Ludvig Henrik Carl Herman
lensgreve
Holstein
til
grevskabet Holsteinborg
(kaldet
Holstein-Holsteinborg
) (
18. juli
1815
pa Holsteinborg ?
28. april
1892
i
København
) var en
dansk
godsejer
og
politiker
, der var
Danmarks 12. konseilspræsident
(statsminister) fra
1870
til
1874
.
Hans regering
sad fra
1870
til
1874
.
Han var oprindeligt konservativ
helstatsmand
, men stemte senere for
Novemberforfatningen
og valgtes ind for
Mellempartiet
. Han spillede kun en lille politisk rolle, fordi han selv valgte at lade sig overskygge af de
nationalliberale
ministre i hans ministerium.
Holstein besad
grevskabet Holsteinborg
og var en fremragende landmand. Hans egentlige talent la pa landbrugets omrade, og han var præsident for
Landhusholdningsselskabet
1866
-
1881
.
Han var den ledende kraft i
Den nordiske Industri- og Konstudstilling i Kjøbenhavn 1872
.
Holsteins væsentligste bedrift var uden tvivl at han var hovedansvarlig for at Danmark blev holdt uden for den tysk-franske krig.
Holstein var en søn af
Frederik Adolph von Holstein, lensgreve til Holsteinborg
og blev født 18. juli 1815. Allerede
1836
tiltradte han ved faderens død
grevskabet Holsteinborg
, samme ar som han, efter en immatrikulation ved
Berlins
universitet
, tog studentereksamen i
København
. Sin første tid som lensbesidder helligede han til det noget forsømte grevskabs administration.
1840
blev han
hofjægermester
og
1851
kammerherre
.
I det politiske liv kom Holstein nærmest til at spille en rolle i kraft af sin fremragende sociale stilling og sin store interesse for offentlige anliggender.
1848
valgtes han til
stænderdeputeret
, men fik som sadan kun lejlighed til at deltage i den korte session, som prøvede Valgloven til
den grundlovgivende Rigsforsamling
. Han var i de første konstitutionelle ar en af den konservative godsejerbevægelses førstemænd, udpræget konservativ, og var i foraret
1849
en af de 37 mænd, som stiftede den ≪patriotiske Forening≫ og i et
manifest
udtalte, at regeringens
grundlovsudkast
ved sin
rigsdagsordning
ville
"undergrave Monarkiets Grundvold og bringe Staten i en mellem Anarki og Despoti svævende Tilstand"
. Senere deltog han sammen med
Wolfgang Haffner
og
Carl Frederik Blixen-Finecke
i stiftelsen af
Godsejerforeningen
. I det aktive politiske liv deltog han dog først fra
1856
, da han i februar 1856 valgtes til medlem af
Rigsradet
for den sjællandske 1. kreds. Rigsradet var blevet til pa grund af
Fællesforfatningen
af
2. oktober
1855
. I Rigsradet sluttede Holstein sig her nøje til den af
C.A. Bluhme
,
C.N. David
,
F.F. Tillisch
og
E.S.E. Heltzen
ledede
helstatlig
-konservative opposition mod det pa ny frembrydende
nationalliberale
regimente, men tog i øvrigt ikke megen del i forhandlingerne.
Holstein blev saledes kastet ind i kampen mellem helstatstilhængerne og de nationalliberale. Under konflikten, som blev skudt i gang af radets 11 slesvig-holstenske medlemmer, holdt alle de danske sammen ved afstemningen, men senere, da holstenerne var udtradt, og end mere efter at fællesforfatningen i
1858
var indskrænket til Danmark og
Slesvig
alene, blev oppositionen imod den nationalliberale regering mere markeret. Han var saledes med til, sammen med otte andre medlemmer, at protestere mod kundgørelsen af
6. november
1858 og var en af dem, som
1859
ved at forlade forsamlingen gjorde Rigsradet ubeslutningsdygtigt. Pa rigsradssessionens sidste dag,
24. november
1859, da der skulle stemmes om det slesvigske medlem Thomsen-Oldensworths fjernelse, valgte denne fraktion at gøre rigsradet ufuldtalligt og derved sætte det ud af stand til at fatte beslutning. De øvrige medlemmer af fraktionen gik bort, medens Holstein, fra tilskuerpladsen overværede de to afstemninger, ved hvilke radet forgæves søgte at na de til de nødvendige 41 stemmer, der krævedes for at kunne vedtage noget.
