- "Kutuzov" omdirigeres hertil. For den sovjetiske film, se
Kutuzov (film fra 1943)
.
Mikhail Kutuzov
|
---|
|
|
Født
| 5. september
1745
Sankt Petersborg
,
Rusland
|
---|
Død
| 16. april
1813
(67 ar)
Bolesławiec
,
Polen
|
---|
Gravsted
| Kazan-katedralen
|
---|
Nationalitet
| Russisk
|
---|
Far
| Illarion Matveevich Golenishchev-Kutuzov
|
---|
Mor
| Anny Illarionovna Golenisjtsjeva-Kutuzova
|
---|
Ægtefælle
| Jekaterina Golenisjtjeva-Kutusova
(fra 1778)
|
---|
Børn
| Anna Mikhajlovna Golenisjtsjeva-Kutuzova
,
Jekaterina Mikhajlovna Golenisjtsjeva-Kutuzova
,
Elisabet Chitrovo
,
Praskovya Michajlovna KutuzovaI
,
Darja Golenisjtjeva-Kutusova
|
---|
|
Uddannelsessted
| Anden kadetkorps
(fra 1759)
,
Strasbourgs Universitet
|
---|
Beskæftigelse
| Officer
,
diplomat
|
---|
|
Udmærkelser
| Sankt Aleksandr Nevskijs Orden
,
Andreasordenen
,
1. klasse af Sankt Georgsordenen
,
Order of St. George, 2. klasse
,
Sankt Georgsordenens 3. klasse
med flere
|
---|
|
|
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
.
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
|
Knjaz
Mikhail Illarionovitj Golenisjtjev-Kutuzov
(
russisk
:
Князь Михаи?л Илларио?нович Голени?щев-Куту?зов
, født 16. september (5. september efter den
julianske kalender
) 1745, død den 28. april (16. april efter den julianske kalender) 1813 var en
russisk
feltmarskal
i
Det Russiske Kejserrige
. Han tjente som militærofficer og diplomat under tre af
Romanov
-dynastiets monarker:
Katarina den Store
,
Paul 1.
og
Aleksandr 1.
Kutuzov blev skudt i hovedet to gange under krige mod
osmannerne
(i
1774
og i
1788
) og overlevede med alvorlige skader. Som øverstkommanderende besejrede han
Napoleon
ved brug af udmattelsestaktik under
Napoleons invasion af Rusland
i 1812.
Mikhail Kutuzov blev født i
Sankt Petersborg
den 16. september 1745
som søn af genrealløjtnant Illarion Matveevitj Kutuzov og en adelig moder; en familie, der havde kontakter til
Romanov
-familien.
Som 12-arig blev Mikhail Kutuzov optaget som
kadet
pa et elite-militær akademi, hvor han udmærkede sig. Pa akademiet lærte han bl.a. at tale fransk, tysk og engelsk flydende og lærte endvidere svensk, polsk og tyrkisk. I oktober 1759 blev han
korporal
.
I 1762 blev Kutuzov, nu som
kaptajn
, del af det
infanteri
regiment
i
Astrakhan
, der var under kommando af major
Aleksandr Suvorov
.
Kutuzov log sig inspirere af Suvorovs ledelsesstil, herunder særligt at vise et godt eksempel for de underordnede og at have et nært forhold til sine underordnede.
Senere i 1762 blev han udpeget til at bista militærguvernøren i Reval (
Tallinn
), hvor han viste evner som politiker og diplomat. I 1768 kæmpede han mod
Barkonføderationens
opstand mod den russiske indflydelse i
Polen-Litauen
, hvor han viste sit talent pa slagmarken.
I 1770 deltog Kutuzov, nu som
major
i
Pjotr Rumjantsevs
hær i
Kaukasus
under
Den russisk-tyrkiske krig (1768-1774)
, men blev senere under krigen overført til
Krim
. Under tjenesten i Krim lærte Kutuzov om mulighederne for at benytte
kosakkernes
lette kavaleri. I 1774 blev han beordret til at storme den svært befæstede by
Alushta
pa Krims sydkyst. Kutuzov førte an i forreste geled, og blev af en kugle, der gik igennem hans hoved. Da daværende tid var et sadant sar oftest dødeligt, men Kutuzov overlevede, dog med permanente skader i ansigtet og kraftige smerter. Har forlod hæren senere pa aret.
