Markgreve
Ludwig Wilhelm von Baden-Baden
, kaldet
Turkenlouis
(
8. April
1655
-
4. Januar
1707
), var regent i markgrevskabet
Baden-Baden
, bygherre pa slottet i
Rastatt
,
Generalløjtnant
i den kejserlige arme og en succesfuld feltherre i
krigene mod tyrkerne
.
Osmannerne
kaldte ham for den "Røde konge" pa grund af hans røde uniformsjakke, som kunne ses pa lang afstand. Han var første kredsgeneralfeltmarskal for tropperne i den
schwabiske rigskreds
og rigsgeneralfeltmarskal i det
Heiligen Romischen Reiches Deutscher Nation
.
Ludwig Wilhelm blev født den 8. april 1655, syv ar efter afslutningen pa
Tredivearskrigen
, i Hotel de Soissons i
Paris
, og han døde den 4. januar 1707 i hans endnu ikke færdiggjorte slot i
Rastatt
. Han blev opkaldt efter sin bedstefar markgreve
Wilhelm
(1593?1677), og hans gudfader
Ludvig 14. af Frankrig
. Han var søn af arveprins
Ferdinand Maximilian von Baden-Baden
(1625?1669) og
Ludovica (Luise-Christine) af Savoyen-Carignan
(1627?1689), hvis bror
Eugene-Maurice de Savoie-Carignan, comte de Soissons
var far til den berømte
Prins Eugen
.
Som følge af en letsindig stødende bemærkning, som hans far prins Ferdinand Maximilian fremkom med over hans hustru, som var stærkt pavirket af sin mor, og desuden vægrede sig ved at følge den kommende markgreve til det "kolde og tagene Germanien“ og dermed forlade Versailles, kom det kort efter Ludwig Wilhelms fødsel til et brud mellem forældrene. Dette havde til følge, at faderen forlod Versailles med sin 6 maneder gamle søn og vendte tilbage til
Baden
. I moderens sted indtradte grevinde
Maria Magdalena von Ottingen
, som var hans bedstefars anden hustru.
Ludwig Wilhelm mistede ogsa tidligt sin far. I 1669 døde han af sarbrand efter en jagtulykke ved Heidelberg. Kort tid senere, i efteraret 1670, sendte hans bedstefar ham pa en stor dannelsesrejse ledsaget af hofmesteren
Cosimo Marzi Medici
og huslæreren Vloßdorf. Det var tidligt at tage pa dannelsesrejse som 15 arig, da den sædvanligvis udgjorde afslutningen pa opdragelsen; men det afspejlede at markgreven ville sikre sig igen at have en efterfølger, efter at arveprins Ferdinand Maximilian var død.
Det første stop pa rejsen førte Ludwig Wilhelm til klosteret de la Visitation i
Besancon
, hvor han besøgte sin tante Katharina Franziska Henriette von Baden, som var
nonne
der. I Besancon fulgte han juridiske forelæsninger og lod sig undervise i militære forhold. Rejsen fortsatte via
Geneve
,
Milano
,
Firenze
til
Rom
, hvor han kom i audiens ved
pave Clemens 10.
, som netop spiste sammen med vicekongen af
Napoli
og en fransk gesandt. Vicekongen af Napoli var sa imponeret af Ludwig Wilhelm at han tilbød ham en militær stilling, som Ludwig Wilhelm, af hensyn til sin bedstefar, dog afslog. Hans besøg i Rom afsluttede Ludwig Wilhelm med et besøg ved
Medicierne
. Tilbagerejsen førte gennem
Venedig
og
Innsbruck
tilbage til
Baden-Baden
. Da han naede tilbage var han blevet nitten ar gammel.
