Minoru Yamasaki
(
1. december
1912
?
7. februar
1986
) var en
japansk
-
amerikansk
arkitekt
, der vel nok er bedst kendt som arkitekten bag
World Trade Center
, der blev ødelagt ved
terrorangrebet 11. september 2001
.
Yamasaki blev født i
Seattle
. Hans forældre, John Tsunejiro og Hana Yamasaki, var indvandret fra
Japan
og havde svært ved at overleve som henholdsvis sælger og pianistinde. For at betale for sig ved universitetet i staten Washington, matte Yamasaki lægge laks i daser i
Alaska
. Forfærdet over de "personligt nedværdigende forhold" rundt sine kollegers fattigdom, besluttede han sig for, "ikke at lade noget lignende danne mønster for mit eget liv".
En onkel, Koken Ito, var arkitekt og inspirerede nevøen til at følge i sine fodspor. Ved
New York University
tog Yamasaki sin
mastergrad
indenfor arkitektur, og begyndte at praktisere ved de firmaer, der stod bag
Empire State Building
og
Rockefeller Center
. Han giftede sig i 1941 med Teruko Hirashiki og fik efterhanden tre børn, Carol, Taro og Kim. Bosat pa USA's østkyst slap familien for den
internering
under
anden verdenskrig
, som japanske amerikanere pa vestkysten blev udsat for. Yamasaki skilte sig fra sin kone i
1961
, men flyttede sammen med hende igen otte ar senere, efter yderligere to
skilsmisser
i mellemtiden. World Trade Center-tarn nr 2 stod færdigt i 1976, efterfulgt af Yamasakis Rainier-tarn det følgende ar, og han patog sig arbejder i USA,
Saudi-Arabien
og Japan pa trods af sit svigtende helbred. Han døde af
kræft
i 1986.
[1]
I
1955
-56 stod Yamasakis Pruitt-Igoe-projekt i
St. Louis
færdigt, baseret pa
Le Corbusiers
tanker. Komplekset bestod af ikke mindre end 33 elleve-etagers højhuse med harde linjer. Elevatorerne standsede kun i hver tredje etage, hvor der var lavet et 4 x 24 meter stort, vertikalt "
galleri
", hvor ? mente Yamasaki ? børn ville lege, og cykler kunne sta, sadan at beboerne slap for at ga ned i gaden, med alle dens farer og fristelser.
[2]
I begyndelsen var bygningerne
segregerede
i to grupper, Pruitt-komplekset for farvede og Igoe-komplekset for hvide, men mod slutningen af 1950'erne blev projektet integreret.
[3]
Antal udlejede boliger var pa sit højeste i
1957
med 91 pct; senere gik det kun nedad.
[4]
Halvparten af beboere modtog bistandsydelser. 98 pct. var
afroamerikanere
, og af de totalt 11.000 indbyggere var der kun 1.000 voksne mænd, idet staten
Missouri
havde nedfældet i loven, at bistand blev udbetalt kun til familier uden far. Dermed flyttede fædrene ud. Problemet med "gallerierne", eller "luftens gader", som Le Corbusier yndede at kalde dem, blev sadan beskrevet af
Tom Wolfe
: "
De ting, som under normale omstændigheder ville finde sted i barer,
bordeller
, klubber og
billardhaller
, skete nu i luftens gader. Lejeboerne blev deprimeret af de kedelige, anonyme elleve-etagers kasser...og flyttede fra stedet. Efter dem flyttede der folk ind fra længere nede pa samfundsstigen, hvilket trak forholdene endnu dybere ned.
" Efter ti ar skrev
Architectural Forum
: "
De trange hejse er brutalt ramponerede, og lugter af urin efter børn, som fejlberegner den tid, det tager at na op til den etage, hvor de bor. Med stop kun i hver tredje etage, bliver elevatorerne belejlige asteder for
kriminalitet
. De standses hyppigt af forbrydere, som raner, slar ned eller
voldtager
, før de standser i en af etagerne og sender offeret videre. Trappeopgangene, den eneste vej til næsten alle lejligheder, er tilsvinet af obskøn
graffiti
. Lamper og brandslanger er revet ud, og gangene hjemsøgt af forbrydere. Udenfor indgangspartierne bliver kvinder generet af unge mænd, og lejlighederne lige ved forstyrres af uro. Gallerierne er alt andet end hyggelige sociale samlingspunkter. Lejeboerne kalder dem "
spidsrodgange
" man ma gennem for at na frem til indgangsdøren. Børn leger uden tilsyn af voksne. Legene er hardhændede, og larmen høres i boligerne. Tunge metaltremmer blev sat op udenfor vinduerne, men ikke tidsnok til at forhindre tre børn i at falde ud. Damprørene star udsat til, bade i gallerier og lejligheder, og forarsager hyppige brandskader. De tilliggende vaskerum er usikre og sjælden brugt...dermed indbød de til larmen og bøllevirksomhed. Nu er de aflast, og nøgler fordelt til dem, som benytter rummene. Kælderrummene er ogsa tomme og last. Der har været indbrud sa mange gange, at beboerne ikke vil bruge dem.
"
[5]
Elleve ar fulgte med omfattende studier, kommissioner og aktionsgrupper. Direktoratet for offentlige boliger investerede mere end fem millioner dollar i forbedringer. Til sidst samlede de projektansvarlige de genværende lejeboere for at høre deres mening om, hvad der burde gøres. Spontant lød der rab: "Spræng det! Spræng det i luften!"
[6]
I løbet af 1970'erne sprængte myndighederne da ogsa Pruitt-Igoe i luften.
[7]
- ^
HistoryLink.org- the Free Online Encyclopedia of Washington State History
- ^
John Train:
Berømte finansfiaskoer
(s. 35), forlaget Periscopus, Lysaker 1993,
ISBN
82-7146-056-0
- ^
Why Architects Drink: Pruitt-Igoe and the failure of the modern housing projects
- ^
American public housing: Why the Pruitt-Igoe housing project failed | The Economist
- ^
John Train:
Berømte finansfiaskoer
(s. 36-7)
- ^
John Train:
Berømte finansfiaskoer
(s. 37)
- ^
"Pruitt-Igoe Housing Project"
. Arkiveret fra
originalen
30. august 2002
. Hentet 26. januar 2012
.
|
---|
1966?2001
| | |
---|
2001?i dag
| |
---|
Relaterede emner
| |
---|
| Spire
| |