramaet. Han havde desuden mod til at ga imod allerede etablerede musikalske konventioner som fx
tonalitet
i sin søgen efter større udtrykskraft. Wagner forlenede sin operaer med en filosofisk dimension og brugte ofte historier fra tysk sagnstof eller fra legenderne omkring kong Arthur. Wagner fik bygget sit eget operahus i
Bayreuth
, hvor hans værker skulle opføres pa præcis den made, han ønskede.
Operaen blev ikke den samme efter Wagner, og hans arv har for mange komponister været en tung byrde.
Richard Strauss
var en af dem, der antog Wagners ideer, men førte dem i nye retninger. Han blev berømt for sin
Salome (opera)
, der vakte skandale, og for den mørke tragedie om
Elektra
, der afprøvede tonalitetens grænser. Sa skiftede Strauss genre og gik tilbage til rokokoens muligheder i
Der Rosenkavalier
, i hvilken Mozart og wienervals var lige sa betydende som inspiration som Wagner. Strauss’ operaer er stærkt varierede og bygger ofte pa libretti af digteren
Hugo von Hoffmannsthal
. Blandt andre komponister, der har haft betydning for tysk opera i begyndelsen af det 20. arhundrede, er
Zemlinsky
,
Hindemith
,
Kurt Weill
og den italienskfødte
Ferruccio Busoni
.
[8]
I konkurrence med importerede italienske operaproduktioner opstod der en særlig fransk tradition, som blev grundlagt af italieneren Jean-Baptiste Lully ved kong
Ludvig XIV's
hof. Pa trods af sit fremmede ophav var Lully i stand til at etablere et
Academie Royale de Musique
og havde nærmest monopol pa fransk opera fra 1672. Hans første opera var
Cadmus et Hermione
, en
tragedie en musique
, som Lully sammen med librettisten
Quinault
konciperede som en form efter fransk smag, der særligt betonede dansen og koret som elementer i operaforestillingen. Lullys operaer benytter desuden et særligt ekspressivt recitativ, som tager hensyn til det franske sprogs rytmik og melodik. I det 18. arhundrede blev Lullys vigtigste efterfølger
Jean-Philippe Rameau
, som komponerede fem tragedies en musique og en lang række andre værker i andre genrer som fx
opera-ballet
, der er kendte for deres rige orkestrering og udfordring af kendte harmoniske rammer.
Efter Rameaus død blev tyskeren Gluck overtalt til at skabe seks operaer for scenen i
Paris
i 1770'erne. De bærer spor af Rameaus musik i sig, men er enklere og har større fokus pa den dramatiske kerne. Pa samme tid var en ny genre
opera comique
ved at blive populær i Frankrig. Den ligner med det tyske syngespil med arier, der veksler med talt dialog. Operakomponister som
Monsigny
,
Philidor
og især
Gretry
er kendte for deres bidrag til denne genre. I revolutionsperioden forlenede komponister som
Mehul
og
Cherubini
, som var inspirerede af Gluck, den med et mere seriøst udtryk, omend genren ikke pa noget tidspunkt har været direkte ”komisk”.
Omkring 1820 matte Glucks indflydelse i Frankrig vige for den italienske bel canto, særligt efter at Rossini kom til Paris. Rossinis
Guillaume Tell
var medvirkende til skabelsen af
grand opera
, som især kendes gennem en anden udlænding, nemlig Giacomo Meyerbeer. Meyerbeers værker som
Les Huguenots
fokuserede pa virtuos sang kombineret med sceniske specialeffekter. En lettere udgave af opera comique nød ogsa stor bevagenhed i værker fra komponister som
Boieldieu
,
Auber
,
Herold
og
Adolphe Adam
. I det miljø var det svært at fa publikum til den franske
Hector Berlioz’
værker. Hans episke mesterværk,
Les Troyens
, der var kulminationen pa den gluckske tradition blev ikke opført i sin helhed i næsten hundrede ar.
