Menneskets udvikling er den forandringsproces eller evolution , der har ført til fremkomsten af nutidens menneske . Mennesket og chimpansen havde en fælles forfader for cirka 5-7 millioner ar siden. Udviklingen fra denne fælles forfader omfatter blandt andet neandertalere og andre nu uddøde arter som Homo erectus , kaldet abemennesker eller homininer. De er alle karakteriseret ved den oprette gang i modsætning de afrikanske menneskeabers "knogang".

Menneskets uddøde forfædre er fundet som fossiler rundt omkring i verden, mest almindeligt i Afrika. Man har desuden fundet stenredskaber, der er 2-3 millioner ar gamle. Mennesket tilhører slægten Homo , der udskiltes fra andre abemennesker for ca. 2,5 mio. ar siden. De ældste fossiler efter anatomisk moderne mennesker er 200-300.000 ar gamle.

Fossiler [ rediger | rediger kildetekst ]

Europa [ rediger | rediger kildetekst ]

I 1856 fandt minearbejdere i en kalkstensgrotte i Tyskland (i et omrade ved floden Dussel kaldet Neanderthal) en række knogler, der lignede menneskeknogler, men de var meget kraftige og kraniet havde store øjenbrynsbuer. En lokal lærer og fossilsamler Carl Fuhlrott mente at de kunne stamme fra et urmenneske fra en meget tidlig periode (maske istiden), men de blev generelt regnet af samtiden for at være resterne af et nutidigt menneske. F.eks. mente en af den tids helt store navne, anatomi-professor Rudolf Virchow , at de stammede fra et nutidsmenneske, der som barn havde lidt af engelsk syge , padraget sig flere kraniebrud og endelig som ældre havde faet gigt, der førte til misdannelser. Der blev først sat spørgsmalstegn ved Virchows forklaring, da man i 1886 fandt to andre skeletter nær byen Namur i Belgien. Dette fortidsmenneske blev kendt som neandertaleren . I 1900-tallet mente nogle palæantropologer, at neandertaleren var stamform til det moderne menneske, men nyere DNA-undersøgelser har vist at dette ikke er tilfældet. ^{[2] [3]}

I 1866 fandt man for første gang fossiler efter det moderne menneske i forhistorisk tid i Europa, Cro-Magnon-mennesket i det sydvestlige Frankrig. Det har levet pa samme tid som neandertaleren.

Asien [ rediger | rediger kildetekst ]

Den første der malrettet begyndte at lede efter fossiler var hollænderen Eugene Dubois i det daværende Hollandsk Ostindien i 1880'erne. Han var inspireret af den kendte tyske biolog Ernst Haeckel , der mente at mennesket nedstammede fra gibbonen i Sydøstasien. ^[4] Ernst Haeckel var pa sin side inspireret af englænderen Charles Darwins udgivelse af Arternes Oprindelse i 1859. Pa baggrund af Darwins teorier mente Ernst Haeckel, at der matte have eksisteret en overgangsform (missing link) mellem en menneskeabe og et menneske. ^[a] Eugene Dubois søgte først pa Sumatra fra 1887-1890 og da dette ikke gav resultat derefter pa Java fra 1890. Her fandt han i 1891 den øverste del af et kranium og senere ogsa en larbensknogle. Det havde bade abe- og mennesketræk. Dubois navngav fundet Pithecanthropus erectus . ^[6] Pithecanthropus er en sammentrækning af pithecus = abe og anthropus = menneske, og var allerede foreslaet af Haeckel som navn pa overgangsformen. Navnet blev senere ændret til Homo erectus . Spørgsmalet om missing link er i øvrigt ikke længere aktuelt, fordi man senere i 1900-tallet fandt fossiler i Afrika, der i tid ligger tæt pa menneskelinjens udspaltning fra menneskeaberne. ^[7]

Den svenske arkæolog, palæontolog og geolog Gunnar Andersson søgte ogsa i Asien efter fossiler. Han kom i 1918 til Zhoukoudian 40 km sydvest for Peking i Kina, men først i 1923 fandt han de første to tænder som var tydeligt menneskelige. Fundene fik ogsa andre til at grave i omradet og tre ar senere fandt den kinesiske arkæolog W.C. Pei et velbevaret kranium, som lignede det, der var fundet pa Java af Eugene Dubois næsten 30 ar tidligere. Det blev kendt som Pekingmennesket . ^[8] Alt tydede altsa pa dette tidspunkt pa, at Haeckel havde ret i at menneskets vugge skulle findes i Asien.

