EKSF's beliggenhed med medlemmerne, der grundlagde fællesskabet. Algeriet var dengang en del af Frankrig.
Det
Europæiske Kul- og Stalfællesskab
(
EKSF
) eller
Kul- og Stalunionen
var en
international organisation
med seks
stater
. Organisationen tjente til at forene
Vesteuropa
under den
kolde krig
og skabte fundamentet for europæisk
demokrati
med samhørighed mellem nationalstaterne og udviklede sig til den
Europæiske Union
. EKSF var den første organisation, der baserede sig pa principperne for
supranationalisme
.
[1]
EKSF blev foreslaet af
den franske udenrigsminister
Robert Schuman
den
9. maj
1950
som en made, hvorpa man kunne forebygge krig mellem
Frankrig
og
Tyskland
. Han erklærede det som sit mal at 'gøre krig ikke kun utænkelig men direkte umulig.'
[2]
Midlet til dette, Europas første supranationale fællesskab, blev formelt grundlagt i 1951 med
EKSF-traktaten
, underskrevet ikke kun af Frankrig og
Vesttyskland
, men ogsa af
Italien
og de tre
Benelux
-lande:
Belgien
,
Nederlandene
og
Luxembourg
. Mellem disse lande skulle fællesskabet skabe et
fællesmarked
for
kul
og
stal
. EKSF blev styret af en '
Høj Myndighed
', kontrolleret af institutioner, der repræsenterede regeringer, de nationale parlamentsmedlemmer og en uafhængig
dømmende magt
.
EKSF fik to lignende fællesskaber i 1957, med hvilke det delte sine medlemslande og nogle af sine
institutioner
. I 1969 blev alle dets institutioner slaet sammen med
Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(EØF, som senere blev en del af den
Europæiske Union
), men det beholdt sin egen identitet. EKSF-traktaten udløb i 2002, og da der ikke var noget ønske om at forny traktaten, blev alle fællesskabets aktiviteter og ressourcer overtaget af
Det Europæiske Fællesskab
. Under sit virke havde EKSF formaet at skabe et fælles marked, men det kunne ikke forhindre en nedgang for kul- og stalindustrien. Det dannede samtidig grobund for nutidens Europæiske Union.
Som
premierminister
og udenrigsminister var Schuman hovedbrikken i at dreje fransk politik væk fra den
gaullistiske
politik med konstant
okkupation
eller kontrol af dele af tysk territorium som
Ruhr
- eller
Saar
-distriktet. Pa trods af markant ultranationalistisk, gaullistisk og
kommunistisk
modstand, vedtog den
franske nationalforsamling
resolutioner, der støttede Schumans nye politik om at integrere Tyskland i et fællesskab. Den
internationale autoritet for Ruhr
skiftede opfattelse grundet dette.
[
kilde mangler
]
Schumans vejledende principper var moral, baseret pa lighed for stater (international demokrati) ikke dominerende magtpolitik.
Schuman-erklæringen
af 9. maj 1950 (senere kendt som
Europadagen
) blev fremsat efter to
kabinetmøder
og blev til fransk regeringspolitik. Frankrig var altsa det første land, hvis regering var villig til at dele og skabe
suverænitet
i et supranationalt fællesskab. Denne beslutning var baseret pa en tekst skrevet og redigeret af Schumans ven og kollega, advokat Paul Reuter, med assistance fra økonomen
Jean Monnet
og Schumans Directeur de Cabinet, Bernard Clappier. Politikken lagde en plan for et europæisk fællesskab, hvor man kunne lave et
fællesmarked
for
kul
og
stal
.
Schuman foreslog at
stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stal under en øverste fælles myndighed, nemlig en organisation, der vil sta aben for deltagelse fra andre lande i Europa.
[2]
En sadan handling var tiltænkt at hjælpe til økonomisk vækst og cementere freden mellem Frankrig og Tyskland, som historisk havde en lang række uoverensstemmelser mellem sig. Kul og stal var vitale ressourcer i krigsindustri, sa det at dele sadanne ressourcer mellem fjender som Frankrig og Tyskland blev set som mere end symbolsk.