I anden halvdel af det 19. arhundrede skabte
Jacques Offenbach
operetter med vittige og kyniske værker som fx
Orphee aux enfers
og
Les Contes d’Hoffmann
.
Charles Gounod
fik stor succes med
Faust
, mens
Georges Bizet
skabte
Carmen
, der, da publikum hurtigt havde lært at acceptere dens blanding af
romantik
og
realisme
, blev en af de mest populære operaer i opera comique-traditionen.
Massenet
,
Saint-Saens
og
Delibes
skabte alle værker, der nu er en del af moderne operahuses standardrepertoire. Der var i tiden en følelse af, at Richard Wagner var en torn i øjet pa den franske tradition; mange franske kritikere angreb vredt Wagners musikdramaer, men nogle franske komponister forsøgte at efterligne hans stil med svingende held. Det mest interessante bud kom formentlig med
Pelleas et Melisande
fra
Claude Debussy
, som lige som Wagners lader orkestret spille en ledende rolle og lader sangen besta af en uafbrudt talesang i modsætning til den traditionelle opdeling i arier og recitativer. Værket beror pa en underspillet gadefuld stemning, men er alle ligheder til trods langt fra Wagners musikalske stil.
Andre vigtige franske navne fra det 20. arhundrede omfatter
Ravel
,
Dukas
,
Roussel
og
Milhaud
.
Francis Poulenc
, som har skrevet
Dialogues des carmelites
, er en af de meget fa komponister fra efterkrigstiden, hvis operaer er blevet optaget i det internationale repertoire.
Olivier Messiaens
lange drama om
Saint Francois d'Assise
fra 1983 har ogsa faet opmærksomhed fra mange sider.
[9]
I
England
var forløberen for opera den sakaldte
jig
fra det 17. arhundrede. Det var egentlig et efterspil, som blev opført efter et almindeligt skuespil. Indholdet var ofte satirisk og skandaløst og bestod af en dialog med nogle populære melodier. Jigs er et forvarsel om
ballad opera
fra det 18. arhundrede. Pa samme tid havde det franske maskespil vundet indpas ved det engelske hof med uhørt overdadighed og realistiske kulisser.
Inigo Jones
var scenograf. Et maskespil indeholdt sange og danseoptrin, som det er tilfældet i
Ben Jonsons
Lovers Made Men
fra 1617.
Det engelske
commonwealth
søgte nu at lukke teatre og hæmme enhver udvikling, der kunne føre til grundlæggelsen af en egentlig engelsk opera. I 1656 producerede teatermanden
Sir William Davenant
The Siege of Rhodes
, og da hans teater ikke havde tilladelse til at producere drama, bad han de førende komponister
Lawes
,
Cooke
,
Locke
,
Coleman
og
Hudson
om at komponere musik til forskellige dele af stykket. Da det blev en succes, fulgte han trop med
The Cruelty of the Spaniards in Peru
i 1658 og
The History of Sir Francis Drake
i 1659. De stykker havde endog
Oliver Cromwells
opbakning og støtte, da de udtrykte kritik af
Spanien
. Med genoprettelsen af det engelske
monarki
i 1660 var udenlandske og særligt franske musikere atter velkomne i England. I 1673 havde
Thomas Shadwells
Psyche
premiere. Stykket var modelleret over en comedie-ballet af samme navn af
Moliere
og Lully. Samme ar producerede William Davenant
The Tempest
den første musikalske udgave af et stykke af
Shakespeare
. I 1683 komponerede
John Blow
Venus og Adonis
, som ofte betragtes som den første egentlige engelsksprogede opera.
Blows efterfølger var den velkendte Henry Purcell, hvis mesterværk,
Dido og Aeneas
, stammer fra 1689. Handlingen i operaen fremmes af recitativer i italiensk stil, men mange af Purcells bedste værker er ikke egentlige operaer, men snarere semi-operaer med enkelte scener og maskespil inden for et almindeligt skuespil, som det er tilfældet i
The Fairy-Queen
fra 1692,
The Prophetess
fra 1690 og
Bonduca
fra 1696. Her er hovedpersonerne normalt ikke involverede i de musikalske scener, og det betyder, at Purcell sjældent kunne udvikle og tegne sine personer gennem sang. Ikke desto mindre var det hans og hans samarbejdspartner
John Drydens
hab at etablere den seriøse opera i England, omend dette hab blev gjort til skamme med Purcells tidlige død som 36-arig.