Afrika [ rediger | rediger kildetekst ]

I 1920'erne blev der fundet et kranium i det sydlige Afrika (ved byen Taung i Sydafrikas Nordvestprovins ). Professor i anatomi Raymond Dart beskrev fundet videnskabeligt i 1925 og har senere faet navnet Australopithecus africanus . Den havde flere lighedstræk med mennesket end de andre nulevende menneskeaber. Den var opretgaende med større hjerne end chimpanse og gorilla, og ganens form var som menneskets. Hjernen var mindre end hos de asiatiske Homo erectus -fund, hvilket kunne forklares med, at Australopithecus var en endnu tidligere overgangsform . Dette fund pegede derfor pa Afrika som menneskets vugge. ^[9] Palæontologer har diskuteret hvilke af de forskelle, der kendetegner menneskelinjen i forhold til menneskeaberne, der kom først og hvilken rolle de enkelte ændringer havde spillet. Den fremherskende teori var, at menneskelinjen fra starten var kendetegnet af bade opret gang og en stor hjerne. Men Australopithecus-fundet pegede pa først opret gang og senere en stor hjerne.

I 1930 indledte Louis Leakey sammen med sin kone Mary Leakey udgravninger i det daværende Britisk Østafrika (Kenya, Uganda og Tanganyika, nu Tanzania) i søgen efter menneskets forfædre. Inden 2. verdenskrig havde Olduvai -slugten vist sig at rumme fossiler af Homo erectus -former som de asiatiske. I 1959 finder Mary Leakey et kranium af Australopithecus boisei , som kan tidsfæstes med nye metoder baseret pa radioaktivt henfald til en alder af ca. 1,75 millioner ar. Senere samme ar finder Louis Leakey en tand, der tyder pa, at der ogsa findes en mere menneskelignende art af mindst samme alder. Videre udgravninger i 1960 og de følgende ar giver rester af en stribe individer af denne nye type, som i 1964 fører til opstilling af en ny art Homo habilis , hvilket betyder at starten pa menneskeslægten Homo ligger ca. 2 millioner ar tilbage i tiden og at stedet for mennesket vugge ligger i Østafrika.

I de følgende artier myldrer fund af australopitheciner op af jorden fra Etiopien i nord til Tanzania i syd. De giver et billede af Østafrika som hjemsted for de første opretgaende homininer og for de ældste medlemmer af Homo -slægten.

Genetiske data [ rediger | rediger kildetekst ]

Siden 1980'erne er det blevet muligt at foretage genetiske undersøgelser af nulevende mennesker og derigennem belyse slægtskab og afstamning.

Man undersøgte i 1987 sakaldt mitokondrie-DNA (mtDNA) fra 147 kvinder fra hele verden. Det viste sig, at de kvinder hvis mtDNA havde den største variation stammede fra Afrika, mens kvinder fra Australien og Ny Guinea havde den mindste variation. Man konkluderede herudaf at mennesket er opstaet i Afrika, idet variationen i de afrikanske kvinders mtDNA skyldes at deres mtDNA har haft længst tid til at ændre sig (ved mutationer ). De europæiske og asiatiske kvinder havde en variation der la herimellem. Det kunne ogsa konkluderes, at de forskelle der fandtes sandsynligvis skyldtes ændringer inden for de seneste 140.000-290.000 ar. Senere undersøgelser ? herunder af kerne-DNA ? har bekræftet dette billede. ^[10]

DNA-undersøgelserne underbygger teorien om, at det moderne menneske Homo sapiens er opstaet i Afrika og har spredt sig til resten af verden via det eurasiske kontinent for senere at ankomme til Australien.

Oversigt [ rediger | rediger kildetekst ]

Her følger en oversigt over menneskets karakteristiske træk og deres placering i udviklingsprocessen, fra primaterne skiller sig ud fra de øvrige pattedyr for 50 millioner ar siden til det moderne menneske opstar.

Primater [ rediger | rediger kildetekst ]

Primaterne tilpasser sig et liv i træerne med

• Fremadrettede øjne med tredimensionalt farvesyn .
• Lemmer med gribefunktion (modstillet tommel )
• Føder ofte kun 1 unge ad gangen (to brystvorter )
• Relativ stor hjerne med stærk udvikling af sensoriske og motoriske omrader samt omrader for koordination.