Kutuzovs smerter forsvandt ikke, og han tog derfor til Vesteuropa for bedre lægehjælp. Han kom til
Berlin
i 1774, hvor han brugte megen tid med Preussens konge
Frederik den Store
med hvem han diskuterede krigstaktik og vaben. Kutuzov rejste herefter til
Leiden
i Nederlandene og senere til
London
for yderligere behandling. I London lærte Kutuzov om den
Amerikanske uafhængighedskrig
og om
George Washingtons
taktik mod briterne, hvilket var med til at bestyrke Kutuzov i opfattelsen af, at det ikke er nødvendigt at vinde slag for at vinde en
krig
.
Kutuzov vendte tilbage til den russiske hær i 1776 og tjente igen under Suvorov de næste seks ar pa Krim. Under Suvorov lærte Kutuzov om betydningen af at overlade beslutningen til den enkelte soldats sunde fornuft og at gøre brug af mobilitet pa slagmarken. Suvorov sa Kutuzovs potentiale og lod ham i 1782 forfremme til brigadegeneral, i 1784 til generalmajor og i 1787 til generalguvernør over Krim. Under Suvorov opnaede han betydelig hæder under
Den russisk-tyrkiske krig (1787-1792)
, hvor han indtog
Otjakov
,
Odessa
,
Bender
og
Izmail
og under
slaget ved Rymnik
(1789) og slaget om Mashin (juli 1791). I 1787 blev Kutuzov igen ramt at et projektil i hovedet, næsten det samme sted som sin første skade, og igen var skaden livsfarlig, men Kutuzov kom sig atter, men med yderligere skader omkring sit venstre øje og konstante hovedpiner.
Han blev generalløjtnant i marts 1791 og blev ambassadør i
Konstantinopel
, leder af de russiske styrker i
Finland
,
kommandant for et kadetkorps i Sankt Petersborg, ambassadør i Berlin og generalguvernør i Sankt Petersborg (1801?1802).
Kutuzov var yndet af den
russiske zar
Paul 1.
(1796?1801), der imidlertid blev myrdet ved et attentat i 1801. Paul 1.'s arvtager,
Aleksandr 1.
brød sig imidlertid ikke om Kutuzov; dels grundet Kutuzovs udseende præget af sine skader i ansigtet, dels grundet Kutuzovs militære ideer.
Kutuzov havde i 1805 under den
Tredje koalitionskrig
kommandoen over det russiske korps, der havde til opgave at standse
Napoleons
fremrykning mod
Wien
, men østrigerne blev hurtigt besejret ved
slaget om Ulm
i midten af oktober før end de russiske forstærkninger naede frem. Kutuzov var til stede under
slaget ved Austerlitz
den 2. december 1805. Om aftenen før slaget forsøgte Kutuzov at overtale de allierede generaler om nødvendigheden af at vente pa forstærkninger førend Napoleons hær blev konfronteret.
[12]
Aleksandr 1. var af den opfattelse, at han ville blive opfattet som en kujon, hvis han udsatte konfrontationen med Napoleon. Kutuzov indsa, at han ikke havde indflydelse over Aleksandr 1. og den østrigske øverstkommanderende. Da Kutuzov forespurgte hvortil han planlagde at flytte tropperne, fik han beskeden, at det ikke vedkom ham.
Selvom Aleksander 1.'s ordrer gjorde det klart, at russerne skulle forlade det strategisk vigtige Pratzen-plateau, gjorde Kutuzov alt for at udskyde flytningen af tropperne, da han indsa, hvilken fordel Napoleon ville fa, hvis han kunne angribe fra plateauet. Aleksandr 1. tvang til sidst Kutuzov til at rømme plateauet, hvorefter Napoleon kort efter indtog plateauet, hvorfra hans
artilleri
kunne bryde de allieredes linjer. Slaget var tabt og 25.000 russere blev dræbt. Kutuzov fik til opgave at organisere hærens tilbagetog til Rusland.
