Michael Gottlieb Birckner
(født
21. august
1756
i
København
, død
1. december
1798
) var en dansk
præst
,
forfatter
og
trykkefrihedsforkæmper
.
3 ar gammel mistede Michael Gottlieb Birckner sin moder, Anna Marie (født Wiborg), og et halvt ar senere faderen, murmester Johan Michael Birckner. Stadens
bedemand
, Adolph Reersløv, tog sig imidlertid med faderlig omhu af den forældreløse dreng, og ved hans hjælp blev Birckner student i aret
1772
. Efter at have taget den filosofiske eksamen matte han ernære sig ved at give undervisning, og derfor trak det i langdrag med embedsprøven, som han først underkastede sig
1784
. De mange ar, der var gaet hen siden studentereksamen, havde han imidlertid ogsa brugt til
filosofiske
og
filologiske
studier, og han havde navnlig bragt det vidt i de levende sprog. De samtidige fandt, at han talte tysk som en indfødt, og at han skrev "meget nydelige" engelske vers i deres stambøger. Efter embedseksamen var det hans ønske at fa et præstekald, men da han havde "Modbydelighed for de stores Forgemakker", varede det en stund, inden dette ønske blev opfyldt. Først
1790
blev han udnævnt til residerende
kapellan
ved
St. Laurentius
' tyske menighed pa
Før
- et kald, som ingen andre søgte.
Inden Birckner forlod hovedstaden, var han bleven en tilhænger af den
Kantiske
filosofi, som pa den tid gjorde mange erobringer ogsa i Danmark. "De franske Sydvestvinde" var, som
Knud Lyne Rahbek
siger, blevet afløste af "Sydosten fra Kønigsberg"; pa Birckner mærkede man, at han havde været udsat for vindstød fra begge hjørner. Han var en fuldblods
rationalist
, der var kommet ud over alle Former af
orthodoksi
, som han kaldte "Palæologi", og han stræbte ærlig ved fornuftens hjælp at finde den uangribelige kerne i "Jesu Lære". I hans omtale af palæologerne kan man imidlertid af og til støde pa skarpe Ord, der minder om
revolutionens
kirkestorm, og hans rationalisme er lutret og uddybet ved kantisk filosofi. Tidens frihedstanker fandt i ham en retsindig tolk, og ved studiet af Kants skrifter havde han faet en begejstring for sandhed og ret, som aldrig tabte sig.
Før han rejste af sted til den fjerne ø, der stod for ham og hans venner som et
Sibirien
, havde han i
Minervas
julihæfte for 1790 under mærket "B." skrevet et
Svar paa det Spørgsmaal: Skal man undertrykke Adelen?
Han svarer bekræftende pa spørgsmalet under de to forudsætninger: at adelens fortrin er en uretfærdighed, og at borgeren "uden det heles Skade kan blive alt det, som Adelen nu ene er". Da Birckners forfatterskab til denne artikel blev røbet for
Rasmus Nyerup
, afslørede han forfatteren i sine
Nyeste kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager
, og Birckner mente siden at have grund til at klage over "Adelens Had". Men i udlandet gjorde hans dristige ord stor lykke. En kritiker i
Gottingische gelardes Anzeigen
(1792, S. 1899) gar endog sa vidt, at han regner denne afhandling, der straks blev oversat pa tysk, for at være "det grundigste, der maaske nogen Sinde lader sig sige om den Ting".
Opholdet pa Før blev ikke sa trangt, som Birckner og hans venner havde ventet. Tiden gik godt for ham med studier, venskabelig omgang og bestræbelser for "at danne et ungt Menneske til en nyttig Statsborger"; og nar han?hver tredje søndag?prædikede, skulle øens indbyggere efter hans venners sigende have glædet sig over "hans der hidtil ukjendte filosofiske Maade at prædike". Dog følte han hardt savnet af hovedstadens litterære hjælpemidler, men han havde rigelig tid til at tænke; og det var hans vane først grundig at gennemtænke en sag, før han gennemlæste, hvad andre havde skrevet om den. Han syslede især med problemet om trykkefriheden og dens grænser, som blandt andet
P.A. Heibergs
domfældelse havde bragt under debat. I sin ensomhed satte han sine tanker om dette vigtige spørgsmaal pa papiret, og i marts
1791
indeholdt
Minerva
den første af hans berømte afhandlinger om trykkefriheden.
Aret efter blev han overrasket ved at erfare, at en af hans venner pa hans vegne havde søgt kapellaniet i
Korsør
; og i begyndelsen var han slet ikke tilfreds med omflytningen til den lille sjællandske købstad. Han skulle der, i steden for en gang hver tredje søndag, prædike to gange hver søndag, og alt var dyrt i Korsør. Lidt efter lidt fik han dog et lysere blik pa forholdene. Han spiste daglig hos sognepræsten, dr.