Efter Purcell svandt operaens popularitet i England i adskillige ar. Først i 1730’erne fik interessen for genren fornyet liv. Det kan tilskrives
Thomas Arnes
indsats gennem hans egne værker og hans arbejde for at gøre Handel interesseret i at producere store værker pa engelsk. Arne var den første engelske komponist, der eksperimenterede med gennemsungne, komiske operaer i den italienske stil.
Thomas and Sally
fra 1760 blev den største succes. Hans opera,
Artaxerxes
fra 1762 var det første forsøg pa at skabe en opera seria pa engelsk; den blev en stor succes og opførtes helt frem til 1830’erne. Selv om Arne imiterede mange af den italienske operas elementer, var han maske den eneste engelske komponist i tiden, som var i stand til at bevæge sig ud over de italienske strømninger og skabe sin unikke og særligt engelske tone. Hans moderniserede ballad opera,
Love in a Village
, fra 1762 skabte mode med pasticheoperaer, som holdt sig til godt ind i det 19. arhundrede.
Charles Burney
skrev, at Arne kunne skabe en ”let, luftig, original og behagelig melodi, der var ganske anderledes end Purcells og Handels, som alle engelske komponister havde enten stjalet eller imiteret” ("a light, airy, original, and pleasing melody, wholly different from that of Purcell or Handel, whom all English composers had either pillaged or imitated").
Ud over Arne var den anden gigant i engelsk opera den tyskfødte Georg Friedrich Handel, hvis opere seria gik pa Londons operascener i artier og pavirkede engelske komponister som fx
John Frederick Lampe
, der ogsa komponerede efter italienske modeller. Den italienske indflydelse gjorde sig gældende i Englands operaliv i det 18. og 19. arhundrede gennem savel fremmede som Mozart, Beethoven og Meyerbeer som gennem de store italienske komponister.
De eneste undtagelser var de sakaldte
ballad operas
, som
John Gays
The Beggar's Opera
fra
1728
og musikalske burlesker, europæiske operetter og sene victorianske operaer i den lette stil som fx
savoy-operaer
af
W. S. Gilbert
og
Arthur Sullivan
. Der var spor af opera i alle disse typer underholdning, men Sullivan skrev kun en opera i den store stil:
Ivanhoe
. Han hævdede dog, at selv hans lette operaer udgjorde en særlig engelsk skole, der skulle erstatte franske operetter, der som regel blev opført i darlige oversættelser, og som havde præget scenelivet i London fra midten af det
19. arhundrede
til begyndelsen af
1870'erne
.
I det
20. arhundrede
begyndte den engelske opera at finde sine egne ben med værker af
Ralph Vaughan Williams
og særligt
Benjamin Britten
, som i en række fine operaer, der ogsa er pa standardrepertoiret i dag, udviste en særlig dramatisk sans parret med en fornem
musikalitet
. I vore dage er
Thomas Ades
med et værk som
Powder Her Face
og Sir
Harrison Birtwistle
med værker som
Punch and Judy
og
The Minotaur
blandt Det Forenede Kongeriges mest betydningsfulde komponister.
I det 20. arhundrede har amerikanske komponister som
Leonard Bernstein
,
George Gershwin
,
Gian-Carlo Menotti
,
Douglas Moore
og
Carlisle Floyd
bidraget til den engelsksprogede operas udvikling, fordi de ofte har tilføjet operaen et pust af andre populære musikalske stilarter. De er blevet fulgt af komponister som
Philip Glass
,
Mark Adamo
,
John Corigliano
,
Robert Moran
,
John Coolidge Adams
og
Jake Heggie
.