[1]
[3]
Schuman sa den franske regerings beslutning om sit forslag som det første eksempel pa demokratisk og supranational fællesskab ? en ny udvikling i verdenshistorien.
[
kilde mangler
]
Planen blev ogsa set af nogle, eksempelvis Monnet, som stregede Reuters beskrivelse 'supranational' i udkastet ud og erstattede den med 'føderal', som det første skridt mod en
europæisk føderation
".
[1]
[3]
I
Vesttyskland
holdt Schuman god kontakt med den nye generation af demokratiske politikere.
Karl Arnold
, ministerpræsidenten for
Nordrhein-Westfalen
med Ruhr-distriktet, havde været vesttysk udenrigsordfører. Han holdt taler om et overnationalt kul- og stalfællesskab, samtidig med at Robert Schuman begyndte at foresla fællesskabet i 1948 og 1949.
Det Socialdemokratiske Parti i Tyskland
besluttede at tage afstand fra Schumans plan pa trods af støtte fra foreninger og andre socialister i Europa.
Kurt Schumachers
personlige mistillid til Frankrig, kapitalisme og
Konrad Adenauer
gjorde, at han pastod, at et fokus pa integration inden for et lille Europa af seks lande ville ødelægge SPD’s primære mal om tysk genforening og samtidig fremme ultranationalistiske og kommunistiske bevægelser i Vesten. Han troede ogsa, at EKSF ville slukke alt hab om nationalisering af stalindustrien og skabe et Europa af "karteller, gejstlige og konservative."
[4]
Yngre medlemmer af partiet som
Carlo Schmid
var dog for fællesskabet og understregede den vedvarende støtte for den overnationale ide fra socialistiske kræfter.
I Frankrig havde Schuman opnaet stor politisk opbakning fra alle dele af landet og mange ikke-kommunistiske partier. De vigtigste var kollegerne fra ministeriet
Andre Philip
og
Edouard Bonnefous
, formand for udenrigskomiteen, samt tidligere premierminister
Paul Reynaud
. Projekter med organisering af kul og stal og andre overnationale fællesskaber var tidligere blevet formuleret i specialiserede underkomiteer under
Europaradet
før det blev fransk regeringspolitik.
Charles de Gaulle
, som var uden magt, var en tidlig støtte for ”band” mellem økonomier ? pa franske betingelser ? og havde talt for en "Europæisk konføderation", som kunne udnytte ressourcerne i Ruhr-distriktet i 1945. Han modsatte sig EKSF, fordi det var en forkert made at dele magten ("
le pool, ce faux semblant
") fordi han betragtede det som en utilfredsstillende "fredstilgang" til europæisk forening, og fordi han vurderede, at den franske regering var for svag til at kunne dominere EKSF, som han fandt passende.
[5]
De Gaulle syntes ogsa at EKSF havde utilstrækkelig supranational autoritet, fordi Forsamlingen ikke var ratificeret af en europæisk folkeafstemning, og han accepterede ikke
Raymond Arons
pastand om, at EKSF var tiltænkt at være en bevægelse væk fra USA dominans. Som en konsekvens heraf stemte de Gaulle og hans støtter i
RPF
imod ratifikationen i den franske nationalforsamling.
[5]
Pa trods af disse angreb og angreb fra den ekstreme venstrefløj fik EKSF bred offentlig støtte og blev etableret. Det fik stort flertal i alle elleve kamre i de seks landes parlamenter og anerkendelse hos foreninger og befolkninger i Europa. I 1950 troede mange, at en ny krig var uundgaelig. Kul- og stalinteresserne var dog sa stærke i deres modstand og Europaradet hjalp samtidig med til at skabe den brede offentlige positive holdning, som skabte grundlaget for at fællesskabet kunne gennemføres.
Den 100 artikler lange
EKSF-traktat
, som grundlagde EKSF, blev underskrevet d. 18. april 1951 af "de
oprindelige seks
": Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Nederland og Luxembourg. EKSF var den første internationale organisation, der blev baseret pa supranationale principper
[1]
og havde til opgave, gennem etableringen af fællesmarkedet for kul og stal, at udvide økonomierne, øge arbejdsraten og højne levestandarden inden for fællesskabet. Markedet skulle ogsa gradvist rationalisere fordelingen af højniveauproduktion, samtidig med at sikre stabilitet og beskæftigelse. Det fælles marked for kul blev abnet den 10. februar 1953 og for stal den 1. maj 1953.