Senere ændrede hans holdning sig en del:
1863
stemte han i Rigsradet for
Novemberforfatningen
, og da han
1866
valgtes ind i Rigsdagens Folketing som repræsentant for sin hjemkreds, at hans stilling langtfra sa udpræget konservativ som tidligere. I 1863 deltog han i det sakaldte ≪grevetog≫ til
Sverige
. Under landmandsmødet i
Helsingborg
i juli 1863 indbød kong
Carl XV
fem danske lensgrever (Holstein-Holsteinborg,
Christian Edzard Moritz Holstein-Ledreborg
,
Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvig
,
Frederik Wilhelm Dannemand
og
Johan Hartvig Ernst Bernstorff-Gyldensteen
;
C.E. Frijs
undslog sig) til et besøg pa
Ulriksdal Slot
, og der vistes dem ved denne lejlighed stor opmærksomhed. Den
skandinaviske alliance
, som netop den gang blev forberedtes af Carl XV og grev
Ludvig Manderstrom
, har sikkert været en af genstandene for kongens samtale med sine gæster, og at han har anbefalet dem den danske regerings politik, som havde hans billigelse.
Holstein talte og stemte i Rigsradet for den dansk-slesvigske fællesforfatning, som stadfæstedes
18. november
1863. Den kreds, i hvilken Holsteinborg la (
Sorø Amts
4. kreds), valgte ham i
1865
til Rigsradets og i 1866 til Rigsdagens
Folketing
; han besejrede ved disse valg to kendte rigsdagsmænd fra
Venstre
, først maler P.E. Olsen og derpa smed Søren Jensen fra Rude, og han holdt kredsen indtil
1876
, erobrede den igen
1879
, tabte mandatet i
1881
, men sejrede atter
1887
. Da denne valgperiode udløb, tvang sygdom ham til at træde tilbage.
Da det sakaldte
Mellemparti
dannedes i 1866, sluttede han sig til det, selvom han ikke fuldstændig delte partiets program. Partiet blev dannet pa grund af
forfatningskampen
og søgte at mægle mellem Folketinget og
Landstinget
. Holstein begyndte at tage livlig del i tingets forhandlinger om økonomiske og administrative spørgsmal.
Ministeriet Frijs
matte efter afstemningen
19. maj
1870
ga af, da det havde et flertal imod sig, heriblandt Mellempartiet.
Kongen
henvendte sig til grev Holstein for at fa dannet
en ny regering
, som derpa udnævntes
28. maj
med Holstein som konseilspræsident, men uden portefølje. Det var dog ikke af Mellempartiet, at Holstein valgte sine kolleger, og hans regering blev langt mere præget af dets 3 fremragende nationalliberale medlemmer,
C.C. Hall
,
A.F. Krieger
og
C.E. Fenger
end af ham selv. Han havde opsøgt landstingsformand A.F. Krieger for at fa bygget bro til Landstinget, og Krieger betingede sin tiltræden af Halls og Fengers optagelse i ministeriet. Som regeringschef tradte han kun sjældent frem med selvstændige udtalelser, hvilket fik redaktør
Vilhelm Topsøe
til sarkastisk at kalde Holstein for
"Toppen paa Kransekagen"
. Sandt er det at Holstein ikke var 'levebrødspolitiker' og ikke havde det samme behov for at hævde sig.