[10]
Operaen kom til
Rusland
i 1730’erne med omrejsende italienske trupper, og snart blev den en vigtig del af underholdningen ved zarens hof og aristokrati. Mange fremmede komponister som
Baldassare Galuppi
,
Giovanni Paisiello
,
Giuseppe Sarti
og
Domenico Cimarosa
blev inviteret til Rusland for at komponere nye operaer, som regel pa italiensk. Samtidigt rejste russiske komponister som
Maksym Berezovskij
og
Dmytro Bortnianskij
til udlandet for at lære at skrive opera. Den første opera pa russisk,
Tsefal i Prokris
, kom i 1755, men var dog komponeret af en italiener,
Francesco Araja
. Udviklingen af den russisksprogede opera støttedes af russiske komponister som
Vasilij Pashkevitj
,
Yevstignei Fomin
og
Alexei Verstovskij
.
Den russiske opera fik sit egentlige gennembrud med
Mikhail Glinkas
store operaer,
Livet for zaren
fra 1836 og
Ruslan i Lyudmila
fra 1842. Efter Glinkas to operaer sa flere store russiske operaer dagens lys i det 19. arhundrede med værker som
Rusalka
og
Kamenny gost
af
Alexander Dargomyzhskij
,
Boris Godunov
og
Khovanshchina
af
Modest Mussorgskij
,
Fyrst Igor
af
Alexander Borodin
,
Eugen Onegin
og
Spar Dame
af
Pjotr Tjajkovskij
;
Prinsesse Snefnug
og
Sadko
af
Nikolaj Rimskij-Korsakov
. Elementer af russisk nationalisme spores i disse og andre værker fra perioden.
I det 20. arhundrede har en række store komponister udviklet den russiske opera yderligere, fx
Sergei Rachmaninov
med værker som
Den gerrige ridder
og
Francesca da Rimini
,
Igor Stravinskij
med
Nattergalen
,
Mavra
,
Oedipus Rex
og
Lastens vej
,
Sergei Prokofiev
med
Igrok
,
Kærligheden til de tre appelsiner
,
Ognenny angel
,
Obrucheniye v monastire
og
Krig og fred
samt
Dmitrij Sjostakovitj
med
Næsen
og
Lady Macbeth fra Minsk
,
Edison Denisov
med
L'ecume des jours
og
Alfred Schnittke
med
Life with an Idiot
samt
Historia von D. Johann Fausten
.
[11]
Spanien har produceret sin egen form for opera, kaldet
zarzuela
, som havde to forskellige opblomstringer: Den ene fra midten af det 17. arhundrede til midten af det 18. arhundrede, mens den anden begyndte omkring 1850. Fra slutningen af det 18. arhundrede til midten af det 19. arhundrede var den italienske opera nemlig sa populær i Spanien, at den fortrængte den lokale zarzuela.
Tjekkiske komponister har ligeledes udviklet deres egen levende, nationale operatradition i det 19. arhundrede.
Bed?ich Smetana
var den første og skrev otte operaer, herunder "
Den solgte brud
", der er internationalt kendt.
Antonin Dvo?ak
, der er mest kendt for
Rusalka
, skrev tretten operaer, mens
Leo? Jana?ek
i det 20. arhundrede vandt anerkendelse uden for
Tjekkiet
for nyskabende værker som
Jen?fa
,
Den fiffige lille ræv
og
Ka?a Kabanova
.
Nøglefiguren i ungarsk opera var i det 19. arhundrede
Ferenc Erkel
, hvis værker ofte har benyttet historiske temaer. Blandt hans hyppigst opførte operaer er
Hunyadi Laszlo
og
Bank ban
. Den mest kendte moderne ungarske opera er
Bela Bartoks
Hertug Blaskægs borg
.
Den mest kendte polske operakomponist er
Stanisław Moniuszko
, som først og fremmest kendes for operaen
Straszny Dwor
. Andre polske værker fra det 20. arhundrede er
Krol Roger
af
Karol Szymanowski
og
Ubu Rex
af
Krzysztof Penderecki
.