Den unge Ludwig Wilhelm begyndte sin militære løbebane i 1674, hvor han som nittenarig tradte ind i den kejserlige arme. Hans læremester var den berømte
Raimund von Montecuccoli
. Allerede fra 1672 rasede den
Den fransk-hollandske krig
, som var begyndelsen pa Ludvig 14.'s forsøg pa at fa overherredømmet i Europa. Efterfølgende blev Ludwig Wilhelm livet igennem indviklet i krige. Pa grund af hans fremragende indsats ved erobringen af fæstningen
Philippsburg
tildelte kejser
Leopold 1.
ham i 1676 et infanteriregiment. Da hans bedstefar døde i 1677, blev han regerende markgreve af Baden-Baden, men han kom ikke til at regere meget, da han til stadighed var i krig for kejseren.
Efter
Freden i Nimwegen
udnævnte kejseren Ludwig Wilhelm
Obristfeldwachtmeister
til hest og til fods, en post som svarer til rang af
Major
. Hans øgenavn
Turkenlouis
fik han som
Reichsfeldmarschall
ved sine sejre i kamp mod osmannerne i
Den store tyrkiske krig
1683?1699. Hjemme kæmpede han ved
Rhinen
fra 1693 mod
franskmændene
. De skatte han erobrede i de tyrkiske krige er kendt som
Karlsruher Turkenbeute
og kan ses pa slottet i Karlsruhe.
[1]
Ludwig Wilhelm gjorde allerede tidligt i sin karriere i den kejserlige arme opmærksom pa sig selv ved
befrielsen af Wien
i 1683, og blev den 23. november 1683 forfremmet til
general
i
kavaleriet
. Allerede den 12. december 1686, som 31 arig, blev han
feltmarskal
og den 6. september 1689 blev han øverstkommanderende pa den osmanniske front. Her kunne han i 20 slag bevise sin strategiske kunnen, og trænge osmannerne tilbage. Samtidig blev hans egne besiddelser i
Baden
ødelagt af franskmændene i
den Pfalziske Arvefølgekrig
, heriblandt hans stamsæde i
Baden-Baden
i 1689.
Marquis de Villars
bedømte ham i 1687 saledes:
|
Han ? Ludwig Wilhelm I., markgreve af Baden, "Turkenlouis" ? besidder stort mod, i kamp har han et klart og sikkert blik. Han er meget virksom, opmærksom, altid pa hesten og er blandt alle den somer mest egnet til at blive en stor soldat, hvis ikke indbilskheden kommer pa tværs. For han hører ikke meget pa gode rad, og nar han føler sig tvunget til at følge dem, gør han det sent og aldrig uden først at have lavet nogle ændringer, sa man kan tro, at det var hans egen ide. Han kan virke omgængelig, er dog det modsatte for enhver, som ikke blindt adlyder ham. […] Til hofliv er han ikke egnet, da han diskuterer for abent og heftigt med ministrene. Alt i alt har han alle de dyder, som man ma have, hvis man en dag skal være værdig til at lede en arme, men ogsa alle de fejl, som fjerner lysten til at betro ham en.
|
|
|
Pa grund af hans bedrifter og pa grund af de ødelæggelser, der er i hans fravær var sket pa hans ejendomme, formidlede kejser Leopold 1. ham et meget lukrativt giftermal med en datter af den afdøde hertug
Julius Franz
af Lauenburg (1641?1689). I modsætning til hvad kejseren havde planlagt forelskede Ludwig Wilhelm forelskede sig imidlertid i den yngste af hertugens to døtre, som egentlig var tiltænkt hans fætter prins
Eugen af Savoyen
. Da tiltrækningen var gensidig, blev man hurtigt enige, hvilket gjorde den ældste søster meget misfornøjet. Dybt krænket afviste hun prins Eugen som ægtefælle med den begrundelse, at han ikke var en regerende fyrste.
Kort efter brylluppet med
Sibylla Augusta
matte Ludwig Wilhelm imidlertid igen ga i krig mod osmannerne. I
slaget ved Slankamen
opnaede han i 1691 sin største sejr og blev af kejseren udnævnt til
Generalleutnant
over alle kejserlige tropper. Denne titel blev i det 17. arhundrede tildelt fem gange. Senere fik Ludwig Wilhelm tildelt ordenen
Den gyldne Vlies
som anerkendelse for sin indsats i kampene mod osmannerne.
