Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Legitimitet
(fra latin
legitimare
) er grundlaget for den type
politisk magt
der bliver udøvet
- bade med en bevidsthed fra
myndighedernes
side om at de har
ret
til at styre
- og med en tilsvarende folkelig anerkendelse af de styrende som
autoritet
, altsa som en
legitim
magt.
Begrebet legitimitet gælder den proces eller det band som et
socialt system
retfærdiggør gennem sine medlemmer, sa de styrende gives
ret
til at udøve magt af de styrede. Mens autoritet referer til en speciel position, sa henviser begrebet legitimitet til hele systemet af myndigheder.
Legitimitet skal holdes adskilt fra
legalitet
. Legalitet er en ren teknisk term, som beskriver om en regel er vedtaget efter en bestemt regulær proces. En handling kan være lovlig uden at blive anset som legitim. Modsat kan en handling blive opfattet som legitim uden at være lovlig. Et eksempel pa det første er det forhold flertallet af den sorte befolkning i
Sydafrika
havde til
apartheidsystemet
: de opfattede det ikke som legitimt, selv om de pagældende love var foretaget efter legale procedurer, baseret pa datidens racistiske grundlov. I henhold til sydafrikansk lov var racebestemmelserne saledes legale, selv om de hverken var legitime i øjnene pa store dele af befolkningen eller i verdensopinionens øjne.
Den tyske
sociolog
Max Weber
regnede med tre former for autoritet og tilhørende former for legitimitet:
- Traditionel autoritet
som legitimeres af veletablerede
traditioner
og sociale strukturer. Et eksempel er autoriteten tilhørende kongelige og gejstlige.
- Karismatisk autoritet
som legitimeres af en persons usædvanlige indsigt og evne til skabe loyalitet og lydighed blandt de underordnede. Denne autoritet finder vi ofte blandt profeter eller politikere, som
Lenin
,
Luther
,
Hitler
og
Walesa
.
- Legalt-rationel autoritet
som legitimeres gennem formelle
love
og regler. Moderne
samfund
præges af denne form for autoritet.