Ikke at forveksle med
Mystik
.
Mysteriereligion
el.
mysteriekult
er en samlebetegnelse for
religioner
, hvis centrale
ritualer
er hemmelige, og som kun ma kendes af de
indviede
i den pagældende religion.
Myter
,
trosforestillinger
og
teologi
derimod er i det fleste tilfælde frit tilgængelige ogsa for udenforstaende. Navnet
mysterie
stammer fra det
græske
ord μυστ?ριον
mysterion
(
pl.
mysteria
), som betyder "hemmelighed".
Betegnelsen bruges i de fleste tilfælde om kulte i det
antikke Grækenland
og om en række orientalske religioner, der vandt stor popularitet den
hellenistisk-romerske
verden. Mysteriereligioner er ikke en ensartet gruppe, men dækker over mange meget forskellige religioner, der alle i større eller mindre grad lægger vægt pa hemmeligheder. Et andet fællestræk var at de alle var individsorienterede religioner, der lovede den enkelte frelse gennem indvielse og deltagelse i kultens ritualer, hvis man i øvrigt aldrig afslørede kultens hemmelighed for de uindviede.
En af de mest berømte antikke mysteriereligioner var
de eleusinske mysterier
, som især byggede pa myten om
Kore
, der blev bortført af
Hades
til underverdnen, men som blev reddet af sin mor frugtbarhedsgudinden
Demeter
. Myten fortæller at Demeter derefter indstiftede kulten i Eleusis, hvor hun fik sin datter tilbage. Af andre mysteriereligioner fik især
Isiskulten
, som oprindeligt stammede fra
Egypten
, stor udbredelse. Andre populære kulte var Attis- og
Kybelekulten
og
Mithraskulten
.
Mysteriereligioner var udsprunget fra forskellige traditionelle religioner, men i modsætning til disse interesserede mysteriekulterne sig primært for frelse i det hinsides. De havde den største tiltrækningskraft pa bymenneskene og soldaterne i
Romerriget
, disse kunne ikke længere finde tryghed i de traditionelle slægtssamfund med
religionen
som et samfundsanliggende og matte derfor ty til andre religionsformer. I mysteriereligionerne fandt de sa fællesskab og tryghed.
Kernen i mysteriereligionen var selve hemmeligheden, som kun blev røbet til de personer, som lod sig
indvie
. Denne indvielse indebar ogsa et løfte om aldrig at afsløre hemmeligheden, den sakaldte
arkandisciplin
, mange elementer i mysteriereligionerne er derfor ukendte i dag. I den berømte roman af
Apulejus fra Madaura
,
Det gyldne æsel
(
Asinus aureus
) el.
Forvandlinger
(
Metamophorsis
) bliver dele af indvielsesritualet til Isiskulten dog beskrevet, romanen er derfor en af de vigtigste kilder denne type religion.
Ikke alle dele af mysteriereligionerne var dog hemmelige, ofte fandtes der et sakaldt
syntema
, der var en sammenfatning af temaer, der indgik i indvielsen. Centrale myter og forestillinger var ligeledes frit tilgængelige. De fleste mysteriereligioner var
missionerende
, og det var derfor nødvendigt at nye og potentielle initiander kendte baggrunden for den religion de skulle træde ind i.
Karakteristisk for mysteriekulterne var et
overgangsritual
, ofte en dab og et fællesmaltid, hvormed en persons gamle symbolsk begravedes og et nyt, indviet menneske opstod. Indvielsen i hemmeligheden skulle sikre frelsen for den enkelte, og dermed adskilte denne type sig fra oldtidens traditionelle religioner ved at være meget indivualistisk orienterede, hvor de traditionelle lagde vægten pa kollektivet.
Myserierne/hemmelighederne var dog ikke kun begrænset til de religioner, som normalt betegnes som mysteriereligioner, i disse var hemmeligheden bare det helt centrale. I mange andre af de religioner, der blomstrede i den hellenistisk-romerske periode indgik hemmeligheder som et element i den rituelle praksis, fx forekommer der et sprogbrug, der har en mysterium-karakter i flere af de ældste kristne tekster.
- Per Bilde: Verdensreligionernes hovedværker; Den hellenistisk-romerske verden, Spektrum, 1998.
ISBN
87-7763-175-7
- Mikaal Rothstein: Religiøse hemmeligheder i hellenistisk-romersk tid og i dag; i Bilde & Rothstein ed.: Nye religioner i hellenistisk-romersk tid og i dag, Aarhus universitetsforlag, 1999.
ISBN
87-7288-761-3