Pa grund af begivenhederne i den Pfalziske arvefølgekrig matte kejseren hente ham tilbage til hjemmefronten med
Rhinen
, og hans fætter overtog hans post i krigen mod osmannerne. Prinz Eugen var ikke mindre succesfuld og sejrede den 11. september 1697 i
slaget ved Zenta
over sultan
Mustafa 2.
Dermed opnaede han i
freden i Karlowitz
den ønskede succes. Herefter stod Ludwig Wilhelm altid i skyggen af sin fætter prins Eugen.
Ludwig Wilhelm kæmpede i mellemtiden ved Rhinen mod franskmændene, som i 1697 matte tilbagelevere deres landerobringen pa højre Rhinbred ved
freden i Rijswijk
.
Efter at hans slot i Baden-Baden var blevet ødelagt, flyttede Ludwig Wilhelm sin residens til
Rastatt
. Her byggede han mellem 1697 og 1707 slottet i Rastatt efter forbilledet
Versailles
. Rastatt anses for at være det første i Tyskland, som er opført efter fransk forbillede. Som arkitekt blev
Domenico Egidio Rossi
1679?1715 ansat.
Oven pa sejrene kom det til en strid med kejseren, da denne afslog at ophøje Ludwig Wilhelm. Selv om kejseren ikke ville ophøje ham til kurfyrste, bilagde de striden og markgreven fortsatte med at kæmpe for kejseren. Pa den made kom det dertil at Ludwig Wilhelm blev alvorligt saret under
Slaget ved Schellenberg
(se ogsa
slaget ved Blenheim
) mod franskmændene, og han døde af sine kvæstelser i sit endnu ikke færdigbyggede slot i Rastatt, i en alder af 51 ar.
Ehrenhof ved slottet i Rastatt
Turkenlouis var involveret i 57 slag, kampe og belejringer. Han blev aldrig besejret, og han sejrede i de fleste af dem. Disse var bl.a.:
Resterne af op imod 200 barok-skanser i
Schwarzwald
over en strækning pa 200 km i nord-sydlig retning vidner om hans indsats i forsvaret af landet.
Den 27. marts 1690 giftede markgreven sig med den 20 ar yngre prinsesse
Franziska Sibylla Augusta von Sachsen-Lauenburg
. Hun blev født den 21. januar 1675 i
Ratzeburg
i
Holsten
og døde som 58 arig den 10. juli 1733 i
Ettlingen
.
Parret havde mange sorger med deres børn. Det første svangerskab endte med en dødfødsel, og det første levendefødte barn levede et halvt ar, det andet blev fire ar, det tredje seks ar og det fjerde tre ar. Det femte døde efter fire maneder. I alt blev det til ni børn, hvoraf kun tre naede det 10. levear - en datter og to sønner. Datteren døde som 22 arig i barselsseng mens sønnerne blev 59 og 65 ar gamle.
Gravmælet over Ludwig Wilhelms befinder sig i stiftskirken i Baden-Baden, markgrevernes familiegravsted. Her hænger hans epitafium i form af et barokalter omgivet af figurer, som skal symbolisere retfærdighed, tapperhed og visdom. Hans hjerter og indre organer blev bisat i klosteret i Lichtenthal, som i tidligere tider havde været gravsted for markgreverne.
Ved kejserlig beslutning af
Franz Joseph 1. af Østrig
den 28. februar 1863 blev Ludwig Wilhelm optaget i listen over de
"beruhmtesten, zur immerwahrenden Nacheiferung wurdiger Kriegsfursten und Feldherren Osterreichs"
, og der blev opstillet en legemsstor statue af ham i Feltherrenhalle i det dengang nye
k.u.k.