[12]
Den maske mest abenlyst moderne udvikling af operagenren er sket med fremkomsten af
atonalitet
. Udviklingen satte allerede ind med Wagner og i særdeleshed med
Tristan-akkorden
i operaen
Tristan und Isolde
. Komponister som Richard Strauss, Claude Debussy, Giacomo Puccini,
Paul Hindemith
og
Hans Pfitzner
er gaet et skridt videre med en ekstrem
kromatik
og en mere udstrakt brug af
dissonans
.
Egentlig operamodernisme indtræffer med to komponister fra Wien, nemlig
Arnold Schonberg
og hans elev
Alban Berg
, der begge komponerer i og advokerer for atonalitet og
dodekafoni
som udtænkt af Schonberg.
Schonbergs tidlige operaer,
Erwartung
fra 1909 (der dog først fik premiere i 1924) og
Die gluckliche Hand
fra 1924, fremviser begge en udtalt brug af kromatiske harmonier og dissonans. Schonberg brugte ogsa lejlighedsvis Sprechstimme, som han beskrev som: "The voice rising and falling relative to the indicated intervals, and everything being bound together with the time and rhythm of the music except where a pause is indicated".
Bergs to operaer,
Wozzeck
og
Lulu
(som var ufærdig, da Berg døde) har ogsa mange de ovennævnte træk, omend Berg kombinerede sin højst personlige fortolkning af Schonbergs tolvtoneteknik med melodiske passager af en mere traditionel tonal karakter, hvilket maske er forklaringen pa, at disse operaer er forblevet en del af standardrepertoiret pa trods af deres kontroversielle musik og plot. Schonbergs teorier har haft direkte eller indirekte betydning for et betydeligt antal operakomponister som fx engelske Benjamin Britten, tyske Hans Werner Henze og russiske Dmitrij Sjostakovitj, selvom de maske ikke anvender Schonbergs teknikker.
Tolvtoneteknikken blev dog ogsa mødt med en kritisk reaktion blandt komponister, bl.a. fra russeren Igor Stravinskij. Efter at have komponeret modernistisk musik til de to Diaghilev-balletter
Petrushka
og
Le Sacre du printemps
vendte Stravinskij i 1920'erne sig til en neoklassicistisk stilart, der kulminerede i produktionen af opera-oratoriet
Oedipus Rex
. Han skrev ogsa operaen
The Rake's Progress
, men undgik fortsat de moderne virkemidler. Hans modstand mod serialisme virkede inspirerende pa mange andre komponister.
[13]
Hvor store orkestre med stærke strygerbesætninger, flere harper og ekstra horn var normale i romantikken, er det almindeligt i det 20. arhundrede i savel operaer som i det øvrige klassiske repertoire at anvende mindre orkestre, hvilket sparer kompagniet for udgifter. Nar savel offentlige subsidier som private bidrag til operakunsten svinder, er det blevet almindeligt med et mindre budget til nye opsætninger eller nye værker. Komponister far bestillinger pa operaer med kammerorkesterlignende besætning eller bliver bedt om at begrænse sig til korte enaktere af hensyn til operahusets økonomi. Nogle af Benjamin Brittens operaer er fx skrevet for sa lidt som tretten musikere, mens
Mark Adamos
to-aktsudgave af
Little Women
kan opføres af blot 18 instrumenter.
En anden tendens i det 20. arhundredes opera er samtidshistoriske operaer.
The Death of Klinghoffer
,
Nixon in China
og
Doctor Atomic
af
John Adams
samt
Dead Man Walking
af
Jake Heggie
er eksempler pa operaiscenesættelser af nye begivenheder endda med personer, der lever. Tidligere behandlede operaerne fjerne historiske begivenheder eller tog skuespil eller myter under behandling.
[14]
Den klassiske musik tiltrækker et veluddannet og modent publikum, og den tendens gør sig ogsa gældende i operaen.