[6]
Efter at være tradt i kraft erstattede EKSF gradvist den
Internationale Autoritet for Ruhr
.
[7]
D. 11. august 1952 var USA det første land (foruden EKSF-medlemmer) til at anerkende fællesskabet og USA erklærede at de nu ville henvende sig til EKSF i sager vedrørende kul og stal. Præsident Monnet modsvarede dette ved at vælge Washington D.C. til det første sted for EKSF’s eksterne fremtræden. Overskriften for delegationens første
bulletin
var "Imod en Føderal Regering for Europa".
[8]
Seks ar efter EKSF-traktaten blev
Rom-traktaten
underskrevet af de seks EKSF-medlemmer, hvorved Det
Europæiske Økonomiske Fællesskab
(EØF) og Det
Europæiske Atomenergifællesskab
(EURATOM) blev skabt. Disse fællesskaber var baseret, med nogle tilrettelser, pa EKSF. Rom-traktaten skulle ikke have en udløbsdato, sadan som EKSF-traktaten havde haft det, men derimod være gældende evigt. De to nye fællesskaber, der hermed var skabt, arbejde for skabelsen af en
toldunion
henholdsvis et
atomkraft
-fællesskab.
[1]
Rom-traktaten blev hastet igennem lige før de Gaulle fik magten og erklærede den Femte Republik.
[
kilde mangler
]
Trods hans forsøg pa at opløse fællesskaberne blev deres omrader hurtigt udvidet og EØF blev det vigtigste redskab for politisk forening i Europa og overskyggede EKSF.
[1]
Pa trods af at være separate
juridiske enheder
delte EKSF EØF og Euratom
en fælles forsamling
og
den Europæiske Domstol
, samtidig med at
Radet
og
den Høje Myndighed/Kommissionen
forblev adskilte. For at undga duplikation samlede
Fusionstraktaten
de adskilte institutioner i EKSF og Euratom med EØF’s. EØF blev senere en af de
tre søjler
fra i dags
EU
.
[1]
EKSF-traktaten blev ofte tilrettet og forbedret i takt med at EF og EU udviklede og
udvidede
sig. Eftersom traktaten ville udløbe i 2002 begyndte en debat omkring begyndelsen af 1990'erne om hvad man skulle gøre med den. Til sidst blev det besluttet at den blot matte udløbe uden andet gjort. De omrader, som EKSF-traktaten dækkede blev overført til Rom-traktaten og fællesskabets finansielle løse ender og EKSF's forskningsfond blev taget vare pa i en
protokol
til
Nice-traktaten
. Traktaten udløb endeligt d. 23. juli 2002.
[3]
Den dag blev
EKSF-flaget
sænket for sidste gang uden for Europa-Kommissionsbygningen i Bruxelles og erstatet med
Europaflaget
.
[9]
EKSF's institutioner var den
Høje Myndighed
,
Fællesforsamlingen
,
Ministerradet
og
Domstolen
. Der blev etableret en
Konsultativ Komite
sideløbende med den Høje Myndighed som en femte institution, der repræsenterede det civile samfund. Dette var den første internationale institution, der havde til opgave at repræsentere
forbrugere
i historien. Disse institutioner blev fusioneret i 1967 med EF’s, som derefter styrede EKSF,
[6]
bort set fra Kommitteen, som fortsatte sit uafhængige virke indtil udløbet af EKSF-traktaten i 2002.
[10]
Traktaten erklærede at
institutionernes beliggenhed
skulle besluttes ved fælles enighed, men emnet blev debatteret meget. Som et midlertidigt kompromis blev institutionerne placeret i
byen Luxembourg
, pa trods af at Forsamlingen var placeret i
Strasbourg
.