Menneskeaber [ rediger | rediger kildetekst ]

Menneskeaberne specialiserer sig fra de øvrige primater med

• Større hjerner, hvor synsbarken er stærkt udviklet, mens omradet for lugtesansen er reduceret
• Kindtænder beregnet til føde bestaende af frugt (ikke længere insekter)
• Størrelsesforskel mellem kønnene

Abemennesker [ rediger | rediger kildetekst ]

I spredt skovbevoksning udvikler australopithecinerne sig fra de øvrige menneskeaber med opret gang . Dette skete for 5-7 millioner ar siden ved at de to udviklingslinier, der har ført frem til henholdsvis mennesket og dets nærmeste nulevende slægtning chimpansen, skiltes. Der har dog været mange andre estimater for hvornar denne adskillelse skete, f.eks. viste en dansk undersøgelse i 2006 at det skete for 4,1 mio. ar siden. ^[11] Adskillelsen fandt formentlig sted i kølvandet pa en stor kløftdannelse ned gennem Afrika, der betød en adskillelse af de dalevende menneskeaber henholdsvis øst og vest for den store kløft. Det østlige omrade blev hævet, hvilket betød at de modtog mindre nedbør end tidligere, hvilket sa igen medførte at den sammenhængende regnskov langsomt opløstes i mindre og mindre skovbevoksninger adskilt af savanne. Pa dette tidspunkt fandtes skovlevende menneskeaber bade øst og vest for den nye kløft. Nulevende chimpanser og gorillaer menes derfor at være efterkommere af dem, der levede vest for kløften. For dem, der levede øst for, var ændringen i klima en trussel mod deres hidtidige levevis baseret pa klatring i skovens træer efter frugt. Formentlig som en tilpasning til at opretholde deres traditionelle føde i de nye omgivelser udvikledes nye arter af menneskeaber med større evne til at ga pa bagbenene og dermed tilbagelægge afstandene mellem træbevoksningerne med mindre energiforbrug og samtidig større overblik over eventuelle rovdyr pa savannen. ^[12]

Fund af de første abemennesker, australopithecinerne, viser, at deres hjernestørrelse ikke adskilte sig fra de nulevende chimpanser og ikke voksede synderligt i størrelse i de følgende 2 millioner ar.

Slægten Homo [ rediger | rediger kildetekst ]

Det er formentlig igen ændrede klimaforhold ? en afkøling, der sætter ind for ca. 2,5 mio. ar siden ? der presser australopithecinerne til at supplere den sædvanlige kost med nye fødeemner, efterhanden som den traditionelle føde bliver sjældnere. Det fører til en ny udviklingslinje i form af slægten Homo , hvor tænderne bliver mindre og hjernen større.

De ældste fundne fossiler, som kan henføres til slægten Homo er ca. 2,4 mio. ar gamle. Det drejer sig om arterne Homo habilis og Homo rudolfensis , begge fra Østafrika . Sammen med disse er fundet de ældste, primitive stenredskaber , tilhørende den sakaldte oldowan-kultur . Stenredskaberne er fremstillet ved afhugning af flækker fra mindre afrundede sten. Flækkerne har kunnet bruges til at skære med, mens den tilhuggede kerne har kunnet bruges til at banke og hakke med. Det vil sige at man f.eks. har kunnet fremgrave og knuse rodfrugter eller har kunnet skære adsler eller nedlagt bytte i smastykker. Ogsa marv og hjernemasse, der er meget næringsrigt, har man kunnet na ved at knuse knoglerne. Redskaberne har saledes kunnet udgøre en erstatning for et stort tandsæt ? som hos de tidlige abemennesker ? og samtidig har brugen af redskaber kunnet igangsætte en udvikling af en større hjerne, fordi der blev bedre plads i kraniet i takt med at tænderne blev mindre, og fordi en mere fedt- og proteinrig kost muliggjorde et øget energiforbrug fra en større hjerne. Man mener ogsa at der med slægten Homo er tegn pa en begyndende arbejdsdeling inden for medlemmerne af en gruppe, og at de er begyndt at deles om føden, en slags første skridt mod en samfundsdannelse. Dette er et brud pa den i naturen udbredte regel, at individer ? selv nar de samarbejder om at fange et bytte ? alene er optaget af at skaffe føde til sig selv og sit afkom. Denne nye samarbejdsform har ogsa kunnet stimulere en udvikling af hjernen, bl.a. udviklingen af kommunikation mellem gruppens medlemmer om føde- og arbejdsdelingen.