[15]
Pa
The Metropolitan Opera
er operagæstens gennemsnitsalder 60 ar. Det er en tendens, mange andre operakompagnier kan nikke genkendende til, og derfor er mange gaet i gang med aktiviteter, der skal tiltrække et yngre publikum:
Det Kongelige Teater
i
København
har fx lanceret et initiativ kaldet
Ungopera
. Nogle operakompagnier tilbyder studerende og unge betragtelige rabatter pa billetprisen.
Nogle operahuse far offentlig støtte, mens andre ma klare sig pa markedsvilkar. Nogle store selskaber forsøger at hyre stjernesangere, der kan tiltrække et stort publikum, mens mindre operakompagnier ofte ma forsøge at dække udgifterne gennem offentlig støtte, lokale sponsorater og almindelig
fundraising
.
En øget radio- og TV-transmission af operaforestillinger har haft en vis betydning for at na et nyt publikum, lige som biografdistribution i HD-kvalitet har muliggjort, at forestillinger kan ses af mange mennesker pa samme tid og pa den made øget omsætningen. The Metropolitan Opera har siden 2006 udsendt direkte forestillinger til adskillige hundrede biografer over hele verden, herunder Rønne Bio i Danmark.
[16]
I slutningen af 1930'erne begyndte nogle komponister at skrive operalignende
musicals
, idet de forlenede værkerne med komplekse polyfoniske ensembler.
Porgy og Bess
af
Gershwin
, der er pavirket af
jazz
, og
Candide
af
Bernstein
med sine fejende lyriske passager, er eksempler pa musicals, der har spillet pa
Broadway
, men som ogsa er en accepteret del af operarepertoiret.
Show Boat
,
West Side Story
,
Brigadoon
,
Sweeney Todd
,
Evita
og
The Light in the Piazza
formidler ogsa dramatiske historier gennem kompleks musik og spilles af og til i operahuse, men betragtes dog som mere regulære musicals.
Operasangere og rollerne i en opera inddeles efter
stemmetype
. Mandlige sangere klassificeres som enten
bas
,
baryton
,
tenor
eller
kontratenor
. Kvinder synger enten
kontraalt
,
mezzosopran
eller
sopran
. Børns stemmer falder uden for denne inddeling, idet drengestemmen først gar i overgang ved
puberteten
. Der kan saledes optræde drengesopraner i operaer.
Kastratsangere
er mænd, der ved træning eller efter en operation har fastholdt det høje stemmeleje.
Stemmerne klassificeres ikke kun efter stemmens leje, men ogsa af dens styrke og fleksibilitet. En sopran kan være lyrisk, koloratur, soubrette, spinto eller dramatisk sopran. Disse kategorier benyttes for at afgøre, hvilke roller der passer til en sangers stemme. Den enkelte sangers stemme kan udvikle sig drastisk i tidens løb, for sangeren nar først sin ”modne” stemme ved 30-ars-alderen.
Sopraner har siden sidste halvdel af det 18. arhundrede som regel sunget den kvindelige hovedperson i operaen. Tidligere kunne den rolle synges af andre kvindelige stemmer eller af en kastrat. Hvor nutidens operasmag lægger vægt pa en stor spændvidde og især pa høje toner, var det tidligere i højere grad den tekniske dygtighed, der var i fokus, idet en sopran sjældent skulle kunne synge højere end det høje A (Handel skrev fx kun en rolle, som indeholdt et højt C).
Mezzosopranen, et relativt nyt begreb, har et stort repertoire og synger bade hovedroller som fx Dido i Purcells
Dido og Aeneas
og som Brangane i Wagners
Tristan und Isolde
; begge roller synges dog ogsa nogle gange af sopraner.
Kontraalten med den dybeste kvindestemme synger derimod et mere begrænset udvalg af roller som fx hekse og lave kvinder ? eller mødre.
Nogle gange synger kvinder
bukseroller
som betyder, at personen, de fremstiller pa scenen, er en mand. Disse roller findes især i operaer fra
barokken
.