I sommeren 1870 udbrød den
krig
mellem
Det tyske Forbund
og
Frankrig
. Folkestemningen havde siden 1864 været meget tysk-fjendtlig, og der var stærke røster fremme i offentligheden, der talte for, at lejligheden nu bød sig til at fa revanche for
1864
og
tabet
af
hertugdømmerne
. Imidlertid satte regeringen sig imod. Danmarks sydgrænse gik allerede helt oppe ved Kongeaen lige syd for Kolding, og ved en tysk sejr kunne dansk deltagelse pa fransk side fa tragiske følger for resten af Danmark. Holstein blev støttet af bl.a. Kongen og udenrigsministeren, baron Rosenørn-Lehn, samt ikke mindst den tidligere konsejlspræsident, grev Frijs. Regeringen undlod at tage Frankrigs parti, og Holstein trak forhandlingerne med
Napoleon III's
udsending, hertugen af Cadore, i langdrag. Imens blev krigen afgjort med en tysk sejr og oprettelsen af det
tyske kejserrige
.
Det er uden tvivl greve Holsteins store fortjeneste, at han, netop da han kort efter sin regerings tiltrædelse skulle træffe en for Danmarks fortsatte eksistens afgørende beslutning, udviste klar dømmekraft og stor fasthed overfor en stærk folkestemning og et fristende aspekt.
Holstein gjorde sig ikke synderlig gældende under de heftige kampe, der nu opstod mod det nydannede
Forenede Venstre
. I
1873
nægtede et flertal i Folketinget for første gang at godkende
Finanslovens
overgang til 2. behandling, hvorfor der blev vedtaget en
provisorisk
finanslov. Da kampen tilspidsedes, veg ministeriet Holstein, som ikke følte sig tilstrækkelig stærkt støttet af Landstinget, sommeren
1874
pladsen, og senere spillede Holstein ingen politisk rolle af betydning. Han havde forgæves søgt at fa
J.B.S. Estrup
med i sin regering. I sin valgkreds var han stærkt anfægtet af Venstre, og gentagne gange mistede og tilbageerobrede han kredsen under heftige valgkampe, der fra hans side førtes bade med dygtighed og noblesse.
1872
var han
den store nordiske industriudstillings
præsident og spillede en aktiv rolle i arbejdet med udstillingen, og
1876
-1881 var han overkammerherre. Ved sin afgang
14. juli
udnævntes han, som i 1870 var blevet
Storkors af Dannebrog
og var dekoreret med talrige høje udenlandske ordener, til
Ridder af Elefanten
.
1862
var han blevet
Dannebrogsmand
og
1872
havde han faet
Fortjenstmedaljen i guld
.
Holsteins deltagelse i rigsdagsarbejdet var aldrig synderlig fremtrædende, men til gengæld var han pa grund af sine personlig elskværdige egenskaber i høj grad afholdt bade af venner og modstandere. Hans elegante personlighed, utvungne optræden og lethed i omgangen med alle samfundsklasser gjorde ham populær. Han var ikke nogen stor begavelse og besad ingen glimrende egenskaber, og han var heller ikke veltalende, skønt ordene flød let nok fra hans læber, nar han beskæftigede sig med praktiske spørgsmal eller optradte ved festlige lejligheder. Men han havde en naturlig god forstand, megen sund sans, og skønt det fortrinsvis var hans navn og sociale stilling, som bragte ham frem i forreste række, ma det siges, at han arbejdede sig frem neden fra; gennem sin dygtige og humane godsbestyrelse, ved sin omsorg for egnens økonomiske fremgang, sin deltagelse i det kommunale liv, bade i
sognerad
og
amtsrad
, vandt han en stor lokal indflydelse, som bar ham ind i det politiske liv.
Lensgreve Holstein spillede en ret væsentlig rolle for sin egns og for hele
Sjællands
landøkonomiske udvikling. Pa godset var hans opmærksomhed særlig rettet pa at forbedre landarbejdernes kar, og pa hans initiativ blev der pa godset oprettet sparekasser, husholdningsforeninger og andre filantropiske foreninger. Han var virksom for at indføre forbedringer, særlig pa mejeridriftens omrade, pa grevskabet, var en kyndig hippolog og interesserede sig i det hele for landøkonomisk fremskridt. Senere opnaede han de betydeligste tillidsposter inden for det samlede danske landbrug og var saledes 1866-1881 præsident i
Landhusholdningsselskabet
og ledede fire gange (
1861
, 1866,
1869
og 1878) de danske landmandsforsamlinger. I disse sammenhænge kom hans repræsentative talent og hans landbrugskyndighed til deres ret. I Sorø Amts landøkonomiske selskab var han formand fra
1867
-81, ligeledes var han i en arrække formand for Sjællands hingsteskuer og for Stutterikommissionen osv. Hans optræden var altid nøje afpasset efter øjeblikket og situationen. Han kunne optræde jævnt og ligefremt og jovialt, og udjævne modsætninger, men han kunne ogsa optræde som den fødte grand seigneur, hvis lette og flydende tale fandt netop de ord, der slog ned hos tilhørerne og fremkaldte den festlige stemning. Personligt var Holstein meget afholdt blandt danske landmænd og godsejere.