Homo habilis [ rediger | rediger kildetekst ]

Sporene fra Homo habilis dækker næsten 1 million ar, frem til for ca. 1,5 mio. ar siden. Men inden da ? for ca. 1,8 mio. ar siden ? er en ny og endnu mere succesrig art, Homo erectus , udviklet fra dem. Igen er Østafrika stedet, men i modsætning til forgængeren lykkes det Homo erectus i løbet af den næste million ar at sprede sig ud over Afrikas grænser og bl.a. tilpasse sig livet i kølige tempererede zoner i Eurasien. Succesen er baseret pa en række nye udviklingstræk: systematisk jagtadfærd, bosættelser af en vis permanent karakter, en mere systematisk fremstilling af specialredskaber i sten, den første brug af ild og de første sikre tegn pa en forlænget barndom. Slidmærker i tandemaljen viser endvidere, at Homo erectus helt er overgaet fra overvejende ”frugtædende” til ”altædende”. Og den forskel i størrelse mellem kønnene, der har hos forgængerne reduceres markant, mens hjernestørrelsen tager endnu et spring fremad. Men kropsstørrelsen vokser ogsa og Homo erectus er med hensyn til fysik bade forgængeren og det moderne menneske klart overlegen.

Homo habilis/rudolfensis udvikler sig altsa tilpasset et liv, hvor føde i form af frugt kombineres med grovere fødeemner og adsler. Formentlig fremskaffes føden gennem arbejdsdeling og transporteres til en fælles spiseplads. Større dyr kan parteres og jordknolde og andre grove fødeemner graves op og knuses ved brug af redskaber . Dette muliggør et relativt spinkelt tandsæt og et bredt uspecialiseret fødevalg (altædende).

Homo erectus [ rediger | rediger kildetekst ]

Homo erectus/ergaster lægger en række nye træk til den begyndende kulturdannelse, som gør en spredning til tempererede zoner og endnu bredere fødevalg mulig, bl.a. brug af ild (køkken-teknologi). Fysisk er kroppen blevet større, ogsa hjernen, men hjernen er ikke forholdsmæssigt meget større end hos forgængerne, den sakaldte encephalisationskvotient ændres ikke (se tabel nedenfor ). Andre træk peger dog mod en bedre tilpasning til en stor hjerne:

• Størrelsesforskel mellem kønnene er blevet markant mindre
• Forlænget barndom

Homo erectus er ikke blot en succes i kraft af sin store geografiske udbredelse. Ogsa tidsmæssigt overlever arten i mere end 1,5 mio. ar.

Homo sapiens [ rediger | rediger kildetekst ]

De ældste fossiler, der henføres til arten Homo sapiens er op imod 500.000 ar gamle. Der er dog fossiler som menes at være op mod 800.000 ar gamle, der af nogle menes at tilhøre arten. En af de store udfordringer i forbindelse med en større hjerne er den ændrede form af bækkenet pa grund af den oprette gang. Barnets hoved skal kunne passere bækkenabningen. En af særtrækkene ved mennesket er derfor en forlængelse af barndommen, hvilket muliggør at barnet kan fødes med en mindre udviklet hjerne, fordi hjerneudviklingen i stedet foregar efter fødslen. Samtidig gør det den periode barnet er afhængig af voksnes omsorg længere, og dermed forældrerollen betydeligere. Men dette gør ogsa muligheden for overførsel af erfaringer fra generation til generation større ? en af grundpillerne i dannelsen af kultur.

Hjernestørrelsen stiger altsa, mens kroppen i øvrigt bliver spinklere. De første mange tusinde ar findes mange ligheder, der peger tilbage til Homo erectus bade i kropsbygning og med hensyn til levevis.

Der sker et skifte for omkring 40.000 ar, idet kulturel udvikling begynder at dominere i forhold til genetisk udvikling, hvorefter det gar stærkt med udvikling og spredning af nye redskabskulturer, der afløser hinanden med fa tusind ars mellemrum. Kunstneriske udtryk som hulemalerier , figurer og udsmykkede redskaber bliver almindelige fra dette tidspunkt.

Andre træk ved mennesket ? placering i udviklingshistorien [ rediger | rediger kildetekst ]

Beharing og svedkirtler [ rediger | rediger kildetekst ]

Hos mennesket er beharingen næsten forsvundet, mens selv de nærmeste slægtninge ? menneskeaberne ? har bevaret deres. Samtidig er der en tendens til at antallet af svedkirtler stiger jo nærmere beslægtede til mennesket abearter er. Hos mennesket er det stort set hele hudens overflade, der indeholder de sakaldte ekkrine kirtler, der afgiver klar saltholdig væske i modsætning til de apokrine kirtler, der findes i armhuler og skridtet, der ogsa udskiller æggehvidestoffer (og er knyttet til harsækkene).

