Maria Callas
|
---|
![](//upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/a/a1/Maria_Callas_1958.jpg/250px-Maria_Callas_1958.jpg) 1958
|
|
Pseudonym
| La Callas, La Divina
|
---|
Født
| Sophia Cecilia Anna Maria Kaloyeropoulou
2. december 1923,
New York
,
USA
New York City
,
New York
,
USA
, Flower Hospital,
New York
,
USA
![Rediger på Wikidata](//upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/7/73/Blue_pencil.svg/5px-Blue_pencil.svg.png) |
---|
Oprindelse
|
USA
/
Grækenland
|
---|
Død
| 16. september
1977
(53 ar)
Paris
,
Frankrig
16. arrondissement i Paris
,
Frankrig
![Rediger på Wikidata](//upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/7/73/Blue_pencil.svg/5px-Blue_pencil.svg.png) |
---|
Genre
| Opera
|
---|
Aktive ar
| 1940-1974
|
---|
|
www.callas.it
|
Maria Callas
(født
Maria Kalogeropoulou
(
græsk
: Μαρ?α Καλογεροπο?λου)
2. december
1923
, død
16. september
1977
) var en amerikanskfødt græsk
operasanger
(
sopran
). Hun er maske den bedst kendte operasanger fra efterkrigstiden. Hun havde i sine bedste ar en fremragende
bel canto
-teknik, en vidtspændende stemme med en distinkt klang og en magnetisk sceneudstraling. Hun var en meget alsidig sanger: hendes repertorie spændte fra
barokopera
som fx
Glucks
Alceste
til senromantiske operaer som
Puccinis
Turandot
.
Callas blev født i
New York City
som datter af græske forældre, der fire maneder tidligere var immigreret til New York City. Her gennemførte Callas sin skolegang til og med 8. klasse, hvorefter hun med sin mor og ældre søster rejste til
Athen
. Her lykkedes det den 13-arige Callas at blive optaget pa Nationalkonservatoriet som elev hos Maria Trivella. Siden skiftede hun til Athens Konservatorium, hvor hun studerede hos den spanske
koloratursopran
Elvira de Hidalgo
. Som 15-arig debuterede hun i konservatorie-regi som Santuzza i
Pietro Mascagnis
Cavalleria rusticana
. Indtil hun i 1945 forlod Athen naede hun, med betydelig succes, at synge ca. 75 forestillinger, ofte i krævende roller, fx titelrollen i Puccinis
Tosca
, Leonore i
Beethovens
Fidelio
og Marta i
d'Alberts
Tiefland
.
Efter flere forsøg pa en karriere i
USA
, debuterede hun i 1947 i
Veronas
arena i titelrollen i
Amilcare Ponchiellis
La Gioconda
. Herefter opbyggede hun langsomt, men sikkert sit renomme i Italien, støttet af dirigenten
Tullio Serafin
og sin kommende mand, forretningsmanden
Giovanni Battista Meneghini
, der med tiden opgav sin del af familieforetagendet for at hellige sig hvervet som Callas' manager. Callas sang i begyndelsen af sin internationale karriere almindelige roller i det dramatiske sopranrepertoire som
Wagners
Isolde
,
Verdis
Aida
og
Skæbnens magt
. Men efter at have afløst en syg kollega i
Vincenzo Bellinis
Puritanerne
med kun en uge til at lære rollen, samtidig med at hun selv sang Brunnhilde i Wagners
Valkyrien
, fik hun mulighed for at synge et mere varieret repertoire og med tiden specialisere sig i
belcantooperaer
.
I december 1951 debuterede Callas pa
La Scala
-operaen i
Milano
, hvor hun hurtigt blev
primadonna
og sang et varieret repertoire, fx sopranrollerne i Verdis
Siciliansk vesper
,
Macbeth
,
Trubaduren
,
Don Carlos
og
La traviata
, Bellinis
Norma
,
Søvngængersken
og
Piraten
, den italienske premiere pa
Mozarts
Bortførelsen fra Seraillet
, Ponchiellis
La Gioconda
,
Cherubinis
Medea
,
Donizettis
Lucia di Lammermoor
,
Anna Bolena
og
Poliuto
, Glucks
Alceste
og
Iphigenia pa Tauris
,
Spontinis
La Vestale
,
Giordanos
Andre Chenier
og
Fedora
samt
Rossinis
Tyrken i Italien
og
Barberen i Sevilla
. Med tiden debuterede Callas ogsa pa de største scener i
London
,
Wien
,
New York City
og
Paris
.
I 1953 tabte den korpulente Callas sig til ca. en tredjedel. I de næste ar steg Callas' berømmelse, og hun blev af pressen fremstillet som en temperamentsfuld primadonna; Callas' stemme blev mere og mere slidt; Callas oplevede uoverensstemmelser med ledelsen i flere operahuse. Det blev til Callas' fejl, skønt det ikke altid var tilfældet. I sin bog
Maria Meneghini Callas
talte forfatteren
Michael Scott
overbevisende for, at det var de stemmemæssige problemer, der førte til Callas' kontroverser med forskellige operachefer og et faldende antal forestillinger i anden halvdel af 1950'erne.
I 1957 blev Maria Calls introduceret for den græske rigmand Aristotle
Onassis
. De formede et tæt men kompliceret venskab, der kom til at betyde meget for Callas, især efter hun blev separeret fra sin mand i 1959. Herefter sang hun sporadisk, primært ved koncerter og i rollen som Tosca, indtil hun i 1965 trak sig helt tilbage. Efter Onassis' ægteskab med
Jacqueline Kennedy
i 1968 begyndte Callas igen at arbejde. Hun forsøgte sig bade som filmskuespiller, lærer ved masterclasses, operainstruktør og med enkelte pladeindspilninger. I 1973 pabegyndte hun en klaverakkompagneret koncertturne med sin italienske kollega,
tenoren
Giuseppe di Stefano
. Begge sangeres stemmer var imidlertid sa medtagne, at en anmelder sammenlignede dem med gøende hunde. Callas' sidste optræden var ved en af disse koncerter i Japan i 1974. Hun døde tre ar senere i sin lejlighed i Paris, formentlig af en blodprop.
Hun efterlod sig en righoldig
diskografi
, bade studieindspilninger for
EMI
og utallige liveoptagelser. Udover de ovennævnte roller kan ogsa nævnes sopranroller i Wagners
Parsifal
,
Leoncavallos
Bajadser
, Puccinis
La boheme
,
Madame Butterfly
og
Manon Lescaut
, Rossinis
Armida
samt Verdis
Nabucco
,
Rigoletto
og
Maskeballet
.
![Operasanger](//upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/8/8f/Opera_singer_icon.svg/30px-Opera_singer_icon.svg.png) | Spire
| ![Biografi](//upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/d4/Ludvig_Holberg.jpg/35px-Ludvig_Holberg.jpg) |