Kutuzov fik herefter kommandoen over den russiske hær under
Den russisk-tyrkiske krig (1806-1812)
. Kutuzov bragte krigen mod osmannerne ud af et dødvande med en række sejre. Da Rusland indsa, at der var en risiko for, at Napoleon ville invadere Rusland, blev krigen mod osmannerne hurtigt afsluttet ved Bukarest-traktaten, hvorved
Osmannerriget
overdrog
Bessarabien
til
Det Russiske Kejserrige
.
Da
Napoleon invaderede Rusland i 1812
, radede invasionshæren over dobbelt sa mange mand som den russiske hær, og den russiske krigsminister og øverstkommanderende for hæren,
Michael Andreas Barclay de Tolly
valgte derfor at trække sig tilbage og benytte
den brændte jords taktik
. Barclays strategi oprørte mange af de russiske generaler og soldater. Da Aleksandr 1. efter
slaget ved Smolensk
skulle vælge en ny øverstkommanderende for hæren, havde han kun et valg: Kutuzov. Kutuzov var populær blandt tropperne, blandt andet fordi han var
russer
(de fleste generaler i den russiske hær var udlændinge) og havde vist sit mod i kamp. Dertil kom, at han var gudfrygtig og interesserede sig for troppernes velbefindende. Adelen og embedsværket sa ogsa positivt pa Kutuzov, og han blev indsat som øverstkommanderende for hæren den 17. august 1812.
Aleksandr 1. deltog dog ikke i fejringen af Kutuzovs udnævnelse, da han væmmedes ved hans udseende og ansa ham for ansvarlig for det russiske nederlag ved Austerlitz.
Indenfor en uge efter sit tiltræden besluttede Kutuzov at kæmpe mod Napoleons invasionshær pa dens vej til Moskva. Han trak de russiske tropper længere østpa, hvor han forberedte sig pa det kommende slag.
De to store hære mødtes ved den lille landsby Borodino ca. 110 km vest for Moskva. Pa vejen dertil havde Napoleons invasionshær lidt betydelig tab som følge af sult og sygdom, men Napoleon radede fortsat over ca. 125.000 mand til slaget, nogenlunde den samme styrke som russerne.
Slaget ved Borodino
var det største slag under
Napoleonskrigene
og endte med en snæver fransk sejr. Det lykkedes dog ikke Napoleon at knække den russiske hær; tværtimod mistede den franske hær næsten en tredjedel af sine mænd. Kort efter slaget ved Borodino besluttede Kutuzov at trække hæren mod syd og omgruppere og forstyrke de russiske styrker og overlade Moskva til Napoleon. Napoleons hær matte herefter marchere det sidste stykke til Moskva ad sma og darlige veje uden tilstrækkelige forsyninger til soldaterne.
Kutuzovs tilbagetrækning betød, at Moskva blev tabt. Byen blev dog evakueret af russerne og herefter brændt ned. Napoleon indtog saledes en tom ødelagt by. Napoleon afventede et fredstilbud fra Aleksandr 1., men et sadant kom aldrig og fem uger efter pabegyndte Napoleon sit tilbagetog. Napoleon søgte en ny sydligere rute tilbage til Vesteuropa for at komme gennem omrader, der ikke var ødelagt under invasionshærens march mod Moskva, men Kutuzov stoppede Napoleons hær ved
Kaluga
og drev resterne af invasionshæren tilbage ad den samme rute, som de var kommet. Under tilbagetoget angreb Kutuzov ved
Vjazma
, Krasnoj (
Smolensk
) og ved
slaget ved Beresina
. Undervejs blev Napoleons hær løbende udsat for nalestikangreb fra
kosakker
og bønder. Napoleon havde mistet langt størstedelen af sine heste og radede derfor ikke over væsentligt kavaleri, og havde derfor vanskeligt ved at forsvare sig mod kosakkerne. Kutuzovs udmattelseskrig mod invasionshæren havde vist sig særdeles effektiv. Da invasionshæren den 14. december 1812 forlod Rusland var der blot ca. 110.000 mand tilbage af de mere end 610.000 soldater der havde deltaget i invasionen.