Tenoren har fra den klassiske periode og fremefter typisk sunget den mandlige hovedrolle. Hvis der er flere tenorroller i operaen, kan det fx være den mandlige hovedpersons unge hjælpere. Mange af de mest udfordrende tenorroller blev skrevet i bel canto-perioden; det gælder fx tenorrollen i
La fille du regiment
af Donizetti, som indeholder 9 C'er. Med Wagner kom der fokus pa vokal udholdenhed, og man bruger ofte betegnelsen
Heldentenor
for disse roller.
Bassen synger ofte biroller, fx i opera seria, eller kan være et komisk indslag i modsætning til tenorens seriøsitet som i Mozarts
Don Giovanni
, hvor tjeneren Leporello netop synges af en bas. Typiske roller for basser er fædre eller skurke.
De tidligste opførelser af operaer var alt for fa til, at nogen kunne ernære sig som egentlige operasangere, men da operaen blev offentligt tilgængelig mod betaling, begyndte de første professionelle sangere at dukke op. Den mandlige helt blev i barokken som regel sunget af en kastratsanger, og i det 18. arhundrede, hvor italienske operaer blev opført overalt i Europa, var førende kastrater som Senesino og Farinelli internationale stjerner. Franskmændene brød sig ikke om kastrater, men foretrak at den mandlige helt blev sunget af en
haute-contre
(en høj tenor), som Joseph Legros. Den første kvindelige stjerne (eller prima donna) var
Anna Renzi
, som gjorde karriere midt i 1600-tallet. I det 18. arhundrede blev en række italienske sopraner internationalt berømte, og de la ofte i intens intern konkurrence, som det fx var tilfældet med
Faustina Bordoni
og
Francesca Cuzzoni
. De kom endda op at toppes under opførelsen af en af Handels operaer.
[17]
Selv om operaen er blevet mindre populær som kunst og genre, har massemedier formaet at støtte visse berømte sangere og bringe dem frem som fx
Luciano Pavarotti
,
Placido Domingo
og
Jose Carreras
, der ogsa er kendt som ”De tre tenorer”. Andre kendte sangere fra det 20. arhundrede er
Maria Callas
,
Joan Sutherland
,
Jussi Bjorling
og
Enrico Caruso
.
Nogle større operahuse og produktionsselskaber er begyndt at udsende deres forestillinger til lokale biografer overalt i
USA
og i en række andre lande verden over. The Metropolitan Opera, som abnede i 1883 pa
Manhattan
i
New York
, begyndte at udsende TV-transmissioner i 2006, og mange af husets forestillinger vises live i biografer i savel USA som i udlandet, herunder
Danmark
. I 2007 blev The Metropolitan Operas forestillinger vist i 424 biografer i 350 byer i USA, og en forestilling som La boheme blev vist 671 steder pa verdensplan. The Metropolitan Opera er det eneste operakompagni, som transmitterer alle sine forestillinger live, omend mange af dem kun udsendes pr. radio. Tilsvarende har europæiske operahuse og festivaler som fx
L’opera alla Scala
i
Milano
,
Salzburgfestivalen
,
Teatro La Fenice
i Venedig,
Gran Teatre del Liceu
i
Barcelona
og
Maggio Musicale
i Firenze sendt deres produktioner til 91 biografer i 90 byer i USA siden 2006. I 2009 kom danske biografer med, fx Rønne Bio og
Biffen i Aalborg
med transmissioner fra Milano og Barcelona.
- Opera seria
? seriøs, alvorlig opera, specielt italiensk opera fra 1720'erne til ca. 1830.
- Opera buffa
? den første komiske operagenre udviklet i 1800-tallets Italien som et alternativ til opera seria.
- Tragedie lyrique
? fransk operagenre udviklet af
Jean-Baptiste Lully
.
- Opera-ballet
? fransk operagenre i 1600-tallet og 1700-tallet.
- Ballad opera
? engelsk operagenre i 1700-tallet.