[11]
Hovedsæde for den Høje Myndighed i Luxembourg
Den Høje Myndighed (forløber til
Europa-Kommissionen
) var et udøvende organ med ni medlemmer, som styrede fællesskabet. Frankrig, Tyskland og Italien udpegede hver to medlemmer og de tre mindre medlemslande udpegede en hver. Disse otte medlemmer udpegede derefter i fællesskab det sidste medlem, som skulle virke som
formand for den Høje Myndighed
.
[6]
Pa trods af at være udpeget af nationale regeringer med egne dagsordener skulle medlemmerne af myndigheden aflægge løfte om ikke at repræsentere
nationale interesser
, men derimod forsvare fællesskabets interesser. Deres uafhængighed blev understreget ved at det ikke var tilladt at være ansat andre steder end i myndigheden og heller ikke have økonomiske interesser udenfor (betalte eller ubetalte). Efter endt periode ville disse regler gælde i tre ar.
[6]
For yderligere at sikre, at de var upartiske, skulle en tredjedel af medlemmerne udskiftes hvert andet ar, (artikel 10).
Myndighedens principielle udvikling var dens supranationale karakter. Det havde flere kompetencer, til at sikre traktatens mal blev opfyldt og at fællesmarkedet fungerede godt. Den Høje Myndighed kunne udstede tre typer juridiske dokumenter:
Beslutninger
, som var fuldt ud bindende love;
Anbefalinger
, som havde bindende mal, men efterlod fortolkningsrum til medlemsstaterne, sa disse selv kunne have indflydelse pa metoden; og Meninger, som ikke havde nogen juridisk binding.
[6]
Frem til fusionen i 1967 havde myndigheden fem formænd fulgt af en formand, der havde sit virke i de sidste dage.
[12]
Forsamlingen (som senere blev
Europa-Parlamentet
) bestod af 78 medlemmer og dets funktioner var udelukkende tilsynsførende over for den Høje Myndighed. Forsamlingens medlemmer skulle være nationale parlamentsmedlemmer, som hvert ar blev uddelegeret til forsamlingen af parlamenterne, eller direkte valgt 'ved almindelig valg' (artikel 21). Det var dog i praksis den første mulighed, der blev brugt, da der ikke var noget krav om at holde valg før
Rom-traktaten
og ingen egentlige valg
før 1979
, da Rom-traktaten krævede at der først var enighed i Radet om
valgsystemet
. Det skal dog understreges at kammeret ikke var en traditionel international organisation bestaende af repræsentanter for nationale regeringer, men derimod af, som EKSF-traktaten udtrykte det, "
repræsentanter for folkene
".
[6]
Forsamlingen var oprindeligt ikke udtalt i
Schuman-planen
fordi man habede, at fællesskabet ville benytte sig af Europaradets institutioner. Da det blev klart at det ikke var en mulighed grundet britisk modstand var man nødsaget til at oprette selvstændige institutioner. Forsamlingen var tænkt som en demokratisk modvægt og kontrol af den Høje Myndighed, som skulle rade myndigheden men ogsa have mulighed for at sætte myndigheden af pinden i tilfælde af inkompetence, uretfærdighed, korruption eller svindel. Den første
formand
(beslægtet med en talsmand) var
Paul-Henri Spaak
.
[13]
Ministerradet (lig det nuværende
ministerrad
) var sammensat af repræsentanter fra de nationale regeringer.
Formandsskabet
gik pa skift hver tredje maned og roterede mellem medlemslandene i alfabetisk orden. Et af radets centrale aspekter blev harmoniseringen af den Høje Myndigheds og de nationale regeringers arbejde, hvor de sidstnævnte dog stadig var ansvarlige for landenes generelle økonomiske politikker. Ministerradet skulle ogsa udtale sig om bestemte arbejdsomrader hos den Høje Myndighed.
[6]
I emner, der kun relaterede sig til kul og stal, og som derfor kun var et emne for den Høje Myndighed, hvade radet kun kontrolfunktioner, men emner uden for kul- og stalomradet krævede samtykke fra radet.
[14]
Domstolen skulle sikre, at EKSF-traktaten blev overholdt og samtidig fortolke og bruge traktaten. Domstolen bestod af syv
dommere
, som var udpeget af de nationale regeringer for seks ar. Der var ingen krav om, at dommerne skulle være af en bestemt nationalitet, men kun at de skulle være kvalificerede, og at de skulle være fuldstændig uafhængige af deres nationalstater. Domstolen blev assisteret af to generaladvokater.
