Legende
(af lat.
legenda
, 'det som skal læses op') betegner egenlig alt, der pa de dertil bestemte dage blev oplæst ved
gudstjenesten
i
kirkerne
; men da
bibelstykker
og lignende havde egne benævnelser brugtes betegnelsen
legender
nærmest kun om de beretninger om
hellige mænd og kvinder
, der var autoriseret af kirken til oplæsning. Bøgerne de var samlet i kaldes
legendarier.
Legender falder i to klasser,
passionaler
(passionarii
[1]
), som handler om
martyrers
lidelser
, og egentlige
legender
, som i almindelighed beretter om helliges liv, virksomhed og gode gerninger.
Men betegnelsen
legender
bruges ikke blot om de af kirken anerkendte beretninger om
helgener
. De anvendes ogsa om, hvad man kunne kalde privatarbejder om helgener og deres liv; og da de gerne var meget udsmykkede og fulde af underfulde og ikke særlig troværdige fortællinger, gik legender over til at betegne en hvilken som helst udsmykket beretning om historiske begivenheder, i hvilke
fantasien
havde frit løb, ikke blot kirkelige.
Legender kom efterhanden til at betegne fortælling om en enkelt helgen eller et afsnit af en sadan fortælling. Særlig genstand for legender er Jesus' mor
Maria
og hendes slægt, som der efterhanden blev fortalt mere og mere om. Men ogsa om ældre og yngre skikkelser fra
kirkens historie
dannede der sig tidligt legender, savel i helgenens fødeland som i andre lande.
Allerede tidligt fremtradte legender
i en vis bunden form; saledes blandt andet ved ar
400
hos digteren
Prudentius
. I den ældre
Middelalder
fremtræder legender hos de fleste europæiske
folk enten i bunden stil eller
rimede
og udgør
en væsentlig del af datidens
kvad
, der ogsa
behandler bibelske og nationale emner.
Rigest blomstrede disse kvad hos
angelsachserne
.
[2]
Den ældste poetiske legende i
Tyskland er fra
10. arhundrede
og handler om
Den hellige Georg
.
I Frankrig dramatiseredes legender oftere; eksempler herpa haves ogsa fra Tyskland.
I den senere Middelalder var
prosaformen
fremtrædende.
Legender blev tidligt samlet; saledes allerede
af
ærkebiskop
Jacobus de Voragine (død 1298) i
hans
Legenda aurea
. Den fuldstændigste samling er
Bollandisternes
.
[3]
For Danmarks vedkommende af
Hans Olrik
i
Danske Helgeners Levned
(1893-94) og
for Norges vedkommende af
Ludvig Daae
i
Norges Helgener
(1879).
Kendskab til Middelalderens legender er nødvendig for at forsta
Middelalderens kirkelige kunst, for eksempel
altertavler
.
Da
bogtrykkerkunsten
opfandtes, blev der snart udgivet
en mængde legender;
1520
var der i Tyskland
allerede trykt 45 passionaler, 18 eremitliv og 125
levnedsbeskrivelser af helgener.
Mærkelig er Sebastian Brants nu sa sjældne, med
træsnit udstyrede
Der Heiligen Leben
, Basel 1502, 1510.
[4]
Da
Reformationen
bredte sig, svandt interessen for
legender hurtig i de lande, der gik over til
protestantismen
.
Først i begyndelsen af
19. arhundrede
vaktes interessen igen.
Johann Gottfried von Herder
gjorde blandt andet i
Adrastea
(1801-03) opmærksom pa den rige skat, der
fandtes i Middelalderens legender.
I England var der længe kun lidt interesse for de gamle kvad, hvortil legender hørte.
Islændingen
Thorkelin
(1815) og danskeren
Grundtvig
(1820) var blandt de første der i begyndelsen af 1800-tallet fremdrog de engelske kvad ved oversættelser af
Beowulf-kvadet
.
[5]
C.J. Brandt
udgav i
Dansk Klosterlæsning
, II (1859) en dansk samling i
prosa
af
legender fra Middelalderen, om Maria og om
helgeninderne Margareta, Kristina, Cecilia,
Katerina, Lucia, Agnes, Sofia og Marina, foruden
en fortælling om Povels nedfart til helvede.
[6]
Svenske legender udgav J.H. Schroder i
Legenda Suecana vetusta S. Magni comitis
(1839),
Johan Ernst Rietz,
Legenda Suecana, Helgonsagor
(1843-45)
[7]
,
Georg Stephens,
Et fornsvensk Legendarium
, udgivet af
Svenska Fornskriftsalskapet
, bd VII (1847-74)
[8]
,
og G.E. Klemming,
Klosterlasning
(1877-78)
[9]
.
Legende
er ogsa en musikalsk kompositionsform af
lyrisk
-
episk
indhold, ogsa overført pa ren
instrumentalmusik
.
Legende
(fr.) bruges ogsa om indskrift eller
omskrift pa
mønter
og
medaljer
. Den oplyser om
møntherren, møntstedet, somme tider ogsa andre
forhold og ofte møntmesteren. I reglen er flere
eller færre af de enkelte ord i stærkt
forkortet form, pa ældre tids mønter ofte kun
ved det første bogstav.
- ^
Se evt. om passionaler i
Passional
(
de
)
- ^
Om kvad hos angelsachserne, se
Hammerich
:
De episk-kristelige Oldkvad hos de gotiske Folk
, 1873, pa tysk i 1874. ?
Online
hos Archive.org
- ^
Jacobus de Voragine (død 1298):
Legenda aurea
, udgivet af Th. Graesse i 3. udg. 1892. ?
Bollandisternes
fuldstændigste samling (Amsterdam 1643 ff.; ny udgave Paris 1867 ff.; sammenlign
Guerin
:
Les petits Bollandistes
,
Online
hos Archive.org
- ^
Sebastian Brant:
Der heiligen Leben nuw mit vil me Heiligen, und dar zu d' Passion und die grossen fest : dz lesen, mit figuren zierlich und nutzlich den menschen
?
WorldCat 1
?
WorldCat 2
?
Sebastian Brant pa Wikisource
- ^
Om fremdragelsen af Beowulf
-
"Annotated List of Beowulf Translations: The List"
Arkiveret
21. november 2014 hos
Wayback Machine
?
Grundtvigs "Bjovulvs-Drapen"
pa Heimskringla.no ?
"Bjovulf", Beowulf
i
Nordisk Mytologi
hos
DSD
hos
- ^
C.J. Brandt
:
Dansk Klosterlæsning fra Middelalderen
, udgave fra 1865 online hos Archive.org
- ^
Johan Ernst Rietz:
Helgona-Sagor
i
bibliotekskataloget
LIBRIS
- ^
Georg Stephens,
Et fornsvensk Legendarium
i
bibliotekskataloget
LIBRIS
- ^
Gustaf Edvard Klemming
,
Klosterlasning
i
bibliotekskataloget
LIBRIS