- Opera comique
? fransk betegnelse for lette komiske operaer af lystspilkarakter. Genren kom senere til at betegne operaer med talt dialog mellem sangnumrene, ogsa med tragisk handling.
- Grand opera
? fransk operagenre, ofte tragiske operaer.
- Singspiel
? tysk operagenre fra 1600-tallet, Wien i 1700-tallet.
- Syngespil
? opera med talt dialog, musikken ofte enklere end i operaen. Danske syngespil fra anden halvdel af 1700-tallet som Holger Danske.
- Melodramma
? italiensk alvorlig genre, især om det romantiske melodramma fra ca. 1825.
- Romantisk opera
? operagenre i 1800-tallet, især i Tyskland.
- Musikdrama
? en gennemkomponeret operaform skabt sidst i 1800-tallet af
Richard Wagner
.
- Operette
? en genre skabt i Paris og Wien i midten af 1800-tallet af især Strauss og
Jacques Offenbach
.
- ^
Ordet opera betyder ”værk” pa italiensk og er pluralis af det latinske opus, der betyder ”værk” eller ”arbejde”.
- ^
Lignende kunstformer fra andre verdensdele kaldes ogsa ”opera”, som fx pekingopera og persisk opera. De har ikke noget med den vestlige kunstmusiks opera at gøre, men er særlige former for musikteater.
- ^
Afsnittet er baseret pa artikler fra
The Oxford Companion to Music
af P. Scholes (10. udg., 1968).
- ^
Oxford Illustrated History of Opera
, kapitel 1; artikler om Peri og Monteverdi fra
The Viking Opera Guide
.
- ^
Oxford Illustrated History of Opera
, kapitel 1?3.
- ^
Man and Music: the Classical Era
, red. Neal Zaslaw (Macmillan, 1989); artikler om Gluck og Mozart fra
The Viking Opera Guide
.
- ^
Oxford Illustrated History of Opera
, kapitlerne 5, 8 og 9; artikel om Verdi i
Viking Opera Guide
.
- ^
Afsnittet er baseret pa
The Oxford Illustrated History of Opera
, kapitlerne 1?3, 6, 8 og 9 samt
The Oxford Companion to Music
og artikler om de enkelte komponister i
The Viking Opera Guide
.
- ^
Afsnittet er baseret pa
The Oxford Illustrated History of Opera
, kapitlerne 1?4, 8 og 9,
The Oxford Companion to Music
(10. udg., 1968) samt artikler om de enkelte komponister i
The Viking Opera Guide
.
- ^
Afsnittet er baseret pa
Oxford Illustrated History of Opera
, kapitlerne 1, 3 og 9 samt artikler om Blow, Purcell og Britten i
The Viking Opera Guide
.
- ^
Artiklen om Rusland i
The New Grove Dictionary of Opera
, red. af
Stanley Sadie
(London, 1992) samt kapitel 7-9 i
Oxford Illustrated History of Opera
.
- ^
Kapitlet "Russian, Czech, Polish and Hungarian Opera to 1900" i
The Oxford Illustrated History of Opera
(1994).
- ^
Oxford Illustrated History of Opera
, kapitel 8 samt artikler om Schonberg, Berg og Stravinskij i
The Viking Opera Guide
. Malcolm MacDonald:
Schonberg
(Dent,1976), Francis Routh:
Stravinskij
(Dent, 1975).
- ^
Den franske opera tog samtidige emner op i revolutionstiden. For eksempel beskriver
Gossecs
Le triomphe de la Republique
fra 1793 den franske sejr ved
Valmy
aret før. Værket var abenlyst tænkt som en form for propaganda.
- ^
Oxford Illustrated History of Opera
, kapitel 9.
- ^
Se "On Air & On Line: 2007?08 HD Season". The Metropolitan Opera. 2007.
http://www.metoperafamily.org/metopera/broadcast/hd_events_alternates.aspx
Arkiveret
9. maj 2008 hos
Wayback Machine
.
- ^
The Oxford Illustrated History of Opera
, kapitel 11.