[6]
Komiteen (lignende den
Økonomiske og Sociale Komite
) havde mellem 30 og 50 medlemmer, som var sammensat af producenter, arbejdere, forbrugere og forhandlere i kul- og stalsektoren. Igen var der ingen nationale kvoter, de skulle blot repræsentere den civile befolkning. Medlemmer blev udpeget for to ar og var hverken bundet af et mandat eller instruktioner fra de organisationer, der udpegede dem. Komiteen havde en plenarforsamling, et præsidium og en formand. Igen blev de krævede demokratiske procedurer ikke indført og udnævnelsen af medlemmerne forblev i hænderne pa de nationale ministre. Den Høje Myndighed skulle høre komiteen i visse sager, hvor det var hensigtsmæssigt og holde den orienteret.
[6]
Kommitteen forblev separat (trods fusionen af de andre institutioner) indtil 2002, da traktaten udløb og dens opgaver blev overtaget af det Økonomiske og Sociale Udvalg (ØSU). Trods dens uafhængighed samarbejdede udvalget med ØSU, nar de arbejdede med de samme sager.
[10]
Dens mal (artikel 2) var generelt at: 'opna en økonomisk ekspansion, en bedre beskæftigelse og en højere levestandard'
[3]
for dens borgere. I forhold til kul- og stalproduktionen havde fællesskabet kun ringe indvirkning i de henholdsvis formindskede og forøgede markeder relativt til verdenstrenden. Handel mellem medlemmerne forøgedes (tidobbelt for kul) hvilket sparede medlemmerne penge, idet de ikke længere importerede fra USA. Den høje Myndighed udstedte ogsa 280 moderniseringslan til industrien, hvilket hjalp denne til at forbedre produktionen og formindske omkostningerne. Omkostningerne blev yderligere reduceret ved at afskaffe tolden ved grænserne.
[15]
EKSF's største resultater er især inden for velfærd. Nogle miner var for eksempel klart urentable uden subsidier fra regeringerne. Nogle minearbejdere havde meget darlige boligforhold. I løbet af 15 ar finansieredes 112.500 lejligheder for arbejdere. Det gjorde det muligt for dem at købe hjem de ellers ikke ville have haft rad til. EKSF betalte ogsa halvdelen af omkostningerne i forbindelse med omrokering som følge af de job, der gik tabt i forbindelse med nedgangen i kul- og stalindustrien. Kombineret med regionale omstillingsstøtte brugte EKSF 150 millioner dollars pa at skabe 100.000 job, hvoraf en tredjedel var til arbejdsløse kul- og stalarbejdere. Velfærdsgarantierne opfundet af EKSF blev udvidet til arbejdere uden for kul- og stalsektoren i nogle af medlemslandene.
[15]
Langt vigtigere end at skabe Europas første sociale og regionale politik er det, at EKSF introducerede europæisk fred. Det indførte kontinentets første europæiske skat. Dette var en flad skat, en afgift pa produktionen med en maksimumsrate pa en procent. Idet medlemslandene af de europæiske fællesskaber nu oplever den længst varende fred i over 2000 ar, beskrives dette som den billigste pris for fred i historien. En mere verdenskrig, eller 'verdensselvmord' som Schuman kaldte denne trussel i 1949, blev undgaet. I oktober 1953 sagde Schuman, at muligheden for en mere europæisk krig var blevet elimineret. Eftertænksomhed matte ga forrest hos medlemslandene.