En teori, vandabehypotesen , gør disse forhold til omdrejningspunkter for at hævde, at mennesket pa sin udviklingsvej har været igennem en periode tilpasset liv i vandmiljø ? og vel at mærke inden for de seneste fa millioner ar efter udspaltningen fra de øvrige menneskeaber. ^{[13] [14]} Teorien er ikke bredt accepteret.

Menstruation og menopause [ rediger | rediger kildetekst ]

Hos mennesket og menneskeaberne gennemløber hunnerne en særlig cyklus, hvor et æg frigøres fra en af æggestokkene og enten befrugtes og derefter sætter sig fast i livmoderens slimhinde eller udstødes af livmoderen sammen med slimhinden fulgt af blødning, kaldet menstruation. Hos mennesket stopper kvinden med at menstruere fra og med en vis alder ? den sakaldte menopause. Dette gælder muligvis ogsa hos gorillaen.

Varigheden af den enkelte cyklus varierer fra art til art, fra individ til individ og indenfor samme individ, men den normale varighed ses i følgende tabel: ^[15]

Art	Cyklus (dage)	Menopause-alder (ar)
Mennesket ( Homo sapiens )	28	47
Orangutang ( Pongo pygmaeus )	29
Gorilla ( Gorilla gorilla )	30	44
Chimpanse ( Pan troglodytes )	37
Bonobo ( Pan paniscus )	45

En særligt træk ved mennesket er at der ikke forekommer en brunsttid. ^[16] En teori gør dette til en afgørende faktor for opstaen af menneskelig kultur (Knight m.fl. 1991 & 1995). ^{[17] [18]} Teorien gar ud pa, at manglen pa brunst hos menstruerende kvinder har været med til at sikre mændenes interesse for at holde sammen med kvinderne konstant, hvilket har hjulpet til at kvinderne har kunnet gennemtvinge at ”forsørgerbyrden” har kunnet deles mellem kønnene og dannelsen af samfund med fødedeling ved at presse manden til kød for sex. Samtidig har menstruationens betydning dannet basis for, at kvinder har udviklet symboler knyttet til den røde farve som første trin i symboldannelse og kulturudvikling. Teorien er ikke bredt accepteret.

Hjernens størrelse [ rediger | rediger kildetekst ]

Udviklingstrin	Bevægemade	Kropsvægt (kg)	Hjernevægt [b] (gram)	Encephalisations- kvotient (EK) [c]	Redskabskultur
Proconsul (abe) (17-22 mio ar siden)	Træklatrer med firbenet gang			1,5	(ingen)
Australopithecus africanus (fra 3-3,5 mio ar siden)	Opret gang	46	442	2,2	(ingen)
Homo habilis (fra 2,4 mio ar siden)	Opret gang	41	631	3,4 spor af Brocas omrade	Oldowan
Homo erectus (fra 1,8 mio ar siden)	Opret gang	59	826	3,3	Acheuleen bopladser (huler og grenhytter) brug af ild
Homo sapiens (moderne form) (fra 40.000 ar siden)	Opret gang	44	1250	6,3	Aurignacien → Gravettien → Solutreen → Magdalenien

Se ogsa [ rediger | rediger kildetekst ]

• Denisova-mennesket
• Flores-mennesket
• Menneskehedens vugge

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

• Leakey, Richard (1995), Menneskeslægtens oprindelse , Munksgaard-Rosinante, ISBN   87-16-11185-0
• Jensen, Peter K.A. (2005), Menneskets oprindelse og udvikling , Gyldendal, ISBN   87-02-04173-1 Online Google Books .
• Jensen, Peter K.A. (2017), Odysseen om mennesket , Gyldendal, ISBN   978-87-02-19675-7 Online Google Books
• Jørgensen, Bent (2003), Dyret i dit spejl , Gyldendal, ISBN   87-02-01479-3 Online Google Books
• Kjærgaard, Peter C. (2020). Menneskets evolutionshistorie. In H. Høgh-Olesen, & T. Dalsgaard (Eds.), Evolution og Adfærdspsykologi (pp. 17-41). Plurafutura Publishing.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Menneskets udvikling