Frederik Plum
, senere biskop pa
Fyn
, og i denne lærde mands hus fandt han jævnbyrdig omgang og fællesskab i andelige interesser. Hos Plum traf han ogsa Henriette
Christine Hornemann
, datter af præsten
Jacob Hornemann
og søster til filosoffen
Christian Hornemann
, og denne højhjertede og højtbegavede kvinde blev
1795
hans hustru. Med hende førte han et kort, men lykkeligt samliv, der dog hele tiden blev formørket ved harde ydre tryk.
Rejsen til annekset, der til dels skete ved bad, var ødelæggende for hans helbred, og i løbet af et par ar udviklede der sig hos ham en krampagtig hoste og vand i brystet. Indkomsterne var sa sma, at han ofte led nød, og han mente ogsa at have grund til at klage over forbigaelse, nar han søgte forflyttelse. En tid tænkte han derfor endog pa at opgive kapellaniet for igen at tjene livets ophold ved undervisning og at lade sin kone hjælpe med til erhvervelsen af det daglige brød ved "at gjøre Fruentimmerarbejde".
Men hverken sygdommen eller fattigdommen kunne kue hans kærlighed til friheden og hans mod til at træde i skranken for det, han holdt for sandhed. Da biskop
Nicolai Edinger Balle
i en skrivelse til kancelliet havde henledet dettes opmærksomhed pa
Malthe Conrad Bruuns
Aristokraternes Catechismus
, lod Birckner ham i et lille anonymt skrift i
1796
høre ilde, fordi biskoppen efter hans mening her spillede politimesterens rolle; og senere forsvarede han i et andet
flyveskrift
sin kritik af Balles "Denunciation". Det var dog kun forpostfægtningen før den store kamp for trykkefriheden, som han førte med abent visir. Allerede i sin første afhandling om trykkefriheden havde han vist, at der ikke var grund til at glæde sig over, at forfatterne ved Reskriptet af 3. December 1790 var "slupne fra Geniets Gehenna paa Gammeltorv", i det pressesager var blevet taget bort fra politiets Myndighed og henlagte under landets domstole. Der var endnu ingen lovhjemlet trykkefrihed i Danmark, og for den tog han ordet bade i sin første afhandling og i sit hovedskrift,
Om Trykkefriheden og dens Love
, der udkom
1797
.
Deri hævder han trykkefrihedens betydning som "et kraftigt Middel til at fremme Almenaand og Fødelandskjærlighed". Han ser ogsa i trykkefriheden "et Middel til at sætte Ideerne i den for Sandhedens Udfindelse saa nødvendige Cirkulation og til at underrette Monarken om Ting, som han ellers evig var bleven uvidende om". Han taler end videre dristige ord om "en Revolution fra oven", nar "en ædel og patriotisk Mand, besjælet af Følelse for Menneskeværd og Menneskevel, en Gang opstaar blandt de mægtige og utvungen, blot af Kjærlighed til Borgerfrihed og Menneskeforædling, højmodig opofrer egen Storhed og Vælde". Disse ord have en tydelig adresse; thi bogen er helliget til kronprins
Frederik
, der "har vist, at han ynder og hædrer Bondens, Negerens, Borgerens og overhovedet Menneskets retmæssige Frihed".
Birckner kræver imidlertid ikke blot frihed til at behandle statens sager; i religionens og religionsfrihedens navn kræver han ogsa trykkefrihed til drøftelsen af alle religiøse spørgsmal. Det hører til "Naturens Gang og Forsynets Plan", mener han, at den religiøse og moralske sandhed udbredes ved gæring; og det ville være spildt umag, om en stat ved forbud og tvangslove ville søge at hindre gæring i religionssager. Dog bør trykkefriheden ogsa have sin grænse. Det ma ikke være tilladt direkte at opfordre medborgere til med fysisk magt at kuldkaste eller forandre forfatningen eller til at modsætte sig regeringens og de offentlige autoriteters handlinger; og det bør heller ikke være tilladt at blande sig i nogen privatmands private handlinger eller huslige Liv.
En sa frimodig tale kunne sidst i
1700-tallet
være vis paa at finde modsigelse fra mere end en side. Mange mente, at Birckner gik alt for vidt, andre ville ikke anerkende, at trykkefriheden overhovedet burde have grænser. Aret efter greb Birckner derfor atter pennen for at værge sit skrift, og i en tredje afhandling,
Videre Undersøgelser om Trykkefriheden og dens Love
(1798), hævder han sin grundanskuelse over for sine kritikere, især over for professor
Johan Frederik Vilhelm Schlegel
. Der er i grunden kun et punkt, pa hvilket han giver kritikken ret. "Halvt uvillig" indrømmer han, at skribenter, som ved hjælp af en smudsig fantasi søge at opvække urene lidenskaber hos læserne, bør underkastes en passende straf. Hans "halve Uvillighed" til denne indrømmelse skriver sig fra, at han ser, "hvilken Magt der med det samme bliver indrømmet Dommeren over Geniets Værker overhovedet, og hvor lettelig denne Magt kan misbruges paa barbarisk Maade". "Dog", udbryder han, "fordømt være al Kunst og Skjønhed, naar de endog kunde forlede et eneste Menneske fra Dydens Veje!"