[
kilde mangler
]
EKSF formaede dog ikke at opfylde alle malene fra EKSF-traktaten. Man habede at EKSF havde kunnet forhindre store kul- og stalgrupper som
Konzerne
i at genopblusse, da de havde været med til at hjælpe
Adolf Hitler
til magten. I afvejningerne i forbindelse med den kolde krig genopstod kartellerne og de store virksomheder. Det førte til
prisfastsættelse
(et andet element, der skulle have været behandlet). Myndigheden havde visse antikkartel-beføjelser og udøvede derigennem et vist demokratisk tilsyn med kartellerne og hindrede fordums værste misbrug. Den var hermed det første internationale anti-kartel-agentur i verden. Effektive virksomheder fik lov til at udvide til et europæisk marked uden unødig dominans. Olie, gas og elektricitet blev naturlige konkurrenter til kul og brød dermed ogsa kartellernes magt. Ydermere fik fællesskabet ikke formuleret en politik pa energiomradet efter overgangen til olie. Under høj inflation og monetær ustabilitet viste EKSF sig ikke i stand til at sikre en stigende lige løn til arbejderne inden for markedet. Disse fejlslag kan tilskrives tegn pa overambition inden for et for kort tidsrum eller blot politiske floskler, der kunne ignoreres. De største resultater fra EKSF ligger i de revolutionerende demokratiske koncepter inden for overnationale fællesskaber. Det er et potentiale, der ikke er fuldt ud udforsket og udnyttet.
[15]
- ^
a
b
c
d
e
f
g
"The European Communities"
.
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 7. juni 2011
. Hentet
2007-12-16
.
- ^
a
b
"Erklæringen af 9. Maj 1950"
.
Arkiveret
fra originalen 8. december 2008
. Hentet 26. november 2008
.
- ^
a
b
c
d
"Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stalfællesskab (EKSF)"
.
Internetportalen til EU
.
Arkiveret
fra originalen 2. februar 2009
. Hentet
2008-11-09
.
- ^
Orlow, D. (2002).
Common Destiny: A Comparative History of the Dutch, French, and German Social Democratic Parties, 1945-1969
. Berghahn Books. s. 168-172.
- ^
a
b
Chopra, H.S. (1974).
De Gaulle and European unity
. Abhinav Publications. s. 28-33.
- ^
a
b
c
d
e
f
g
h
i
"The Treaties establishing the European Communities"
.
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 7. juni 2011
. Hentet
2007-12-16
.
- ^
Office of the US High Commissioner for Germany Office of Public Affairs, Public Relations Division, APO 757, US Army, January 1952
Arkiveret
7. december 2020 hos
Wayback Machine
"Plans for terminating international authority for the Ruhr" , pp. 61-62
- ^
Washington Delegation History
Arkiveret
25. august 2008 hos
Wayback Machine
, Delegation of the European Commission to the United States
- ^
"Ceremony to mark the expiry of the ECSC Treaty (Brussels, 23 July 2002)"
.
European NAvigator
. 2002-07-23.
Arkiveret
fra originalen 7. juni 2011
. Hentet
2007-12-16
.
- ^
a
b
"European Economic and Social Committee and ECSC Consultative Committee"
.
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 17. juli 2011
. Hentet
2007-06-24
.
- ^
"The seats of the institutions of the European Union"
.
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 30. september 2007
. Hentet
2007-07-18
.
- ^
"Members of the High Authority of the European Coal and Steel Community (ECSC)"
.
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 30. september 2007
. Hentet
2007-12-16
.
- ^
"Multilateral negotiations"
.
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 7. juni 2011
. Hentet
2008-02-24
.
- ^
"Council of the European Union"
.
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 12. august 2011
. Hentet
2007-06-24
.
- ^
a
b
c
Mathieu, Gilbert (1970-05-09).
"The history of the ECSC: good times and bad"
.
Le Monde
, accessed on
European NAvigator
.
Arkiveret
fra originalen 7. juni 2011
. Hentet
2007-12-16
.
- (
Webside ikke længere tilgængelig
)
(insert address into
RealPlayer
) Common Destiny, a period film explaining the Coal and Steel Community,
Europa (webportal)
- Treaty constituting the European Coal and Steel Community
,
European NAvigator
- http://schuman.info
Arkiveret
6. november 2020 hos
Wayback Machine
- The institutions of the European Coal and Steel Community
, European NAvigator
- France, Germany and the Struggle for the War-making Natural Resources of the Rhineland
Arkiveret
3. juni 2008 hos
Wayback Machine
,
American University
- Ruhr Delegation of the United States of America, Council of Foreign Ministers American Embassy Moscow, March 24, 1947
Arkiveret
10. marts 2007 hos
Wayback Machine
,
Truman Library