Hofwaffenmuseums
(nu:
Heeresgeschichtliches Museum Wien
). Statuen blev i 1872 skabt af billedhuggeren
Anton Schmidgruber
(1837?1909) af
Carrara-Marmor
. Den blev afsløret af kejser Franz Joseph selv.
[3]
- Philipp Roder von Diersburg
(Hrsg.):
Kriegs- und Staatsschriften des Markgrafen Ludwig Wilhelm von Baden ueber den Spanischen Erbfolgekrieg.
Aus den Archiven von Karlsruhe, Wien und Paris. Mit einer geschichtlichen Einleitung und Facsimile. 2 Bande (Bd. 1:
1700?1703.
Bd. 2:
1704?1707.
). Muller, Karlsruhe 1850. (Online in der
Google Buchsuche
:
Bd. 1700?1703
und
Bd. 1704?1707
, abgerufen am 19. Januar 2013)
- 485:
19
i
Allgemeine Deutsche Biographie
(ADB) (ses pa
tysk Wikisource
)
- Hans Schmidt:
Ludwig Wilhelm, Markgraf von Baden-Baden.
I:
Neue Deutsche Biographie
(NDB). Bind 15, Duncker & Humblot, Berlin 1987,
ISBN
3-428-00196-6
, Side 350?354 (
Digitalisering
).
- Otto Flake
:
Turkenlouis. Gemalde einer Zeit
(=
Fischer
5788). Ungekurzte Ausgabe, 6.?7. Tausend. Fischer-Taschenbuch-Verlag 1988,
ISBN
3-596-25788-3
.
- Greiner, Christian (1974).
Ludwig Wilhelm, Markgraf von Baden. 1655?1707
. Vol. Lebensbilder aus Baden-Wurttemberg Bd. 18. s. 64-94.
ISSN
0948-0374
.
- Plassmann, Max (2000).
Krieg und Defension am Oberrhein. Die Vorderen Reichskreise und Markgraf Ludwig Wilhelm von Baden (1693?1706)
(tysk). Vol. Historische Forschungen Bd. 66. Berlin: Duncker & Humblot.
ISBN
3-428-09972-9
.
- Uwe A. Oster:
Markgraf Ludwig Wilhelm von Baden. Der ?Turkenlouis“. Feldherr im Schatten von Prinz Eugen
(=
Bastei Lubbe.
Bd. 61467
Biographie
). Bergisch-Gladbach 2000,
ISBN
3-404-61467-4
.
- Wolfgang Froese, Martin Walter (Hrsg.):
Der Turkenlouis. Markgraf Ludwig Wilhelm von Baden und seine Zeit.
Casimir Katz Verlag, Gernsbach 2005,
ISBN
3-925825-88-6
.
- Rehm, Christoph (2005).
Zwischen Sonne und Halbmond. Der Turkenlouis als Barockfurst und Feldherr
(tysk). Rastatt: Vereinigung der Freunde des Historischen Museums Schloss Rastatt.
ISBN
3-9810460-0-5
.
- Adolf J. Schmid
:
Zwischen Sonne und Halbmond - Der ?Turkenlouis“: Markgraf Ludwig Wilhelm von Baden (1655?1707).
I:
Badische Heimat.
Bd. 85, Nr. 3, 2005,
ISSN
0930-7001
, S. 417f.
- Bidrag af Christian Greiner i
Zeitschrift fur die Geschichte des Oberrheins.
Bd. 132, 1984, S. 227?237; Bd. 150, 2002, S. 209?251; Bd. 155, 2007, S. 265?288; Bd. 157, 2009, S. 223?248
- Sachs, Johann Christian (1769). "Dritter Theil,".
Einleitung in die Geschichte der Marggravschaft und des marggravlichen altfurstlichen Hauses Baden
. Carlsruhe. s. 489-646.
- Karl J. Bauer:
Der Turkenlouis. Ein Lebensbild.
. Festtale ved den tyske kejsers fødselsdag. Heidelberg, 1904