Han ægtede
21. marts
1850
Bodild Joachimine (Mimi) Zahrtmann (5. februar 1830 ? 3. april 1876), der var datter af
marineminister
, admiral
C.C. Zahrtmann
.
I dette ægteskab fødtes fem børn:
- Ulrik Adolph Holstein-Holsteinborg (19. marts 1851 - 23, juli 1883)
- Bodild Mimi Holstein-Holsteinborg (5. juni 1852 - 9. juli 1927)
- Frederik Conrad Christian Christopher Holstein (3. august 1856 - 16. juli 1924)
- Sophie Elisabeth Holstein-Holsteinborg (5. september 1859 - 1. september 1935)
- Fritze Wilhelmine Wanda Theodora Holstein-Holsteinborg (18. oktober 1867 - 30. januar 1942)
Efter sin første hustrus død
3. april
1876
, ægtede han
30. november
1878
Betzy Laura Hansen, f. Rasmussen (14. marts 1849 i
Odense
? 1. januar 1931 i København), fra hvem han blev separeret allerede to ar senere,
9. september
1880
.
Sønnen
Harald Holstein
blev født i dette korte ægteskab.
Disse private forhold gav anledning til, at han i sine sidste ar matte opgive sin høje hofcharge og i det hele træde stærkt i baggrunden i det offentlige liv, men af den kreds, med hvilken han i egenskab af godsejer tradte i nærmere personlig berøring, var han afholdt og skattet lige til det sidste, og da han efter længere tids hjælpeløs sygdom døde 28. april 1892, ledsagedes hans jordefærd af alle tegn pa hengivenhed og erkendtlighed uden nogen politisk forskel.
Som ældste efterlevende søn arvede
Frederik Conrad Christian Christopher Holstein
godset.
Holstein-Holsteinborg er begravet pa Holsteinborg.
Holstein-Holsteinborg er portrætteret pa malerier af
August Schiøtt
1849 pa Holsteinborg og af
P.S. Krøyer
1875, kopi efter sidstnævnte ved
H.C. Vantore
pa
Christiansborg
.
Træsnit
1861 efter tegning af H. Olrik, genskaret 1872 af J. Bothe, 1870, 1871 og 1879.
Litografier
1870 fra Bording og 1873 af
I.W. Tegner
efter fotografi 1872.
- Carl Steen Andersen Bille
og H. Hertel, "Holstein, Ludvig Henrik Karl Herman", i:
C.F. Bricka
(red.),
Dansk Biografisk Lexikon
, København:
Gyldendal
1887-1905.
- Niels Neergaard
og Aksel Milthers, "Ludvig Holstein-Holsteinborg", i:
Povl Engelstoft
&
Svend Dahl
(red.),
Dansk Biografisk Leksikon
, København:
J.H. Schultz Forlag
1932-44.
- Illustreret Tidende
, XIII, 345 og XXXIII, 377.
- Ugeskrift for Landmænd
1892, I.
- Medlems-Blad for Sorø Amts landøkon. Selsk. 1892, Nr. 50.
- Galschiøt, Landbrug og Landmænd i Danm.
- Landbrugs-Ordbog III.
Der er for fa eller ingen
kildehenvisninger
i denne artikel,
hvilket er et problem
. Du kan hjælpe ved at angive
troværdige kilder
til de pastande, som fremføres i artiklen.
|
---|
1848-1900
| | |
---|
1900-1950
| |
---|
1950-2000
| |
---|
2000-
| |
---|