Aleksandr 1. tildelte den 30. august 1812 Kutuzov rang af general-
feltmarskal
for sin indsats under slaget ved Borodino og senere adelstitlen
Knjaz
for sin sejr ved Smolensk i november 1812.
I begyndelsen af 1813 blev Kutuzov syg. Han døde den 28. april 1813 i byen Bunzlau (i dag
Bolesławiec
) i
Schlesien
, dengang en del af
Preussen
, i dag en del af Polen.
Der er rejst statuer af Kutuzov i Moskva pa
Poklonnaja-højen
og foran
Kazan-katedralen
, Sankt Petersborg, hvor han er begravet. Han fik fik fem døtre; hans eneste søn døde af
kopper
som spæd. Uden en mandlig arving blev hans jordiske gods overtaget af Tolstoj-familien, da hans ældste datter, Praskovia, havde giftet sig med grev Matvei Fjodorovitj Tolstoj.
Kutuzov anses i dag som en af de største russiske hærførere ved siden af Barclay og læremesteren
Suvorov
.
[23]
Aleksandr Pusjkin
beskrev feltmarskalen i sin berømte
elegi
om Kutuzov. Forfatteren
Lev Tolstoj
beundrede Kutuzov. I Tolstojs roman fra 1869
Krig og fred
spiller den ældre og svækkede Kutuzov en vigtig rolle i beskrivelserne om krigen. Han fremstilles som en mild, troende mand i modsætning til Napoleons kolde arrogance, men med en lang klarere forstaelse af krigsførelse.
[24]
Under
2. verdenskrig
indstiftede den sovjetiske regering
Kutuzovordenen
, der efter
Sovjetunionens
opløsning blev overtaget af
Den Russiske Føderation
, hvor det er en af de højeste ordener.
[26]
kun overgaet af
Zjukovordenen
.
[27]
Ti russiske byer bærer navnet "Kutuzovo" til minde om generalen, herunder den tidligere tyske by
Schirwindt
(i dag Kutuzovo i Krasnoznamenskij District i
Kaliningrad Oblast
); den første by i
Tyskland
der blev indtaget af sovjetiske infanterienheder.
- Duffy, Christopher (1973).
Borodino and the War of 1812
. Scribner. s. 165.
ISBN
0-684-13173-0
.
- Fremont-Barnes, Gregory (2006).
The encyclopedia of the French revolutionary and Napoleonic Wars: a political, social, and military history, Volume 1
. ABC-CLIO.
ISBN
978-1851096466
.
- Grossman, Mark (2007).
World Military Leaders: A Biographical Dictionary
. Infobase Publishing.
ISBN
978-0-8160-7477-8
. Hentet 26. marts 2021
.
- Kushchayev, Sergiy V. (2015).
"Two bullets to the head and an early winter: fate permits Kutuzov to defeat Napoleon at Moscow"
.
Neurosurgical Focus
.
39
(1): E3.
doi
:
10.3171/2015.3.FOCUS1596
.
PMID
26126402
. Hentet 26. marts 2021
.
- Lieven, D. C. B. (2010).
Russia against Napoleon
.
ISBN
978-0-670-02157-4
. Hentet 26. marts 2021
.
- Mikaberidze, Alexander
(2014).
The Burning of Moscow: Napoleon's Trail By Fire 1812
. Pen and Sword.
ISBN
978-1781593523
.
- Parkinson, Roger (1976).
The fox of the north
.
ISBN
0-679-50704-3
. Hentet 26. marts 2021
.
- Riehn, Richard K. (1990).
1812 : Napoleon's Russian campaign
. Hentet 13. marts 2021
.
- Tolstoy, Leo (1949).
War and Peace
. Hentet 13. marts 2021
.
- Troyat, Henri (1986).
Alexander of Russia : Napoleon's conqueror
. Hentet 27. marts 2021
.
- Wilson, Robert Thomas (1860).
Narrative of events during the Invasion of Russia by Napoleon Bonaparte, and the Retreat of the French Army, 1812
. Hentet 13. marts 2021
.