Kampen for trykkefriheden er Birckners uvisnelige hæderskrans; men denne kamp var ikke vel set i de ledende kredse. Ikke des mindre blev han
28. november
1798 udnævnt til sognepræst i
Vemmelev Sogn
og
Hemmeshøj Sogn
, en forflyttelse, som ville have befriet ham fra fattigdommens byrde. Men den kongelige nade kom for sent; sygdommen havde taget hans sidste kræfter. Allerede 1. december døde han. Først ved hans død gik det op for mange, hvilken plads han havde udfyldt i vor fattige litteratur. Mens hans venner priste hans rene karakter, der ikke kendte til menneskefrygt, indrømmede modstanderne nu, at hans død var "et virkeligt Tab for Litteraturens Hæder, som i ham vilde savne en lærd og selvtænkende Mand". Ved udgivelsen hans samlede skrifter tegnede der sig 2100 subskribenter, og ved hans død blev der sammenskudt 2500 rigsdaler til bedste for hans enke. Hun blev siden
Jonas Collins
hustru, og den ene af hendes døtre med Birckner blev gift med præsten og salmedigteren
Caspar Johannes Boye
.
Med støtte fra Collin satte hans enke en mindestøtte af form af en marmor-urne pa en sandstenssokkel pa hans gravsted bærende inskriptionen "Sandheden tro døde Michael Gottlieb Birckner den 1ste December MDCCIIC". Støtten levede en omskiftelig tilværelse pa pladsen foran kirken i Korsør, men kan endnu ses pa kirkens nordside.
[1]
Desuden blev en mindre gade i Korsør i 1898 opkaldt "Birchnersgade" (sic) efter M.G. Birckner.
Inden sin død havde Birckner begyndt en udgave af sine skrifter, der skulle omfatte alt, hvad han havde skrevet, med undtagelse af de to smaskrifter mod biskop Balle. 3 bind af denne samling fik han selv færdige; det 4. og sidste udkom
1800
ved
Anders Sandøe Ørsteds
redaktion, indledet med en skildring af hans sidste dage ved provst
Frederik Carl Gutfeld
. Af disse 4 bind kunne kun undersøgelserne om trykkefriheden endnu gøre regning pa at finde læsere. Hans?for øvrigt ikke prisbelønnede?prisafhandling:
Hvorfor tale Menneskene i deres Selskaber saa lidet og sjælden om Gud og Religionen?
og hans apologi
Om den gejstlige Stand
har nu kun betydning som bidrag til rationalismens karakteristik.
Afhandlingen
om Kristendommens højeste Moralprincip
er væsentligst en studie efter Kant, og de kølige udtalelser
om Kjærlighed til Fædrelandet
viser kun, at Birckner, som andre kantiske rationalister, af "den store, menneskekjærlige Jesus" mente at have lært at sætte borgersind og menneskekærlighed langt over fædrelandskærligheden, der efter hans mening kun skyldes vanens magt og den menneskelige forfængelighed og Egenkærlighed. Mærkeligt er det dog, at Birckner i sit forsvar for
kosmopolitismen
særlig føler sig kaldet til at advare sine landsmænd imod den "Antigermanisme, der længe nok har skjændet den danske Nations Navn blandt fremmede".
- Birckner, Michael Gottlieb
i
Dansk Biografisk Leksikon
(1. udgave, bind 2, 1888), forfattet af
Fr. Nielsen
- Birckner, Michael Gottlieb
i
Salmonsens Konversationsleksikon
(2. udgave, 1915), forfattet af
L. Moltesen
- Dansk Biografisk Leksikon
s
2. udgave
(bind 3, 1934)
, og
3. udgave
(1979-84, indgar i
SDE
), tilrettet af
T. Kjærgaard
- Michael Gottlieb Birckners
Samlede Værker
findes i PDF-format pa
Wikimedia Commons
.
- Hans artikel
Svar paa det Spørgsmaal "Skal man undertrykke Adelen?"
i
Minerva
for 1790 3. bind er tilgængeligt pa
Google Books
- Om Birckner i Demokratikanon
Arkiveret
11. januar 2012 hos
Wayback Machine
- Julius Clausen
, "En Frihedens Mand fra forrige Aarhundrede : M. G. Birckner : efter Birckners Skrifter og utrykte Breve", s. 229-248 i:
Nordisk tidskrift for vetenskap, konst och industri
, 1897.
- ^
Helge Torm, "H.C. Andersen, M.G. Birckner og Korsør ? med Henriette Collin den ældre som omdrejningspunkt", s. 27-56 i:
Historisk Samfund for Sorø Amt ? Arbog 2010
, 2010.
ISBN
978-87-91311-06-2
.