la Montagne (pa dansk bjerget ) kaldtes i den franske revolutions dage de yderligtgaende medlemmer af den lovgivende forsamling og af Nationalkonventet , fordi de oprindeligt havde taget plads pa de højere og de højeste sæderækker, som amfiteatralsk hævede sig op i den ene ende af forsamlingssalen.

Allerede mens denne var i Tuileriernes manege, var der der et la montagne; men først efter at Forsamlingen 10. maj 1793 havde taget sæde i Tuilerierne, naede Bjerget at fa bugt med dets farligste modstandere, girondinerne , og derefter til ved terrorisme og ved kommunens, de revolutionære komiteers og revolutionstribunalets hjælp at udøve et absolut herredømme over Frankrig .

Da der efter Girondens fald ikke mere eksisterede noget "Højre"-parti, havde Bjerget, der støttede sig til Paris’ lavere befolkning ? der som altid i myldrende masser overværede Konventets forhandlinger og ved brølen og trusler indjog de moderate skræk ? let ved at sætte sin vilje igennem lige over for de forskræmte og skælvende crapauds (Skruptudser) i "Moradset" ell. "Sumpen" dvs. den neden for Bjerget liggende del af forsamlingssalen.

Pa toppen af Bjerget sad Jean-Paul Marat , og ved hans side den altid drukne uldkarter Jean-Baptiste Armonville ; i nærheden deraf Maximilien Robespierre , Georges-Jacques Danton , Jean-Baptiste Carrier , Jacques Nicolas Billaud-Varenne , Jean-Marie Collot d'Herbois , Louis de Saint-Just , Joseph Fouche og andre fra Terrorregimets dage kendte ledere.

Siddepladsernes fordeling fik imidlertid snart mindre betydning, og Montagnarder brugtes i flæng med " Jakobinerne " om tilhængerne af en stærk, centraliseret, terroristisk regeringsmagt.

Efter Robespierres fald, 9. thermidor , gik det tilbage med Bjergets vælde; mange af dets medlemmer matte række hals under guillotinen eller blev deporterede til Cayenne . Efter revolten 12. Germinal III (dvs 1. april 1795 ) blev en stor del medlemmer af Bjerget anklagede som medskyldige i den nævnte revolte, og efter oprøret 1. Prairial ( 20. maj 1795) traf samme skæbne de fa, der var tilbage: Gilbert Romme , Pierre-Amable de Soubrany , Pierre Bourbotte , Ernest Dominique Francois Joseph Duquesnoy og andre, "de sidste af Bjerget" ( les derniers Montagnards ); de blev dømte til døden, men gjorde selv ende pa deres liv for ikke at lægge hovedet under Guillotinen.

Ogsa efter februarrevolutionen 1848 kaldte de radikale i Nationalforsamlingen sig Bjerget. De mindede kun sare lidt om deres navnkundige forfædre fra 1792-1795.